Når medier fløjter, flokkes holdningsfolket og gør os dummere

Af Dorte Toft 4

Forslag: Lad os prøve med en måneds karantæne for Tordenskjolds soldater i debatprogrammer, og en måneds karantæne for debatemner, der kører videre på ”ugens forargelse” eller ”ugens signalpolitik”. Bare en måneds pause fra polariseringen i sort/hvidt. når verden nu en gang er fyldt også med gråtoner.

Tænk hvis debatten om, hvorvidt kvinder har lige muligheder for at komme til tops i erhvervslivet, blev ført af dem, der virkelig kender til erhvervslivet. I stedet ender det typisk med, at det er politikere, mediefolk og meningsmaskiner, der kommer løbende, når DR fløjter.

De fleste debatdeltagere er – lige som værterne – uden solide erfaringer fra det rigtige erhvervsliv

De fleste debatdeltagere er – lige som værterne – uden solide erfaringer fra det rigtige erhvervsliv, og i det begreb indbefatter jeg kun halvvejs medieerhvervet, der nok er vigtigt, men har noget anderledes forudsætninger, såsom offentlige støttekroner, en helt anderledes intern kultur og anderledes hierarki.

Det er ikke kun ved debatter om ligestilling, at holdningsfolket flokkes, mens de kyndige er sparsomt repræsenteret, men er der ikke behov for udsendelser med den modsatte balance, hvis folk skal blive klogere og ikke bare underholdt af oral kampsport for åben skærm?

Tordenskjolds soldater

Senest var det en Berlingske-leder om kvinders 25.000 kroners tasker og eget ansvar for at komme til tops i erhvervslivet, der satte gang i debatten og endte i DR. Men DR2 Debattens panel-deltagerne var domineret af programmets erhvervs-uerfarne Tordenskjolds soldater. Værten selv indledte med at vise en avisforside med et brugt menstruationsbind, som han kaldte en tampon, og så var stemningen sat med henholdsvis undren og væmmelse.

Hvilke seere skulle DR2 Debatten gøre klogere på, om der var lige muligheder for kvinder og mænd i erhvervslivet? I hvert fald ikke de hundredetusinder af mænd og kvinder, der arbejder i det private erhvervsliv.

Debattimen byggede på mennesker, der først og fremmest er eksempler på, hvad der skal til for at komme til top som kvinde i politik og meningsmageri – to brancher, der har minimalt tilfælles med erhvervslivet. To brancher, hvor evnen til at tale nedsættende om andre mennesker og andre lande er en styrke, hvilket ikke er tilfældet i erhvervslivet.

The Pink Ghetto

Yngre, kvikke, kønne kvinder i de to brancher, politik og meningmageri, synes gennem de seneste 10-20 år at have noget lettere ved at komme til fadet, end mange mænd. Den diskrimination bør der tages en seriøs debat om, men den ses ikke i samme grad i det private erhvervsliv. Spillet er et andet, i hvert fald når det gælder job uden for, hvad der kaldes ”The Pink Ghetto” – kommunikationsafdelinger og HR-afdelinger.

Den kvikke, yngre, kønne kvinde kan stadig have fordele, f.eks. når medier vælger praktikanter, men generelt set… hvem mon har den største chance ansættelse i det private erhvervsliv, den nyuddannede mand på 28 år eller den nyuddannede kvinde? Hvem har mon den største chance for forfremmelse, den 34-årige mor eller den 34-årige far?

Politisk dominans

Overskriften på DR2 Debatten var imidlertid ”Hvem bremser kvinderne?” og deltagerne, som DR2 Debatten selv valgte at markedsføre sig med i programoversigten, var følgende:

Politikersiden var repræsenteret af Pia Kjærsgaard (DF), Özlem Cekic (SF), Joachim B. Olsen (LA). Desuden nævntes den studerende Geeti Amiri, kendt bl.a. for debatindlæg kritiske mod feminister.

Erfaringer fra det private erhvervsliv i den personkreds kan kun betegnes som sporadisk – sandsynligvis mest hentet fra von hören sagen fra bekendtskabskredsen og måske fra ægtefællen.

I selve præsentationsrunden sås også debattøren, LA-sympatisøren Amalie Lyhne, chefredaktør Tom Jensen, Berlingske, Rasmus Nordqvist (Alternativet), Johanne Mygind, journalist på Weekendavisen samt politikeren/arkitekten Pernille Vermund, tidligere konservativ, nu formand for De Ny Borgerlige.

De statiske holdninger hos blå og rød

Hvordan var det med holdningsbalancen? Lad mig for enkelthedens skyld bare betegne det som blå kontra rød holdning.

I den ”blå” afdeling hævdes typisk at ligestilling er i hus, så hvis bare kvinderne selv gad – gad gå mod deres natur, gad det private erhvervsliv, gad at arbejde 50-70 timer om ugen etc. Hvis kvinder bare gad disse ting, var det frit frem for karrieren. Det er nemlig kvinders eget frie valg, om hun vil bruge sin uddannelse eller ej, om hun vil gøre karriere eller ej. Og det er familiers eget frie valg, der gør, at kvinder tager over 90 procent af den lange barselsorlov og at så mange vælger deltid.

Holdningen hos de blå ledsages i næste åndedræt med, at mænd om de virkelige ofre, og at vi forsømmer at drøfte deres ligestilling. Der er ellers snakket og skrevet op og ned af stolper om taberdrenge, tabermænd, samværsproblemer for fædre og mænds tidligere dødsfald, men interessant er det, at når det angår disse emner er det helt legalt for de blå at lægge ansvaret for miseeren over på andre i stedet på folks frie valg til f.eks. at læse lektier, til at gå til læge i tide, til at gå til bunds.

Men hvad siger de røde, når emnet er ”Hvem bremser kvinderne?”. Oftest hører man, at det er den lange barsel, som kvinderne tager, der spænder ben for både kvinderne, der tager den, og for andre kvinder. Der tales om ubevidste fordomme vedrørende, hvad kvinder kan og vil, om Rip, Rap og Rup-ansættelser, om mindre selvtillid, mindre gennemslagskraft, om mere fleksible arbejdsvilkår i det offentlige, om at tiden ikke ser ud til at løse karriereproblemerne, uanset at kvinderne længe har haft det højeste uddannelsesniveau.

Der tales også om problemer med det ekstremt kønsopdelte arbejdsmarked, med mange kvindefag som lavtlønsfag. Nogle få ”røde” snakker endda om kvoter, som midlet der skal til.

Èn kyndig person

I mit hurtige skimning af tv-debatten og debatten på programmets Facebook-siden, så jeg én person i studiet med stor erfaring fra erhvervslivet – én, der også har diversitet som sit professionelle fagområde – nemlig Nordeas Marianne Egelund Siig.

Altså én person, der havde sat sig ind i forskningen i, hvad der bremser kvinder – i hende selv og i hendes omverden. Èn person, der kender erhvervslivet indefra.

Når jeg ser et sådant panel som Debattens, tager jeg det ikke som udtrykt for, at DR2 Debatten bare elsker sine Tordenskjolds soldater, men snarere, at enten kender produktionsassistenterne, der søger deltagere, ikke andre, eller også orker de knapt at ringe til andre, fordi for mange relevante gæster siger nej tak til at deltage.

De mest relevante deltagere afslår måske, fordi de har for travlt, fordi de mener, at emnet er så komplekst, at det ikke egner sig til one-liners, fordi holdninger fænger mere end fakta, fordi de mener, at det mere er et politisk underholdningscirkus end noget, der bygger bro. Der er sikkert mange andre fordi’er.

De mest betændte debatter

Flest afslag falder nok også, når det gælder de helt betændte debatter, indvandring og ligestilling. Mange kvinder og mænd, hvis holdning er, at der ikke er lige muligheder, har erfaret, at deltagelse er stort set omsonst – at de oveni skal lægge ryg til grove angreb og latterliggørelse i studiet og efterfølgende i gamle og nye medier. Vinderpositionen er overskudspositionen – ”I klynker i stedet for at gøre noget – I trækker bare offerkortet”.

Meningsmaskiner og politikere sidder imidlertid parate ved telefonen, mailens indboks og Facebook for at sige ja til deltagelse, om for at fremme eget ego, eget partis platform, egne karrierechancer som meningsmager eller vordende politiker. Om de hver gang gør det gratis, eller de på sin vis via deres rolle er betalt for det, er såmænd ligegyldigt, men når man betænker, hvor meget tid der går med forberedelse, transport, ventetid, optagelse og igen transport, så er det heller intet under, at Tordenskjolds soldater dominerer fremfor fagfolk.

Den kvalificerede debat

Forestil dig et debatpanel om ligestilling i dansk erhvervsliv, udpeget blandt følgende: Jørgen Vig Knudsen, adm. direktør for Lego, der trods gode intentioner om større diversitet, kiksede i første omgang. Professor Nina Smith, økonomen, der kan sætte tal på emnet. Forfatteren af den forskningstunge ”Bridging the Gender Gap”, Lynn Roseberry, tidligere lektor på CBS og øverst ansvarlig for CBS-ligestillingsdagsordenen, headhunteren Inge Berneke, forfatter af ”Kvinde kend din karriere”. Eva Berneke, adm. direktør for KMD. Malou Aamund, ansvarlig for Microsofts Windowsforretning i Vesteuropa, Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand for Danfoss. Lars Seier Christensen, stifter af Saxo Bank. Lone Fønns med flere tunge bestyrelsesposter. Lene Skole, tidligere direktionsmedlem i Coloplast, nu adm. dir. i Lundbeckfonden.

Alle har ytrer sig i relation til spørgsmålet om kvinder og topledelse, og alle har noget at have deres synspunkt i. Min liste har en skæv balance – lidt for mange, der ser barrierer for lige muligheder, men det skulle være let at supplere med flere, der mener, at alle barrierer er ryddet.

Men selvfølgelig får vi aldrig disse personer at se i en sådan debat, og det burde måske få DR til at overveje, om der er behov for supplerende debatformater, hvis man vitterligt vil mere end at underholde med oral kampsport, for dem der kommer glad, når der fløjtes. Er DR2 Deadline ikke også lidt for præget af de altid-villige?

En måneds karantæne

Hvad ville der ske, hvis holdningen hos Public Service-medier i f.eks. en måned blev, at kommentariet og andre meningsmaskiner ikke blev inviteret inden for i tv-studiernes spotlight? Hvis de heller ikke fik adgang til dagbladenes opinionssider i den måned? Hvis politikernes deltagelse blev begrænset til deres relevans for emnet?(Hvis folk virkelig fandt politik så interessant, var vælgerforeninger næppe så mikroskopiske, som de er i dag.)

Og hvad ville der ske, hvis debatemnerne i en måned kun måtte handle om, hvad der er vitterligt er vigtigst for samfundet, den verden, vi indgår i, de næste generationers liv? Hvis ”ugens forargelse” eller ugens ”signalpolitik” ikke i den grad, som det sker i dag, bestemte dagsordenen?

Somme tider er barske grænser, dem der fremtvinger mest nytænkning, og sandsynligvis de mest interessante holdninger.

Færre seere? Måske, men klogere, i modsætning til nu, hvor tv-debatterne blot øger polariseringen i samfundet. Opdelingen i sort/hvid-holdninger tjener kun demagogerne, ikke demokratiet.

4 kommentarer RSS

  1. Af Teddy-Bjørn Olsen - tegner

    -

    Jaeee ! –Sådan er det jo ! –Ikke AT: bebrejde de forholds-uskyldige –der er tavse –og ikke orker længere “Tordenskjold ´s soldater ” !—Man har efterhånden givet op ! –Og har heldigvis efterhånden fundet andre ting AT: Gå op i f.eks..”livs-kvalitet” !–Det kan vi få resten af livet til, at gå med ! –Medmindre ! Der kommer andre boller på suppen ! –I form af ” IKKE-levebrøds-politikere ” NEMLIG Folk fra erhvervs-livet ! –Der er begyndt AT : Sige AT: Det altså er for galt ! –Lad os komme til –og få vendt “skuden” –(læs teen-age-levebrøds-politikere –uden livs-erhvervs-erfaring ) —har ødelagt vores samfund ! –Uden dårlig samvittighed har de importeret i hundred-tusindvis af folk fra en muslimsk kultur ! –Der aldrig – aldrig vil komme i nærheden af “fortidens –kamp-beredte ægte-vikinger ! –Med IKKe-pædagog-baggrund ” !

  2. Af Kim Sørensen

    -

    Jeg er meget enig og i en tid, hvor hele public service-tanken står til diskussion, synes jeg det er en kriminelt overset debat. Men jeg synes egentlig ikke du går langt nok i din kritik. Man skylder selvfølgelig altid dem man kritiserer, at antage de handler rationelt og i øvrigt har de bedste intentioner. I hvert fald som udgangspunkt. Men jeg synes efterhånden også DR har malet sig så meget inde i et hjørne, at man ikke kan undskylde det med afslag eller underudviklede Rolodex’ hos produktionsassistenterne. Årsagen til sendefladen på DR bliver domineret af en snæver elite, der i mere eller mindre grad lever af (for?) at dominere sendefladen, er naturligvis, at det er sådan DR ønsker det skal være.
    For nylig havde DR f.eks. Camille Jones i studiet, både hos »Aftenshowet« og »Vi Ses Hos Clement«, hvor hun bl.a. talte om det at være singlemor. Dén redaktionelle prioritering kan selvfølgelig ikke bortforklares med, at produktionsassistenterne bare ikke kender andre singlemødre end Jones eller nogen specielt kontroversiel karakter ved emnet. Der findes masser af singlemødre i Danmark, med masser af interessante ting på hjertet, som mødes i forskellige netværk/fællesskaber og som ikke umiddelbart har nogle problemer med at stå ved deres beslutning i fuld offentlighed. Hvis produktionsassistenterne ikke kunne finde masser af fornuftige og relevante kandidater, ved et enkelt »casting call« i DR-regi, kunne de uden tvivl have fyldt deres Rolodex ved en hurtig henvendelse til et af fællesskaberne. Det gjorde man imidlertid ikke og så endte det altså med en bookning af Jones, der »tilfældigvis« havde et nyt album på gaden og derfor godt kunne bruge lidt PR.
    Det kan så godt være jeg læser for meget ind i sammenfaldet mellem DR’s booking-politik og Jones’ behov for PR. Men den grundlæggende struktur, hvor public service-forpligtelserne i forhold til mangfoldighed og bred indragelse på tværs af socioøkonomiske skel tilsidesættes, er ikke til at overse og den observation kan også gøres i DR’s mere seriøse programmer, som f.eks. Debatten på DR2. Her går man tydeligvis også bevidst ind og foretager redaktionelle valg, der hverken fremmer samfundsdebatten eller imødekommer den grundlæggende vision bag hele public service-tanken. Der burde altså ikke herske nogen tvivl om, at redaktionerne på de enkelte programmer er ganske udmærket klar over deres beslutninger tilgodeser et snævert og elitært udsnit af befolkningen, bestående af politikere, »kulturpersonligheder« og kollegaerne i mediebranchen.
    Derfor tror jeg egentlig heller ikke seertallet vil falde, hvis man begynder at invitere et mere relevant og bredere udsnit i studiet. Jeg tror faktisk man kunne hæve seertallet markant, på DR’s debatprogrammer og mere seriøse aktualitetsprogrammer. Selvom jeg selvfølgelig anerkender værdien i »jeg« også bliver eksponeret for forskellige synspunkter og livsanskuelser, er elitismen i hvert fald en væsentlig grund til jeg som regel fravælger den del af samfundsdebatten, som foregår i DR-regi. Jeg føler mig simpelthen ikke velkommen eller oplyst, når DR begrænser samfundsdebatten til de mennesker og synspunkter jeg også ser, når jeg læser avisernes debatsektioner eller politikernes twitter-feed. Hvis man en enkelt gang inviterede en blikkenslager eller en ufaglært (eller en forretningskvinde) i studiet, hvilket man sagtens kunne uden at gå på kompromis med kvaliteten af debatten, tror jeg bestemt ikke man ville skræmme nogle seere væk. Jeg tror i stedet man ville tiltrække nogle nye seergrupper, fordi de så fik noget at spejle sig i og følelsen af at være inkluderet i samtalen for en gangs skyld.

  3. Af Dorte Toft

    -

    @Kim Sørensen. Det med at få f.eks. håndværkere ind, eller en ufaglært eller en erhvervskvinde… Ser det ikke ud som om, at disse typer – hvis de endelig ser dagslyset i et DR-program – så er det i særprogrammer, lidt lige dyreprogrammer… Lad os se og studere disse mærkelige typer. Det ses i hvert fald i socialporno-programmerne, hvor meget gamle kendte mænd er værter. Det er kendtheds-kulturen, der dyrkes – dem, som er kendt på forhånd, og dem, som tv efterhånden selv får gjort kendt. Og jeg kan ikke andet end at tro, at undersøgelser vedrørende seertal faktisk afspejler kendthedsfaktor.

  4. Af Kim Sørensen

    -

    Hej Dorte

    Det er i hvert fald mit indtryk. Du henviser selv til »Overklassen på udebane«, der mindede om en rejsedagbog fra kolonitidens bedre borgerskab, hvor man beskrev en safari-tur eller anden eventyrlysten ekspedition uden for den vestlige civilisations lov og orden. Men man kunne lige så godt have peget på udsendelser som »Socialrådgiverne«, »Den dag de fremmede forsvandt« eller »Da krigen kom til Toftlund«, hvor de mere jævne samfundsklasser nærmest konsekvent entydig udstilles som udannede landsbytosser, de »snakkende klasser« så kan forarges og more sig over.
    Man kunne også have vendt bøtten på hovedet og set på en udsendelse som »SpareXperimentet«, der eftersigende handlede om hvor meget »helt almindelige danskere« kunne spare ved at ændre deres forbrugsvaner. Man glemte bare lige, at invitere nogle lavtlønnede eller bare gennemsnitligt lønnede familier med i eksperimentet og således endte man altså ud med et program, hvor alle 3 deltagende familier tjente et pænt stykke over den gennemsnitlige danske husstandsindkomst. Hvilket bl.a. gav sig til udtryk i, at et af de største følelsesmæssige højdepunkter i programserien var, da en af familierne måtte lade sig nøjes med pøbelagtige Norge i stedet for Østrig, som destination for den årlige skiferie.
    Derfor burde konklusionen også være lige for. »Kendthedsfaktoren« spiller selvfølgelig ind. Men man kommer altså ikke udenom, at DR er gennemsyret af redaktionelle prioriteringer, som tilgodeser folk, der til forveksling ligner den gennemsnitlige DR-ansatte eller i det mindste bevæger sig inden for samme socioøkonomiske/erhvervsmæssige sfære. Det er derfor »almindelige danskere« bliver udstillet som tosser med sjove dialekter og det er derfor, de væsentlige debatter bliver lagt i hænderne på »meningsmaskiner« og politikere. Altså fordi det ganske enkelt er sådan, DR ønsker det skal være.
    Den konklusion synes jeg godt man kan tillade sig at drage og jeg synes faktisk det er vigtigt man også gør det. For debatten bliver jo ikke mere mangfoldig eller konstruktiv af vi sidder og opfinder undskyldninger for DR’s produktionsassistenter. DR har bevidst fravalgt den mangfoldige, konstruktive og saglige debat. Det må være udgangspunktet for enhver generel debat om det emne.

    Spørgsmålet er så om man tør håbe på forandringer eller om elitismen er for indgroet i DR. Men hvis de insisterer på at fastholde den pseudo-kolonialistiske tilgang til samfundsdebatten, kunne man vel i det mindste kræve en lidt højere grad af poesi. For der er sgu ikke meget »Gunga Din« eller »Mandalay« over hverken Erik Brandt på slap line eller debatpanelerne på DR2 :)

Kommentarer er lukket.