Revival af genial teknologi: Kørestolen iBot. Værdighed i øjenhøjde fra Segways far.

Frygten for at ende i en kørestol! Om ung eller gammel, trafikskadet eller aldersskadet. Men så dumper der en god nyhed ind. Den geniale kørestol iBot, som i 2009 blev taget ud af produktion, ser ud til at komme tilbage, endnu mere avanceret og lettere. iBot-opfinderen, Dean Kamen, berømt for sin tohjulede Segway, har indgået aftale med japanske Toyota om at udvikle løsninger, der giver folk mobilitet.

160522 ibot toyota bedstJeg har i mange år fulgt iBot-ejeres Facebook-gruppe “Save the iBot”, hvor man sørger, når kørestolen helt opgiver ævret, og det er ikke så mærkeligt, for her er, hvad man har med Kamens teknologi: En kørestol, der kan rejse sig på ”baghjulene”, så man er i øjenhøjde med dem, man taler med og følges med. En kørestol, der klarer dørtrin og trapper (de svære skal der være et godt gelænder ved). Og det er en kørestol, der klarer bakke og dal og ujævnt terræn.

Det er et af de produkter, der udløser helhjertet teknologibegejstring hos én som mig, der aldrig selv har være i nærheden af at have behov for en kørestol. Men næsten hver gang jeg ser en kørestolsbruger på gader eller indenfor kommer jeg til at tænke på iBot.

Droppede ud af universitet

Dean Kamen, som jeg mødte på en videnskabelig konference i 2011, blev aldrig færdig som ingeniør, men han har over 440 patenter i hus, og mange af dem for medicinsk udstyr. F.eks. stod der Dean Kamens patenter bag den hjemmedialyse-station, som sikrede, at en af mine ældre Samsø-naboer slap for flere gange om ugen at skulle til dialyse i Jylland.

Dean Kamen står også bag 150 avancerede helikoptere, langt mindre følsomme over for metaltræthed, bag nye bedre hjerte-stents, og bag en intelligent protesearm til dem, der har mistet en arm, om i krig eller ved en ulykke. Desuden har han længe har arbejdet på sol-drevet maskineri, der kan skabe rent vand i u-lande ud fra den mindste fugt – selv en kokasse, kan give vand.

160522 ibot toyota lav

Værdighed til krigsveteraner

Arbejdet med iBot-kørestolen begrundede han således:

”Vi mente, at muligheden for at ”stå op” og kigge folk i øjnene var grundlæggende helt forskelligt fra bare at sikre mobilitet. Der er en masse værdighed forbundet med at være i øjenhøjde, i stedet for at være i børnehøjde, så vi brugte år på at udvikle den, og år på at få FDA til at godkende den”, fortalte Dean Kamen den gang i 2011.

Behovene var der, ikke mindst fra de mange amerikanske krigsveteraner, der pressede på for at få iBot’en. Kamens eget firma, Deka, arbejdede sammen med kæmpekoncernen Johnson and Johnsons særlige division Interdepence Technology, men i 2009 trak Johnson og Johnson stikket.

160522 ibot Toyota trappeÅrsagen er, at værdighed ikke er noget, som veteraners and andres forsikringselskaber ville betale for. Kun de gammeldags, langt billigere kørestole. Der var simpelthen for få mennesker, der havde stor nok pengepung til at sikre sig en iBot.

FDA-godkendelsen, da den endelig kom igennem, blev med en klassificering i en særlig ”farlig” kategori (kategori III), og sikkerhedskrav ved den klassificering var med til at fordyre produktet.

Balanceteknologien videre til Segway

Men i mellemtiden rev Dean Kamen sædet af iBot og skabte Segway, baseret på hele den balanceringsteknologi, som var opfundet til kørestolen. Segway kom i øvrigt på kinesiske hænder i 2015.

FDA ændrede ifølge Wikipedia klassificeringen i 2014. Der blev skruet ned for fare-klassificeringen, og det er vist, hvad der har givet grundlag for en ny generation af iBot – og for et partnerskab med Toyota i Japan – et land, der står over for meget store demografiske udfodringer med en aldrene befolkning, og som derfor også er helt i front med at udvikle robotteknologi til ældre og til dem, der hjælper ældre.

Engagerer tusindevis af unge

Det blev en længere historie om en af mine helt store helte, Dean Kamen, og manden lader det ikke blive ved at opfinde teknologier, der hjælper mennesker. Siden 1989 har han også været ildsjælden bag et program, der gør, at tusindevis af unge stifter bekendtskab med teknologi, og gennem de seneste år især med robotter. Programmet, der hedder First (For Inspiration and Recognition of Science and Technology, har i øvrigt Lego Leagues – den ene for yngre – og manden fortalte mig, at han har en stor veneration for Lego-selskabet.

Men tænk, hvis Skandinavien med vores velfærdssystem/sundhedssystem/uddannelsessystem havde haft en ildsjæl som Dean Kamen.

PS: Tjek videoen hos Toyota, hvis du vil danne dig et nærmere indtryk af iBot.