Om lederskab – og skråt op med Rolex, Harvard og Gucci

Af Dorte Toft 13

Hvilken type menneske ville du med dine erfaringer slås for at få ansat, og hvilke ville du sky som pesten? Hvilken chef har været bedst, hvilken værst?

De seneste dages debatter om køn, rekruttering og forfremmelse fik tankerne over i mere generel retning. Baseret på et erhvervsmæssigt engagement over godt 50 år, fordelt på medier, it-virksomheder, det offentlige og et årti som selvstændig, ville mine bud være følgende:

  • Sky mennesket, der ingen tolerance har over for egen u-perfektionisme eller andres
  • Sky mennesket, der ikke kan styre sin trang til at fremhæve sig selv, hver gang kæften åbnes
  • Sky mennesket, der offentligt ”slagter” medarbejdere, lederkolleger eller konkurrenter
  • Sky mennesket, der søger spotlightet, som insekter søger lyskilder
  • Sky mennesket, som får medierne til at folde bedetæppet ud hver gang
  • Og sky mennesket, der hævder, at alskens fine uddannelser og kurser på CV’et afgørende for at være en god chef

Afslører personlige brister

Med andre ord, sky mennesket, der har så store personlige brister – måske komplekser, måske kikkertsyn – at ego-projektet sandsynligvis overtrumfer fælles projekter.

Medmindre… For det er ikke helt så let. I visse helt udadvendte poster, kan det være fint med overdoser af karisma. Og i visse job kan en intolerant, kreativ skiderik være lige netop, hvad der skal til, og det burde næppe være nødvendigt her at fremhæve et navn som Steve Jobs. Men den mand havde kørt andre typer virksomheder i sænk på ingen tid.

Om mennesket har en svaghed for Rolex eller Laboutin-stilletter rager mig. Det er ledelsesudøvelsen, jeg finder interessant at studere. Antallet af folk med store psykopatiske træk er som bekendt dobbelt så stor i lederstillinger, som i befolkningen som helhed, og det forhold præger rekruttering og forfremmelser, uanset hvor højt der råbes om, at det i dag er kompetencer, der alene afgør, hvem der kommer til top. Den påstand er i øvrigt så himmelråbende verdensfjern og afslører blot, at afsenderen er hverken har evnet at gøre sig bekendt med betydningen af netværk, betydningen af ubevidste fordomme eller forekomsten af Peter-princippet, altså forfremmelser indtil personens inkompetence-niveau er nået.

Tilliden

Jeg vil påstå, at den bedste chef til at lede i daglig drift, generelt set er det begavede menneske, der hviler i sig selv. Det er typisk mennesker, der også har tillid til andre, respekt for andre, og tillid og respekt er et forrygende brændstof for at oppe sig og for at samarbejde. Det er også mennesker, der ikke viger tilbage for at have folk omkring sig, som er klogere og modigere end ham eller hende, i stedet for at omgive sig med brunnæser.

At hvile i sig selv er ikke noget, der følger med i købet af en 500.000 kroners MBA, eller et sommerkursus til 25.000. Slås man med sig selv, er det et langt sejt personligt træk at nå nogenlunde dertil, hvor man hviler i sig selv, og der er dem, det aldrig lykkes for.

På business schools steder får man mange andre vigtige ting i værktøjskassen, men selvfølgelig kan man være en forrygende dygtig chef, uden at have en MBA eller sommerkurser på CV’et. Tænk bare på dem, der skabte, hvad der i dag er landets erhvervsflagskibe.

MBA – overvurderet aktiv?

Tiderne anderledes? Jovist, men der er immervæk prominente investorer, erhvervsfolk og medier, der betegner MBA’en som et overvurderet aktiv, og der skabes vist flere dygtige virksomheder af folk uden MBA’en. De får så chancen senere, til tider med godt resultat, til tider med elendigt.

Måske lykkes det næste gang. Der er jo dem, der påstår, at man lærer allermest af sine fiaskoer, og jeg selv hører til blandt dem. Efter mine ansættelser af to magtsyge blålys under mine 12 år som leder, lærte jeg f.eks., at jeg aldrig mere skulle være leder.

Jeg burde aldrig have været det, for jeg svigtede også på anden måde. Ikke de to virksomheder, hvor jeg var leder, for de fik langt mere end valuta for pengene fra os, men mine medarbejderne, som jeg plagede med krav om perfekte leverancer, hver gang. Ja, ”plagede” er det rette ord, og til sidst røg det overskud, vi havde tilsammen over at lave supergode, ofte ret så innovative ting.

Magtens korrumption

Derfor er det blevet et nej fra mig, de efterfølgende gange jeg har fået tilbud om lederposter. Og derfor har udøvelse af den svære kunst at være en god leder interesseret mig lige siden, og ikke mindst, hvornår magten begynder at korrumpere. Det sker tidligere for den dårlige leder, end for den gode.

Men hvordan var din bedste chef? Og hvilken type skyer du?

13 kommentarer RSS

  1. Af Morten

    -

    Bedste chef:
    Var en tidligere linjeofficer, som grundet de mange udsendelser til krige havde valgt at søge over i det civile. Jeg har selv en fortid som mellemleder i Forsvaret og ved hvad der kræves for at blive officer (leder).
    Han var lyttende, inkluderende og gik altid forrest når nye tiltag skulle tages inde for hans ansvarsområder. Tidligere frygtede jeg MUS samtalen, men med den nye leder fremhævede han mine positive sider og bad mig arbejde videre med dem, her efter havde han vundet min fulde respekt og vi havde et fantastisk samarbejde.

    Dårligste chef:
    Var den føromtaltes chef der som Teknisk chef ikke havde nogen forudsætninger for sin stilling (han besad ingen uddannelse overhovedet). Han var ondskabsfuld, dømmende, manipulerende men havde travlt med at fortælle om sine egne fortræffeligheder både ved interne møder og eksterne møder med leverandører (der tydeligt prøvede at skjule deres forbløffelse). Det er ganske utriligt hvordan det enorme lag af mellemledere i det offentlige altid går fri ifb. personalereduktion og i det tilfælde med ham den dårlige(ubrugelige) chef er vedkommende stadigt ansat i samme stilling.

  2. Af Søren

    -

    Dorte Toft skriver mest om hvad lederskab IKKE er iflg. hendes opfattelse.

    Det er ikke særligt inspirerende – og det har måske henvist Dorte Toft til hendes position som en ret ligegyldig freelancejournalist – iblandt andre.

    Ledelsesevner er forbeholdt de få – og op til nu har jeg ikke hørt om skabsjournalister, der besidder dem – eller formår at skrive om dem.

    Føreren havde klare og evidente lederegenskaber – han forførte et helt folk, og ledte dem udi Tysklands største internationale nederlag som Folk.

    Den Russiske Fører ditto.

    Dorte Toft er en ret ligegyldig person, der fik sin opblomstring med Stein Bagger – hun fulgte i halen på sin daværende chefredaktør for Computerworld – og det var det.

  3. Af Uffe

    -

    Kære Dorte Toft,

    Lige siden du afslørede Stein Bagger og hans IT-Factory, har du været min favorit kvinde. Du er det bedste bevis på, at kvinder ikke behøver kvoter eller Gucci gadgets for at blive til noget.
    Dine afsløring af Stein Bagger og al hans bedrag, viste ligeledes hvor grådig IT- og bank-verdenen var og er.
    Dine afsløringer, har sikkert ikke skaffet dig mange venner blandt de bedragne firmaer. Du var en gudbenådet havkat i hyttefadet.

    Det offentlige Danmarks IT håndtering er forfærdelig, men i Danmark er dumhed og inkompetance ikke ulovligt, så det kan fortsætte med uformindsket kraft, selv Europol kan ikke stoppe det.

    Det som Stein Bagger snuppede, er kun peanuts i forhold til det offenrlige IT spild, vi ser i dag.

  4. Af Uffe

    -

    I min begejstring over Dorte Toft, glemte jeg at nævne mine egne erhvervserfaringer fra 1900’erne, dengang kunne man få avisen på sin Browser.

    Berlingske bragte nogle artikler, om hvorledes man kunne spotte en psykopatisk chef. Den lå meget tæt op af Dorte Toft’s liste, det må være evig gyldige sandheder, i stil med de 7 dødssynder.

    Jeg kunne ikke dy mig, så jeg kørte flere af mine direktører gennem testen, og det viste sig at mere end 50% af dem var psykopater, ifølge mine input.

    Det gode ved IT branchen dengang var, at den voksede så hurtigt, at man sjældent havde den samme chef ret længe. Der kom altid en forfremmelse eller en forflyttelse, som en frelsende engel.

  5. Af Kent

    -

    Nyttigheden af de kvaliteter du beskriver, er vidst ret afhængige af, hvad du mener denne “leder” skal stå for. Det er vidst ikke entydigt. Jeg ser ihvertfald 2 forskellige typer behov:

    (1) En person, der skal sørge for, at alle er glade, tilfredse og går glade hjem fra arbejde, at dagligdagens opgaver fungerer problemløst, skal sørge for konflikter undgås, veldefinerede opgaver, marked, netværk og målsætninger osv. Et godt gammeldags jysk tryghedsforetagende:-)
    (2) En person, der skal udvikle virksomheden, få den til at vokse, tænke på nye muligheder, udvikle netværk, inspirere de ansatte, begejstre, og få dem til måske at blive en time længere på arbejde engang imellem.

    I kategori (1) tror jeg du typisk finder offentlige virksomheder, og gamle veletablerede virksomheder – hvor hele forretningskonceptet og markedet er hugget fast i sten. I sådanne situationer kan det vel ofte(st) for ledelse dreje sig om, at få “hverdagen til at køre”. Det er vidst her de kvaliteter du beskriver passer bedst.

    I kategori (2) er “start-up’s” vel de bedste eksempler. Der er kvaliteter, du ikke nævner med et ord, og som er helt essentielle i sådanne virksomheder: (a) Ambitioner/”vil noget”/”planer i skuffen”, (b) Passion, (c) Til dels som konsekvens af (a)-(b) : Klar til at hoppe og springe når en mulighed byder sig selv på et dårligt tidspunkt, (d) Og sikkert sværere : En evne til at få sine medarbejdere til at hoppe, springe og møde på ubehagelige tidspunkter. Hvis overvejer en person som A.P. Møller i et par sekunder – så tror jeg nok det er rimeligt klart, at han hørte hjemme i kategori (2), og han var vel ikke en elendig leder, eller hvad?

    Du hælder ret mange fordomme ud: Du synes at trivialisere og sætte lighedstegn mellem at være ambitiøs, dynamisk, fuld af ideer, og det at være psykopat og ramt af “magtens korrumption”. Jesus! Hvor kom dette lighedstegn fra??? Jeg vil mene den gode leder er den der har begge dele UDEN at være psykopat. Er det forbudt eller sygt at VILLE noget? Blev Rom bygget af folk, der insisterer på at arbejde 8-16, lave vagtskemaer, og ellers bare ønsker at i morgen fungerer som idag?

    Hvorfor skulle en person med “rundsave på albuerne” ikke have “tillid til andre” og “respekt for andre”? Jeg tror forskellen snarere ligger i HVILKE hænder man lægger sin tillid i. Hvis man ikke lægger sin tillid i nogensomhelst hænder i virksomheden er det vidst blot et tegn på, at man har ansat de forkerte. Ikke alle virksomheder har samme arbejdsmiljø, arbejdsfilosofi, og samme type medarbejdere, der passer sammen på samme måde, og det er vel meget godt?

    Kender du udenlandske erhvervsfolk, og lidt om hvordan virksomhedsledelse fungerer i udlandet? Eller er det uinteressant? Der er jo også internationale virksomheder med eksport, internationale medarbejdere og internationalt samarbejde. Din beskrivelse synes at passe meget godt med arbejdsmarkedet herhjemme, og ikke så meget med andre steder i verden..

    MBA er netop “tunet” til kategori (2). Først-og-fremmest “networking” og “brainstorming”. Ikke noget der er voldsomt relevant, hvis man skal lede en veletableret og veldefineret virksomhed med et allerede konstrueret netværk og marked.

    Jeg tror det er helt korrekt, at det ikke er alle, der er klar til at tage et kategori (2) job, men det behøver vel ikke betyde, at der er noget i vejen med denne kategori? Nja – måske i et lighedsfokuseret land:-)

  6. Af Uffe

    -

    @ Kent Andersen,

    Din opdeling i to person kategorier, er fornuftig efter min mening, men jeg vil ændre ordet tilfredse med ordet motiverede. Din beskrivelse af kategori 2, er for indviklet til at jeg kan forstå, hvad du beskriver

    Chefredaktør Anne Knudsen, fra Weekend avisen, beskriver det i en kronik, nemlig folks mangel på faglig stolthed. Hvis folk kun gør det, som er beskrevet i deres jobbeskrivelse, så sker der ikke noget positivt uventet. Hvis jobbeskrivelsen er svagt formuleret, så kan det gå helt galt.

    Jeg tror på normalfordelingskurven, som måling af alt mellem himmel og jord.
    På gode og onde mennesker, på 8-16 arbejdere, på iværksættere og alle de kategorier, som du kan finde.

    Romerne var fantastiske, men det gik alligevel galt for dem. Jeg er ikke historiker, så jeg kan ikke pege på en eller flere ting, som årsag til sammenbruddet.

    Hvis du spørger folk for forskellige trosretninger, eller folk med forskellige politiske observanser, vil du få forskellige svar.

    Det er svært, men det er derfor, at nogle få iværksættere kan tjene kassen, uden at være kriminelle.

  7. Af Anne

    -

    De værste chefer jeg har haft, har været iværksætterdirektører. Kontrol, mikromanagement, mistillid, uforudsigeligt hidsigt temperament, skatteunddragelse via privatforbrug finansieret af virksomheden……. Undertiden tænker jeg, at en forudsætning for at lykkes som iværksætter – i hvert fald op til 20-30 medarbejdere – er en vis portion psykopati. Disse direktører deler typisk medarbejderne op i favoritter, syndebukke og dem der bare er der. Favoritterne kan aldrig gøre noget galt, syndebukkene får skylden for alt – også favoritternes fejl. Og dem der bare er der, er luft.

    De bedste chefer: Dem har jeg desværre ikke haft så mange af. Men engagement, ambitioner, energi parret med pålidelighed og almindelig ordentlig opførsel.

  8. Af Kent

    -

    Anne Petersen: Jeg synes det er uheldigt, at du er så utaknemmelig. Samfundet har mildest talt brug for sådanne typer. Man er ikke psykopat fordi man er unormal. Tag det med et smil på læben. Lad være med at tage det personligt. Med den rette attitude, er der faktisk oftest flere ting at grine af end at blive sur over, og det er sjældent kedeligt. De arbejder også oftest 24-7.
    Der er rigtig, rigtig, rigtig mange jobs i denne verden der kan spores tilbage til en sådan person. Det drejer sig ikke kun om forretningsverdenen. Jeg er i forskningsverdenen. De store forskere igennem tiderne er stort set alle mildest talt unormale. Sæt dog pris på det!

    Jeg synes det siger MEGET mere om hvilket land vi bor i… Alt skal være normalt… Ofte synes jeg det er decideret uforskammet at sådanne unormale typer skal have en sådan behandling. Tænk at have startet en virksomhed, hvor 100 mennesker har et job takket været eens arbejde, man tager til sammenkomst med en lille drøm om, at bare få et lille klap på skulderen, og så kan man næste dag læse i aviserne, at man er psykopat!

    Start-up virksomheder er ikke for 12-tal’s piger, der forventer, at dagens opgaver står beskrevet i et skema, der ligger i dueslaget, når man møder på arbejde:-) Tager man et job i en start-up virksomhed skal man også respektere, at chefen oftest har sat hele sit liv ind i projektet, og derfor er meget passioneret og følelsesladet. Måske man blot med et smil på læben skal erkende, at man ikke er typen til et sådant job. Det er der ingen skam i. Istedet for at svine folk til.

    Hvorfor har man så svært ved at sætte pris på folk der knokler her i landet? Og med “sætte pris” mener jeg ikke, at “de skal respekteres” som “en del af fællesskabet”. Hvis ikke økonomisk, så er det mindste man kan gøre at nikke smilende med hovedet og sige, at det er fornemt, at vedkommende gider gøre lidt mere end alle andre, og ikke sidder hjemme og drikker the og spiser rugbrød med vennerne.

  9. Af Dorte Toft

    -

    @Kent Andersen Et gammelt motto lyder “Alles ven er ingens ven”. Jeg tror, at man næsten kan supplere den med, at den leder, som ALLE medarbejdere roser – ofte er den leder der sætter medarbejdernes tilfredshed (og egen fred) over virksomhedens gode. Ofte, men ikke altid, for jeg har selv haft en leder, der på fornemste vis kombinerede begge hensyn. Jeg måtte dog forlade den virksomheden, da der var en boss ovenover, der satte regneark, regler og røv i stolen højest.

    Jeg er bange for, at du overfortolker mig, når du skriver følgende “Du synes at trivialisere og sætte lighedstegn mellem at være ambitiøs, dynamisk, fuld af ideer, og det at være psykopat og ramt af “magtens korrumption”.” Citat slut.

    Det lighedstegn sætter jeg på ingen måde. Jeg elsker chefer, der er ambitiøse, dynamiske og fulde af gode ideer, chefer som er ligeglade med 8-16 (da jeg også er det) – de har været langt lettere for mig at samarbejde med, end dem, der ikke er det.

    Men at der overrepræsentation af psykopater i toppen og magt korrumpere, det er jo ikke noget, jeg finder på. Det er dokumenteret forfra og bagfra.

    Du spørger, om jeg kender til udenlandske erhvervsfolk, og hvordan virksomheder i udlandet fungerer. Både ja og nej. Jeg har selv arbejdet i amerikanske -itselskabs danske datterselskab i godt syv år, et amerikanske it-mediehus i godt fem år, lige som jeg har arbejdet knapt et halvt år i Boston i et amerikansk it-mediehus. Som it-journalist gennem nogle årtier har jeg desuden nok haft allermest fokus på virksomheder som Intel, Microsoft, IBM, HP, Oracle, SAP m.fl. samt deres danske datterselskaber, og jeg har interviewet adskillige topchefer der – i ind- og udland – ligesom jeg har fulgt dem tæt i udenlandske medier.

    Det gør mig på ingen måde ekspert, men jeg har nok en større fornemmelse af ledelse og af hvordan maskineriet kører i udlandet, end en del andre journalister. Det hjælper også, at jeg var med til at banke et magasin udelukkende for it-chefer op, og at jeg er medskribent på en bog om ledere og it-brug.

  10. Af Dorte Toft

    -

    @Anne Petersen Der skal jo helvedes meget “drive” til at blive iværksætter, og det i sig selv fortæller om et menneske med en så stærk mission, at andet må vige, og visse ting måske ofres. Jeg fornemmer, at visse af iværksætterne stiller lige så ekstreme krav til deres medarbejdere, som til sig selv, og så kan det gå galt, for iværksætteren er jo ganske usædvanlig dedikeret.

    Managementlitteraturen beskriver, hvordan iværksættere ikke altid er dem, der er bedst til at stå i spidsen for virksomheden, udover i selve startfasen, og når der kommer venturekapital til, placerer investorselskabet indimellem en helt anden type på toppen. Der er også iværksættere, der selv sørger for at få en anden type end dem selv, ind som adm. direktør, og så er der de iværksættere, der på forunderlig vis kan det hele. Hurra for dem, men også for en del af knortede, selv om man slår sig på dem.

    Din beskrivelse af de bedste chefer, kan jeg kun nikke genkendende til.

  11. Af Dorte Toft

    -

    @ Uffe Staulund. Hvis mere end de 50 pct. af dine chefer udviste stærke psykopatiske tegn, så har du ligegodt være uheldig:-) Men helt nye forretningsområder, hvor der anes guld for enden af regnbuen, har det med at tiltrække andre typer, end det etablerede erhvervsliv gør. På et tidspunkt – for en del år siden – læste jeg på et amerikansk medie, at der var langt flere med en kriminel baggrund i it-branchen end i andre brancher. Fik desværre ikke gemt artiklen, så aner ikke, hvilke data der ligger bag. Men det ville ikke undre mig, om det nu er inden for vedvarende energi, at der dukker mange lykkeriddere op. Også meget komplekst stof for andre at forstå og med kæmpe potentiale – i hvert fald på papiret. Og det vil altid være folk, der ønsker at tro på en historie, der er for god til at være sand.

  12. Af Dorte Toft

    -

    @Morten Laursen. Tak for dine beskrivelser af den bedste og den dårligste chef. Beklemmende, at sidstnævnte fortsat kan rumstere i samme stilling, men der er nogen, der bare altid overlever. Om chancerne derfor er større i det offentlige end det private? Jeg ved ikke andet, end at en af de helt store årsager til, at de bedste forlader en virksomhed/organisation er deres chef, og måske får det hurtigere konsekvenser i det private erhvervsliv, men ikke altid.

  13. Af Anne

    -

    Det jeg har oplevet med iværksættere, er at den kontrol, drivkraft og fokusering, der er nødvendig for at starte en forretning op, bliver en hæmsko så snart virksomheden kommer op over 20-30 ansatte. Iværksætterne ansætter medarbejdere, der gør hvad de får besked på uden så mange indvendinger og gode ideer. Men når virksomheden skal vokse sig lidt større, har man behov for medarbejdere der kan tænke og agere selvstændigt og det er der ofte ikke plads til. Det er typisk der jeg er kommet ind som økonomichef, men oplever at direktøren/stifteren ikke evner at give ansvar fra sig. Hvilket medfører, at de selvstændige forlader virksomheden. Nogle gange efter at være blevet rovmobbet ud. Og det er også derfor, at venturekapitalister der går ind i en virksomhed, når den er blevet lidt mere etableret, bliver nødt til at skille sig af med stifteren for at kunne forløse virksomhedens potentiale.
    Men det leder så også tilbage til startpunktet for blogindlægget. Hvad karakteriserer den bedste chef? For hvem? For jeg oplever, at der er mennesker, der trives med at have en stærkt styrende og kontrollerende chef, der fortæller dem præcist hvad de skal gøre. På sammen vis som personer, der helt af egen fri vilje vælger en stærkt styrende ægtefælle.

Kommentarer er lukket.