Whistleblower: Den direkte vej til karriereselvmord og udstødelse. Eller?

Af Dorte Toft 2
  • Om selvransagelse
  • Om muligheder uden magt
  • Om stempling af ”sladrehanken”
  • Om den ansvarspådragende magt
  • Om whistleblower-initiativer

OBS: Blot for god ordens skyld: Dette blogindlæg handler ikke om NSA og Edward Snowden, men om erhvervslivet.

En gang selvransagelse har meldt sig i kølvandet på omtale af bogen om storsvindleren Johannes Petersen, der kostede den hæderkronede virksomhed Nordisk Fjer livet. Også et foredrag, jeg holdt forleden for en samling livskloge mennesker, bidrog til selvransagelsen.

Nogen husker måske, hvorledes jeg tilbage i juni moraliserede over alle dem, der kunne have standset svindlerne i tide. I mit blogindlæg ”Standser du svindleren, eller giver du aben videre” fortalte jeg blandt andet, at halvdelen af dem, der begår økonomisk kriminalitet, er gengangere. Jeg skrev også følgende: ”Men de, der havde magten og mulighederne for at stoppe cirkusset, undlod. Regningen blev tørret af på andre, og den er tilmed større end regningen for den helt almindelige kriminalitet, som der er så stor fokus på.”

”Men de, der havde magten og mulighederne for at stoppe cirkusset, undlod. Regningen blev tørret af på andre, og den er tilmed større end regningen for den helt almindelige kriminalitet, som der er så stor fokus på.”

Magten afgørende

I dag ville jeg have fokuseret alene på magten. Prisen for at afsløre svindel kan blive alt for høj for den, der ikke er magtfuld.

I bedste fald bliver den, der råber gevalt, opfattet som misundelig eller et pernittengryn, der bare ikke kan se de store muligheder lige om hjørnet. I værste fald kan karrieren blive ødelagt totalt af smudskampagner, igangsat at den højt placerede svindler og dennes allierede. I allerværste tilfælde kan uretfærdigheden synes så stor, at sjælen knækker.

Det, der medførte en debat om ansvaret for at “sladre” ved foredraget forledes, var især en Politiken-artikel om den anmelderroste bog ”Bedraget – Sagen om Nordisk Fjer”, skrevet af Charlotte Langkilde.

Nordisk Fjer blev erklæret konkurs i marts 1991, og kreditorerne tab blev opgjort til 3,5 mia. kroner. Få måneder forinden tog Johannes Petersen sit eget liv. Han vidste, han var afsløret i en sådan grad, at han ikke – som tidligere – længere kunne true eller charmere sig ud af beskyldningerne.

Falske fakturaer

Svindlen havde ifølge bogen stået på i 20 år, og der havde været ansatser til afsløringer tidligere, men fyringer og smædekampagner holdt truslen fra døren.

Tættest på at afsløre var nok en kvinde i hovedsædets bogholderi, en menig ansat. I 1984 konstaterede hun, at der forelå en række fakturaer blandt andet fra Cayman Island om millionhandler med fjer og dun, der ikke figurerede på nogen lagre. Hun ser desuden noget andet sært ved fakturaerne, lyder det i Politikens artikel:

”De maskinskrevne fakturaers bogstaver ser helt ens ud på alle dokumenter, selv om de har brevhoveder fra en række forskellige selskaber. P’et er en smule hævet på dem alle, som er de skrevet på samme maskine.

Hun forsøger at tale med sine nærmeste chefer, men ingen vil hjælpe hende. Hun vil ikke gå til Bagmandspolitiet, da hun er sikker på, at Johannes Petersen vil kunne tale sig fra det, og at hendes karriere vil blive ødelagt.

Til sidst afleverer regnskabsmedarbejderen sin opsigelse og et notat til Johannes Petersen om de kriminelle forhold med kopier til to andre direktører. Han forsikrer hende om, at handlerne er blevet annulleret, og at bestyrelsen vil blive informeret om situationen.” Citat slut.

Den eneste udvej?

Det var syv år før den endelige afsløring. Kvinden valgte at flygte, og det var denne beretning, der fik debatten i gang under foredraget forleden. Jeg tjekkede efterfølgende mit moraliserende blogindlæg. Det var naivt på visse punkter. Også set i lyset af de erfaringer, jeg selv har gjort mig i løbet af et mangeårigt virke, både hos medier og på den anden side af skrivebordet.

Jeg nævner Bernie Madoff-sagen i mit moraliserende juni-blogindlæg. Kapitalforvalteren, der startede som livredder og VVS-mand, og som – da han blev afsløret i december 2008 – havde svindlet for 65 mia. dollar, knap 400 mia. kr.

Bare misundelig

Den person, der første gang – allerede i 2000 – råbte gevalt over for den amerikanske børsmyndighed, SEC, Harry Makopolos, blev stemplet som alt fra misundelig, til et evigt brokkende pain-in-the-ass til en idiot. Hans arbejdsgiver var en konkurrerende kapitalforvalter.

Bo Svensson, hvis firma Convergens var en konkurrent til IT Factory, blev stemplet som en misundelig konkurrent, da han tilbage i 2007 under eget navn forsøgte at varsle først IBM, og siden anonymt bestyrelsesformanden Asger Jensby om IT Factory. Den tilsyneladende store succes for firmaet kunne ifølge Svensson vise sig at være den næste ”Nordisk Fjer”.

Fælles for Makopolos og Svensson var, at de ikke kunne byde på en ”smoking gun”, men blot indicier, der kunne tyde på, at noget var rivende ruskende galt. De var ikke interne – ikke nogen, der kunne stå med beviserne i hånden. Ikke rigtige whistleblowers.

Den ansatte med beviserne

Kvinden i Nordisk Fjers bogholderiafdeling havde nogle beviser. Hun advarede sine chefer, og da det ikke nyttede, forlod hun skuden, men ikke uden igen at dokumentere.

Hvad var der sket med kvinden, hvis hun var gået til Bagmandspolitiet med sin dokumentation? Hendes ”døve” chefer hos Nordisk Fjer ville jo kunne genkende sagen og dermed udpege angiveren. Johannes Petersen, der var berømt for sine overtalelsesevner, kunne nok let få udpeget nogle ”syndebukke”, fyre dem (måske ledsaget af en pæn sum penge) og få ros for at have ryddet op.

Kvinden ville sandsynligvis blive kaldt illoyal, frosset ud, og sværtet så meget til via diverse netværk, at hun måtte starte fra scratch igen. Hvis hun ikke blev totalt smadret af oplevelsen.

Whistleblower-regler

Ringer navnet Enron en klokke, når talen falder på whistleblowers? Navnet Sherron Watkins?

Det var kvinden, der adviserede sin chef, Kenneth Lay, CEO for Enron, om uregelmæssigheder i de finansielle redegørelser. Til ingen nytte. Kun fordi korthuset faldt, blev hendes indsats kendt. Sherron Watkins havde også afvejet situationen og givet den øverste chef ”the benefit of the doubt”.

Der snakkes meget om, at virksomheder og det offentlige skal gøre det lettere at være whistleblower, men hvor realistisk er det? Går personen først den loyale vej, til sine nærmeste foresatte, og de vælger at ignorere henvendelsen, så er det så som så med anonymitetsmuligheden. Faktisk ikke eksisterende. Og evner nogen at dysse sagen ned, bliver den helt gal.

Råd i toppen

Ambitionen hos dem, der udfører økonomisk kriminalitet, øges typisk for hver succes, så nogle af dem når helt til tops. Men når
råddet er helt i toppen, er der yderst lidt at gøre.

Det er vel menneskeligt at tro, at den karismatiske topdirektør, mediernes darling, ikke selv kan være involveret. Og at gå uden om CEO’en helt til bestyrelsen! Farligt, farligt.

Men selv når råddet er længere nede i organisationen, handler det om magt, for ve den med færre eller ingen stjerner på skulderen, der forsøger at afsløre et magtmenneske med flere stjerner. Det er ikke let, også fordi, svindleren jo blev ansat af en højere oppe – en, der altså har fejlet, og som måske hellere ser sin fejl fejet under gulvtæppet end at erkende det. Sådanne historier høres også, om end de ikke når mediernes forsider.

Ej heller ses historien om økonomidirektøren, som til sidst føler sig nødsaget til at forlade virksomheden, fordi han nægter at være med til at føre bankdirektører bag lyset, vel vidende at firmaet står med det ene ben i graven. Ej heller får man historien om indkøbschefen, der nægter at afgive en ordre, fordi den stakkels leverandøren sandsynligvis påføres et kæmpetab. Historien om informationschefen, der fornemmer, at der er råd, men vælger at finde en ny arbejdsplads, ses heller ikke.

Betalt for skyklapper

Selvfølgelig får man slet ikke historien fra alle dem, der har modtaget tårnhøje lønninger, for at være tilpas blinde og tro på, at de aktuelle problemer blot er en lille knast på vejen, og lige om hjørnet ligger successen, der berettiger ethvert middel.

Jeg har endnu ikke fået købt bogen om Nordisk Fjer, men det sker, så snart jeg er færdig med den anden aktuelle anmelderroste danske bog om økonomisk kriminalitet ”Andre folks penge” – om ejendomsspekulanter og grådige bankdirektører, der fungerede som nyttige idioter for spekulanterne.

Også i den bog er der flere eksempler på, at advarsler har været forgæves. For eksempel var der en likviditetsmedarbejder i EHB-banken, der forgæves råbte gevalt over de store udlån til ejendomsspekulanterne. For døven øren.

Samvittigheden

Der findes dem derude, der oplevede at blive sværtet til i karriereødelæggende grad, fordi de forsøgte. Der findes dem, derude, der tilmed mistede ægtefællen, måske grundet besatheden af uretfærdigheden.

Der er imidlertid endnu flere derude, der valgte at tie og om muligt at forlade virksomheden, og det er forståeligt.

Men det er hverken forståeligt eller tilgiveligt, hvis f.eks. en højtplaceret direktør ikke anmelder en lavere placeret chef, hvis der er svindlet. Ej heller hvis en bestyrelse undlader at tage et varsel eller en afsløring alvorligt. Aben gives blot videre.

Men oven på denne svada om ansvar… Er Whistleblower-ordninger ikke dødfødte? Et spil for galleriet? Noget, der kun kan bruges af dem, der har den fulde dokumentation på plads, og det kan i sig selv være farligt at få sikret. Noget, der kun bruges af dem, som er skråsikre på, at der ikke kan findes andre forklaringer?

2 kommentarer RSS

  1. Af Anne Pedersen

    -

    Det som naive og udenforstående som aldrig har prøvet svindel og skatteunddragelse ikke forstår, er at den der svindler stort set altid har charmeret/bestukket/intimideret en person længere oppe i organisationen. Hos hvem svindleren nyder stor tillid og/eller beskyttelse. Det være sig en afdelingsleder, direktør, bestyrelse. Derfor er svindlere så svære at komme af med.

  2. Af M. T.

    -

    Erhvervslivet bør være bekymret for overvågning pga. industrispionage.

    Der er en række problemer med den massive overvågning af nettet:

    Virksomheders produktudviklingsideer bliver stjålet inden profitten er hentet hjem. Vidensvirksomheder skal være særlig opmærksomme da værdierne er immaterielle.

    Overvågning kan misbruges til at ødelægge et blomstrende forhold på en dating-side da overvågning viser hvem der skriver med hvem.

    EU bør frigøre sig fra at være nærmest 100% afhængig af amerikansk teknologi. Intel-processorer, Microsoft, IBM, Cisco, Oracle, Google… Denne afhængighed giver for let adgang til global overvågning.

    EU skal udvikle sin egen IT teknologi i virksomheder der fysisk ligger i EU og sørge for at tele og data trafik holdes indenfor EU-grænser.

    Data gemt i clouds er ren pest. Ingen ved hvem der kigger i data og backup kopier af data. Kryptering giver ikke sikkerhed da det kan knækkes via bagdøre, stor regnekraft.

Kommentarer er lukket.