Farvel og tak fra mig

Af Dorte Toft 38

Minde fra ugen før den store kollaps.
Fra klumme ugen før den store kollaps*
Denne blog har klaret flere år end de langt fleste, men efter 10 år bliver Bizzen tyst på Berlingske Business. Der kommer ikke flere nye indlæg på bloggen om IT og Business, men alt, hvad der er skrevet på bloggen, forbliver tilgængeligt. Blandt mine godt 1.500 indlæg ses it- og erhvervshistorier, som fortsat skal være søgbare, ligesom de it-politiske historier, der desværre stadig ikke giver anledning til optimisme, kun undren.

Bloggens knap 11.400 kommentarer fortæller en historie i sig selv om tid og udvikling. Langt de fleste af kommentarerne indløb, før det for alvor blev på Facebook og Twitter, at folk tog diskussionerne og kommenterede blogindlæg. Men et stort tak til de mange konstruktive mennesker, der har bidraget i kommentarfeltet, så jeg og andre læsere blev klogere. Heldigvis har bloggen stort set været forskånet for staklerne, der elsker at hade.

At Bizzen-bloggen bliver tyst skyldes især økonomi. Jeg er jo en af de få betalte faglige bloggere på de store dagblade, og bloggen har overlevet flere sparerunder på avisen, men den sidste klarede den ikke. Vejene skilles, men tak for de smukke afskedsord, erhvervsredaktør Peter Suppli Benson, tak til Michael Juul Christoffersen, min lynhurtige hjælper, når blogteknikken svigtede, tak til Mikael Hjorth for et vågent øje og tak til mange, mange flere gode mennesker på Business-redaktionen, som har hjulpet gennem disse mange år.

Berlingske Business var pioner

Berlingske Business blev jo blog-pioner på dagbladsfronten, da en tidligere erhvervsredaktør for 10 år siden inviterede min journalistiske blog ind som supplement til min faste klumme på bagsiden af Berlingske Business hver mandag. Papir/blog-kombinationen gjorde det muligt at følge historier helt til dørs, men desværre mistede jeg bagsiden efter nogle år til USA-korrespondenten.

Alt i alt har det været en herlig rejse, Business og jeg var på – en rejse, der også viste, hvad alle vist efterhånden har indset. Nyheder kommer i dag fra alskens hold, ikke kun fra de traditionelle medier, som jeg dog meget nødig vil undvære, for når de virkelig rykker, kan de give alt andet baghjul.

Beslutningen om Bizzen blev taget for mig, men overvejelserne har længe været der. Når man som jeg har haft fokus på teknologi siden 1966 med ganske få afbrydelser, så er det på tide at lade andet vigtigt få mere plads i kalenderen. Jeg har brugt en del tid på dybt interessante, anderledes opgaver fra kunder gennem de seneste år, men har desuden droslet ned på arbejdstiden, så det har sat sine spor på bloggen.

160728 Europol i BerlingskeVil du fortsat holde snor i, hvad jeg skriver og hvor, så følg mig blot på Twitter (@dortetoft). I går var det f.eks. på print i Berlingske Business, hvor jeg over et opslag fortæller om, hvad Danmark går glip af vedrørende bekæmpelse af cyberkriminalitet, hvis en parallelaftale om Europol-deltagelse ikke er indgået inden maj 2017.

Som afsked, hermed et udsnit af de blogindlæg, der nok har relevans ret længe, selv om tiden kan have givet skår i emaljen:

Om politikernes ulykkelige trang til at skabe en overvågningstat. Om deres it-uvidenheds ulykkelige konsekvenser:
Fix politiets elendige it. Skrot Vs og DFs Big Brother: Sessionslogning
IT rager Folketingets politikere en papand. Men den politiske lavstatus er virkelig syg.
Vil vi virkelig fordummelsen. Om Snowden, overvågning, privacy, det post-faktuelle samfund
Når Pia Kjærsgaards fingeraftryk er forbryderens: Kravet om DNA/fingeraftryksregistre for alle i Danmark i en tid, hvor alle ved, at alt kan hackes.
Wake up regering/banker: Hjælp borgerne mod NemID-misbrug

En jobfattig fremtid?
Er fremtidig vækst lig flere arbejdspladser eller flere ubrugbare mennesker?
Erhvervsministerens robot-optimisme udfordret i Davos
Jobfattig fremtid: Spøgelset i stuen

Kriminalitet, terror og borgere
Udfordring: Løbske droner og små dræberdroner
Bevisets umulige stilling i netalderen
Hvor er Lisbeth Salander, når man behøver hende?

Om plattenslagerne og svindlerne
Standser du svindleren, eller giver du aben videre?
Whistleblower: Den direkte vej til karriereselvmål og udstødning, eller?
Madoff og Bagger: Lærer vi mon nogensinde af deres fælles træk?
Refer om fiktiv markedsværdi og bestyrelse hos Masterseek. En del af en Berlingske/Bizzen-serie om for smarte folk
Rigmanden Finn Nørbygaards papirpenge (fra 2007 – om IT Factory, der gik konkurs et år efter)
Stein Baggers falske ph.d. med links til andre afsløringer

Om medier på afveje
Når medier fløjter flokkes holdningsfolket og gør os dummere
Erhvervsgiganter: Gu’ er der ej ligestilling i Danmark, selv om medier så flittigt påstår det
Had og sexisme: Mediernes dobbeltbogholderi
Pressens troll-billede er afmagt og sjov. Hvad med sadisme og lobbyisme?
Kommentarkloak på nettet selvforskyldt, udløst af klikgrådighed og naivitet

Om køn, uddannelse og konsekvens
Sløv industrialisering 4.0, fordi Danmark plages af ekspertmangel
Overuddannelse: Danmark ligger højt
Kvoter virker godt for mænd
Tech job: Løbet er kørt for danske piger, når de er 15
Uddannelsestjek I: Lange udddannelsere bedst?
Uddannelsestjek II: Ældede dimittender bedre?

Om netneutralitet – et uændret internet, hvor trafik ikke må diskrimineres
P.t. tyder meget på, at USA fastholder, at alle bag indhold/tjenester fortsat skal have lige vilkår, om rige Goliath eller iværksætter-David, mens Europa åbner kattelemme for forskelsbehandling angiveligt af hensyn til fremtidig innovation. Kun tiden vil vise, hvad konsekvenserne af de to forskellige holdninger bliver. Derfor nøjes jeg med link til søgning på ”netneutralitet” på bloggen.

OBS: Jeg har intet at byde på vedrørende den seneste skandale på it-området, hvor 5,3 millioner danskeres cpr-nummer og helbredsoplysninger var forbi kinesiske hænder. Jeg har desværre haft for travlt med stor opgave, men læs mit lange, ældre rant om, hvorfor cpr-systemet er dybt forældet, teknisk uforsvarligt.

* Illustrationen var til min bagside i Berlingske Business den 24.11.08 med titlen Ny Riis-sponsor på Tour de Friløb.

38 kommentarer RSS

  1. Af Jesper

    -

    Øv, det er ikke godt at en af landets ganske få vagthunde og specialister på så vigtige områder som IT og Business stopper med at vogte i fuld offentlighed.

  2. Af Uffe

    -

    Kære Dorte Toft,

    Jeg lagde mærke til dig, da du begyndte at skrive om Stein Bakker.
    Det har været en fornøjelse at at læse dine blogs, selv om det er de mere almene og politiske blogs, som har trukket min interesse i de senere år.

    Du skal have tak for dine bidrag inden for IT, de har været relevante og det har glædet en gammel IT-mand, at læse om dine observationer og meninger inden for branchen.

    Du ønskes et langt og godt otium.

    Venlig hilsen
    Uffe Staulund

  3. Af peder

    -

    De burde lukke en af de mere intrigante blogs i stedet, f.eks. Day Poulsens evendelige personlige buttplug rave og hans slæb af klientagtige typer. Men når folk vil lege med bæ, så får de bæ – det er mere in desto mere sygt det er…

  4. Af Lise

    -

    Kære Dorte Toft. Tak for mange gode og læseværdige indlæg. Det er trist, at man ikke prioriterer en fagligt velfunderet og samfundsnødvendig blog som din. Din pen vil blive savnet!

  5. Af Joachim

    -

    Øv – Kommer til at savne dit skriveri. Al held og lykke til!

  6. Af Peter

    -

    Kære Dorte

    Det har været en fornøjelse at følge dig og dine indlæg igennem tiden. Jeg kommer til at savne dem.

    De bedste hilsner
    Peter Nørregaard

  7. Af A.H.

    -

    Når man ser, hvor mange tumpe-bloggere, der får spalteplads i Berlingske hver eneste dag, kan man undre sig over, at Dorte Toft skal spares væk. Men det må jo skyldes, at hun aldrig har været ideologisk, kun kritisk.
    God vind.

  8. Af Adam

    -

    Kære Dorte

    Tak for mange gode indlæg, som det har været en fornøjelse at følge gennem mange år. Jeg kommer også til at sparke dine indspark på bloggen, men vil kigge efter dem på twitter.

    Mange hilsner
    Adam Lebech

  9. Af Birgit og Gunnar

    -

    Kære Dorte Toft
    Berlingeren begår en stor fejl ved at sige farvel til dig . Det må da svække avisen.
    Godt at man fortsat kan læse dig på Twitter.
    Venlig hilsen
    Birgit og Gunnar Catter

  10. Af Ole

    -

    Jeg kommer til at savne dig, dine meninger og indsigt. Jeg interesserer mig en del for de samme områder og du skal desværre ofte uden for Danmarks grænser for at finde samme indsigt som din.
    De danske medier har nok mere lyst til at sigte lavere og vil derfor miste mant og indflydelse
    God vind på din ø
    Mvh Ole

  11. Af C

    -

    Tak. Det er rart at vide, at dine mange blogs ikke forsvinder fra Internet med det samme. Der er nok en enkelt eller to som jeg skal have (gen)læst :-)

  12. Af P

    -

    Det er en mandag, og det er lige gået op for mig, at verden nu bliver ringere.
    Kan kun tage mig sammen til at kommentere med et “øv”.

    … og sfl et kæmpe stort TAK til Dorte.

  13. Af Claus

    -

    Farvel og tak, Dorte! Og tak for et meget stort IT journalistisk arbejde gennem årene – et arbejde som ingen andre har udført og heller ikke udfører pt. Jeg håber det kan fortsættes i et nyt regi

  14. Af Ole

    -

    Håber ikke vi kommer til at savne Dorte i debatten! Har læst mange – men ikke alle indlæg. Og været enig i mange – men ikke alle.

  15. Af Hans

    -

    Tak for en altid meget faglig blog. Dem er der ikke nok af.

  16. Af Mogens

    -

    Hej Dorte,

    Tak for indsatsen. Fan’me flot arbejde!

    Knus,

    Mogens.

  17. Af Lars

    -

    Hej Dorte.

    Har altid beundret din skarpe pen, og især siden Stein Bagger tiden. Trist at du som den eneste IT kyndige journalist I journalist verdenen skal træde tilbage. Så stor ros for dit arbejde og tak for indsatsen som Mogens skriver

    Lars

  18. Af Steffen

    -

    Mærkelig prioritering fra Berlingeren, sådan at afskedige den eneste journalist der kunne gennemskue Stein Bagger… Tak for dine artikler :-)

  19. Af Kathrine

    -

    Dine indlæg vil blive savnet. Der er ikke andre der skriver så kompetent om de emner.

  20. Af Tina

    -

    Hej Dorte,

    Nu har jeg fulgt dig siden 80’erne, da du var journalist på Computerworld i Preben Engell dagene. Hvor kommer jeg til at savne din skarpe pen, din indsigt og dine vinklinger. Altid interessant at læse dig, og i sagen IT Factory udviste du et formidabelt mod. Du fortjener anerkendelse for at have fældet den svindler og tyveknægt til Stein Bagger – uden dig og din risikovillighed kunne meget være gået meget værre.
    Kudos. Du er en ener, og det burde Berlingske, om nogen, vide. Mon ikke der vil være bud efter dig fra anden side?

    God vind.

  21. Af Henrik

    -

    Tak for mange gode indlæg, og især tak fordi du blev ved i modvinden.

  22. Af Michael

    -

    På snarligt gensyn!

    (Det kan umuligt blive anderledes.)

  23. Af Abelone

    -

    Kære Dorte Toft
    Tak for de mange gode indlæg gennem tiden, for at holde galden flydende og blækket tørt.
    Tak også for at vise, at det lange seje træk på en blog kan føre vidt, ikke kun i Stein Bagger sagen, men i mange af de andre kommentarer, hvor du har udvist en kritisk sans over for noget, som andre har slugt råt.
    Godt at du blogger videre anderswo.
    En fejlagtig disposition af Berlingske efter min mening at lade dig gå.

    venlig hilsen
    Abelone Glahn

  24. Af Jeppe

    -

    Tak for alt dit gode og vigtige arbejde! Bedste hilsner, JM

  25. Af Nene

    -

    Kære Dorte,
    Det varmer mit hjerte at se alle de rare og ordentlige kommentarer og hilsner du får både her og andre steder. Du fortjener det virkelig mere end de fleste. *Foregangskvinde*

  26. Af Christian

    -

    Kære Dorte,

    Tak for mange forbilledligt gode indlæg fra en fast læser, men ikke så flittig kommentator. Jeg håber at du finder et nyt medie at fortsætte din blog i, og at du har energi til at gøre det lidt endnu.

    Mange hilsner
    Christian Bierlich

  27. Af Frank

    -

    Kære Dorte,

    her bliver lidt mere stille uden en vidende kvinde på posten…

    Godt gået – og tak for hvert et ord!

    Happy Trails,

    Frank

  28. Af Andreas

    -

    Farvel og tak for denne gang.

    Det har været en fornøjelse at læse med. Håber du har et andet sted at blogge, ellers kan jeg anbefale et blogfælleskab :)
    God vind fremover.

  29. Af Emil

    -

    Tak for et fantastisk arbejde. Din virke vil blive savnet.

  30. Af Steen

    -

    Tak for de rigtig mange interessante og velgennemtænkte blogs gennem årene. Du vil blie savnet!

  31. Af Michael

    -

    Farvel og tak! Din skarpe pen vil blive savnet!

  32. Af Jesper

    -

    Øv. Det vil Berlingske fortryde. Keep up the good work!

  33. Af Anne

    -

    Det er godt nok ærgeligt. En af de få gode blogs – som ovenikøbet også får gode kommentarer.
    Jeg forstår ikke Berlingskes valg.

  34. Af Jesper

    -

    Jeg vil også melde mig i koret og sige tak for alle de gode blogindlæg du har lavet. Det er primært dit utrættelige arbejde med IT Factory sagen jeg vil huske tilbage på.

    Jeg mener at kunne huske, at din beretninger om IT Factory sagen blev udgivet som bog med mulige planer om at filmatisere den. Jeg kan ikke rigtigt finde noget nyt i sagen, udover at filmproducenten Kim Magnusson har sagt at den er utroligt egnet til en filmatisering.

    Er der nogle der ved hvordan det skrider frem med en eventuelt filmatisering?

  35. Af Dorte

    -

    Du milde, for en masse dejlige beskeder. Så rart at vide, at indsatsen har betydet noget, og ja. Jeg dukker nok op igen andetsteds, men tager lige en pause, for selv om min produktion af forskellige årsager var reduceret, så lå bloggen gennem de 10 år altid i baghovedet og pressede på for at blive fodret. I dag kan man dog se et par artikler af mig på print i Berlingske Business med overskrifterne “Her er danskeren der kæmper mod røvere i cyberspace ” og “Sådan stjæler man en halv milliard kroner”. Det er opfølgninger på artiklen om Europols Cyber Crime Centre, som jeg linkede til i ovenstående blogindlæg.

    @Jesper Cederberg. Filmatiseringen blev aldrig til noget. Ifølge Kim Magnusson mente instruktørerne, han henvendte sig til, at stoffet på det tidspunkt var alt for kendt, til at de ville lave film ud af det. Magnusson havde ellers fundet en markant profil blandt skuespillere til at spille mig – godt nok 20 år yngre og 20 kilo lettere:-)

  36. Af Morten Bo

    -

    Ærgerligt. Som Peder Pedersen skrev, så foretrækker Berlingske åbenbart bloggere som kun leverer helt ukvalificeret meningsmageri, som Day Poulsen, i stedet for nogen, der som Dorte Toft, virkelig ved hvad de skriver om. Men det er jo et tegn i tiden, og det bliver desværre nok kun værre og værre.

  37. Af Jan

    -

    Trist, at Berlingske ikke vil finde midlerne til dit grundige arbejde ! Men husk – kvalitet fornægter sig ikke – døren der lukkes, betyder blot at en ny åbnes!

    Go’ vind fremover!

  38. Af Annegrethe

    -

    Til alle jer, der har skrevet om, hvor meget I vil savne Dorte Toft kan jeg fortælle jer, at Dorte fremover vil blogge på http://www.pov.international (POINT of View International). Hendes første indlæg kommer i denne uge.

    Med venlig hilsen

    Annegrethe Rasmussen, chefredaktør, POV International.

Kommentarer er lukket.