Dansk teknologi mod farlige smådroner på vej, styrket af Airbus-aftale

Denne artikel handler om den længe savnede teknologi til at sætte ind som forsvar mod mindre droner, der flyver, hvor de ikke bør være, og som muligvis bærer livsfarlig last. En samarbejdsaftale, indgået i går, booster et Aalborg-selskabs forsvarsteknologi.

”Vi har intet reelt forsvar mod smådronerne. Vi mangler teknologien dertil.” Sådan lød det for få uger siden fra FN-seniorrådgiveren, Irakli Beridze, da FNs forskningsenhed for kriminalitet og retssystem (UNCRI) holdt konference i Haag om kunstig intelligens og autonome systemer.

Hvad Beridze henviste til på konferencen, som jeg deltog i, var droner med farlig last, men også løbske droners trussel mod flytrafikken blev draget frem på konferencen.

Christian Steinø, tidligere F16-pilot, er adm. dir. for MyDefence
Christian Steinø, tidligere F16-pilot, er adm. dir. for MyDefence

Det lysner imidlertid så småt, og et lille firma i Aalborg-forstaden Nørre Sundby, MyDefence Communication, er blandt årsagerne dertil, ikke mindst fordi der netop er kommet store muskler bag.

Airbus-samarbejde

MyDefence underskrev i går (tirsdag) en samarbejdsaftale med Europas største leverandør af udstyr til militær og rumfart, Airbus Defence and Space, der har godt 38.000 ansatte og en 2015-omsætning på næsten 100 mia. kroner.

Den dansk udviklede teknologi ”ser” dronen – detekterer den – via en analyse af kommunikationen mellem droneoperatør og drone. Signalanalysen, der sker i realtid, baseres på egenudviklede algoritmer og en database med information om diverse droner.

”Vi kan se præcis, hvilken type drone der er tale om, og hvor det befinder sig. Og så jammer vi den link, der er mellem droneoperatør og drone”, fortæller Christian Steinø, administrerende direktør for MyDefence Communication.

Lammelsen af link’en indebærer, at dronen i de fleste tilfælde vil lande, hvor den er, men i visse andre tilfælde returnerer dronen til udgangspunktet.

Pilotposition afsløres

”Teknologien vil også identificere, hvor droneoperatøren står, hvilket er en meget vigtig pointe,” siger Christian Steinø. Hvorledes det sker, er en forretningshemmelighed.

Teknologien vil også identificere, hvor droneoperatøren står, hvilket er en meget vigtig pointe

”Vi er desuden i gang med at udvikle en radar, som er specifikt designet til at ”se” efter de små droner. Eksisterende radarer er typisk bygget til at identificere større objekter,” siger Steinø.

Ifølge ham bliver teknologien fra Aalborg en væsentlig komponent i det værn, mod de små ”unmanned aerial vehicles”, som Airbus Defence and Space udvikler.

Også hos den amerikanske Airbus-konkurrent, Boeing, har der længe været arbejdet på et forsvar mod smådroner, og her rummer løsningen også en laserkanon til at destruere dronen.

Men hvad der præger både Airbus og Boeing er ifølge Christian Steinø, at begge er præget af deres arv – deres eksisterende produkter.

Småt, let og billigt prioriteres

MyDefence's "Drone detection" system pakket ind som mobil enhed
MyDefence’s “Drone detection” system pakket ind som mobil enhed
”Vi har fra starten gået efter at bygge små enheder for at gøre løsningerne mobile og lette, så de ikke belaster folk i felten med for megen ekstra vægt. Men både Airbus og Boeing har haft tendens til at bygge deres løsninger på tung, dyr teknologi, de havde i forvejen til forsvar mod f.eks. de store droner, store køretøjer og andet voldsomt materiel”, siger Christian Steinø.

Han er tidligere F-16 pilot, har lagt en MBA oveni og har siden 2009 haft fokus på få udviklet jamming-teknologi til brug mod vejsidebomber (C-IED – Counter-Improvised Explosive Devices). En yngre civilingeniør blev sammen med to andre afgørende for, hvad Steinø kalder, ”at knække koden”.

Skæg og blå briller

”At vi nu også har dronefokus, skyldes en messe, hvor vi fik besøg af nogen af dem med ”skæg og blå briller”, der spurgte om teknologien ikke også kunne bruges mod mindre droner. Sådanne repræsenterer et stigende sikkerhedsproblem både militært og civilt, og det viste sig, at vores teknologi også egner sig dertil,” fortæller Christian Steinø, der ejer virksomheden sammen med civilingeniør Dan Hermansen samt Karsten Madsen, tidligere pilot ved militæret og SAS.

Firmaet etablerede han i Aalborg, fordi der i Nordjylland fandtes stor viden om brug af radiofrekvenser, dels fra tiden hvor regionen var hjemsted for adskillige mobilproducenter, dels fra Aalborg Universitet, hvor civilingeniører forsker og uddannes.

Forskningskroner

Udviklingsarbejdet er finansieret 50/50 af firmaet selv og forskningskroner fra militæret

Udviklingsarbejdet er finansieret 50/50 af firmaet selv og forskningskroner fra militæret. P.t. er der seks personer i firmaet, yderligere en starter i juni, og der søges yderligere to ingeniører allerede nu, og to mere forventes ansat sidst på året.

MyDefence-teknologien mod smådroner testes p.t. mange steder, men kun i udlandet, herunder i et fængsel for at forhindre, at droner dropper våben og stoffer i fængselsgården. Problemet tales der også om i Denmark, ikke mindst i forbindelse med de sigtede for medvirken til terrorangrebet i København for et år siden.

Forbud i Danmark

”Men jammingteknologi må hverken bruges herhjemme eller markedsføres. Sådan er beskeden fra Energistyrelsen, der har fået ansvaret for telesiden og herunder for lovgivningen på området,” fortæller Christian Steinø, der tydeligvis ikke anerkender behovet for det danske totalforbud.

En ændring er måske på vej. I hvert fald besøgte justitsminister Søren Pind for nylig firmaet for at høre nærmere om jammingteknologi i relation til fængselsvæsenet.

Lyttedims til soldaters bryst

Til juni ventes det første produkt fra MyDefence at gå i produktion. Det er en lille let lytteenhed til specialsoldater eller politibetjente, som de bærer på brystet. Produktet varsler, hvis der er droner eller robotter i nærheden.

Det er en lille let lytteenhed til specialsoldater eller politibetjente, som de bærer på brystet

Systemet til lammelse af drone-radiosignaler er også klart, men herhjemme forhindrer forbudet mod jamming salget.

“Vores teknologi er delt i to. Detection og defeat – opdagelse og bekæmpelse. Detection er opdagelse med scanning, aflytning i det elektromagnetiske spektrum. Der arbejdes desuden på opdagelse ved at “se” via en radar. Radar er vigtig hvis dronerne styres uden radiolink, altså hvis de er forudprogrammerede med GPS-positioner eller IRS – Intertial Reference System,” forklarer Christian Steinø.

Nålestiksjamming

Bekæmpelsen (defeat) sker p.t. med jamming. Men selskabet undersøger også andre muligheder for eksempel med brug af EMP (Electro Magnetic Puls). Et “skud” elektromagnetisk energi kan ødelægge målet.

Hvad angår jammingen er der tale om, hvad der kaldes nålestiks-jamming, eller reaktiv spotjamming. Lammelsen rammer kun dronens anvendte radiofrekvens, så andre radiosignaler i området ikke generes.

Forsvaret mod vejside-bomber ventes at være parat om et år.

Mod industrispionage

Men Christian Steinø gør opmærksom på, at teknologien ikke alene skal ses i sammenhæng med krig og terrorisme.

Teknologien kan også bruges af virksomheder, der risikerer udspionering fra luften

”Teknologien kan også bruges af virksomheder, der risikerer udspionering fra luften. Lad os bare sig helt fiktivt, at Walt Disneys studier overvåges for at opdage, hvad der er gang i, eller en drone hænger over et kendt lydstudie, som den forsøger at suge lyd ud fra,” lyder det fra direktøren.

Blandt de livstruende farer, som involverer mindre droner, nævner han især droner bevæbnet med maskinpistol, samt større landbrugsdroner udviklet til at sprøjte marker, men lastet med helt andre kemikalier.

Konkurrence fra udlandet

Det danske firma er naturligvis ikke ene i feltet om at kunne forhindre angreb via en avanceret teknologi. F.eks. løftede firmaet Selex ES i efteråret sløret for sit produkt ved navn Falcon Shield. Selex er en del af den store italienske koncern Finmeccanica, specialiseret i forsvarsteknologi.

Ifølge Cristian Steinø har den danske teknologi i en britisk test været oppe mod Falcon Shield og 11 andre med et såre godt resultat.

”Falcon Shield er f.eks. stort, tungt og dyrt,” lyder det fra Christian Steinø.

Blandt de øvrige firmanavne, der dukker op, når der søges på forsvar mod droner, ses i den mere kuriøse afdeling amerikanske Snake River Shooting Products. Firmaet tilbyder patroner specielt udviklet til at skyde droner ned, om af ”bekymring for privatlivets fred eller terrorister”.

PS: Jeg har observeret, at Airbus er bejler i kampen om at få ordren på næste generation af kampfly, men det ligger uden for denne serie.

————————–

Dette er 4. artikel i serie om kunstig intelligens og autonome systemer

Den indledende artikel var “Nyt fokus: Faren ved AI, droner og andre robotter”, og her kom jeg kort ind på Googles AlphaGo, der vandt i brætspillet Go, og Microsofts mislykkede AI-baserede chatbot Tai.

Den 2. artikel handlede om: “Udfordringer: Droner på afveje og små dræberdroner”.

3. artikel var: “Jura og teknik spænder ben for nummerplader til droner”

3 responses to “Dansk teknologi mod farlige smådroner på vej, styrket af Airbus-aftale

  1. Når man læser artiklen og hvordan man vil bekæmpe droner med som er beregnet til terrorisme kan jeg ikke se andet end man vil være bagud hele tiden, for mulighederne for at om gå våben som laser kanoner, jammer og EMP med videre.

    For det første kan man forprogrammere droner til at ramme meget præcis helt uden styring og man har andre muligheder en styring med radio nemlig laser og IR. Man har mulighed for at lave flokke af droner, på samme måde som fugle og fisk beskytter sig mod fjender. Og hvad for en er den med ladningen?

    Jeg kan ikke se andet end man hele tiden er bagud. Men det er klart det er en drøm for en branche hele tiden at være bagud, så man kan sælge nye opfindelser. Og politikerne skal jo hele tiden bevise at de er handlekraftige for at beskytte befolkningen. Og branche skal både sørge for forsvar og angreb så det er et godt område hvor man nok aldrig bliver færdig hvis man er dygtig nok.

    Ikke fordi jeg leger med droner, men såvidt jeg kan se kan man bygge droner ved selvproduktion til meget billige penge og da jeg leger med 3D printere har jeg set folk bygge droner hvor alle væsentlige de er printet ud i plastik. Og meget af elektronikken fås som hyldevare og kan købes på Ebay, Amazon, Alibaba med mange flere.

    Personligt ved jeg ikke hvad det er det rigtige at gøre, men hvor uhyggelig det end lyder, så begynder man vel på et tidspunkt at sætte omkostningerne op mod de tab man kan få.

Comments are closed.