Frihed for ansvar træder i kraft, hvis miseeren hos borgeren “blot” skyldes forsinkelser i sagsbehandlingen. Det er senest pointeret af den nye justitsminister, Lars Barfoed, i debatten om problemer med den digitale tinglysning.

Kattelem?

Barfoed fortæller dog også, at Kammeradvokaten sidder med den endelige afgørelse. Og Kammeradvokaten kan lurepasse, indtil Rigsrevisionen har afsluttet sin undersøgelse.

Staten kan imidlertid blive erstatningspligtig, hvis man var bekendt med, at der var så kritiske fejl, da startknappen blev trykket, at en korrekt tinglysning ikke kunne gennemføres.

“Der var ingen kritiske fejl”, fortalte præsidenten for Tinglysningsretten, Søren Sørup Hansen, den 14. januar, da jeg mødte ham og direktøren for Domstolsstyrelsen Adam Wolf - et møde, jeg tidligere har skrevet om.

Der var dog kendte, mindre alvorlige fejl, og planer for deres udbedring. På niveauet under “kritiske”, nemlig “vigtige fejl”, fandtes 17 styk ved igangsætningen. It-mediet Comon, der følger den problematiske e-tinglysning allertættest, har omtalt det forhold samt den politiske oppositions reaktion herpå.

Nu 30 kritiske fejl

I dag er der konstateret omkring 30 “kritiske” fejl, blandt 1.500 hændelser indrapporteret til Tinglysningsretten siden systemet blev sat i drift for et halvt år siden, oplyser Adam Wolf over for mig.

Han påpeger, at når så store systemer sættes i drift, vil der vise sig uforudsete problemer, og det er jo sandt.”Og under en femtedel af de 1.500 hændelser gælder den portal (indgang til systemet, red.), som ejendomsmæglere og advokater bruger.” At han nævner dem hænger sammen med en kritik af manglende test.

Kun finanbranchen i brugertest

Ville nogle af de kritiske fejl have vist sig, hvis systemet havde været fuldt ud testet af slutbrugerne, som det sig hør og bør? Kun finansbranchen, hvis andel af slutbrugerne udgør 70 procent, fik muligheden for test, men finansbranchen sagde altså god for “motoren” i tinglysningen, oplyser Adam Wolf.

At motoren fungerer, må opfattes som at tinglysningen sker korrekt.

Ifølge Wolf er det problemer med brugervenlighed, der især plager de øvrige brugere - dem, der ikke fik tilbudt en brugertest - såsom ejendomsmæglere, advokater og boligrådgivere. Inden for brugervenlighed kategoriserer han blandt andet vejledning og tekster på skærm. Begge dele kunne have været bedre, siger han i dag.

Barfoed mødes med kritikere

Fraværet af testen for disse grupper forklares af justitsminister Lars Barfoed med, at “det ville give en væsentlig fordyring og (at det) ikke ville stå mål med udgifterne”. Bag vurderingen stod Tinglysningsretten samt CSC, der har ansvaret for systemet og kører driften.

I morgen, onsdag, skal justitsminister Lars Barfod mødes med organisationen Danske Advokaters administrerende direktør Paul Mollerup, der har klandret Barfod for ikke at fatte sagens alvor. Danske advokater har også samlet en lang række eksempler på, hvor det går galt.

I mødet deltager så vidt jeg er orienteret også formanden for Danske Boligadvokater, advokat Henrik Høpner. Organisationen undersøger, hvorvidt der rejses et gruppesøgsmål mod staten med krav om erstatning.

Kreditnota for fejl

Inden det møde er dog fastslået, at it-systemet uretmæssigt har opkrævet gebyrer for fremvisning af skærmbilleder, som brugeren rent faktisk ikke har anmodet om at se.

“Fejlen eksisterede ikke, da systemet gik i drift, men opstod tilsyneladende ved en opdatering den 1. november,” siger Adam Wolf, og tilføjer, at en grundigere brugertest derfor ikke ville have afsløret det.

Præsidenten for Tinglysningsretten, Søren Sørup Hansen, forklarer  situationen som en uhensigtsmæssighed, “der har betydet, at kreditkunder ved brug af tinglysning.dk i nogle tilfælde ufrivilligt er kommet til at bestille og betale for en udskrift. Dette har vi nu ændret, og i de tilfælde, hvor der har kunnet være tvivl, vil de pågældende kreditkunder blive krediteret det opkrævede beløb.”

Fejl og forsømmelser

Men her følger lidt inspiration til mødet mellem justitsministeren, der har arvet den alvorlige sag, som især udfoldede sig under Lene Espersens tid i ministerstolen.

Inspirationen gælder fejl og forsømmelser.

“Vi undervurderede antallet af arbejdsopgaver i Holstebro,” siger Adam Wolf, der med sin nuværende viden ville have bemandet kraftigere og uddannet sagsbehandlerne bedre. “Det er primært for lav kapacitet i Hobro, der er problemet, slet ikke it-systemet.”

Som det er mange bekendt, blev den decentraliserede tinglysning, der var tilknyttet retskredse, samlet i Hobro i forbindelse med igangsætning af den digitale tinglysning. Målsætningen var, at omkring 60 procent af tinglysningerne skal kunne klares automatisk - her og nu. Centraliseringen betød, at mange garvede tinglysningsfolk blev fyret, og med dem er også paratviden om lokale tinglysninger gået tabt.

Har et dokument været arkiveret i fejl mappe - som det kan ske, når der er travlt - har it-systemer jo ingen erindring. Wolf peger dog på, at der er hurtige søgemuligheder, når man er i den elektroniske verden.

Nixer den digitale signatur

Forudsætningen for, at digitale tinglysning går igennem på minutter, hvor det før kunne tage en uge eller mere, er, at folk benytter den offentlige digitale signatur.

Majoriteten af ejendomskøbere og -sælgere har imidlertid ikke ønsket det. I stedet gives advokater og mæglere fuldmagter, signeret med “pen og blæk”. Disse sager indscannes og overdrages til manuel behandling. Ifølge Adam Wolf var 2 ud af 3 af scannere i Hobro fejlbehæftede indledningsvis, og det er blandt de afgørende årsager til, at sagerne fik hobet sig op i stakkevis, afventende behandling.

Matriklerne er smertensbarn

Allermest forsinket er de matrikulære ændringer, altså ændring af skel, udstykning af arealer med videre. Tinglysningen af disse ændringer blev standset allerede den 20. august, før de øvrige tinglysninger,  forud for indførelse for e-tinglysning, og stakken er blot vokset og vokset, som beskrevet slutningen af tidligere blogindlæg.

“Vi har nu lavet forenklinger i sagsbehandlingen. At vi ikke havde set behovet før, er noget af det, der kan ærgre mig mest. Vi måtte erkende, at i praksis gav sagsgangen flaskehalse,” siger Adam Wolf. Han tror dog, at man når målet vedrørende de matrikulære ændringer, altså at alle forsinkelser er indhentet den 10. maj.

Problemer med driftsstabilitet

Wolf selv havde stort fokus på svartiderne, umiddelbart før systemet skulle gå i luften den 8. september 2009. Men det så ud til at være på plads.

Der har imidlertid været periodiske problemer med svartiderne, og CSC har siden årskiftet til 2010 også budt på regulære lammelser, hvor folk slet ikke kunne få adgang til systemerne.

Status er dog, at en halv million sager faktisk er færdigbehandlet i løbet af det systemets første halvår, og i alt har systemet håndteret 7,5 million transaktioner.

Barfoed om skatteydernes penge

Det var så et resumé af nogle af problemerne. Kan dette retfærdigøre, hvad der kaldes forsinkelser, og altså nul erstatningsansvar?

Om erstatninger siger den nye justitsminister Lars Barfoed i øvrigt, at han som ansvarlig minister ikke  bare kan dele ud af skatteydernes penge.

Men hvad der kaldes endnu en bankpakke, finansbranchens ekstra renteindtægter  på finansieringen af den forsinkede bolighandel, har han tilsyneladende intet problem med.

At den gruppe skatteydere flås er bare Bad Luck. Imens staten lader de høje tinglysningsafgifter samt tinglysningsgebyret fra de ramte fylde op i skattekassen.

Politiske konsekvenser

Det er sært for et borgerdyr som mig at se, at en borgerlig regering i den grad sætter det offentlige over, hvad der må anses for ret og rimeligt for borgeren. Kan den pressede økonomiske situation, Danmarks underskud, retfærdiggøre det?

Jeg er ikke selv ramt, så måske går det i glemmebogen. Men hvordan mon for de ramte, der må se tusindvis af kroner forsvinde ud i, hvad der kun kan betegnes som den blå luft. Absolut til ingen nytte.

Spørgsmålet er, om det også giver udslag ved næste folketingsvalg. De partier, der hjertensgerne giver staten mere magt, havde garanteret også sagt nej til erstatninger. Jeg har i hvert fald ikke hørt andet, men har jeg overhørt noget?

Den såkaldte trojanske hest er en del af softwaren, der tilhører det populære produkt, Energizer Duo Battery Charger. Den legitime del af softwaren gør det muligt at overvåge opladningsniveauet via pc’ens skærm, men det er “kun” Windows-baserede pc’er, der rammes.

Køb via nettet

Dimsen, der gør det muligt at slippe for at bruge stik til både pc og strømoplader, kan købes af danskere via nettet, men hvor udbredt det er, aner jeg ikke. Historien er imidlertid lærerig, så derfor lidt flere ord om den.

Første gang køberen kobler batter-opladerens USB-stik i pc’en tilbydes download af softwaren, der tjekker opladningsniveau, men siges ja, installeres altså også bagdøren og lyttecentralen.

Det er den amerikanske, regeringsfinancierede sikkerhedsorganisation, US CERT (Computer Emergency Response Team), der har advaret mod bagdøren i produktet, fortæller it-nyhedsmediet Computerworld US.

Sket før

Computerworld fortæller også, at det jo ikke første gang, at en hardware-enhed giver hackere fri adgang. Seagate fik leveret inficerede harddiske, Apple måtte været ude for at advare på et tidspunkt advare iPod-ejere om, at deres lille afspiller kan rumme en Windows-virus, og den amerikanske detailgigant, Best Buy, har måttet indrømme at en digital fotoramme, solgt af kæden, kan inficere pc’en.

Energizer arbejder nu sammen med US-Cert og regeringsembedsmænd for at finde ud af, hvordan skaden er sket.

Det typiske er, at hardwaren produceres i lavtlønslande i øst, og det ligger vel næppe langt fra nogens tankegang at forestille sig, hvorledes kriminelle systematisk satser på at få skruet en lille stump ondartet kode ind ved produktionskilden.

Forsøg på angreb via PBS

Men hver uge har jo sin historie krimi-historie på it-området, og en grum dansk historie dukkede op i weekenden. Her var det PBS’s navn, der blev misbrugt i et phishing-angreb, rettet mod betalingskort udstedt af PBS.

Mange danskere modtog i løbet af weekenden en mail formuleret på pænt dansk med opfording til, at de - af sikkerhedsmæssige grunde - lige skulle indtaste deres kortoplysninger i en formular. Angrebet blev omtalt i en række medier i går via Ritzau.

PBS bringer brevet på sit eget websted, og det kan anbefales lige at tage et kig på, hvilke veje udviklingen også går. I flere tidligere phishing-forsøg rettet mod danskere, har der være tale om maskinoversat dansk, der udgør en advarsel i sig selv.

Symantec om strømskurken

Sikkerhedsfirmaet Symantec, der har analyseret den problematiske strøm-software for CERT, fortæller i øvrigt, at hackernes brug af bagdøren IKKE forudsætter, at Energizer-dimsen er sat i pc’en. Bagdøren åbnes hver gang, pc’en startes, og koden kan også sende informationer om, hvad der sker på pc’en, afsted til bagmændene.

Det er jo en mus og kat jagt mellem it-branchen og kriminelle. Der er dem, der vil påstå, at vi bliver langt mindre sårbare, hvis vi bare skrotter alt Windows-baseret, men så enkelt er det jo ikke, vel? Nissen flytter med.

Men Rydeng er ikke den eneste, der har bommet sig, oplyser centerleder hos IT- og Telestyrelsen, Palle Sørensen.

Ifølge Palle Sørensen er der nemlig tale om en teknisk spidsfindighed ved sikkerhedskopiering af den digitale signatur, som flere har misset, og derfor advarer man også med ordet VIGTIGT i vejledningen hvor sikkerhedskopiering beskrives. Gøres det forkert, afkræves brugeren ikke password.

“Den nye digitale signatur, NemID, der kommer senere på året,  forhindrer folk i selv at lave den fejl. Det har heller ikke været muligt for folk, der arbejder i et Microsoft-miljø,” forklarer Palle Sørensen.

Ifølge ham opstår problemet, der hvor der bruges “åbne” browsere som for eksempel Firefox, og folk tager backup til et format, der hedder pkcs12. Det har kodningsmæssigt  ikke været muligt at forhindre, at fejlen kan begås, oplyser Palle Sørensen.

Den nye NemID eliminerer som nævnt risikoen. Den bliver ikke blot nøglen til det offentlige, men også nøglen til netbanker med videre, og med den brede brug, der dermed åbnes for, har det været afgørende at få fjernet risikoen for fejl helt, oplyser Palle Sørensen.

Det er ikke første gang, at en brugerfejl tolkes som en systemfejl, men jeg beklager, at jeg ikke fik taget hele runden til Skat og IT- Telestyrelsen først. Tak for dem, der via Twitter, lynhurtigt fik peget på muligheden af, at det var brugeren selv, der kunne klandres for fejlen.

OBS kl. 14.12: Jeg har på opfordring af SKAT kontaktet IT- og Telestyrelsen, der jo har ansvaret for digitale signatur, for at få regler om digital signatur/password.

Lidt over 7 i morges fik Vagn Ryding - en af denne blogs læsere - sig noget af en forskrækkelse, da han loggede ind for sin hustru på Skat. Efter at have angivet hendes digitale signatur-fil fik han adgang til hendes skattemappe UDEN at blive afkrævet hendes password.

At Vagn Ryding og hundredetusinder andre går ind på Skat i dag, skyldes at årsopgørelsen for 2009 ligger klar i deres skattemapper. Andre medier, og heriblandt Version2, fortæller, at systemet har været lammet ikke blot på grund af belastning, men også et problem med en firewall.

At systemet lammes er beklageligt, men en forsinkelse er dog til at leve med, selv om der fra politisk side allerede er fuld gang i teatertordenen.

Opdateret. Tjek nyt blogindlæg. Fejlen lå hos brugeren.Helt anderledes er alvoren af den fejl, som Vagn Rydeng har oplevet. At man tilsyneladende på et tidspunkt kan få adgang til data i det offentlige system UDEN at aflevere et password. Det tyder på konstruktionsfejl - at der ikke er taget højde for alle de sammenfald af omstændigheder, der kan indtræffe.

I Vagn Rydings mail til mig, uddyber han, hvorfor situationen er så alvorlig:

“Ved to indbrud de seneste år har vi fået stjålet to bærbare med installeret digital signatur, det er mildt sagt fuldstændig uacceptabelt, hvis man kan få adgang til nemlogin, og dermed en række offentlige sider, uden password.”

Selvfølgelig er der tale om en “hvad-nu-hvis-situation”, altså hvis tyve, der har nuppet nogle bærbare, slår til lige netop i det tidsrum, hvor et samspil af uforudsete hændelser sker hos CSC. Men noget må korrigeres øjeblikkeligt hos CSC.

Vagn Ryding har tidligt i morges beskrevet hændelsen i en mail til skattevæsenet, men har endnu ikke fået svar. Han forsøgte ved 8-tiden at gentage “succesen” med egen digitale signatur, men da var systemet lammet.

Via Twitter (@spiri) læser jeg, at der er problemer hos CSC, der kører skatteopgaven for staten. Problemer med serverne, der står for tjek af de digitale signaturer. Der er imidlertid intet at finde på hverken skat.dk eller CSC.com/dk

Jeg kontaktede “spiri”, den informatikstuderende Søren Hugger Møller, som forklarer sin observation således:

“Da jeg trykkede på Adgang med Digital Signatur på tastselv.skat.dk, fik jeg en HTTP 503 fejl på den CSC-side, jeg blev sendt. Den CSC-side, der crasher, er en underside til https://login.service.csc.dk.”

 Om der er en sammenhæng mellem den fejl og den, som Vagn Rydeng har oplevet, ved jeg dog ikke, men Skat har efterhånden haft mange problemer med de helt nye systemer, der erstattede de gamle. Der har været tale om omfattende forsinkelser og konkrete fejl i de nye, mere brugervenlige systemer.

Jeg håber, at vi bliver lidt klogere på den alvorlige fejl i løbet af dagen. Vagn Rydeng har lovet at melde tilbage, når han får svar fra Skat.

Tilføjet Kl. 13.40. Jeg har orienteret Skat om dette indlæg og videregivet telefonnummer til Rydeng. Jeg kontaktede efterfølgende IT- og Telestyrelsen.

Men den gode techblog Engadget har set nærmere på sagsanlægget - på de 20 krænkelser af iPhone-patenter, som HTC angiveligt skulle stå for.

Operativsystem-niveauet

Ifølge Engadget er visse af patenterne 15 år gamle, og de vedrører aktiviteter på operativsystem-niveau. Spørgsmålet stilles direkte. Hvorfor går Apple kun efter måden, som HTC har implementeret Android og ikke Google-operativsystemet i sig selv, altså Google?

Patentlovgivning er for mig en by i Siribirien, men som man også kan læse i New York Times, så er der sket en eksplosion i antallet af indbyrdes angreb på mobilmarkedet.

På selve it-området har jeg tidligere set masser af slagsmål, men jeg fornemmede den gang, at det typisk var koncerner, der var ved at sakke lidt bagud, der brugte våbnet mod friske konkurrenter. Og det kan jo ikke være Apples motiv.

Bagslag for Apple?

Mon sagsanlægget mod HTC giver bagslag for Apple? Nok er masser af mennesker tæt på det religiøse, hvad angår iPhonens kvaliteter, men der er også mange, der har taget godt imod HTC’s mobiler, såsom Hero’en, der er på det danske marked, ligesom den splinternye Desire, har vakt stor opmærksomhed.

Velviljen mod HTC skyldes også, at disse mennesker IKKE vil låses inde i den lukkede Apple-verden. Det er i øvrigt også HTC, der har lavet den første officielle Google-telefon, Nexus.

Jobs: En god kunstner stjæler

En anden god gadgetblog Gizmodo.com fremfandt i anledning af patentsagen et klip med Steve Jobs fra dokumentarfilmen “Triumph of the Nerds” fra 1996. Her citerer Jobs den berømte kunstmaler Picassos ord: Gode kunstnere kopierer, store kunstnere stjæler.

Og så tilføjer Jobs om Apple:

“We have always been shameless about stealing great ideas.”

Gizmodo kigger også i et blogindlæg på, hvorfor det tidligere venskab mellem Apple og Google er endt i fjendskab.

Byd gerne ind med dit “take” på sagen, der jo fylder godt både i techpressen og udenfor.

Ljungman har nægtet, og derfor indkaldes vidner, der kan bidrage til at opklare, hvad der rent faktisk skete. Nogle fortæller mig, at Stein Bagger også vil blive ført som vidne en af dagene.

Ifølge bagmandspolitiet har svenskeren begået 9 forhold af “bedrageri af særlig grov” karakter til over 200 millioner kroner.

Jeg er ikke selv med i retten, hvor fristet jeg end har været, men medierne har nogle af deres bedste folk på, så jeg skal nok blive orienteret, og min lille enmandsbutik kan ikke sættes på “hold” i så lang tid.

Den glade forhandler

Lad mig lige give et lille resumé.  Mikael Ljungman blev først kendt bredt herhjemme for at have lånt Bagger sin Audi og kreditkort til flugten på tværs af USA.

Men Ljungmand udgav sig tidligere for at være en meget succesrig forhandler af software fra IT Factory via sit firma eCommerce LLC. Til Computerworld fortalte han om 750 kunder på den software og en succes, der gjorde, at han havde fået udarbejdet tre versioner - en til små virksomheder, en til mellemstore og en til store.

(Det var softwaren, som det viste sig, at IT Factory rent faktisk aldrig fik sendt på markedet, fordi den ikke var driftsstabilt.)

Læser blotlægger problemer

Da en af Computerworlds læsere på nettet konstaterede, at der ikke kunne findes en softwareforhandler ved navn eCommerce på nettet, at Mikael Ljungman ifølge opslagsværket Wikipedia i Sverige var frakendt retten til at drive virksomhed og dømt for bogføringsfusk, bekymrede det ikke Stein Bagger.

Det bekymrede ham heller ikke, at det viste sig, at den glade kunde, der også blev interviewet, Richard Jenkins, faktisk var i et firma, MediaPower, der ejede eCommerce, som - når man endelig fandt frem til webstedet - fremstod  som et investeringsselskab, ikke en softwareforhandler.

“eCommerce betaler sine regninger til tiden,” lød det et par gange fra Stein Bagger under et 3-timers interview den 29. oktober 2008. Bagger var flankeret af sin kommunikationschef Erik Ove, og foruden Computerworld deltog også jeg.

Bagger gav udtryk for, at når folk betalte deres regninger til tiden, så var der ingen grund til at se dem nærmere efter i kortene.

Lovede navn på ny forhandler

Men da Computerworlds journalister anmodede om at få en anden forhandler i tale også af hensyn til deres læsere, var Stein Bagger imødekommende. Der ville bliver sendt svar på dette og på andre spørgsmål, som jeg og Computerworld havde stillet uden at få konkrete svar.

Den imødekommenhed rakte dog ikke længe. I stedet modtog vi et nonsvar, der samtidig blev offentliggjort på IT Factorys hjemmeside. Forinden havde Stein Bagger lige sendt en mail, han havde modtaget fra Ljungman, til Computerworld.

I den mail fortalte Ljungman, at selvfølgelig eksisterede eCommerce, og at MediaPower var en vældig succes, førende inden for mobilteknologien Augmented Reality med professorer i ledelsen, herunder en, der havde modtaget en fin pris af præsident Bush.

“Der er nok nogen, der er jaloux på din succes,” skrev Ljungman beroligende til Bagger, som i øvrigt oplyste, at han kun havde mødt Ljungman 2 gange.

Gizmondo og GetFugu

Ljungman kom også ind på spil-konsol-firmaet Gizmondo, som han tidligere var nøgleperson i, sammen med svenskeren Carl Freer. Ifølge Ljungmand var Gizmondo en succes, selv om firmaet gik konkurs med et brag og investorerne tabte enorme beløb. Han præciserede også, at Carl Freer var frikendt for enhver skyld i Gizmondo-krakket.

Som DR 21 Søndag i aftes kunne fortælle, så er der meget, der tyder på, Carl Freer får en hovedrolle også i IT Factory sagen. Kuratoren Boris Frederiksen har tidligere oplyst, at der var omkring 200 millioner kroner, som ingen vidste, hvor var endt, men nu har han fået en stor mængde dokumenter med transaktioner i hænde.

Noget tyder på, at de endte i GetFugu. Det firma står nu bag hedengagne Media Powers teknologi til mobiltelefoner, og det er stiftet af Carl Freer, der også er højt på strå i GetFugu.

På nettet har der været forlydender om, at Mikael Ljungman helt oprindelig også stod som medstifter af GetFugu, men at hans navn hurtigt blev slettet.

XIOP som mellemled

Mange af de fakturaer på fiktive produkter, som blev brugt i leasingsvindlen, involverede det svenske firma Xiop, som Ljungman er koblet til, og der vil i retsagen blive inddraget vidner med tilknytning til det svenske selskab. Fra Xiop gik pengene så videre ud i verden til andre selskaber, men noget tyder altså på, at pengestrømmen endte hos GetFugu.

Jeg har fulgt GetFugu konstant, og meget tyder på, at mobilteknologien, der foreløbig er frigivet til iPhone, Blackberry og mobiler med Android-styresystemet, fungerer ret dårligt. Også min egen lille test af softwaren på en lånt iPhone.

Der findes meget kritisk omtale af GetFugu ude på nettet, og der findes meget skamrosende omtale.

Interessante steder at tjekke er for eksempel diskussionen på Google Finance, Yahoo Finance og  Jobvent.com (folk giver anonymt karakterer til arbejdspladser). Der er ses også en del interessante blogindlæg om GetFugu, herunder dette SharkJumping.

Danmark slås som bekendt med alt for lav produktivitet, for høje omkostninger, et kæmpe budgetunderskud, stigende arbejdsløshed og et umætteligt behov for offentlige ydelser.

Regeringen, der skal bringe os på ret køl, består af 5 jurister, 5 cand.scient.pol’er (statskundskab), 1 økonom, 1 cand.merc.dat, 1 mag.art., 2 lærere, 2 med kortvarige uddannelser, og 2, der standsede ved studentereksamen.

Det hedder sig, i hvert fald i udlandet, at viden inden teknologi og naturvidenskab bliver afgørende for et lands evne til at klare sig. Den viden er svær at spore på politikerfronten.

Lad mig lige tilføje, at når OECD hæver den advarende pegefingre over for Danmark, er en af årsagerne, at vores uddannelsesprofil er skæv.

Danmark ligger nede på en 26. plads ud af 34 lande, hvad angår andelen af akademiske grader taget inden for naturvidenskab/teknik sat i relation til det samlede antal bachelorer og kandidater, der udklækkes (2005). Der er i Danmark, hvad der kan kaldes en overproduktion inden for samfundsfag og humaniora. Mange af disse uddannelser er især rettet mod senere ansættelse i den offentlige sektor.

Jeg kan bestemt klandres for spørgsmålet, om politikerne qua deres uddannelse er klædt på til at bringe landet ud af krisen,  også selv om jeg supplerer med et kig på de pågældendes erhvervserfaring. Det er jo demokrati, det her. Folkevalgte medlemmer, der skal agere på vores vegne.

Det er IKKE en direktion, hvor produktionschefen skal være ekspert på det område, økonomidirektøren på sit, salgsdirektøren på sit etc.

Det er embedsværket, der skal sikre, at den nødvendige ekspertise er til stede,  men også på ledende embedsposter ses jo i høj grad mennesker, der er uddannet til at kontrollere, regulere og administrere, uden praktisk erfaring i, hvorledes verden tikker uden for murerne. En del af den lovgivning, der udformes, bærer præg heraf.

Der er desværre heller ikke megen pres at hente fra mediernes side, for også her kniber det med lysten til at pege på de “hårde” områder som værende afgørende at få sat kvalificeret på dagsordenen. Også mediernes topfolk og udøvere har rødderne og hjertet i andre fag end de hårde.

I det private erhvervsliv og på de offentlige arbejdspladser tales om Djøficering - et udtryk for, at jurister og økonomer har fået for megen magt.

I USA tales om, at MBA’er (Master of Business Administration), der jo har fået stor magt i erhvervslivet, også er medvirkende til, at det faktisk går skidt i forhold til den gang, det var folk med dyb fagviden, der udgjorde ledelsen.

Er det legalt at diskutere vores regerings sammensætning, vores Folketings, vores embedsværks - og mediernes?

De tre stiftere er alle kendt i forbindelse med udviklingen af NemHandel - tjenesten, der gør det nemt at sende en elektronisk faktura til det offentlige, der jo ikke vil modtage papir-fakturaer længere. NemHandel er, hvad der overflødiggjorde indlæsningsbureauer, som var den første anviste løsning for mindre og mellemstore firmaer, hvis egne it-systemer ikke rummede e-fakturering.

Som administrerende direktør og medstifter ses sociologen, Christian Lanng, den tekniske direktør er datalogen Mikkel Hippe Bruun, og den tredje medstifter Gert Sylvest, der har en kandidatgrad i datalogi/musik, er ledende “teknisk arkitekt”.

Lund vækker opsigt

Blandt teamets navne set også Morten Lund, der blev berømt for sit udbytte på investeringen i Skype og berygtet for satsningen på gratisavisen Nyhedsavisen, der gik konkurs med et brag og gav en personlig konkurs oveni. Lund har titlens som Chief Visionary.

Tradeshift får i dag en imponerende omtale på en af de førende amerikanske tech-nyhedsblogs, TechCrunch, der også tidligere har haft et godt øje til Morten Lund.

Ifølge nyhedsbloggen er der 13 mand i Københavner-firmaet, der også trækker på folk i Tyskland, Brasilien og Sri Lanka.

Konkurrent til EDI

Den etablerede verden benytter sig i høj grad af finansbranchens tunge EDI-systemer (Electronic Data Interchange), der stiller store krav til teknik (protokoller) og som ikke er billige at bruge. Ifølge TechCrunch kan TradeShift blive løsningen for erhvervslivet i store, mindre priviligerede nationer.

Nyhedsmediet er ude med de store ord nemlig “disruptive”, altså varsling af noget, der kan ændre spillet totalt:

“It wants to disrupt how banks and credit card companies process payments between any kind of business, and use the Internet to do it…..

But instead of the kinds of charges levied for credit card processing and other banking systems, transactions will be free across the network, but with the security of being legally binding. That is incredibly disruptive.”

Og tænk, at man skal læse om det på et amerikansk medie, men selvfølgelig. TechCrunch har en meget stor magt og påvirkning også af venture-miljøet.

Du skylder

Men du skylder, Christian Lanng:-)

Lanng er faktisk et af Danmarks klogeste mennesker at høre på, når det gælder de store ting, der virkelig kan gøre en forskel.

Jeg siger vist ikke for meget, når jeg tilføjer, at han er blandt dem, der har været dybt frustreret over, at det it-emne, som danske folketingspolitikere har brugt allermest tid på nogensinde, er den tekniske standard for, hvorledes dokumenter skal lagres. Det flytter intet, uanset hvad en af de allerstærkeste formatdyrkere, Morten Messerschmidt, DF, end påstår sammen med venstrefløjen.

Krydser fingre

TradeShift-konceptet lyder jo utroligt stærkt, når man sådan ser det beskrevet. Så jeg krydser fingre, håber på, at det er ligeså stærkt i virkeligheden og på, at nogen måske vil gøre os alle lidt klogere via kommentarfeltet.

Hvad jeg husker som sidste gang, Morten Lund ville revolutionere verdenen med net-baseret it, gjalt det firmaet zecco.com,  som gælder aktiehandel via nettet, men jeg er ikke ajour med, om det blev den varslede succes.

Med dette indlæg vil jeg forsøge at tage temperaturen på, om den positive vinkel er så indlysende, som den synes.

Jeg kommer selv til at tænke over alle de glemte og stjålne mobiler. På alle mobilerne, der ligger fremme på bardiske, restaurationsbordene og skriveborde, så ejeren kun er en udstrakt hånd fra sin kommunikative navlestreng.

Småbeløb o.k., men 

For mig er det o.k. med en mobil, der lige kan snakke med et parkometer og betale, som det allerede sker visse steder i dag. Der er jo grænser for, hvor stor glæde kriminelle kan få af at betale ved 117 parkometre.

Men at gå så vidt, at mobilen kan erstatte pengepungen i supermarkeder, restauranter, ved billetsalget i lufthavnen, tøjbutikker og andre steder, man normalt tager pengepungen frem….

Den version er jeg ikke varm på, men hvad med dig?

Fortidslevning

Jeg er måske bare gammelt menneske, der ønsker at leve i fortiden (omend jeg er taknemmelig for min netbank). Men hvornår har du sidst ladet din pung med kontanter og kreditkort ligge fremme på bordet i lang tid på cafeen eller værtshuset?

Hvor ofte har du tabt din mobil kontra din pengepung? Hvor ofte hører du om, at nogen har fået stjålet deres mobil kontra pengepung?

Betalt sikkerhed

Og ja, jeg ved, at der kan sendes en SMS til telefonen, så den låses og slettes, hvis man altså har tilkøbt sig den service. Sikkerhedsindustrien gnider sig vel i hænderne ved udsigterne.

Og ja, der skal en pinkode til, men måske har du sat den ind i din adresseliste for at huske den, eller måske “overtales” du til at udlevere den. Måske har du været overvåget, da du brugte mobilen til at betale med.

Nogle vil måske påstå, at der er ingen forskel er på mobilen og dankortet, hvad angår trusselsbillede. Men med dankortet tager forbryderen normalt en tur til de nærmeste bankomater, og vupti “you are a moviestar”.

Hvor går din grænse

Fortæl lidt om din holdning til mobiler som pung og kreditkort? Vil du sige ja til muligheden? Vil du sætte en beløbsgrænse på f.eks. et køb på 500 kroner? Vil du - når mobilen er din pung - huske at opbevare den så sikkert, som du opbevarer din pung?

Eller er jeg helt på vildspor i min mistillid til, at dette bare er lettelsen, vi alle venter på?

Landets 5 regioner har netop besluttet at oprette en fælles it-organisation RSI (Regionernes Sundheds it-organisation). Ifølge formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, sker det for at skaffe bedre behandling på sygehusene og store besparelser.

Nyheden udløste en mail fra en erfaren læge: ”Er det virkelig organisation nr. 91 vi har brug for?”, lød spørgsmålet til mig. Svaret på spørgsmålet fremgår af forhistorien.

Solgt i to omgange

Regionerne har haft eget it-selskab, men valgte at score en stort trecifret millionbeløb på salget af det. Tidslinjen er således:

November 2000: Forløberen for Danske Regioner, Amtsrådforeningen (ARF), sælger 60 procent af sit it-selskab Scandihealth til CSC. Hvor mange hundrede millioner kroner, Amtsrådsforeningen fik i kassen, blev vist aldrig kendt.

November 2006: Danske Regioner sælger de sidste 40 procent af Scandihealth, til CSC for 120 millioner kroner. Formanden for Danske Regioner Bent Hansen oplyser, at pengene går til kontingentbesparelser for regionerne.

Guldgrube og irritation

Da ARF i 2000 sælger størstedelen af selskabet, udtaler foreningens direktør Otto Larsen, at prisen ikke er det vigtigste…

Ifølge ham handler især om at ”få tilført nogle flere muskler til Scandihealth og til udviklingen af IT-systemer til sundhedssektoren.”

Scandihealth var oprindelig en del af Kommunedata, ejet af ARF og Kommunernes Landsforening. (I dag er navnet KMD, og ejere er ATP og kapitalfonden EQT.)

Det går a.h.t.

Men allerede i 1999 blev salgsplaner vedr. sygehus-it-selskabet luftet i Computerworld:

”Rent ud sagt er de store IT-projekter på sygehusene gået af helvede til”, sagde Kresten Philipsen, der da var formand for Amtsrådsforeningen og amtsborgmester i Sønderjyllands- amt.

Han klandrer Kommunedata for at have investeret for lidt i amternes it, og derfor skal Kommunedata have en alliancepartner på det amtskommunale område for at løfte de tunge projekter.

Stadig fiaskoer en masse

Og så er vi retur ved 2010, og hvad nyt under solen?

Regionernes/amternes it-strategi resulterede blandt andet i, at satsning på udvikling af fælles system til de elektroniske patientjournalsystem (EPJ) blev fravalgt. I stedet blev der udviklet et utal af ”dybe tallerkener”, med det lokale embedsværks og de lokale politikeres velsignelse.

Regionerne gjorde ikke CSC Scandihealth til den stærke muskel, der skulle ændre alt, blot til en leverandør blandt mange.

De 12 amter investererede i alt flere milliarder i EPJ-systemerne fra forskellige leverandører. Miseren blev ikke mindre af, at de forskellige EPJ-systemer IKKE kunne kommunikere indbyrdes om patientjournaler og andre vigtige informationer.

10 år med Århus-systemet

Det allerdyreste af EPJ-systemerne, det såkaldte Århus-system, hvis udvikling blev igangsat i 2000, har stadig ikke bevist sig i fuld daglig drift.

Da Region Midtjylland blev dannet, var Århus-systemet blot 1 af 5 systemer i regionen. Sygehuset i Randers er siden udnævnt som prøvekanin for Århus-systemet. Går det godt, skal det indføres i hele regionen.

Den mest komplekse del er selve journalsystemet, som for første gang blev sat i drift så sent som 1. februar 2010 - på en af sygehusets afdelinger.

Prisen lå på godt 400 mio. kroner, sidst jeg kiggede på projektet. Amtet valgte som leverandør det højprofilerede lokale Systematic, der har en del militærkunder, men som ingen erfaring havde på sygehusområdet.

Nu kan det være nok, sagde Løkke

De skæve regionale it-satsninger fik i 2006 Lars Løkke Rasmussen, der da var sundhedsminister, til at oprette centret Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD).

Der gik imidlertid over et halvt år, inden centret fik en direktør. Valget faldt på Otto Larsen, der i 20 år var direktør for Amtsrådsforeningen.

SDSD-centret er siden røget ud af finansloven og er henvist til selv at søge penge fremover.

Danske Regioner er med i Løkke Rasmussens SDSD. Ifølge regionsformand Bent Hansen kommer der bare ikke nok ud af samarbejdet. Derfor opretter regionerne eget selskab, RSI.

Er organisation “nr. 91″ den rette løsning?