”Something rotten” i det danske syn på uddannelse viser rapport

Af Dorte Toft 17

I dag udkom en skræmmende rapport om den dårlige brug af uddannelsesmilliarderne i Danmark. Den bør oversættes engelsk, så den kan trække overskrifter i udlandet.

Der er nemlig ”something rotten” i det ellers så berømmede lille nordiske smørhul med gratis uddannelse og verdens højeste SU. Måske kan udenlandske øjne gøre en forskel. Måske vil det alvorlige budskab omsider siver ind i landet, hvor værdien af mange langvarige uddannelser overvurderes, og hvor enhver stramning udløser katastrofescenarier.

Fortrængt af GGGI-sagen

Rapporten, det gælder, er nummer 4 fra Produktivitetskommissionen, og den handler om uddannelse og innovation.

Trods det skræmmende, faktaspækkede indhold forblev rapporten kun kort tid i toppen på de danske seriøse medier. Få timer efter blev den fortrængt af GGGI-sagen, der i forvejen er tæppedækket som et ongoing reality-show.

På Twitter kunne der ses enkelte protester over rapporten. Det samme vil vi garanteret se i medierne i den kommende tid, for der jokkes over på tæer.

Mig, mig, mig

Rapporten illustrerer, at der er noget ganske særligt på spil i Danmark. En altdominerende tendens fra både uddannelsesmiljøer og unge til at sige ”What’s in it for me” på bekostning af ”What’s in it for society”, for os alle, for erhvervslivet, for de næste generationer.

Ifølge rapporten er det kun 6-7 procent af danske unge, der foretager et uddannelsesvalg ud fra en vurdering af situationen på arbejdsmarkedet. I Sverige er det godt 20 procent af de unge, der orienterer sig om beskæftigelsesmuligheder, i Tyskland godt 25 pct. og i Storbritannien godt 30 procent.

Dyrt og ikke godt nok

Rapporten rokker gevaldigt ved opfattelsen af, at det er en fordel at have et af verdens dyreste uddannelsessystemer (i procent af BNP) og verdens højeste SU.

Hvorfor dog tage en uddannelse, der ser ud til at give udsigt til job efterfølgende, når man i stedet – uden at løbe ind i kæmpegæld – kan optræde som ren “forbruger” i sit uddannelsesvalg – forfølge sin drøm, hvor urealistisk den måske måtte være. Uanset, at den måske med stor sandsynlighed fører til arbejdsløshed eller job som ufaglært. Også det høje danske skatteniveau bidrager til, at der tænkes mere i fritid og lyst, end i arbejdsmarkedets behov og karriere.

Paradoks: Størst stigning hvor flest ledige

Den allerstørste stigning, hvad angår søgning til universiteterne, sker inden for humaniora. Fra 1991-2011 er stigningen i antallet af dimittender på 300 procent. I samme periode har humaniora konstant haft den største arbejdsløshedsprocent.

Ifølge rapporten var det primært studier som kommunikation, kunsthistorie, litteraturhistorie, filmvidenskab og filosofi, som voksede, og de er blandt de mindst efterspurgte på arbejdsmarkedet.

SU virker forkert

Den danske SU er to gange højere end den norske og tre gange højere end den svenske. I Sverige satses på statsgaranterede studielån, og produktivitetskommissionen mener, at den vej er rigtigere at gå end den danske. Lån, der skal tilbagebetales, vil give mere opmærksomhed over for beskæftigelsesmuligheder.

Der anføres dog også, at de unge danskere skal sikres et bedre grundlag for at vurdere disse muligheder. Det er de unge i nabolande allerede sikret, men hvad har holdt Danmark tilbage?

Herhjemme bruges 20 milliarder kroner til SU, og 58 mia. til uddannelse og forskning. At flytte nogle milliarder fra SU over til at få lært og forsket noget mere ville ifølge kommissionen være klogt.

Skadeligt taxametersystem

I rapporten langes der også veldokumenteret ud mod universiteternes taxametertænkning – den, der gør, at de med alle midler søger at få så mange unge som muligt ind og få dem til at gennemføre uddannelserne.

Der spekuleres kreativt i oprettelse af masser nye uddannelsesretninger med stor appel til unge, men uden tanker for efterspørgselssiden. Taxametret tæller nemlig kun gennemførelse, kun hoveder. Ikke om universitetet uddanner til noget, der er behov for.

Det indebærer også, at overliggeren for kundskaber sænkes. Kvaliteten falder. Universiteternes selveje udgør sammen med taxameter-systemet en giftig cocktail.

Går galt helt fra starten

Det går galt helt fra starten – helt fra læreruddannelsen og folkeskolen, skriver kommissionen. Det dokumenteres blandt andet via diverse undersøgelser inklusive Pisa, som ifølge kommissionen fremstiller Danmark lidt bedre, end vi egentlig klarer os. Der er faktisk ret interessant læsning om de forskellige tests, hvoraf flere skønmaler danske forhold.

Jeg kan kun anbefale, at man tager sig tiden til at læse rapporten igennem. Problemer påpeges, og forslag til løsninger gives.

I øvrigt er kun 48 pct. af de beskæftigede højtuddannede privatansatte i Danmark, mens det i EU er 60 pct., og i USA endnu mere. Danmark uddanner altså primært til den offentlige sektor, og det burde vække mere opmærksomhed, end det gør.

Alderen

Og så blot lidt forskelligt, jeg lagde mærke til.

- Gennemsnitsalderen for dem, der gennemfører (en ungdomsuddannelse), er 28 år, fordi mange tager mere end én ungdomsuddannelse. Unges dobbeltuddannelse koster samfundet 1,4 mia. kr. om året plus tabte skatteindtægter.

- Gymnasieelever er i Danmark 19 år, når de bliver studenter – knap et halvt år ældre end i OECD-landene i gennemsnit. Det er et år ældre end i Sverige og Canada, og to år ældre end i Holland. Den typiske nyuddannede bachelor i Danmark 27 år – i Holland 24.

Matematikken

Matematikken står ikke i høj kurs herhjemme, og ifølge Pisa og andre undersøgelser, står det skralt til hos især pigerne. Men også her er interessante ting at finde i rapporten.

Kommissionen har for eksempel kigget nærmere på 8.657 søskendepar i befolkningen under 65, hvor begge har en akademisk uddannelse, men kun én har en uddannelse, det kræver matematik at komme ind på. Disse søskendepar sammenlignes med hinanden, der tages højde for sociale forskelle samt at mænd typisk er mere konkurrence- og karrieremindede. Merindkomsten ved at have valgt en matematik-tung uddannelse er 22 pct.

Innovationen halter

Innovationsdelen af rapporten bestyrker indtrykket af, at der er overmåde mange støtte-initiativer, få resultater og lille overblik.

Der antydes også, at den bekymrende lave danske vækst kan ses som resultat af mindre process- og produktionsinnovation end i f.eks. Sverige, Finland og Holland.

Til slut: 20 pct. af amerikanske virksomheder med mere end 250 ansatte er under 10 år gamle. I Danmark er det kun 2 procent.

O.k. USA er et kæmpemarked, så vækstmulighederne er store, men alligevel. Også her er der “something rotten”.

PS: Jeg har skrevet en del om uddannelse på denne blog. Senest under overskriften “Uddannelsestjek I: Lange uddannelser bedst?” og “Uddannelsestjek II: Ældede dimittender bedst?”. Interessen blev især vækket af et par års arbejde med projektet “Nærmest lykkelig i nørdland – Hvem bygger fremtiden”. Projektet fokus var at se på danske kvinders ekstreme fravalg af it- og ingeniør-uddannelser og konsekvenserne heraf for kvinderne – og samfundet.

PPS: Erfaringsmæssigt kommer der megen kritik, hvis nogen betvivler værdien af, at lige så mange unge, som har lyst til det, skal læse humaniora, og der bruges mange gode forklaringer, lige fra, at de sikrer dannelse og udsyn til at de sikrer vækst, og at de ER efterspurgte.

Jeg ser nu (kl. 20.25), at kritik af rapporten er kommet i top i Politiken. Blandt dem, der udtaler sig, er formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage.

Ifølge Stage er dimittendledigheden blandt ingeniører højere end blandt humaniora-uddannede. Det er korrekt, hvis man nøjes med at se på de første måneder. Jeg har lige tjekket den seneste opgørelse over akademikernes ledighedsstatistik (oktober 2013), figur 8.2., og for 2013-sommerdimitterede gælder, at ingeniører ligger 0,1 pct. højere end magistre, men er godt i gang med et fald, i modsætning til de nye magistre, der er i gang med en stigning. I øvrigt nøjagtigt som det også skete sidste år. Djøf’erne er p.t. hårdest ramt blandt de nyuddannede.

Den overordnede statistik, altså for alle, viser en ledighed blandt ingeniører (sæsonkorrigeret) er på 2,5, mens den er 5,4 for magistre og 4,4 for Djøf’er.

Ulf Hedetoft, dekan på humanistisk fakultet på Københavns Universitet, giver i Politiken også udtryk for, at kommissionen tager fejl.

17 kommentarer RSS

  1. Af Lone Koefoed

    -

    Kære Dorte
    Der er ingen tvivl om, at vi ikke har helt ens læsninger af rapporten og dens konklusioner. Og du har helt sikkert læst den grundigere end mig, som blot har skimmet samt fnist lidt sarkastisk på Twitter over nogle af mellemregningerne (fx når den på side 13 er frygtelig inkonsekvent ift antallet af undervisningstimer – læring – indkomst).
    Så jeg ville ikke kommentere selve rapporten her — vi bliver alligevel aldrig enige — men vil gribe fat i dette:
    “I øvrigt er kun 48 pct. af de beskæftigede højtuddannede privatansatte i Danmark, mens det i EU er 60 pct., og i USA endnu mere. Danmark uddanner altså primært til den offentlige sektor, og det burde vække mere opmærksomhed, end det gør.”

    *Naturligvis* uddanner Danmark mere til den offentlige sektor end fx i USA. Der *er* nærmest ingen offentlig sektor i USA, hvis du sammenligner med Danmark — deres sundhedsvæsen og fængselsvæsen, for bare at nævne et par stykker, er jo private.

    Så hvis vi endelig skal sammenligne den slags, så må det vel nødvendigvis ske ift den relative størrelse af sektorerne?

    Om det er af samme årsag, at 20% af de amerikanske virksomheder med over 250 ansatte er under 10 år gamle ved jeg ikke noget som helst om, men de to samfund fungerer i hvert fald på meget forskellige præmisser. Og der er ret stor forskel i befolkningerne.
    mvh
    Lone

  2. Af Dorte Toft

    -

    @ Lone Kofoed. Jeg kan altid regne med dig, når jeg kommer ind over dette emne, og jeg overvejede, om jeg konkret skulle nævne jeres humaniora-uddannelsesretning som en af dem, der ledte til god beskæftigelse:-)

    Jeg havde, som du kan se af teksten, set at kritikerne fra humaniora gik i gang på Twitter, og det er jo fedt med det engagement. Men det vil altså også være dejligt, om der blev lagt lidt tid i at overveje, om der kan være noget rigtigt i rapporten, om der kan være noget, der må bekymre på vegne af de unge og alle os andre.

    Vedr. tal for USA og DK… ja, der er store forskelle på mange områder. Det ved vi alle. Lidt synd, at rapportskriverne undlod at fortælle, hvorledes uddannelsesmønstret er i USA, der jo stadig evner innovationen.

  3. Af Lone Koefoed

    -

    Ja, emnet om hvilke uddannelser, vi skal støtte eller ikke støtte, ligger mig nær, bl.a. fordi jeg meget tydeligt ser i min hverdag, hvordan mangel på humanistisk indsigt skaber det ene latterligt dårlige it-system efter det andet. ALT hvad der kun har været ‘hårde folk’ på, er frygteligt at bruge, og de har ingen som helst anelse om, at man sådan set også kan drage ud og studere en bruger, før man beslutter, hvordan vedkommende skal tilrettelægge sin arbejdsproces.

    Om den uddannelse, jeg underviser på, klarer sig godt eller skidt er lige i dette perspektiv med produktivitetskommissioner ikke så vigtigt for mig. For dens primære formål synes at være at understrege, at en økonom altid har ret til at sige noget om, hvordan samfundet skal indrettes.
    Jeg er i den forbindelse *træt* af humaniorabashing, og jeg er *træt* af, at argumenterne ikke altid er lige logiske, men primært synes funderet i ideologi. Vi kommer ingen vegne med det, og det er da i øvrigt spøjst, at det aldrig er økonomerne, der skal have at vide, at dem er der for mange af…

    Derfor holdt jeg mig til at spørge, hvorfor “det burde vække mere opmærksomhed, end det gør” at “kun 48 pct. af de beskæftigede højtuddannede [er] privatansatte i Danmark”, når nu vi har et samfund, som er indrettet med en stor offentlig sektor.
    Det kan vel ikke rigtig komme som nogen overraskelse? Eller: er det så i virkeligheden samfundsindretningen og ikke uddannelsessystemet, som står for skud — også i dit indlæg? For så er det jo det, vi skal tale om.

  4. Af Lone Koefoed

    -

    PS: vi skal i øvrigt ikke ønske os et uddannelsessystem som det amerikanske. Virksomhederne herhjemme er heller ikke gearet til det — overhovedet.
    Rigtig mange amerikanske college-studerende flytter direkte hjemmefra og på campus, hvor de som 17-18-årige begynder med at læse, selvom de ikke rigtig ved, hvad de vil. College bruger så en del energi på at lære dem at studere samt at være voksne, og måske kan de på de sidste to år rent faktisk læse en kompliceret tekst. De tåger så lidt rundt på uni, indtil de har læst i 4 år, får en bachelorgrad for så at drage ud i det pulserende erhvervsliv for at finde sig et job.
    Med mindre de har en stor velpostret uddannelsesopsparing, og derfor har kunnet være ubetalt praktikant hver sommer siden de var 16 så de derfor har en del erhvervserfaring allerede, så går kampen nu ud på at finde et arbejde, som kan lære en op. Og det er så arbejdspladsernes ansvar at lære en det, som man skal arbejde med.
    Efter et par år på arbejdsmarkedet (oftest under oplæring eller i virkelig kedelige jobs), så hopper nogen tilbage på universitetet, hvor de så tager en kandidatgrad eller to.

    Ikke alle forløb er sådan, men mange er. Og det er et kolossalt ressourcespild at de unge bruger uddannelsesinstitutionens ressourcer på at blive voksne på et tidspunkt, hvor de mest af alt har brug for at finde ud af, hvad de egentlig kan og vil.
    Jeg kender temmelig mange, for hvem college var totalt spildt, fordi de som 23-årige måtte indse, at det, deres forældre ville med dem, da de var 18, nok alligevel ikke helt var det, som de ville bruge resten af livet på. Og så læser de noget andet, mens de deltidsarbejder for at tjene til studiet.

    Det koster ikke det offentlige ret mange penge, at de vælge om, men optimalt ressourceforbrug er det virkelig ikke. Og vi skal kigge et helt andet sted hen, hvis vi skal kigge andre steder hen efter inspiration til mulige veje frem. Måske skal vi i virkeligheden bare kigge på os selv, finde ud af, hvad vi kan, og så bare gøre det meget bedre.
    For mig at se er det det, som hele kvalitetsdebatten i uddannelsessystemet handler om.

  5. Af Dorte Toft

    -

    @Lone Kofoed. Med årtiers alt for lille søgning til de relevante it- og ingeniøruddannelser er det vel ikke så underligt, at der laves klamhuggeri herhjemme. At de “hårde” så desuden ignorerer det vigtigt i at have dygtige HCI-folk med helt fra starten er en forsyndelse af de helt store. Som jeg har råbt højt om i 25 år.

    Undrer mig ikke så lidt, at du kun vælger at se den ene side.

    Så vidt jeg forstår, så brænder jorden også under de nye økonomer. Det fremgår af ledighedstallene.

    Du antyder så, at det er “samfundsindretningen” jeg er efter. Forklar venligst, hvad du mener.

    Selvfølgelig så jeg gerne, at det private erhvervsliv øgede antallet af højt uddannede medarbejdere. Gør du ikke?

  6. Af Lone Koefoed

    -

    Kære Dorte
    Med “samfundsindretningen” mener jeg, at du synes, det er et problem, at 48% af de højtuddannede arbejder i det private erhvervsliv — i et land, hvor der er virkelig mange jobs i det offentlige, fordi det er sådan, vores samfund er indrettet.
    Jeg skal ikke gøre mig klog på arbejdsmarkedspolitik, som jeg ikke ved ret meget om. Det forekommer mig dog, at hvis man vil have procentdelen af de offentligt ansatte ned, så vel må ‘overføre’ en stor del af dem til det private. Ofte med samme funktioner. Det er fx derfor, at der er mange flere privatansatte i USA: de har ganske enkelt ikke en ret stor offentlig sektor, fordi det, som her er offentligt, foregår i det private. Jobs er ca de samme (fx er en læge jo stadig en læge), det er i denne kontekst bare et spørgsmål om, hvem der betaler lønnen.

    Alternativt skal vi have flere private virksomheder til nye typer jobs, så vi kan få ændret den procentfordeling. Men der skal ret mange private virksomheder til for at ændre væsentligt på de %-fordelinger, så det nemmeste er vel at overføre nogle funktioner fra offentligt til privat regi.

    Og det er en lille bitte del af din lange kommentar til rapporten, som jeg tog fat i. Men det er fordi, den er lidt for nem at fyre af, og så står den der alene og råber, mens læseren tænker “det var sgu da godt nok vildt” uden måske at tænke over, at det nok ikke kun er et spørgsmål om uddannelse, men også er et spørgsmål om samfundsmodel.

    Og så ved jeg godt, at du har råbt op om mere HCI i mange år. Det burde mange flere gøre. Apropos produktivitet, så er det nemlig helt enormt uproduktivt, at vi har så mange skod-systemer, som vi skal trækkes med. Faktisk især i det offentlige — ironisk nok. Men det er så også det perspektiv, som humanisterne typisk kommer med. Dramaturger og filmfolk fx, de er utrolig gode at have på designteams, der skal komme op med nye former for teknologier, fordi de forstår sig på fortællinger, forløb og visualiseringer. Det er nærmest umuligt for en datalogistuderende, som så til gengæld kan andre ting.
    Klamphuggeriet i it-systemerne kommer for mig at se ikke, fordi der har været lille optag, det kommer, fordi den faglighed simpelt hen ikke er tilstrækkeligt prioriteret på ‘de hårde’ fag. Det gør ikke noget, for så bliver de bedre til noget andet. Men så skulle man virkelig også tage og entrere med nogle andre fagligheder. Fx humanisterne.

  7. Af Jesper Vingborg Andersen

    -

    Lone Koefoed, altså … nu bliver jeg lidt harm. Jeg er selv en af de der ‘hårde’ it-folk, og min oplevelse ude fra skyttegravene er en lidt anden. Det er s’gu da ikke os, der ødelægger alle de kæmpestore, latterligt forkromede it-projekter, som du henviser til. Og det er i hvert fald ikke os, der designer dem. Det kan du trygt stole på.

    Jeg ved ikke præcist hvilke uddannelser, jeg nu kaster mudder efter, men alle dem, der kuldsejler skuderne har tre ting til fælles: De holder enormt mange møder, de skriver enormt lange rapporter, og de bliver enormt blanke i øjnene, når man forklarer dem om livets barske realiteter. Du ved, ting som antallet af servere, båndbredde, peak-belastninger, testsystemer og sådan noget. Alle de der besværlige, men nødvendige, få-nu-lortet-til-at-virke teknikaliteter.

    Hvordan skulle humanistisk indsigt kunne hjælpe på sagen? Når der pludselig vælter 1,8 millioner danskere ind på Skat’s servere for at downloade deres årsopgørelse, så batter kvalitative brugerstudier altså ikke en meter. Selv ikke i Danmark bliver der uddannet humanister nok til dén opgave. Og hvis de tilmed også skulle blive enige om noget, så … ja, det var vi s’gu ikke tid til at vente på, vi har travlt med at holde trit med den teknologiske udvikling. Og med at bidrage til den.

    Den nådesløse sandhed er, at det meste af det, du mener humaniora kan bidrage med, det er hurtigere klaret med noget benhård statistik, og resten kan vi “hårde” it-folk altså sagtens tage direkte med slutbrugerne. Vi har ikke brug for enormt lange kommunikationsveje, vi er vant til at hjælpe vores familie og venner (hvoraf mange er humanister) med at få deres internet og e-mail og netbank til at virke. Ingen problemer dér.

    Jeg har *intet* problem med humaniora. Når det er godt, så er det sublimt. Intet mindre. Men det er bare pissebesværligt at rydde op efter jer, når I har fået lov til at blande jer i, hvordan vi skal lave vores it-systemer. Og bid nu jeres stolthed i jer og lær noget logik og matematik, for fanden. Eller bare lidt høkerregning. Det er der aldrig nogen, der har fortrudt. Vi kunne faktisk godt bruge lidt kvalificeret modspil til DJØF’erne. Dér kunne I være til STOR hjælp.

  8. Af Lone Koefoed

    -

    Vingband: Sikke en tirade. Godt at høre, at du brænder for sagen :)

    Jeg er helt med på at danne fælles front mod DJØFeriet i forvaltningen.
    Var mildest talt rystet, da jeg fandt ud af, hvor mange led af folk-der-vil-det-bedste-men-ikke-ved-en-skid-om-området der er i et af de fem-ni (deromkring) systemer, som jeg er regelmæssig- men ikke hverdagsbruger af, på Aarhus Uni — systemer som alle andre store uddannelsesinstitutioner også bruger. Ingen af de systemer har nogensinde set en interfacedesigner, eller en der ved det fjerneste om, hvordan en bruger rent faktisk ser ud. De har heller ikke millionvis af brugere som Skats (jeg vil i øvrigt sværge på, at netop det system har haft mindst en interfacedesigner tilknyttet), så problemstillingerne er nogle andre.

    Hvad de alle sammen har til fælles, er dog, at benhård statistik simpelt hen ikke kan vise eller bestemme alt. Det kan du heller ikke. Eller jeg. Det er sammen, at vi bliver stærke. Du skal ikke bilde mig ind, at der aldrig blev lavet brugerstudier til SKATs system, eller at der ikke var en designer på det. Der er sikkert også en med en kommunikationsuddannelse, som skriver nogle af teksterne. Det ville være komplet tåbeligt andet. Det ville også være tåbeligt, hvis ikke der var nogen, der forholdt sig til “få-nu-lortet-til-at-virke teknikaliteter”.

    Og det er det, jeg forsøger at sige. Især andre steder end i dette kommentarspor, hvor jeg primært opponerede mod det med, at det nu skal være overraskende og alarmerende, at mange af de højtuddannede er ansat i det offentlige — en sektor som pr samfundskonstruktion altså er noget større her i landet end i mange andre lande. Det kan være, man synes, det burde være anderledes, men det er da ikke uddannelsespolitikkens skyld.

    Her er hvad jeg ønsker mig i julegave:
    At vi lader være med at være rasende på hinanden(s fagligheder) og stopper med at lave billige postulater der har til formål at fortælle, hvor meget bedre vi hver for sig er end alle andre til at vide, hvordan verden skal skrues sammen. Bare fordi du kan hjælpe din mormor med at installere en printer, så er det jo ikke det samme som, at du kan udtænke og prototype en printerdriver. Eller et system til SKAT. Du kan nogle ting, og andre kan noget andet, og det er styrken. I store såvel som små projekter.

    Jeg vil hellere være med til at formulere kritik af det bestående — fx DJØFiseringen af alting — på en måde, som bliver uafviselig. Og det gør den altså ikke ved, at vi står og skælder ud. Det ser bare tåbeligt ud.
    Jeg vil hellere formulere, hvordan vi kan hjælpes ad med at gøre det, som fungerer, endnu bedre, og hvordan vi kan hjælpes ad med at blive bedre til det, som vi endnu ikke har styr på. Herunder ligger helt sikkert nogle diskussioner om, hvordan forskellige uddannelser passer i hvilke typer funktioner. Herunder ligger muligvis også nogle politiske beslutninger om at begrænse optaget på nogle uddannelser og ikke på andre (en øvelse der lige nu er helt op til uddannelsesinstitutionerne selv). Herunder ligger også at anerkende, hvilke egenskaber og kundskaber, som andre kan bidrage med til vores egen lille verden, og hvis ikke de kan bidrage med noget den den lille verden, hvordan man så kunne ændre det, sådan at en fra filmvidenskab måske ville give mening i din “skyttegrav”, som du så produktivt formulerer det.
    Det er for mig at se nok ikke nogen rigtig god løsning at forsøge at tvangsforflytte nogen til at studere noget, som de slet ikke kan finde ud af eller brænder bare lidt for. Så hvad kan man så gøre? Hvis man skal have integralligninger ind på historiestudiet, hvordan skal det så ske, hvorfor skal det så ske, og hvad vil det betyde ift de stillinger, som der så med det i bagagen ville blive plads til, der hvor du arbejder? Det er den slags spørgsmål, vi skal stille. Det er de spørgsmål, vi på universiteterne allerede snakker om med aftagerpanelerne (folk fra ‘industrien’ eller ‘verden derude’). Det er de spørgsmål, som jeg synes, Dorte skal bruge sin energi og skarpe pen på. Og det er det, jeg synes, at du og jeg skal bruge vores tid på, hvis vi nogen siden får mulighed for det.
    Bemærk nemlig venligst, at jeg ikke sagde, at ‘din’ faglighed er ubrugelig — den er uomgængeligt fantastisk og essentiel. Den er bare ikke nok.

  9. Af Carsten Fogh Nielsen

    -

    Rolig Jesper: Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor du bliver fornærmet. Der er da ikke nogen, der har beklikket din eller andre IT-folks faglighed? Der hvor Lone mener, at (nogle) humanister (nogle) gange kan hjælpe i udviklingen af diverse IT-løsninger er vel først og frammest i interface-delen. Og det er et sted, hvor hardcore IT-folk ofte har problemer med at se, hvad problemet er. Hvorfor? Fordi de er så meget inde i, hvordan systemerne virker, at det kan være vanskeligt at forstå, hvorfor folk der ikke er så meget inde i systemerne kan have svært ved at interagere med dem.

    Det er da glimrende, at du og andre IT-folk hjælper jeres familie og venner med at få deres email til at fungere og bruge deres netbank. Men hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at gøre det? Well… en del af det skyldes jo formodentlig at systemerne er designet så de måske ikke er lige til at bruge for en ikke specielt IT-kyndig. Som netop derfor har brug for hjælp fra en IT-kyndig. Men er det virkelig det bedste vi kan opnå mht til at designe brugervenlige interfaces? Og kan den slags spørgsmål virkelig altid og bedst løses ved, at fx du taler direkte med slutbrugerne? Kunne det tænkes, at folk med (humanistisk) ekspertise indenfor design, æstetik og den slags kunne bidrage med noget? Jeg ved det ikke, da jeg blot er en ussel filosof. Men jeg kender Lone, og ved at hun rent faktisk HAR medvirket til den slags.

  10. Af Carsten Fogh Nielsen

    -

    Nå, men det var sådan set slet ikke det jeg ville kommentere på, men derimod Dortes blogindlæg.

    Dorte: Jeg kan se rigtig mange fornuftige ting i rapporten. Specielt synes jeg, at kommissionens påpegning af de strukturelle og praktiske problemer der stiller sig i vejen for videnudveksling mellem private virksomheder og universiteter (og derfor er en barriere for innovation) er fine, og det samme er deres forslag til æøsninger af disse problemer. Og jeg er rent ud sagt direkte begejstret for kommissionens forslag om, at der skal ske en skarpere arbejdsdeling mellem privat og offentlig forskning, således at universiteterne primært “fokuserer på grundforskning og generel anvendelsesorienteret forskning, der ikke kan forventes at blive finansieret privat”. (s. 18). Hep hey! Det er vi mange der længe har sagt. Produktivitetskommissionens anbefaling ville have været meget rar i Sander-årene, med den bestandige fokusering på “Fra forskning til faktura.”

    Af andre fornuftige, eller i det mindste relevante, ting, så er jeg også enig med kommissionen i deres problematisering af det politiske systems stedmoderlige behandling af erhvervsuddannelserne, af deres påpegning af, at vi som samfund sgu’ ikke kan klare os uden håndværkere, etc, og deres påpegning af behovet for at gentænke kvalitet og undervisning på de videregående uddannelser i lyset af de problemer, som det politiske krav om, at 60 % af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, medfører.

    Når det så er sagt, så er der dælen dyttemig også mange underlige forslag og idéer i rapporten, der, så vidt jeg kan bedømme, har deres udspring i det meget snævre fokus, som kommissionen anlægger. Alle uddannelsespolitiske (og for den sags skyld pædagogiske og uddannelsesfaglige) spørgsmål bliver alene diskuteret ud fra, hvorvidt og i hvilket omfang de medvirker til at øge eller mindske samfundets produktivitet.

    Når kommisiionen fx på side 12 skriver at ” Få undervisningstimer er derfor ofte ensbetydende med lav studieintensitet, og studieintensiteten betyder noget for, hvor meget de studerende lærer. Det bekræftes af Produktivitetskommissionens egen analyse. Den viser, at studerende, der har modtaget mere undervisning, har
    en betydeligt højere indkomst efter endt uddannelse”, så tager jeg mig fx til hovedet. Hvorfor? Fordi kommissionen her hævder, at kvaliteten af de studerendes læring (og derignemme også mere eller mindre direkte kvaliteten af den uddannelse de har modtaget) direkte kan måles på den løn de får, når de er fordiguddannede. Dette giver en vis mening, hvis man alene fokuserer på produktivitet.

    Men hvad nu hvis man i stedet fokuserer på den faglige og pædagogiske kvalitet af den læreproces som den studerende gennemgår? Vi kan sagtens blive enige om, at løn og beskæftigelsesgrad er vigtige parametre for vurderingen af en uddannelses samfundsrelevans og -nytte. Men samfundsrelevans og nytte er en underlig målestok at vurdere faglig og pædagogisk kvalitet. Der er næppe den helt store efterspørgsel efter klassiske filologer på det private arbejdsmarked. (Dermed ikke være sagt, at klassiske filologer ikke finder arbejde på det private arbejdsmarked, blot at de næppe arbejder som filologer). Klassiske filologer fandt derimod tidligere ofte arbejde på gymnasier, hvor de underviste i græsk og latin. Deres løn efter endt uddannelse vil derfor typisk ligge under andre faggrupper, fx økonomer eller jurister, der i langt højere grad finder arbejde inden for det private. Ud fra kommissionens målestok betyder det, at undervisningen og den pædagogiske arbejde inden for klassisk filologi næsten pr definition må være lavere end indenfor økonomi og jura. Hvorfor? Fordi færdiguddannede klassiske filologer næsten pr. definition har en lavere erhvervsindkomst end økonomer og jurister.

    Men er det virkelig rigtigt? Giver det overhovedet mening? Danmark kan jo principielt have verdens bedste uddannelse i klassisk filologi, målt på såvel fagligt indhold som pædagogisk formidling, uden at det direkte afspejler sig i de færdiguddannedefilologers løn. Hvorfor? Fordi arbejdsmarkedet for filologer i meget høj grad ligger (lå) på gymnasieområdet, hvor lønnen følger de gængse takster inden for det offentlige og kun i mindre grad er gearet til at belønne folk med en helt særlig faglig kunnen.

    Når man læser rapporten, så er der en lang række tilsvarende eksempler, hvor et meget snævert økonomisk fokus på produktivitet og direkte målbar samfundsafkast leder til underlige konklusioner og problematiske antagelser. Læs fx afsnittet om fælleseffekter på s. 43, hvor kommissionen gør sig en række antagelser om virksomheders indsigt i økonomisk teori, som for en økonom muligvis forekommer indlysende, men som det forekommer problematiske at tilskrive virksomheder “i den virkelige verden”.

    Så jeg er helt med på at diskutere kommissionens konklusioner, kritik og anbefalinger. Men kun hvis det allerede i udgangspunktet bliver gjort krystalklart, at kommissionens fokus er ekstremt snævert, og at dette fokus direkte afspejler sig i rapportens analyser, diskussioner og anbefalinger.

  11. Af Sren vilsted

    -

    Tak for en god blog og så et spørgsmål fra en ingeniør / HD.

    Du skriver, at ”Den allerstørste stigning, hvad angår søgning til universiteterne, sker inden for humaniora. Fra 1991-2011 er stigningen i antallet af dimittender på 300 procent. I samme periode har humaniora konstant haft den største arbejdsløshedsprocent.”.

    Din graf viser, at antallet af humanioradimittender er steget betydeligt mere end de øvrige retninger. Burde det så ikke give stof til eftertanke, hvis deres ledighed kun er lidt højere end de øvrige uddannelsesretninger?

  12. Af Dorte Toft

    -

    @Lone Kofoed. Du skriver om dig selv: “… jeg primært opponerede mod det med, at det nu skal være overraskende og alarmerende, at mange af de højtuddannede er ansat i det offentlige — en sektor som pr samfundskonstruktion altså er noget større her i landet end i mange andre lande.”

    Havde jeg undladt at nævne USA og de 60 pct. i mit lange blogindlæg, hvad så?

    I øvrigt undrer det mig stadig, at du ikke ser alvorlige konsekvenser af manglen på højtuddannede it-kyndige. At du faktisk mener, der uddannes nok i DK. Du finder måske enighed inden for universitetets vægge, men ikke uden for.

    I øvrigt tror jeg på, at de fleste af os har flere talenter (som et klogt menneske en gang sagde til mig. Hun valgte så at bruge det talent, der gav bedst mulighed for at få job efter uddannelsen). Men det danske universitetssystem er skruet sammen, så man fra start skal specialisere sig.

    Man kan ikke – i modsætning til i USA/UK – indledningsvis satse på et par “talenter” for derefter siden hen at specialisere sig. Kunne man det, var der næppe 30 pct. af DK-unge, der skiftede uddannelse undervejs (og startede mere eller mindre fra scratch igen).

    Hybriduddannelseer (f.eks. kombinationer af det, som “hjertet” banker for, med det “markedet” banker for) er så den danske måde at gøre det på, men noget tyder på, at fernissen spredes for tyndt for at dække.

    @ Jesper Vingborg Andersen. Du har så evigt ret, men alligevel ikke helt, hvad angår det offentliges systemer. Skrivebordsgeneraler, indbyrdes territorieafpisning, den helt abnorme angst for fejl, “svage” (læs: finder sig i systemet) projektledere, indefra-ud tænkning i stedet for omvendt, fakturatænkningens eksterne konsulenter etc. etc. Der trænges til en gevaldig oprydning og risikovilje – også til at lade andre end mammutterne komme til fadet.

    Men også i det private går det jo galt. Systemudvikling er en speget sag – man bliver klogere hen ad vejen, så det er ikke bare at køre den lige vej fra A til C. Og med hele vældet af hvad-nu-hvis (hvor nogle overses) og hele det enorme “strikketøj”, hvor maske på maske skal hænge sammen på kryds og tværs. Nå – det er ligegodt for mange år siden jeg selv “strikkede” – men har dyb respekt for udviklere.

    Til slut.

    Der kan komme en masse godt ud af tværfagligt samarbejde, der hvor behovet er. Men der kan komme et svært håndterligt alvorligt clash mellem forskellige kulturer, og prof. forebyggelse er vigtig. Ellers kan det gå helt bananas.

    I øvrigt har jeg konstateret, at også i udviklingen af servicerobotter er der problemer med at få lydhørhed for dem, der har specialiseret sig i Robot Human Interaction.

    Men jeg vil slutte her med at glæde mig over, hvorledes der er masser af eksempler på, at UX – user experience – tages dybt alvorligt i den del af den unge it-verden, der via nettet retter sig mod forbrugersegmentet. Nul arrogance her, masser af lydhørhed (også takket være lytten til benhård statistik).

  13. Af Dorte Toft

    -

    @ Søren Vilsted. Jo, jeg har også noteret mig, at der er øget efterspørgsel efter humanister, og det er godt. Men jeg jo ikke kan se, om det også kan spille ind, at på visse områder, hvor man åbner døren på videre gab, fordi man ikke kan få dem, der er højtuddannede på det ønskede område.

    Det var tilfældet, da arbejdsmarkedet var overophedet, omkring 2008. Alt, der kunne krybe og gå fik job den gang. Men produktiviteten steg ikke, tværtimod. Der blev ansat flere for at klare opgaverne, der blev ikke arbejdet “klogere”. En forklaring på den manglende produktivitetsøgning den gang var, at der også skulle en slags omskoling til, når man tog folk ind, der ikke havde den efterspurgte profil.

    Men 15-20 pct. af de humanistisk uddannede ifølge kommissionen arbejder i ufaglærte job – og hvor mange arbejder egentlig i løntilskudsjob?) Det må rejse spørgsmålet om, hvem der blev klemt ud? Hvordan ser udbyttet af de 5-7 års uddannelsesinvestering ud (for dem, der måtte have allergi for den type ord, snak gerne med dem af dine naboer, der ikke har en høj uddannelse).

    I øvrigt har Produktivitetskommissionen åbenbart været for uklar, hvad angår arbejdsløshedstal. Professor Peter Birch Sørensen, formand for kommissionen, har efterfølgende reageret over for bl.a. magisterforeningens formand, som omtaler tal fra AC-statistikken som bevis for, at det går meget bedre for humanoira, end hævdet i rapporten. Birch Sørensen oplyser, at AC-statistikken er UDEN de magistre, der ikke er medlem af AC, og UDEN de ledige magistre, der har opbrugt dagpengeretten. Ifølge Danmarks Statistik (der ifølge ham har det hele med) var ledigheden i 2011 for humaniora-kandidaterne 70 procent højere end for samtlige akademikere.

  14. Af Lone Koefoed

    -

    @Dorte:
    “Havde jeg undladt at nævne USA og de 60 pct. i mit lange blogindlæg, hvad så?”
    Så havde jeg nok sagt noget andet :)
    Det faldt mig, som tidligere nævnt, for brystet, fordi det er sådan en nem ting at sige, men så vidt jeg kan se, bidrager det overhovedet ikke til analysen af uddannelsessystemet. Det tjener kun til formål at lade som om, at det er et belæg for, at uddannelsessystemet er forkert.

    Og jeg har da ikke sagt, at der uddannes nok it-folk herhjemme. Hverken her eller nogensinde. Tværtimod synes jeg da, at der bør være langt flere, der beskæftiger sig med det — det kan man bare gøre på vældig mange måder, og mange humanister og DJØFere gør det allerede. Det er totalt ufrugtbart at lave generaliserende udskældninger på to så rummelige områder som samf og humaniora på den måde, som både rapporten og din blog lægger op til (generaliseringer som jeg selv gør mig skyldig i nogle gange, men jeg gør mig faktisk stor umage for at lade være).

    Hvad jeg derimod ret ofte siger er, at det ikke forekommer mig at være særlig frugtbart at true nogen til at gøre det, vi gerne vil have, at de gør. Ej heller forekommer det mig særlig smart at tvinge eller skælde ud. Jeg har faktisk ikke lyst til, at unge under uddannelse skal bruge mere energi, end de allerede gør, på at gå rundt og have ondt i maven over, om de nu gør det rigtige. Det er ikke en skid produktivt for hverken dem eller os.
    Der er mange andre måder at gøre det på–og dem skal vi snakke om og finde løsninger på. Det er bare ikke en løsning at klaske på alle dem, som har valgt noget andet.

    Jeg bliver nok nødt til at slippe diskussionen her, for jeg bruger alt for lang tid på det, men tager den gerne en anden gang. Her eller anderswo.

  15. Af Dorte Toft

    -

    @ Carsten Fogh Nielsen. Jeg er bare så glad over, at du tager dig tid til at gå lidt mere ind på den digre rapports indhold, og jeg er enig i stort set alt. Det er f.eks. længe tiltrængt, at der ryddes op efter “fra forskning til faktura”.

    Når man som jeg sidder år efter år med snotten i tv’et, når Sveriges tv over mange dage interviewer Nobelprismodtagere og fortæller om forskningens betydning, der i disse tilfælde typisk har vist sig årtier efter, så står Sander med følge berettiget til årlig spanking i primetime. En sikker satsning betyder kun, at overliggeren placeres i krybehøjde.

    Vedr. hvad der står på side 12 (antal uddannelsestimer/konsekvens), så vil det jo være godt, om du beder kommissionen selv forklare sig. (Det var i øvrigt et af punkterne, jeg ikke hæftede mig meget ved, også fordi emnet er ret så diskuteret, eller tager jeg fejl? Lige som den skadelige lavstatus-gørelse af erhvervsuddannelserne).

    Og selvfølgelig kan filologi ikke presses ind i formen – Det vil vel tage yderligere 100 sider at yde alt retfærdighed, at æde HELE elefanten. Men der er jo lavet rapporter før fra kommissioner og udvalg, så dækkes noget af det efterlyste måske der?

    Produktivitetskommissionen kommissorium står her:
    http://produktivitetskommissionen.dk/media/134739/Kommissiorium.pdf

    Hvad skulle der til for at opfylde dine krav til videre deltagelse i debatten? Du skriver “Så jeg er helt med på at diskutere kommissionens konklusioner, kritik og anbefalinger. Men kun hvis det allerede i udgangspunktet bliver gjort krystalklart, at kommissionens fokus er ekstremt snævert, og at dette fokus direkte afspejler sig i rapportens analyser, diskussioner og anbefalinger.”

  16. Af Karsten Aaen

    -

    “Gymnasieelever er i Danmark 19 år, når de bliver studenter – knap et halvt år ældre end i OECD-landene i gennemsnit. Det er et år ældre end i Sverige og Canada, og to år ældre end i Holland. Den typiske nyuddannede bachelor i Danmark 27 år – i Holland 24.”

    Kære Dorte Toft.

    Ved du noget som helst om andre landes uddannelses-system? I Holland har man ikke noget gymnasie-system som i Danmark! Der går man i skole i fra man er 5 år til man er 17 år (måske 18 år) og så begynder man på universitetet! I USA og England samt Canada begynder man i skole, når man er 5 år! Og så går man på college, når man er 17 eller 18 år. Og derfor er college altså at sammenligne med det danske gymnasium!

    Og den der med at danske unge er gamle, når de forlader uddannelses-systemet paser jo heller ikke, vel. Kigger man på USA og England skal man først 4 år på college, så skal man lige have en masteruddannelse, det tager endu 4 år, og så skal man måske også lige have en Ph.D. og det tager lige tre år! Og så er vi sådan set oppe på en 25-28 år…

    Ift. SU’en, så ja, den er lavere i Sverige og i Norge, men som alle andre borgerlige? personer glemmer du bare lige at fortælle, at hverken i Norge eller Sverige skal man betale skat af sin SU!

    Ang. muligheder for ansættelse efter endt uddannelse, må jeg så ikke erindre dig om dette: Fra 2005-2007/2008 råbte alle kommunerne, at folk da bare skulle bare lærere og sosu-hjælpere/sosu-.assistenter. 4 år efter, i 2010-2011/2012 var der intet arbejde til dem! Så meget for at kan forudse, hvor behovet er for arbejdskraft bare om 5 år.

    Og må jeg så ikke minde dig om, også, Dorte Toft, om 4-5, ja så går en masse gymnasielærere på pension. (visse steder i landet, bl.a. i Sydjylland har man allerede nu svært ved at få engelsklærere til gymnasiet). Og hvem skal undervise eleverne i gymnasiet, Dorte Toft, i

    Og mht, til de fag du nævner, så ja, der er måske ikke brug for så mange kunsthistorikere mv. – men hvorfor har man ikke fra statens side sat optaget ned til disse fag! Det er jo den mulighed man fra statens side har for at sikre sammenhæng mellem det udbud af f.eks. kunsthistorikere der er og så det behov som der er i samfundet for f.eks. kunsthistorikere, litteraturhistorikere eller filosoffer.

    Min sidste kommentar til dig, Dorte Toft, er denne her: Tror du virkelig at folk bliver lykkeligere af at læse f.eks. matematik, hvis de ikke har flair for matematik; at folk bliver gode ingeniører, hvis de ikke ved, hvordan man beregner f.eks. styrken af en bro eller en tunnel mv. Og tror du virkelig at folk udelukkende og kun bliver motiverede af hvor meget de tjener efter de har endt uddannelse?

    Jo, for en økonomi-uddannet må det selvfølgelig være lykken at tjene 22% mere end alle andre, men tror du virkelig at sosu-assistensten, eller læreren eller lægen, for den sags skyld, har sit arbejde udelukkende og kun for pengenes skyld? Og at man, bare fordi man kan tjene 22% mere ved at tage en matematik-tung uddannelse, motiverer flere til at tage en sådan.

    Uanset hvor meget økonomer påstår dette, fungerer den menneskelige natur altså ikke – kun – på den måde…

  17. Af Dorte Toft

    -

    @Karsten Aaen. Rapporten fra Produktivitetskommissionen er her: http://produktivitetskommissionen.dk/media/159656/Analyserapport%204,%20Uddannelse%20og%20innovation%20(web).pdf
    Måske var det en god idé for dig at henvende dig til ophavsmændene vedr. tallene.

    Som jeg har skrevet andetsteds, så er der mange aspekter som ikke er dækket, og det påpeger du også.

    Men. Det er et stort komplekst område og at forestille sig alle aspekter dækket? Verden havde nok ændret sig, inden en sådan publikation ville være parat til offentliggørelse.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info