Selvmåling: Årets bedste i rengøring?

Af Dorte Toft 0

Et tweet pirkede i dag ved bevidstheden om, at apps, dimser og nettjenester især udvikles af mænd, påvirket af mænds interesser. I ved, alt det med at få leveret pizza til døren, løbe maraton, købe bedste vine, nedkæmpe fjender etc.

Tweet’et lød således:

”En måling – en tracker – af rengøringsindsatsen? Jamen, kom da bare i gang, kvinder!” Det vil nok være auto-reaktionen. Ej helt forkert, for netop når det gælder tech-området gider alt for kvinder deltage i udviklingsarbejdet, og den, der fører ”pennen”, afgør i vidt omfang vinklen.

Gamification

Men alligevel. Hvorfor er der ingen app, der kunne få et spændingsmoment ind i rengøring – lidt såkaldt gamification:

”I dag overgik du din hidtidige rekord (sat i 2015, 14. november klokken 16.47.13) i støvsugning. Du er nu nummer 7 blandt støvsugende hooverapp-brugere, så tag en runde mere og bliv blandt top-tre støvsugningsmestre”.

Appen skal måske også kunne huske personen på, hvornår det er på høje tid at tage støvsugeren frem igen. Men skal varslet komme i mobilen, uret, støvsugeren selv eller måske reflekteres i kontaktlinsen som augmentet reality over nullermændene i hjørnet? Tiden vil vise det.

Alligevel. Når der findes en del mennesker som mig, der knapt reagerer, selv når nullermændene lægger an til erobring af hjemmeherredømmet, ville varslingen nok for ofte enten blive anset for irriterende eller blive sat på ”mute”. Slet ikke en need-to-feature. Og er der overhovedet gysser i en sådan app, nu hvor robotstøvsugerne er kommet?

Skridt og puls

Der er også andre muligheder. For eksempel findes masser af skridttæller-apps med distancemåling. De duer da ved støvsugningen, om end der ikke scores mange point, når man skal ind under senge, kommoder m.v. Og hvad med vinduespudsningen – når manden tager vinduerne på 4. sal? Så står han altså ret stille. Især når det gælder den udvendige vinduespudsning.

Pulsmåler-armbånd? De findes jo også en masse og giver garanteret pænt udslag, netop når der balanceres i vindueskarmen med overkroppen ude i 4. sals højde. Pukl du bare på og slå din egen puls-rekord, men har du højdeskræk, så træk lidt fra.

Pulsmåleren duer så ikke ved opvasken, med mindre man har stort budget til indkøb af nye glas. Pointhøsten ved strygebrættet vil nok heller ikke udløse dopamin.

Krigen i hjemmet

Men tweetet med efterlysning af en rengøringsapp udløste faktisk viden om, at der fandtes noget i den retning. Der kom en kort henvisning til en nettjeneste med titlen chorewars.com.

“Chore” er huslige pligter og “war” er, nå ja. Noget, som er såre populært i computerspil, plus noget om, hvem der mon udfører flest af de huslige pligter. I ved, den med, at kvinder på et tidspunkt ophidset hævder, at ”du gør jo ikke en skid herhjemme”. (Mænd kan også den sætning, har jeg erfaret).

Endelig kan du score point på husarbejdet, lyder det.

Hvad der gemmer sig bag point-opregningen, kunne jeg desværre ikke se. Beskeden, da jeg forsøgte at klikke mig videre til mere viden, var, at websitet havde for travlt, så man måtte komme igen senere. Med tilføjelsen, at måske var der nogle huslige pligter, man kunne udføre i mellemtiden. Smart koncept:-)

Kommentarer er lukket.