Vil vi virkelig fordummelsen? Om Snowden/NSA, om Interstellar

Funderinger efter to film, Citizenfour og Interstellar:

  • Om en post-faktuel verden, hvor ”hvis det er fakta, så benægter a fakta” vinder.
  • Om løgne og jura i NSA-sagen
  • Om personen Edward Snowden og prisen, han betaler
  • Om dansk mistænkeliggørelse af Snowden
  • Om systemadministratorers smertelige smil
  • Om politikernes uvidenhed om digitaliseringens mørke sider
  • Om spørgsmålet ”Får vi nogensinde vores privacy tilbage?”

Filmen om whistlebloweren Edward Snowden, ”Citizenfour”, blev vist for en propfuld sal i København i går aftes, fulgt af en paneldebat. Efterfølgende faldt jeg – som så mange andre – i snak om NSAs overvågning, og da jeg endelig satte kursen mod hjemmet stødte jeg ind i menneskemængden, der netop havde set science fiction-filmen Interstellar i Imperial-biografen. Som der dog blev snakket også der.

Jeg havde selv set Interstellar nogle dage før, og vil se den igen. Science fiction holder et spejl op mod både fremtid og fortid, og udløser ofte tiltrængte tanker om nutiden.

Orwells 1984

Tag George Orwells 1984, udgivet i 1949. En bog om overvågning af borgerne og indskrænkning af deres rettigheder. En bog, der får en til at tænke på Stalins Sovjetunion, på nazisterne, på Stasi.

Se så Citizenfour om NSAs væg-til-væg overvågning af borgere verden over og indskrænkning af deres rettigheder. Overvågning af ikke kun de mennesker, der giver anledning til frygt for terrorangreb eller anden kriminalitet, men også hundredetusinder af andre.

Uskyldige fanget i nettet

Én ting er, at NSA ifølge mediet Intercept har en særlig terrorist-overvågningsdatabase med navne på 680.000 mennesker, der altså følges tæt på, selv om en stor andel af de overevågede ikke på nogen måde kan forbindes med terrorisme.

En anden ting er, at NSA har så enorme datamængder om millioner af mennesker, at skulle der blive hvisket eller skrevet om noget betænkeligt ved en person, så sættes søgemaskiner bare i gang med at trawle de enorme datamængder igennem og lænke den ene ting til den næste, så ”fisken” kan fanges. Også selv om denne ”linkage” – spindet af links – blot kan repræsentere et helt uskyldigt samspil af tilfældigheder.

Vores ødelagte klode

I Interstellar er skrækscenariet ikke overvågning, men en ødelagt klode, hvor alt må sættes ind på alene at skaffe føde, men mod umulige odds. Der skal findes en planet, hvis menneskeslægtens overlevelse skal sikres.

Den ødelagte klode er et offer for menneskets grådighed, kortsigtethed. For fordummelse. Styret sikrer – lige som i Orwells 1984 – at historiebøgerne omskrives, så propagandaen ikke undermineres af fakta.

Det kan synes, at alle de århundreder, hvor menneskeheden især var drevet af ønsket om at blive klogere, er erstattet af tiltrækningen til fordummelse. Hvordan det end kan ske, når man tager det stigende uddannelsesniveau i betragtning.

Post-faktuel verden

Vi er godt på vej ind i en post-faktuel verden, hvor overtro og politiske holdninger vinder over viden, hvor konspirationsteorier bruges til at bekæmpe videnskabsfolk og andre kritikere. Hvor det komplekse, ubekvemme undertrykkes, fordi det kan undertrykkes, netop fordi det er komplekst.

Vi er på vej ind i en verden, hvor udsagnet ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta” er mere stuerent end nogensinde, lige som såkaldt cherry picking, hvor kun den forskning, der tjener sagen, drages frem i lyset, hvor underlødig den end måtte være.

Populært er også udsagnet, fremdyrket af totalitær tankegang: ”Hvis du intet har at skjule, har du heller intet at frygte”. Fanges du alligevel som fisken i trawlet, nå ja. Bare ærgerligt.

Afvist – bare ærgerligt

Den helt uskyldige person, der står i en lufthavn og nægtes adgang til at komme på sit fly? Bare ærgerligt. Den uskyldige person, der leder til at familie og venner også bliver sat under overvågning? Bare ærgerligt. Den uskyldige person, der ender i fængslet, fordi andre ikke måtte miste ansigt? Bare ærgerligt.

Fordummelsen hersker. Den villede blindhed. Både i relation til overvågning, til klodens tilstand og til mange, mange andre ting.

Film gør en forskel

Citizenfour er pseudonymet, som Snowden underskriver sig med i sin allerførste henvendelse til filmdokumentaristen Laura Poitras . Det er ingen “pixi-film” om NSA-affæren, og det er godt at have lidt viden med i baggagen (Dagbladet Information har allerbedst løftet den store opgave, ikke mindst vedr. de danske aspekter, og er netop blevet prisbelønnet derfor)

Men filmen er vedkommende på en måde, som ingen artikel kan være. Illustrerer fordummelsen og manipulationen.

Anskuelighedsundervisning

Vi ser høringer, hvor militærfolk og efterretningsfolk serverer lodrette løgne uden at blinke.

Vi ser William Binney, der har arbejdet i 32 år for netop NSA, og som sammen med enkelte andre forgæves forsøgte at advare, da NSA tiltog sig rettigheder som stat i staten.

Vi ser en Barack Obama, der påstår, at Snowden burde være gået systemets veje, idet et fair retssystem er på plads.

Vi ser menneskerettighedsadvokater, der fortæller, om den altfavnende gummiparagraf fra første verdenskrig, som tages i brug mod Snowden, og man tror ikke sine egne øren, for den gør ethvert forsvar umuligt.

Personen Snowden

Og vi ser et blot 29-årigt menneske, der mener, at sagen er så vigtig for verden at kende til, at han vil betale prisen.

På trods af, at Snowden gang på gang i filmen præciserer, at han ikke ønsker, hvad pressen foretrækker, nemlig at gøre noget til en personsag – at sætte personen i centrum – så gør netop hans person en forskel. Det gør alt mere vedrørende.

I starten gælder det udelukkende formidlingen af sagen. Scenen er et hotelværelse i Hongkong, så lille et værelse, at Snowden selv må sidde i sengen, for at der kan være plads til Laura Poitras og de to journalister, der efter få dage lader bomben sprænge i The Guardian.

Snowden er tynd, bleg, lynende skarp og pædagogisk.

Besat af sikkerhed – selvfølgelig

For folk, der ikke kender til it-sikkerhed, systemmadministration og NSA, kan han synes besat af frygten for at blive aflyttet og hacket. Men han ved blot så meget mere om, hvilke forholdsregler der er helt nødvendige at tage. Hvor langt andre vil gå.

Efter at artiklerne om NSA-overvågningen spreder sig som lynild verden over, ser man en tydeligvis slidt Snowden.

Hans egen virkelighed trænger sig på. Løgnehistorier spredes, nettet strammes. Midt i hans store indsats for at få sikret dokumentation til omverdenen, fik han aldrig sikret udveje for sig selv.

Det gjorde menneskerettighedsorganisationer heldigvis, men han strandede mod planerne i Rusland, idet amerikanerne havde inddraget hans pas.

Tvangsindlæggelse

Der er personer, der bør tvangsindlægges til at se Citizenfour – dem, der hævder, at Snowden havde personlig berømmelse og rigdom for øje, ikke din og min ret til privatlivets fred. Personer, der på eller mellem linjerne udnævner Snowden som spion for Rusland og Kina.

Personer som den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, der hurtigt angreb Edward Snowden hårdt blandt andet i Politiken under overskriften ”Edward Snowdens afsløringer er en gave til Al Qaeda”.

Personangrebet medvirkede til, at Snowden gav sit første interview til en dansker, til skribenten, aktivisten og musikeren Peter Kofod.

Interviewet er værd at læse, også Snowdens svar på, om han er ”en russisk spion” og hans reaktion på følgende udsagn fra forsvarets efterretningstjeneste, hvor man ikke har “grund til at antage eksistensen af ulovlig, amerikansk efterretningsvirksomhed, rettet mod Danmark”.

Bonnichsen har også siden sået tvivl om Snowdens motiver, og Peter Kofod har fulgt op.

DF og Socialdemokratiet

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, kan gøre Bonnichsen følgeskab, og ligeledes socialdemokraternes politiske ordfører Ole Hækkerup.

Faktisk bør alle 179 medlemmer af Folketinget få arrangeret en særforevisning ledsaget af en debat, hvor kyndige folk bistår.

Skræmmende uvidenhed

En forståelse for de mørke sider af digitaliseringen er længe tiltrængt – også med tanke på tvangsdigitaliseringen og bevidstheden om, at efter CSC-skandalen aner ingen, hvilke kræfter der i dag har rådighed over cpr-registre, politiregistre og mange andre danske persondata.

En af dem, der bør lyttes nøje til, er velkommunikerende Poul-Henning Kamp, en hard core ekspert. En af få med hands on – med dyb viden om sikkerhed, inklusive kryptering.

Systemadministratorens ansvar

Læs hvad Poul-Henning Kamp skriver på sin blog hos Ingeniøren efter i går at have set Citizenfour, heriblandt følgende:

”Der er ikke mange grin i den film for almindelige mennesker og emnet, afsløringerne, er overhovedet ikke noget at grine af, de bør få stemmeblyanterne til at bryde i brand ved førstkommende folketingsvalg.
Men i den lille “Junta” jeg var i bio med, hard-core systemadministratorer, blev der trukket smertefuldt på smilebåndet undervejs….”

“Som systemadministratorer har vi en rigtig grim tendens til at nå til et punkt hvor vi siger “Det er over mit løntrin.””

Villig til at ofre alt?

I blogindlægget kan han ikke besvare sit eget spørgsmål, om han selv ville ofre alt i sagens tjeneste.

Poul-Henning Kamp, der har udviklet software, som benyttes verden over, tog selv ordet under paneldebatten efter filmen, der blev vist som led i CPH Dox.

I panelet var filmens skaber, Pullitzer-prisbelønnede Laura Poitras, den tidligere NSA-chef William Binney og it-sikkerhedseksperten Jacob Applebaum, der er en af nøglepersonerne bag Tor Project – et netværk, der kan sikre onlineanonymitet. Han vidnede for nyligt i den danske sag om kæmpehacket mod CSC.

Tabt for evigt?

Poul-Henning Kamp stillede et spørgsmål, som gav total stilhed i salen.

”Får vi nogensinde vores privacy tilbage?

Applebaum tog lynhurtigt ordet. Han svarede, at var der nogen, der overhovedet ville kunne sikre det, var det Poul-Henning Kamp selv.

”Du er min helt”, sagde Applebaum.

Poul-Henning Kamps egen helt hedder Edward Snowden. Han endte i Rusland. Of all places.

PS: Læs også Poul-Henning Kamps ”Oprob om hackersag” om alt det, CSC-hacket afslørede, der er galt med opmærksomhed, praktisering og kontrol med it-sikkerheden i Danmark. Det er rystende, kære folketingspolitikere og medier.

PPS: Jeg anerkender selvfølgelig fuldt ud, at der er behov for efterretningstjenester, men ingen bør accepterer, når de udvikler sig til at være en magtfuld stat i staten med egen moral eller mangel derpå, herunder med disrespekt for de menneskelige rettigheder. Vi har set nok grusomme eksempler derpå.

5 responses to “Vil vi virkelig fordummelsen? Om Snowden/NSA, om Interstellar

  1. Jeg husker hvordan jeg heiet på Obama i 2008. Og i valgkampen tok han flere ganger til orde for mer åpenhet rundt USA’s utallige hemmelige tjenester. Det ble en litt annen historie så snart han var på innsiden av maktens korridorer. Respekten for ham og politikere flest er på nullpunktet. Du skriver om “politikernes uvidenhed”. Det er et nøkkelord her. De stemmer over regler og bestemmelser som de ikke forstår rekkevidden av. Sannsynligvis får flere av dem beskjed om hva de skal stemme. Dersom de skulle nøle så er det bare å komme trekkende med “terror-spøkelset”.

    Jeg stjeler et sitat fra Bo Elkjær. Det er fra tiden hvor Danmark og EU hadde en heftig debatt rundt Echelon (1999): “Hitler would have licked his lips at the opportunity of having an Echelon system at his command. So would Stalin, Mussolini, Mao or Joe McCarthy. Push a button and Jews, gays, system critics, deviants and persons of the wrong political persuasion appear on a screen.” http://cryptome.org/echelon-dk2.htm

    En ting jeg har fundert over. Dersom det utenkelige skulle skje: at vi i våre frie og demokratiske samfunn en gang i fremtiden skulle gå i en mer totalitær retning. Hvem i dagens samfunn hadde hatt minst betenkeligheter med å gå inn i byråkratiet i et slikt samfunn? Et spørsmål som det er verdt å tenke over. Hverken Hitler, Stalin eller Mao hadde problemer med å rekruttere støttespillere. Og de hadde ikke trengt å bekymre seg for infrastrukturen. Den ligger klar allerede. Det har dumme og uvitende politikere sørget for. Og utover det har de hemmelige tjenestene bare tatt seg til rette. Uttrykket “stat i staten”, som du også benytter, er etter min mening en helt presis beskrivelse.

  2. Se endelige Deadline-interviewet fra i går med den prisbelønnede Laura Poitras, som står bag filmen Citizenfour om Snowden. Se hende fortælle om masseovervågningen, og hør hendes svar på påstande om, at Snowden har “handlet” med russerne for at få asyl. Krystalklar logisk afvisning af, at det skulle forholde sig sådan.
    Men socialdemokraten Jeppe Bruus, der har været ude med en sådan påstand, fastholder bagefter over for Martin Krasnik i Deadline, at det kan være tilfældet. Er det mon regeringsmagt og USA-afhængighed, der giver forstyrrelser på hjernens synapser, eller?

  3. USA og alle allierte land gjorde det umulig for Snowden å reise til noe vestlig land. Russland benyttet anledningen og tilbød Snowden midlertidig asyl. Det kan ikke ha kommet som noen stor overraskelse på USA. Og nå forsøker alle de som jobber profesjonelt med desinformasjon å få folk til å tenke og lure på om Snowden kan være russisk spion ….. Dersom Snowden hadde kunnet velge fritt, så tviler jeg sterkt på at han ville ha valgt et land som Russland. Snowden er ikke farlig for deg, meg eller “folket”. Han er farlig for makthaverne. Det er derfor Obama & Co bruker så mye energi på å forsøke å sverte Snowden og det er derfor det er så taust fra danske og norske politikere. Danmark og Norge er tross alt 2 av verdens 9 viktigste NSA-land.

    Det er trist å observere hvordan desinformasjon og spredning av denne har blitt en helt naturlig og selvsagt del av vestlig politikk. I “Land of the Free” tør ikke journalister å kommunisere med sine kilder elektronisk. Og hvilken pressefrihet snakker vi egentlig om, når britiske myndigheter raider lokalene til The Guardian?

    Om politikere som Jeppe Bruus snakker mot bedre vitende eller om han er en “nyttig idiot” er ikke lett å si. Men utviklingen er deprimerende og skremmende. Folk, spesielt de unge, blir på mange måter i dag opplært til at “overvåking er helt naturlig”. Folk må nå våkne opp, flytte blikket bort fra reality-TV og ikke avfeie andres engasjement som “kjedelig nerde-stoff”. Vi trenger folk som deg. Og vi trenger folk som forklarer disse komplekse problemstillingene på en lettforståelig måte. Publisert i medier som folk faktisk leser.

  4. @Jonny Myren. Ja, Rusland var slet ikke valget. Det fremgår også af filmen. Men et annulleret amerikansk pas gjorde, at Snowden strandede der. Og ja, desinformationen og misinformationen er trist at observere. Gement forsøg på karaktermord.

  5. Det var sørme ikke meget, du havde at sige om Interstellar. Hvad afdækkede dén film? En radiodiskussion gav mig indtryk af at den fremstiller jordkloden som overbefolket. Det er en Amerikansk mega-produktion som sikkert har slugt flere ressourcer end en middelstor Indisk slumby. Hvorfor ingen kommentarer til dens fremtidsfremstilling samt dennes politiseren over nutiden? Jeg skal ind at se filmen, men udelukkende for at granske den for selvforherligelse og teknologi-fetichisme. Det er jo svært at indrømme at man selv er den kultur der smadrer kloden.

Comments are closed.