Netneutralitet: Dom i USA truer åbent internet. FCC’s egen skyld?

Af Dorte Toft 3

Med en dom, der faldt ved en amerikansk appeldomstol i går, får telegiganten Verizon og andre amerikanske bredbåndsudbydere frit spil til at behandle konkurrenters datatrafik, som man vil, om blokere for den, sætte farten ned, eller kræve betaling for den.

Den amerikanske telemyndighed, FCC (Federal Communication Commission) skal holde nallerne væk på det område. FCC har ikke længere ret til at håndhæve krav, der sikrer et åbent internet – også kaldet sikring af netneutralitet. Noget FCC ellers har håndhævet siden indførelsen af regler for “Open Internet” i 2010-2011.

Ekstra betaling – blokering

Der er nu frit spil for, at netudbyderne f.eks. kan kræve betaling fra indholdsudbydere som Netflix, som forudsætning for at få sikret at Netflix’ film og tv-serier overføres i høj nok hastighed.

Den “vejtold” har teleindustrien længe ønsket for garantere såkaldte “fast lanes”, og ønsket skyldes den enorme mængde af data fra firmaer som Netflix, Facebook og Googles YouTube. Bredbåndsudbyderne mener, at der kommer for få penge ind ved blot at opkræve hos modtagerne – abonnenterne.

Informations-tjeneste, ej transport-tjeneste

Dommen fastslår, at FCC’s myndighed i denne sammenhæng kun strækker sig til, hvad der hører inden for begrebet “common carrier” – et begreb, der (meget groft sagt) dækker, at den, der transporterer ting eller personer ikke må diskriminere adgangen til transport, hvis der ellers er plads, og prisen skal desuden være rimelig.

Den regel kom også til at gælde for telefonien, men bredbånd kan ikke betragtes som en telekommunikations-carrier, jf. dommen. Det er en informations-carrier. (Cnet har en god artikel om historikken og common-carrier-begrebet)

FCCs egen skyld?

Der er mange, der mener, at det er FCC, der selv har gjort i nælderne – at dommerne ikke kunne handle anderledes. FCC har nemlig selv klassificeret bredbåndsudbyderne på en måde, der undtager dem fra at blive behandlet som “common carriers”.

Det var alene telegiganten Verizon, der gik i clinch med FCC, men vandt en kamp, som også telegiganten AT&T og andre kommer til at nyde godt af.

Bølgerne går højt

Mens netneutralitet knapt er et emne i dagens Danmark, trods EU’s arbejde for at få lovgivet på området, har dommen fået netneutralitetsdebatten op på endnu højere nagler i USA.

Teleselskaberne har længe argumenteret for, at med den enorme stigning der er i nettrafikken, har de ikke råd til at udbygge netkapaciteten i nødvendigt omfang, medmindre de, der sender mest data ud på nettet, også trækker pungen frem.

Forbrugere og innovation

Nogle mener imidlertid, at i sidste ende vil indholdsudbydere som Netflix, YouTube, Facebook, HBO og Microsoft blot vælte udgiften – vejtolden – over på forbrugerne.

Nogle mener, at de store indholdsudbydere gladelig vil betale tolden, da den bliver et benspænd for dem, der måske en dag kunne udfordre, altså iværksættere.

Nogle frygter, at der blokeres for Skype, der jo har ædt sig ind på teleselskabernes omsætning på telefoni, og for Netflix, der udfordrer teleselskabernes egne filmtjenester.

Godt resumé

It-mediet Gigaom.com har et glimrende resumé af reaktionerne på dommen. Hør fra dem, der mener, at det går ud over både innovation og forbrugere, hør fra Verizon selv og fra dem, der mener, at FCC selv bærer skylden. Læs artiklen “What you need to know about court decision that just stroke down net neutrality”.

FCC’s formand, Tom Wheeler, har i øvrigt udtalt, at FCC overvejer at appellere dommen.

Emnet netneutralitet er vigtigt og fortjener en debat også herhjemme. Der er flere indspark til debatten også her på Bizzen:

10.12.2013. Prof. Susan Crawford: USA og EU sakker bagud på bredbånd. Profitbegær styrer.

3.12.2013. Netneutralitet: Tyskland bebuder nu lovgivning. Holland har lovgivet.

27.11.2013. Skal vi have netneutralitet? Kom ind i diskussionen. Du og din business påvirkes.

2.10.2008. Netneutralitet for begyndere.

Men hvordan ser du på sagen? Tror du, at et brud på netneutralitet er en nødvendighed for at sikre tilstrækkelig udbygning af internettet?

3 kommentarer RSS

  1. Af Christian Nobel

    -

    Nej, brud på netneutraliteten er ikke kun absolut unødvendigt for at sikre tilstrækkelig udbygning af internettet, det er direkte ødelæggende.

    Den etablerede telebranche opfører sig på samme måde som plade- og filmbranchen, hvor de dybest set gøre alt hvad de kan for at genere kunderne – eksempelvis når man lovligt har købt en DVD, så skal man chikaneres med “reklamer” for at man ikke må kopiere, sikken tak for at have købt varen.

    Problemet er at telebranchen har sovet godt og grundigt i timen, og ikke tilpasset sig dette årtusinde, og accepteret at deres rolle er ved at blive reduceret til simple infrastrukturleverandører.

    Og infrastrukturleverandører skal ikke blande sig i hvad de bits der transporteres på internettet repræsenterer, ligesom vejdirektoratet heller ikke blander sig i om jeg hører hård rock eller Mozart når jeg kører bil.

    I mine øjne virker det som en desperat krampetrækning før lukketid, i stedet for at telebrancen vågnede op og tilpassede sig den virkelighed der er på vej – og hvis ikke de gør det, så vil alskens græsrodsbevægelser bare opfinde ny dynamisk tilpassede protokoller, så så snart teleselskaberne har sat en chikane op et sted, ja så kører trafikken bare en anden vej.

    Så det der er nødvendigt er dels, at politikerne indser at “markedskræfterne” er ved at spille fallit, og at infrastruktur er for vigtigt til bare at overlade til selv samme markedskræfter uden en helt anden form for regulering, dels at teleselskaberne indser at der skal en ny model på banen.

    Og denne nye model kunne være at løfte sig op over en latterlig diskussion om mere eller mindre dårlige op-til-en-given-hastighed forbindelser, og i stedet levere internet af høj KVALITET, men samtidig indføre en forbrugsafregning, helt på samme måde som det gøres med elektricitet.
    Prisen skal selvfølgelig give mening, men så kunne konkurrencen jo lige præcis være på selve trafikmængden, ligesom det foregår med mobiltelefoni – det ville også give en rigtig konkurrence, til gunst for forbrugerne.

    Samtidig ville selskaberne kunne tjene penge, så dem der ser 8K film i rå mængder, ja de skal også betale for det, mens light brugeren ikke straffes.

    På den måde ville en øget brug af Netflix mv. komme selskaberne til gode, uden de skal til at snage i data.

  2. Af Dorte Toft

    -

    FCC har besluttet IKKE at appellere dommen. I stedet vil FCC skrive et nyt regelsæt, baseret på den lovramme, der eksisterer, og som netneutralitet (Open Internet) passer ind under. FCC havde ved retssagen argumenteret ud fra rettigheder vedr. regulering af telefoni (common carrier), og den holdt ikke. Læs evt. om FCCs nye planer hos Cnet.

  3. Af Kæmpe slagsmål i USA om netneutralitet: Teleoperatører vs Silicon Valley | Bizzen - IT & Business

    -

    [...] regulering blev imidlertid torpederet i januar 2014 af en dom, som jeg har skrevet om HER. Telegiganten Verizon vandt over FCC til gavn også for USA’s andre netoperatører. FCC har [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info