E-fakturering: Intuit sparker danskfødte Tradeshift til topligaen

Af Dorte Toft 0

Det startede med e-faktureringen NemHandel, udviklet for det offentlige Danmark. Nøglepersoner sprang, og det blev til Tradeshift.com, der i dag løftede sløret for et partnerskab med amerikanske Intuit. Et partnerskab som med ét smæk både forgylder Tradeshift, som p.t. har 100 medarbejdere, og giver selskabet adgang til 5 millioner små og mellemstore virksomheder, fortrinsvis i USA.

Hvor mange millioner dollars, investeringen er på, ønsker parterne ikke oplyse.

”Det er på sin vis heller ikke de mange millioner, der er det vigtigste,” siger bestyrelsesformanden for Tradeshift, den kendte iværksætter Morten Lund. ”Det er distributionen”. Han hentyder dermed til Intuits populære netbaserede økonomisystem, QuickBooks, der bruges af millioner af virksomheder.

Bliver default

”Som default i systemet vil e-fakturering fra disse virksomheder ske via Tradeshift bare ved et klik, og betaling vil kunne ske via Intuits eget Payment-system,” forklarer Morten Lund.

Han tror, at løsningen vil være med til omsider at levere dødsstødet til amerikansk erhvervslivs brug af checks.

Solid partner

Ifølge pressemeddelelsen investerer Intuit, der i 2012 omsatte for 4,15 milliarder dollar, “multi-million dollar” i partnerskabet. Da Tradeshift, så sent som i efteråret fik 17 millioner dollar fra to Moskva-baserede investeringsfirmaer, er det næppe forkert at gætte på et noget større tal.

Intuit får en plads i bestyrelsen. Selskabet blev stiftet tilbage i 1983 og blev først berømt for sit Quicken-system, men i dag hedder det store produkt netbaserede QuickBooks, og det har også et lønmodul og et kreditkort-modul. Blandt Intuits andre udbud er et skattesystem og et et system, Intuit Health, til praktiserende læger med alt, hvad der skal til, inklusive booking og betaling.

Tradeshift har tidligere fået en anden af de store spillere på betalingsfronten i hus som investor og partner, nemlig amerikanske PayPal. Det bliver altså ”dobbelt koneri”, som Morten Lund udtrykker det, men over for forskellige målgrupper.

Mod betaling og gratis

Tradeshift, der gik live i maj 2010, har i dag 150.000 brugere i 190 lande. I tallet indgår store betalende koncerner, som er med for give deres underleverandører mulighed for via Tradeshift at fakturere elektronisk på enkel og gratis vis. Det er lige som det offentlige i Danmark, der med NemHandel slap for papirbøvlet og dermed høstede effektivitetsgevinster.

Tradeshift blev stiftet af Christian Lanng, der i dag er administrerende direktør, sammen med Mikkel Hippe Brun og Gert Sylvest. Selskabet er midt i en ekspansionsfase, og lige nu søges efter 10 nye medarbejdere, hvoraf flere af stillingerne er i Danmark.

Hovedkontor i USA

Selskabet har siden starten flyttet hovedkontoret til USA, hvilket ifølge Morten Lund har været afgørende for Intuit-partnerskabet. Men der er stadig en afdeling i Danmark med omkring 40 ansatte.

“Billion dollar company”

På Facebook kan man se, at Lund selv har store forventninger. Den 9. januar skrev han således, at i løbet af 2013 ville Tradeshift blive ”billion dollar company”.

Varm luft? Måske, men den tyske softwaregigant SAP, der lige som Intuit betjener kunder med businesssoftware, blot i mammutklassen, gav i maj 4,3 milliarder dollar for Tradeshifts lidt ældre konkurrent, Ariba, der har 750.000 brugere.

Nettet har også for længst har lært os, at ”scale” er afgørende for succes, altså antallet af folk og firmaer, der kobles sammen via nettet.

Ifølge den administrerende direktør Christian Lanng skal man dog ikke forvente, at der kommer et “til salg” skilt på Tradeshift.

“vi er igang med et langsigtet projekt, og vi er her for den langsigtede udfordring. En meget klog mand sagde til mig “Sælg ikke til nogen, hvis potentielle marked er mindre end dit potentielle marked”, fortæller Christian Lanng mig.

Eric Dunn, Senior Vice President i Intuit, oplyser i pressemeddelelse, at det var kvaliteten af Tradeshifts software, der var afgørende for valget af faktureringspartneren, men også væksten og den fremviste evne til at arbejde med de helt store koncerner.

”Ved at forbinde Intuits mindre virksomheder med enterprises via Tradeshifts netværk løser vi et meget væsentligt problem for mange af vores kunder,” lyder det fra Eric Dunn.

Ejerne

Den danske del af ejerskabet af Tradeshift, gælder først og fremmest stifterne.

Morten Lund selv har ikke aktier i selskabet, selv om han var med til at skubbe det i gang. Han var trængt på det tidspunkt og måtte ikke eje noget. Men der falder måske en bonus eller to fra investorer på et tidspunkt.

Intuit opgav Danmark

Herhjemme må små virksomheder må kigge langt efter den kombinerede kæmpe businessplatform, som Intuit og Tradeshift vil stå for.

Intuit opgav en danske satsning, så der er vist det kendte C5, der oprindelig kom fra Damgaard-brødrene, som er dominerende hos landets små og mellemstore virksomheder. Under Microsofts ejerskab er C5 kommet i en netbaseret version, men om e-fakturering er inkluderet som en gratis funktion ved jeg faktisk ikke.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info