BlogTip I: Nytkampfly.dk om indkøb til 20-30 mia. kr.

Af Dorte Toft 0

Bag myriaden af mode og madblogs i Danmark findes blogs, der har øjnene åbne for ting, som pressen ikke finder interessant at dække, undtagen måske sporadisk, eller hvis det pludselig skulle blive hyperaktuelt.

Jeg vil ind imellem fremover tage et nærmere kig på nogle af de specialblogs, og starter med nytkampfly.dk, der især handler om luftvåbenets kommende indkøb af kampfly for omkring 20-30 mia. kroner.

Fra F-35 kritik til folkemøde

Blandt overskrifterne på forsiden af kampfly.dk ses for tiden så vidt forskellige som “F-16 designers kritik af F-35 er halvt genialt halvt bullshit”, Folket, fadøl og forsvarschefen samt Hvor stort et tema bliver indkøbet af kampfly?

Valget af kampfly-type forventes at ske medio 2015, og det er så småt ved at blive en varm politisk kartoffel. Levering af den bestilte flytype forventes først at ske i 2020.

Valg udskudt

Bloggen, der også behandler indkøb af andet forsvarsmateriel, forsvarspolitik og den danske forsvarsindustri, blev startet af journalist Andreas Krog tilbage i 2008. Beslutningen om flytype skulle have været foretaget i 2009, men blev udskudt to gange af de respektive forsvarsministre.

Jeg har kendt til bloggen i årevis og har ofte fremhævet den som en visionær blogsatsning i det danske mediebillede. Bloggen rummer interessante historier, også for dem, der ikke lige har kampfly i fokus, og kommentarsporene er også værd at læse.

Nu på fuldtid

Andreas Krog har ført bloggen, mens han har haft fast arbejde hos Dong, men sidste år valgte han at fokusere fuldt ud på nytkampfly.dk, samt på bloggen check-in.dk, der citeres flittigt af skandinaviske medier med fokus på rejser og luftfart. Rammen er Andreas Krog Medier og inklusive i satsningen som selvstændig er leverancer af artikler til andre medier.

Krog har ikke gjort megen stads af sig selv i de cirkler, der dyrker de sociale medier, men her er muligheden for at læse om Andreas Krogs motiver for at starte bloggen og effekten af den også for hans økonomi. Interviewet er baseret på e-mailudveksling.

Hvad var dit motiv til at åbne for nytkampfly.dk, og hvornår skete det?

Jeg startede i 2008, da vi stod overfor at skulle vælge kampfly i 2009, og ingen medier beskæftigede sig med det.

Jeg er ikke kampflyfanatiker, men dækker det som journalist og skatteyder, da der er et bredt politisk flertal for at købe kampfly. Derfor er nogen nødt til at følge det og sætte sig ind i det. Og når de store statsstøttede medier ikke gør, så er jeg jo nødt til at gøre det.

Har målet ændret sig undervejs?

Nej. Medieinteressen er stadig begrænset.

Hvilken effekt havde den i starten – og nu?

I starten bare en nørdet blog. I dag det førende medie på området. Det er et medie, der bliver inviteret på forsvarsindustriens presseture, til frokoster med videre. Og det er et medie, hvis historier finder vej til §20 spørgsmål i Folketinget lige som andre mediers historier. I dag mere et nichemedie end en blog.

Kan en blog påvirke den offentlige debat?

Ja. Folk tror på, hvad en “ekspertblogger” skriver. Især når det er en ekspert på et meget snævert område.

Lader de traditionelle medier sig “inspirere” af din blog (altså nupper de uden at kreditere, krediterer de, lytter de slet ikke?)

De spørger mest om jeg vil drikke en kop kaffe og gratis give dem en intro til emnet. Det tjener jeg ingen penge på, så det gør jeg ikke så meget mere, medmindre de bruger mig som ekspert i deres artikler/indslag.

Hvem ser du i DK som mest seriøse konkurrent?

Ingen efter at journalist Erik Holm er stoppet på Ingeniøren. Jeg er den eneste, der er så detaljeret, og hvor selv den mindste detalje er en historie værd.

Hvad har det givet DIG at have bloggen? Påvirket dine erhvervs- og indtægtsmuligheder, givet oplevelser?

I dag udgør indtægter fra bannerannoncer på bloggen og freelanceartikler om kampfly m.m. over 50% af omsætningen i min virksomhed. De øvrige knap 50% kommer fra mit medejerskab af CHECK-IN.dk (nyhedssite om civil luftfart). Så de sidste 2,5 år har jeg halvt levet af det. Det har kastet omkring 15-20 udlandsrejser af sig, et hav af frokoster, kaffeaftaler og meget mere.

Biksen består i dag af selve nytkampfly.dk, Twitter, Facebook, Instagram, nyhedsbrev og foredrag. Årets 12. foredrag holdt jeg på Folkemødet på Bornholm.

PS: Kender du til andre specialblogs, der har udviklet sig til en god indtægtskilde og/eller væsentlig platform for bloggeren/for debatter, så fortæl kort i kommentarfeltet. Livstilsblogs skrives der en del om andre steder, så helst andre.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info