Paneldebatter med politikere skuffer – selvfølgelig!

Af Dorte Toft 0

Jeg har brugt to formiddage i denne uge på vældig interessante konferencer, der afsluttede med politikerpanel, og det var synd. Mens vi andre er blevet klogere af oplægsholderne, var majoriteten af politikere blanke.

Ved begge arrangementer, var der kun én politiker, der havde taget sig tiden til at deltage i hele programmet, og som derfor kunne bygge på det, der var kommet frem. De resterende indfandt sig først lige før debatten, aflirede kendte partistatements og banaliteter, og de tabte mere på det, end de vandt.

Vi kan heller ikke forvente, at vores folketingspolitikere har tid til at deltage, selv hvor dybt relevant, for der er simpelthen alt for mange konferencer og for stor efterspørgsel på at få politikere med.

Så kære konferenceplanlægger. Kom op på beatet. Væk fra den gamle opfattelse af, at man skal have kongelige eller folketingspolitikere til at kaste glans over arrangementet. Det hører gamle dage til, den gang der virkelig var autoritetsfølelse.

Du som konferencearrangør og dine arbejdsgivere føler jer måske stolte over, at det er lykkedes at få fine folk til huse. Måske føler I jer tilmed vigtige. Vi andre er skuffede, og hvad betyder så mest?

Politikerne selv? Måske føler de sig også stolte, måske tror de, at synligheden en dag kan veksles til stemmer. Men på den anden side synes de ikke at regne det for noget.

Ved gårsdagens paneldebat, sendte et invitereret folketingsmedlem en erstatning, der vist var 2. suppleant og slet ikke klædt på til andet end at lire partiets hof-statement af. Et skilt havde været nok.

Ved paneldebatten i dag, skred ét folketingsmedlem, der også var en slags vært, inden debatten, så der var en tom stol. Årsagen var ikke noget vigtigt i folketingssalen eller i udvalg, da fredag er ”fri”.

Konferencearrangøren været ude med falsk reklame, folketingspolitikere har vist, at aftaler ikke regnes, og konferencedeltagerne får en fesen afslutning på et ellers godt program med velforberedte fagfolk.

Kommentarer er lukket.