Pressens troll-billede er afmagt og sjov. Hvad med sadisme? Med lobbyisme?

Af Dorte Toft 5

Mit fagblad, Journalisten, har i lighed med DRs “Ti stille kvinde”, taget fat på trolls – personer, der sviner andre til på nettet og afsporer debatter. En af Danmarks flittigste trolls pryder hele Journalistens forside. Et fantastisk stærkt billede.

Denne troll’s “fame”, skabt af Journalisten, har foreløbig åbnet døre for ham hos både TV2s ”Go’ morgen Danmark” og Jyllands-Posten. Hvilken triumf for manden, som har lidt den tort at blive blokeret fra netop JP-debatten grundet sine mange og hadske indlæg.

Den inddirekte glorificering af trolls minder mig om, hvorledes journalister tidligere glorificerede unge hackere. Kritiserede jeg en kollega derfor, gik reaktionen på autopilot. Hackerne var helte. De afslørede brist i sikkerheden.

Med samme argumentation burde enhver gemen indbrudstyv kunne glorificeres, ligeså enhver økonomisk storsvindler.

Trolls? De lærer os noget om afmagt, ikke sandt? Det er mennesker uden magt, der får mulighed for at fortælle dem med magt, at de er skadelige idioter. Hvis altså ikke bare der er tale om drengestreger – bare for sjov.

Sadister

I USA derimod har man i en universitetsundersøgelse, der omfatter 1200 mennesker, kigget dybere på, hvad der er brændstoffet for trolls. Gemen sadisme er iblandt. Trolls nyder simpelthen at gøre andre ondt. Psykopatiske og narcisistiske træk ses også, lige som lyst til at manipulere andre og føre dem bag lyset.

Den undersøgelse har jeg knapt set omtalt i gammelmedierne herhjemme.

Devaluerer journalistisk indhold

Heller ikke en anden undersøgelse, som måske burde give journalister en afsmag for at gøre fænomenet til noget med afmagtens ofre eller drengestreger.

Hadske angreb fra trolls udhuler indtrykket af journalistikken, i hvert fald når det gælder journalistik på det naturvidenskabelige måde.

Når ”idiot” og lignende ord begynder at figurere i kommentarfeltet, polariseres læsernes holdning, og det smitter af på indtrykket af artiklens validitet. Den undersøgelse har fået nogle medier til at lukke for kommentarfeltet.

Troll-lobbyisterne

Der er i udlandet også stort fokus på de trolls, som i virkeligheden er lobbyister for magtfulde organisationer, og størstedelen af disse trolls er betalt på den ene eller anden måde. Man bruger ofte begrebet Astroturfing, om hvad de gør (Astroturf = “græs” af plastik).

Disse troll-lobbyister sættes typisk ind, hvis der er politiske initiativer, som ikke ønskes af de magtfulde, være det sig olieindustrien, teleindustrien eller en helt tredje.

Modstand fra mange sider

Der kan være være tale om enkeltpersoner, som sættes ind, styret af et PR-bureau. Det kan være organisationer, og det kan være leverandører, der vil tækkes de magtfulde. Lobbyisterne kan tilmed synes at være ”forbrugerorganisationer”, men er blot et industriskalkeskjul.

På mit eget området, it & business, kan jeg f.eks. henvise til en række gode artikler om netlobbyisme hos amerikanske Computerworld, start f.eks. med denne “Secretive funding fuels debate about net neutrality astroturfing”.

Partiernes erhvervsklubber

Opmærksom over for troll-lobbyisterne herhjemme glimrer ved sit fravær i medierne, eller har jeg overset noget? Har Danmark i modsætning til f.eks. USA ikke flittige trolls, der via kommentarspor og blogs forsøger at påvirke om i politiske eller kommerciel retning?

Der er ellers vældig opmærksomhed over for pengene, der kommer ind til partierne via politiske erhvervsklubber, men påvirkning af politikere sker jo ikke kun øje til øje.

Journalister angribes

En dugfrisk svensk undersøgelse skulle i øvrigt dokumentere, at politikere er dem, der svines mest til af trolls. Journalister svines næstmest.

Ligesom nogen ønsker, at politikere skal holde kæft, er der også trolls, der forsøger at få journalister til at trække sig fra dækning af et emne. Det ene siges at være et demokratisk problem.

5 kommentarer RSS

  1. Af Johnny Olesen

    -

    Der er altså stadigvæk kun én gangbar måde at forsvare sig imod trolls, og det er at tage dialogen.

    Det skal forstås på den måde at en ‘toll’ fuldstændig underminerer journalistens arbejde, hvis man ikke tager bladet fra munden og irettesætter denne ‘tolls’ synspunkter.
    Det absolut dummeste er at lade en dum kommentar få lov til at få sit eget liv.

    Som journalist bliver man altså nød til at forholde sig til, at moderne medier ikke længere er envejs kommunikation, og at pøblen også nogle gange har en mening – også selvom denne mening bliver formuleret på en sådan måde, at det underminerer den opbyggede autoritet journalisten forsøger at få.

    I min verden er det langt bedre, at have en dialog, hvor man imødekommer læsernes syn på sagen, og hvor man samtidig bruger tid på at forklare, hvorfor en ‘troll’ ikke har ret. Det nytter altså ikke noget, at gemme sig bare akademiske udtryk som “astroturfing” og negligere andre menneskers mening.

    Den slags tager tid væk fra journalistikken, men det er altså det værd. Man overbeviser måske ikke en ‘troll’ man man viser alle andre læsere, at journalisten har tilstrækkelig viden til at bestride sit job, og at det ikke er journalisten den er galt med.

    Journalister har ikke længere nogen speciel status, de er ikke mere ‘rene’ end alle andre, og journalisterne skal i dag vise, at de skal have respekt.

    Og netop her opstår problemet – journalister tror de har en speciel status. I virkeligheden anser almindelige mennesker journalister i samme kategori som brugtvognsforhandlere.

    Se det er det virkelig problem for journalistikken – hvordan får journalisten en respekt og autoritet i en verden, hvor der skal afleveres tre artikler hver dag. og hvor tempoet fører til sløsethed, uskarpe vinklinger og dårlig research.

  2. Af Dorte Toft

    -

    @Johnny Olsen. Bloggere, om journalister eller ej, havde en gang samme holdning som dig. I de “gode gamle dage” var kommentarfelter oftest en fryd med indhold, der gjorde andre læsere og ofte også skribenten klogere. Dukkede der indimellem en troll op, så kunne det nytte med debat i kommentarfeltet, med mails bagom eller med telefonsamtale. Man kunne også blive enige om at være uenige, hvis der stod to opfattelser af, hvad der var sandt eller lad-sig-gør-ligt, over for hinanden.

    Men tiderne har ændret sig på mange måder. Tonen er blevet hårdere. De, der har stærke synspunkter og meget gerne vil præge omverdenen med deres synspunkter opretter desværre ikke længere egne blogs, men indtager kommentarfelter på etablerede medier som eget revir og helmer ikke, før de har fået sidste ord. Andre læsere, der måske kunne have bidraget med gode vinkler, vælger at forsvinde

    Der er både erfaringer og forskning, der indikerer, at tiden hvor alle kommentarfelter udgjorde en berigelse, er forbi. Generelt siger man, at de emner, hvor det går så galt i kommentarfelter, at en åbning for kommentarer bør tages med i overvejelserne, er indvandrere, køn og global opvarmning. I Danmark synes telestoffet også at udløse en mangel på gensidig respekt for hinandens holdninger og viden.

    Til slut lidt om din holdning til journalister. Du står jo selv med titlen it-journalist hos meremobil.dk (http://meremobil.dk/kontakt/), men du har åbenbart andre i tankerne.

    Med det negative syn du har på os, kan det undre, at du f.eks. ikke har valgt at berige omverdenen med din egen blog. Giv os baghjul. “Hvorfor bande over mørket, når du kan tænde et lys”. Læserne skal nok komme.

    Hvis du ikke må oprette en blog, fordi du er ansat på et medie, så gør noget mere, hvor du er. Eller overvej, hvorfor folk stadig vælger at søge viden også på andre medier. Trods, hvad du skriver, altså: “Journalister tror de har en speciel status. I virkeligheden anser almindelige mennesker journalister i samme kategori som brugtvognsforhandlere.”

    Tiden, hvor journalister havde monopol på at informere, er for længst forbi, og det behøver du såmænd ikke fortælle os.

  3. Af Johnny Olesen

    -

    En blog er et fremragende medie, hvis man ønsker at fortælle omverdenen om sine synspunkter. Men spørgsmålet er om man ønsker, at spilde tiden på at skrive indlæg på en blog, som kun har et begrænset antal læsere. Nogle mennesker fører dagbog – det er samme princip med mindre man er “kendt”.
    Det skal lige nævnes, at jeg faktisk også skriver bloglignende kommentarer, som lægger op til debat med læserne, så jeg bander ikke kun i mørket. Jeg har bare ikke det store behov for selviscenesættelse, selv jeg gerne deler mine personlige holdning med verdenen.

    Min holdning til journalister står jeg skam ved. Journalister skal lære, at lytte til deres læsere, når mediet har et kommentarfelt. Ikke at man som journalist nødvendigvis skal debattere med læserne, men man skal lytte til og besvare læsernes spørgsmål, hvis der stilles spørgsmål ved journalistens arbejde.

    Nogle artikler udløser store debatter, men jeg opfatter det ikke som et stort problem for journalistikken. Det er dog et stort problem, hvis man som medie ikke formår at holde snor i debatten, og hvis man som medie tillader tilsvininger, hårdt sprog og injurier. Debatterne skal handle om bolden og ikke manden.

    Hvis man som medie ikke er sit ansvar bevist, så går der “nationen” i den lynhurtigt. Man skal ikke acceptere hårdt sprog, man skal ikke acceptere tilsvininger/injurier og man skal sørge for at debatørerne taler pænt til hinanden. Og det er sådan set upåagtet om det handler om en debat om prostitution på Information.dk, indvandring på EB.dk eller ulovlig statsstøtte til fiber på Version2.dk

    Det er faktisk her det helt store problem ligger; Medier der ikke synligt holder opsyn med debatten på deres hjemmeside og lader tonelejet komme op i nærheden at dødstrusler.

    Hvilke erfaringer og forskning er det forøvrigt, der indikerer, at tiden hvor alle kommentarfelter udgjorde en berigelse, er forbi? Den holdning deler jeg overhovedet ikke, men jeg mener dog, at det er et problem, at debattører går efter manden i stedet for bolden (noget jeg personlig meget tit oplever).

  4. Af Johnny Olesen

    -

    Jeg vil faktisk gerne uddybe mit indlæg lidt mere. I Norge har E24.no f.eks. en helt anden tilgang til kommentarfeltet under artiklerne. Mediet tager debatten så seriøst at de skriver følgende:

    “Vi ønsker dine argumenter og meninger velkommen. Vær saklig og vis omtanke. Mange leser det du skriver. Gjør debatten til en bedre opplevelse for både dem og deg selv. Mellom 22:30 og 06:00 er det stengt for kommentering, og vi fjerner automatisk kommentarer med obskøne ord, definert av våre moderatorer.”

    På den måde kan man fjerne useriøse kommentarer fra trolls og ‘hateres’. Dette tiltag burde danske medier kopiere, så man opdrager danskerne til, at man ikke kan slippe af sted med, at skrive hvad som helst. Og hvis man overtræder reglerne, så bliver ens kommentar fjernet lige så hurtig, som man kan trykke på send knappen.

    Ps. I guder det er træls, at man ikke modtager en mail, når der er svar på et indlæg på din blog Dorte.

  5. Af Dorte Toft

    -

    @Johnny Olesen. Ja, det er irriterende, at Berlingskes blog-platform stadig ikke evner at advisere om nye svar. Den er ikke moderne, men det er vist et spørgsmål om ressourcer hos Berlingske.

    Vedrørende at holde justits i kommentarfeltet, så har jeg længe opfordret til det. Bl.a. i 2011, hvor jeg skrev, at “kommentarkloakken” er selvforskyldt grundet jagten på klik og uviljen til også økonomisk at prioritere god moderation.

    Vedr. en ændring i holdningen til kommentarer, så har der været mange artikler om emnet gennem de seneste par år. Her er det f.eks. CNN, der 1. november 2014 under overskriften “Online comments are being phased out” fortæller om udviklingen. Nogle medier lukker af for kommentarer på visse artikler, andre lukker helt af for kommentarer, og nogle af disse tager kommentarerne på de sociale medier, altså adskilt fra artiklen.

    Du kan også læse, hvorfor Popular Science med henvisning til forskning lukkede for sit kommentarfelt.

    Du kan så være uenig med disse professionelle mediers valg, men jeg respekterer dem. Det er ikke en beslutning, der tages let.

Kommentarer er lukket.