Hvad de seks konsulenthuse alt i alt har scoret på politiets nu skrottede Polsag til godt 400 mio. kroner, burde nok lægges frem. Det er tildels også prisen for, at toppen i det offentlige ikke tager området alvorligt.

Censur

Version 2, der bringer oversigten over de involverede konsulenthuse, fortæller, at Ernst & Young, der kiggede på Polsag og flere andre offentlige it-projekter i 2009, måtte afvige fra den normale analyseprocess, hvad angår politiet.

Afvigelsen forklares således: “idet projektmyndigheder har bedt om muligheden for at tilpasse interviewreferater af flere omgange”.

Tilpasse referater? Hvor meget blev mon fjernet, forskønnet og fordrejet, inden rapporten om Polsag kunne afleveres til opdragsgiveren, et tværministerielt udvalg.

Sikkerhedskortet

Henviste politiet måske til sikkerhed? Det har jo tidligere været en yndet forklaring fra toppen hos politiets it-organisation, når man bortforklaret procedurer, som stadig holdes på Storm.P.-niveau.

Og der er ligegodt behov for mange bortforklaringer. Version 2 har f.eks. et eksempel herpå:

Især sagsdeling på tværs af politikredse er stærkt tiltrængt. I dag kan det … tage op mod en lille uge at sende sag til en anden politikreds. Sagen skal nemlig først igennem den interne postfordeling for derefter at blive sendt med brevpost til brevfordeling i en anden politikreds.

Ja, du læste rigtig. Pr. snailmail. Ikke e-mail. Forbryderne må glæde sig.

Skarptvinklet angreb

Version2′s artikel om den omfattende brug af konsulenter har trukket et skarpt kommentarspor, og min overskrift er nuppet direkte derfra. Den flittige it-debattør, adm. direktør Mogens Nørgaard, står bag begrebet luderrapport, og han skriver også “Det er rent luderarbejde, når der bestilles rapporter i det offentlige.”

Helt sandt er det ikke, men det hænder lidt for ofte. (Det hænder dog også i det private erhvervsliv, at man tager et konsulenthus ind, der starter med en slags facit).

Bag linjerne

Som journalist er jeg jo vant til det stærke ord, der bruges. Vi kender desværre alle til luderjournalistik, der lugter af at være en “tak for rejsen” eller “tak for middagen”. Men på baggrund af, hvad jeg har hørt gennem årene, også fra konsulenter off the record, er ordet “luderrapport” ikke helt på sidespor.

Jeg er overbevist om, at de fleste konsulenter gerne – i en ideel verden – ville fortælle sandheden. Men verden er ikke ideel, og derfor gås der lige lovligt diplomatisk til værks for at forblive inde i varmen, så man senere kan få endnu en opgave og endnu en. Budbringeren er altid i fare, hvis budskabet er for ilde hørt.

Største kunde

Det offentlige er den største kunde i Danmark, og nogle af de anerkendte konsulenthuse har i årti efter årti har haft hovedomsætningen på det område. Enten i den forberedende fase, eller kaldt ind, når det er ved at gå galt (eller er gået helt galt).

Der ligger mængder af rapporter på hylderne i det offentlige. Til tider smører konsulenthusene sukkerglasuren på så tykt, at ingen højtstående aner, hvilken rotterede, der gemmer sig i kagen. De på gulvet, der ved det, holder kæft af skræk for repressalier.

Frit løb når fyring

Kun når konsulenthuset klart fornemmer, at ordregiveren vil ud af en kontrakt og banke leverandøren fattig med bodsparagraffer, slippes kræfterne løs. Så er der ingen grænser for klarsyn og klart sprog. Men kun vedrørende leverandørens svigt, selv om det typisk takes-two-to-tango.

Bodsparagraffer er der også til overflod. Det har andre konsulenthuse sikret, da de var bistod med at skrive udbuddet med en hyldemeters kravspecifikation.

Læsestof

Lad Polsag blive det case study, som skal bankes ind i hovedet på alle i det offentlige. Åbn for aktindsigt, for arkiver. Få kaldt en spade for en spade, om en it-politichef, en rådgiver eller en leverandør.

Og indtil det sker, så læs venligst Version2′s artikel om konsulenterne med kommentarer.

Læs derefter kommentarsporet til mit indlæg om skrotningen af Polsag – om politiets egne problemer.

Har du mere tid, så læs om, hvorfor EU-udbud også tager livet af en smidig og sund it-udvikling i det offentlige og knækker mindre og mellemstore danske it-virksomheder.

Et af mange tegn på, at patienten lå på sit yderste, var da politiets mangeårige it-chef, juristen Peter Carpentier, for godt et år siden blev fjernet fra posten og flyttet på sidespor.

For sent

Flytningen burde være sket år før. Både Justitsministeriet og politiet tykt bemandet af jurister, og Carpentier kan meget vel være en inderlig kompetent jurist, men over årene har han gang på gang afsløret, at hans styrke IKKE ligger på den it-strategiske front.

Carpentier har desuden udvist en en resistens mod it-viden, der ikke passede i hans kram. Hans kolleger i ministeriet og etaten har enten været lige så uvidende eller bare ligeglade med “det der EDB”

Lader politifolk i stikken

Da jeg omtalte flytningen her på bloggen, var jeg omkring nogle af problemerne, som har hersket, herunder en skandaløs mangel på effektivisering og et svigt af dem, der er i fronten.

Menige politifolk havde længe fortalt mig, hvor galt det stod til med det gamle Polsas-system, og hvorledes de frygtede, at det nye Polsag var dybt forældet allerede ved leveringen.

Fra it-fronter hørte jeg også, hvorledes en del af det nye system – en stor database – var blevet skrottet for ikke at overskride budgettet endnu mere. Databasen med historiske og aktuelle data skulle ellers gøre det muligt at finde “nålen i høstakken” – man skulle kunne søge på kryds og tværs i data og måske finde det skjulte mønster, der kunne lede til en opklaring.

Ansvar hos politikere og embedsværk

Der ER noget galt i den måde, politikere og embedsværk forvalter deres ansvar for at effektivisere. På trods af, at it-brug nu har så mange årtier på bagen, savnes der stadig grundlæggende viden om dette fagområde både på tinge og i embedsværk.

Den garvede it-ekspert, Poul-Henning Kamp, har hos Ingeniøren, kommenteret begravelsen af Polsag på så enkel (og lidt forenklet vis), at selv alle cand.scient.pol’er, jurister og økonomer i Folketing og embedsværk burde være i stand til at fatte det.

It kan lede til både noget nær mirakler og fuldbyrdede katastrofer, skriver han:

Forskellen på et mirakel og en katastrofe er om man forstår hvad det er IT kan bidrage med, eller om man tror det er en magisk sovs der kan redde et miskmask.

Næste stop SKAT?

Læs hans blogindlæg, hvor han bebuder, at næste skandale vil vi se hos SKAT.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Læs også, hvad den nye rigspolitichef siger til Version2. En fornuftig mand, der også ved selvsyn har konstateret, hvor galt det står til.

Men det vi ser i den artikel, og det, der er standard i det offentlige, når noget går galt, er ivren efter at få placeret aben alene hos it-leverandøren. I dette tilfælde hos CSC.

Det politiske og interne ansvar

Det ville gøre underværker for fremtiden, hvis politikere og embedsværk også fik peget indad.

Vi har set adskillige gange, at it-leverandører udadtil tillægges al skyld, selv når de kun bærer noget af skylden. Men leverandøren bøjer nakken, påtager rollen som syndebuk, ellers er der for evigt lukket af for nye ordrer.

Falsk handlekraft

Vi har set adskillige gange, at der i den offentlige ledelse udvises “handlekraft” ved at fyre it-leverandører og skrotte systemer (måske også nogle, der kunne være reddet). Men vi har ikke set den sande, modige form for handlekraft, nemlig at være villig til også at grave i dybden indadtil og placere ansvaret, så ingen bagefter kan være i tvivl. At der drages konsekvens internt.

Det ville give det nødvendige signal om, at alt ikke kan tørres af på it-leverandøren.

Uden en kompetent kunde, kan intet it-system lykkes.

PS: Hvor mange leverandører er det foreløbig, at SKAT har fyret.

Den historie, som vedrører Arvid Nilssons Fond, kan i dag læses i dagbladet Børsen (kræver abb.) under overskriften “Bestyrelse holder lønfest i stenrig fond”.

Erhvervsstyrelsen har dog nedsat honoraret, så bestyrelsen nu “kun” får det femdobbelte!

Musene på bordet

Moralen kører grassat, når stifteren er død, og fonden bliver, hvad der kaldes herreløs. Man bevilger sig højere honorarer og tildeler måske oveni sig selv, familie og venner store privilegier.

Der er også eksempler på, at man skrider længere og længere væk fra den afdøde stifters intentioner med fonden. Man opfører sig, som om formuen er ens egen, men præget af, at man er kommet gratis til den.

Fra Plum til Grundfos

Berlingske har tidligere dokumenteret, hvorledes en advokat som formand for Enkefru Plums Støttefond fik raget rigeligt til sig, og den godgørende fond endte i konkurs.

Berlingske løftede også for nylig sløret for, hvorledes bestyrelsesformanden for en Grundfos-fond fik tredoblet honoraret, da stifter-sønnen Niels Due Jensen overtog posten.

Når både Børsen og Berlingske har rettet kikkerten mod fonde, får vi nok yderligere nogle delikate afsløringer, men det forbliver blot toppen af isbjerget.

Svær afdækning

Den manglende gennemsigtighed i bestyrelsesarbejde og fonde gør afdækningen særdeles vanskelig, og mediernes interesse rettes typisk mod de helt store.

Hele underskoven af mindre kendte fonde kigges sjældent efter i kortene, selv om “tag selv bordet” også udnyttes der.

Kig for eksempel på, hvad der skete med Stinne og Martinus Sørensens Fond, med Gl. Holtegaard-Breda Fonden og med Brdr. Reebergs Legat (Ludvigsmindesagen).

I alle tre tilfælde handler bestyrelsesformanden usagligt – og blandt andet til fordel for egen familie.

Jeg har desuden hørt om en sag, hvor en bestyrelsesformanden for en fond, hvis formål det er at stille lejligheder til rådighed for trængte kvinder, havde bedre øje for egne behov.

Passive styrelser

Erhvervstyrelsen er tilsynsmyndighed for de erhvervsdrivende fonde, og Civilstyrelsen normalt for de godgørende ej erhvervsdrivende, men begge myndigheder virker overmåde passive. Der skal ekstremer til, før der reageres.

Problemet med opportunisme og luset moral er kendt, og derfor har eksperter i mange år efterlyst skærpede regler.

Brodne kar

Fonde fylder godt i det danske landskab. Tilbage i 2009 blev opgjort, at der er 12.000 fonde med en samlet kapital på godt 400 milliarder kroner.

De brådne kar blandt bestyrelserne er forhåbentlig relativt få, men konsekvenserne af deres handlinger kan være alvorlige. Alligevel sker der ingenting.

Nyt forskningsprojekt

Måske kan et nyt forskningsprojekt vedrørende fonde, anført af CBS-professor Steen Thomsen, gøre en forskel i den tunge ende.

Her gælder de fondsejede virksomheder – de har 300.000 ansatte og en omsætning på over 600 milliarder kroner.

Ind under tæppet

De mindre fonde, de gamle godgørende? Dem, hvor vi ved årsskiftet kan læse annoncer om, at trængende kan søge via advokat det-og-det, og hvor formuen udhules mere af advokathonoraret end af det bevilgede? Dem, hvor bestyrelsen bare fordeler penge eller boliger helt på egen hånd?

Glem dem. Selv om et overordnet regnestykke kunne være på sin plads, hører hver enkel sag til i petitessekategorien.

Bliver der overhovedet rejst opmærksomhed over for misbrug, ender sagen typisk med at blive fejet ind under gulvtæppet, mens musene har frit lejde til at fornøje sig videre.

Men kom endelig med flere eksempler, tak. Måske kan vi sammen tage lidt af fornøjelsen fra musene.

PS: At jeg i overskrift skriver “herrer” skal forstås som herrer m/k. Anløben moral er ikke gen-bestemt:-)

Jovist. Jeg har mentale tømmermænd oven på en særdeles hård gårsdag på Vidensfestival i Den sorte Diamant i København. Men ikke blot. For nok er det urovækkende og udmattende blive bombarderet med viden fra klokken 10 til klokken 22.30 af kloge mennesker, men samtidig er det – som altid – en fryd at blive gjort klogere.

En række af landets ypperligste hjerner herunder nogle af de mest kreativt skabende havde revet lørdagen ud af kalenderen uden at få honorar.

Veloplagte og kortfattede sikrede de os en svimlende tur, der rakte fra punktering af sejlivede myter om velfærdssamfundet (dr.phil Gunnar Viby Mogensen), til Cerns jagt på den såkaldte Higgs partikel, der sandsynligvis vil give os en masse savnet viden om universets mørke masse (partikelfysiker Troels C. Petersen).

Vi rejste fra nutiden i Vesten til Kina i 1500 og tilbage til nutiden igen – til den gentagelse af det enorme riges betydning, som vi står på tærsklen af, og som får Europa og resten af Vesten til at ligne en has been, hvis ikke…. (historikeren Uffe Østergaard). Og vi kom endnu længere tilbage i tiden, nemlig til Platon, hvis visdom om demokrati og uddannelse bør studeres igen og igen (Egolands tegner/forfatter Ivar Gjørup).

Vi hørte om den politiske magtboble, hvor politikere, spindoktorer, journalister og redaktionsledelser lokumskoldt købslår indbyrdes (dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen). Og vi hørte om, hvorledes ungdommen gennemskuer det løgneteater, voksne optræder med  (redaktionschef Rune Lykkeberg, forfatter/musiker Kristian Leth)

Vi tog en tur omkring den globale opvarmning og mediernes forunderligt kraftige dækning af de ganske få procent af klimaeksperterne, der benægter drivhuseffekten (professor Katherine Richardson ). Vores personlige gener, den arv, de giver videre og problemerne deraf, var også på programmet (videnskabsjournalisten Lone Frank).

Et indlæg om alvoren i, at sprog for de unge i praksis er blevet reduceret til dansk og engelsk, blev en øjenåbner (forfatteren Thomas Harder), ligeså konsekvenser af, at råvarer er blevet en knap, og derfor stadig dyrere ressource , hvorfor vi næppe nogensinde vender tilbage til den vækst, vi er vant til (chefredaktør Bo Lidegaard).

Ovenstående miniresumé gælder alene de indlæg, som jeg personligt hæftede mig allermest ved, men de markante kunsterne, der tog os med ind i deres værksteder gjorde også indtryk og ligeså fotografen Jan Grarup, der viste os billeder og fortalte aktuelle historier, svære at rumme. (Den samlede liste over foredragsholdere er her).

Jeg ville jo så ikke være mig, hvis jeg ikke havde savnet noget om den påvirkning af nutid og fremtid, som teknologien (ikke mindst robotteknologien) udgør, lige som jeg gerne vil høre mere om perspektiver i nye materialer og kunstigt skabte levende organismer, men mer vil jo ha’ mer:-)

Heldigvis har arrangørerne lovet, at det bliver et årligt tilbagevendende arrangement.

Initiativtager til arrangementet er mediet Ræson, hvis medstifter Clement Kjersgaard betegnede vidensfestivalen som en slags støttekoncert, omend billetprisen for halvdøgns-”koncerten” var beskeden (under 500 kroner, og meget mindre for studerende). Medarrangører blev Dansk Magisterforening og Det kongelige Bibliotek – Den sorte Diamant.

På tilskuerrækkerne sås masser af unge mennesker, en del ældre, men færrest i den alder, hvor man er en flittig del af det store hjul.

Nu må jeg lægge pc’en fra mig og ha’ søndag med gemalen, men jeg vender tilbage med nogle af de ting, som jeg gav ekstra krydser på mine alt for mange sider med noter fra i går.

Det  bliver nok også om, hvorledes jeg nok sætter mit lid til de unge danskere, der må reagere på, hvordan viden i stigende grad drages i tvivl og “sandhederne” bliver de bekvemme. Hvor bedrøveligt, at et stadig stigende uddannelses- og velstandsniveau skulle bringe Vesten i den situation.

Men giv lyd i kommentarfeltet, hvis der er noget, som du allerhelst vil høre mere om.

Oveni kommer, at kulturen i det offentlige også spænder ben for fornuftig brug af pengene. De værste problemer fra begge sider lyder således:

• For lavt grænsebeløb for EU-udbud (1,5 mio. kroner)
• For høje udbudsomkostninger
• Systemet belønner store virksomheder
• Lav pris tæller mere en kvalitet
• Gamle produkter i højsædet, innovation ikke
• For lille risikovillighed i det offentlige
• Fejl-juristeri i fremmarch

For lavt grænsebeløb

Mange EU-udbud vedrørende it og velfærdsløsninger har i Danmark resulteret i, at skatteydernes penge er fosser ned i et sort hul helt uden nyttegevinst i form af de lavere priser, som oprindelig var formålet.

Den i dansk sammenhæng latterligt lave udbudsgrænse på 1,5 millioner kroner, øger let omkostninger ved et køb med 15-30 procent. Vinderne er advokater og konsulenter.

For høje udbudsomkostninger

Der er eksempler på, at et kommunalt udbud af en it-løsning, der endte med at koste 2 millioner kroner, i virkeligheden kostede 2,5 millioner for kommunen. Den halve million gik til selve udbudsarbejdet.

At leverandøren så også oveni spilder uforholdsmæssig megen tid/kroner på udbud (hvilket i sidste ende påvirker prisen) bør også noteres.

De store leverandører favoriseres

De store virksomheder (ofte internationalt ejet) har så egne jurister og rutinen i tilbudsgivning. De mindre og mellemstore virksomheder (SMV) har ikke råd til at satse så store beløb på så usikre satsninger.

I en bibemærkning må tilføjes, at SKI (Statens- og Kommunernes Indkøbscentral) medvirker til at knække nakken på landets SMV’er, som beskrevet tidligere her på bloggen.

Sæt mindstebeløb i DK på 1 mio. Euro

Mindstebeløbet for udbud bør sættes op til 1 million Euro i hvert fald for et land som Danmark.

Og hvorfor skal et lands omkostningsniveau ikke afspejle sig i forskellige udbudsgrænser? En MacDonald koster jo heller ikke det samme i alle lande, så hvorfor tro, at en advokattime gør det – eller et it-projekt?

Lammer innovation og dermed vækst

Værre end spildet af penge på små udbud er nok, at EU-udbud er godt i gang med at kvæle den nødvendige innovation både i det offentlige og i erhvervslivet.

Udbud går i dag typisk på produkter, altså noget skabt tidligere. Ikke på løsninger, altså noget nyt, der løser en given opgave bedre end tidligere.

Ned til mindste skrue

Hvis der endelig skal skræddersyes en ny løsning, skal alt typisk specificeres ned til mindste detalje fra den offentlige kundes side i udbudet.

Det, på trods af, at den offentlige kunde næppe er på forkant med teknologiudviklingen, hvorfor der hives fat dyre  konsulenter, der ikke sjældent markedsfører seneste hype, uanset om det er for tidligt.

Det hjælper så heller ikke, at det offentlige har problemer med forandringsviljen, så der spændes en “hypomobil” foran hesten. Det er jo den, der betaler for festen, der bestemmer musikken.

Kritik fra eksportsuccesen

Tidligere var det offentlige mere lydhør overfor, om leverandører kunne vise vej til en ny og bedre løsning på en given opgave. Det fortæller den administrerende direktør for en landets alt for få virksomheder, der byder på høj vækst, nemlig Guldmann i Århus.

Firmaets producerer blandt andet avancerede lofthejse til sygehuse, men omsætningsvæksten på de 14 procent kommer især fra USA.

Danske politikere ville gøre klogt i at lytte til, hvad den administrerende direktør, Carsten Guldmann, siger om de danske forhold.

»Hvis vi skulle starte i dag, ville vi sandsynligvis ikke overleve. Og hele den underskov af virksomheder, der kunne udvikle sig til fremtidens eksportsucceser, er slemt nødlidende.«

Uenig med Ole Sohn

Vores erhvervsminister Ole Sohn og mange andre politikere, røde som blå,  ytrer alligevel samstemmende, at velfærdsteknologi bliver landets næste store eksportsucces. Det har Carsten Guldmann svært ved at tro. I et interview med ham, som jeg skrev til Ingeniøren, nævner han blandt forhindringerne den lave udbudsgrænse, den lille risikovillighed, overfokus på laveste pris, udbudsbureaukratiet og -kulturen.

»Ting gøres så firkantede, at intet kan misforstås, og det er dræbende for innovationen på begge sider af bordet. Den kreds af virksomheder, der skulle vokse frem, når aldrig over kravlegårdsstadiet.«

Læs hele interviewet, hvis du ønsker at høre om situationen fra en af dem, der trodser den triste udvikling herhjemme.

Fra anden side hører jeg, at offentlige kunder i andre EU-lande har valgt en langt mere dialogorienteret fremgangsmetode, uden at det er i strid med EU-regler. Den innovation, der kommer deraf, kommer disse lande til fordel – Danmark til ulempe.

Juristernes triplegarderinger

Endnu en udvikling er ved at gå amok. En stadig større del af udbudsmaterialet handler om ansvarsplacering og straf for, hvad der end måtte gå galt.

“Jamen, I bør vel også tage højde for det … og det og det” lyder anbefalingerne fra juristeriets side, selv efter de vante forretningsmæssige forholdsregler er taget.

Kasseapparaterne klinger lystigt i advokatfirmaer, jo mere nervøse deres offentlige kunder bliver, og de bliver let nervøse. De er rædselslagne for at blive hængt ud, hvis alt ikke går planmæssigt.

Leverandører går i bak

Men den overnervøse offentlige institution får et ekstra problem med sit udbud. Det er nemlig hændt, at de fornuftige leverandører står af overfor advokaternes triplegarderinger og kunden-har-aldrig-et-ansvar.

Der er leverandører, der har nægte at deltage i udbud grundet urimelige betingelser,  og kun de løse i kanten eller de alt for sultne bider til bolle. Det kan ende med at koste det offentlige dyrt, og man burde overveje at sende noget af regningen til advokaterne, der ville triplegardere.

Nye jagtmarker for juristerne

Inden for de seneste år, er der så opstået en helt ny givtig jagtmark for jurister – en ny disciplin, der hedder “find en fejl i udbudet”. Ordregiveren er leverandøren, der blev vraget.

Den jagtmark er opstået, fordi praksis er ændret. Tidligere kunne den, der skar et hjørne eller blot havde forglemt sig, ofte nøjes med at få en næse. Nu er der truffet stadig flere afgørelser, der gør, at kunden skal opsige kontrakten med vinderleverandøren, og hele udbuddet skal gå om.

Tik, tik, tik. Tiden går, pengene ruller, effektiviseringen udsættes.

Sagsøgningscirkus

“Jagten på fejl” kan give en duft af det amerikanske sagsøgningscirkus, men forhåbentlig går det aldrig så vidt. Men de fejljagende jurister har skaffet endnu mere arbejde til de jurister, der bruges til udbudsarbejdet.

Det er godt nok en kollegial win-win for juristerne, og måske for leverandøren, der følge sig uretmæssigt fravalgt. Men kan også meget let blive at skalte og valte med skatteydernes penge uden at have det egentlige mål for øje.

Det store sorte hul

Når skatteyderne ikke fatter, hvorfor det offentlige trods en stadig øget skatteinddragning over årene ikke yder mere, så kan de blandt andet takke det store sorte hul, som EU-udbud har skabt.

De kan også sende en ekstra hilsen til advokaterne samt til de overnervøse offentlige kunder.

Pressen is watching you

Men hvorfor denne overnervøsitet? Åh jo. Pressen.

Pressen, der ikke kan (vil) regne. Som fravælger at perspektivere. Som bliver taberleverandørens nyttige idiot. Som nøjes med den lavthængende frugt, fordi det er nok til at sikre de store overskrifter, og … hvem gider tackle EU?

Og nej, selvfølgelig er jeg ikke fortaler for, at der snydes, men Irren Ist Menschlich. Det erkendelse burde pressen om nogen have.

Med denne bandbulle over mit fag, vil jeg afslutte.

Udbudsgalimatias

Jeg har været efter udbudsgalimatiassen mange gange, men for jer der ønsker at vide,, hvordan kommunerne og it-aktører selv vurdere situationen, så er der netop i dag kommet en større udmelding med overskriften “IT-udbud er for dyre og skader innovation”.

Amen.

Den nye regering?

Og hvad vil du gøre ved det, Bjarne Corydon? Hvad vil du gøre, Margrethe Vestager? I har jo ansvar for digitalisering i det offentlige.

Og hvad vil Ole Sohn mon gøre? Ham, der ser kæmpeeksportmuligheder i innovative danske firmaer, der imidlertid ikke får en chance af det offentlige. Også takket være den tidligere regerings apati .

For mange organisationer, der ikke mente det alvorligt, hoppede på blog-trenden, og pinligheden udstilles for offentligheden dag efter dag. Bloguniverserne, der åbenbart blot afspejlede opfattelsen “So ein Ding müssen wir auch haben”, står tilbage som forladte byer.

Politikerblogs

Som eksempel kig blot på Region Midtjyllands brug af blogs. Fem regionspolitikere blogger. Kun én har skrevet noget i 2011, og det var i februar, altså for næsten et år siden. For de resterendes vedkommende blev det sidste skrevet i 2010.

Er der nogen grund til at bibeholde bloguniverset? I min bog er det klogere at vise, at man har lært af fiaskoen, og at man derfor lukker bloguniverset.

Politikerblogs fungerer jo sjældent. De vågner til liv ved valg, og forstummer så igen. Det er ikke at tage borgerne alvorligt.

Skær væk

Men, kære kommunikationsansvarlige. Tak et kig på “jeres blogunivers”? Udstiller det, at I bare ikke har mente det med åbenhed og dialog, eller at I bare ikke evnede at leve op til det ønskede, så luk elendigheden.

Og kære kommunikationsrådgiver. Hvor er dit ansvar i det her, og hvor er kundens? Kan du “gensælge” ved nu at fremhæve Facebook, eller er du afskrevet som endnu en konsulent ude af trit med virkeligheden?

De vellykkede

En vellykket blog kræver blandt andet, at det er et velmotivet, velkommunikerende og modigt menneske, der står bag, samt at man er inde over områder, hvor engagementet hos læserne er til at mærke og tages alvorligt.

Et godt eksempel på, hvad der i mine øjne ligner et vellykket blogunivers, er Nykredits. “Produkterne” egner sig til det, skribenterne tager opgaven – og læserne – alvorligt.

Aktuelt og vedkommende

I det blogunivers er der så, som i alle andre, visse ting, der fænger for alvor, og andre der fænger mindre. Det handler blandt andet om aktualitet, og hvor mange der berøres af det aktuelle.

Tjek for eksemplet indlægget “Kan man friste med et 3,5% lån”, og tjek ikke mindst kommentarfeltet. Her blev der ramt i plet.

Lærdom

Har du eksempler på “forladte byer” eller på velpulserende blogs hos erhvervsliv/organisationer, så bidrag gerne. Også hvis du har set tilfælde, hvor succesen bare blev for stor at håndtere.

Det vil desuden være godt at få lidt kommentarer til, hvordan det går med Facebook-satsninger.

Det skete aldrig, men et nyt afsnit føjes nu til den største og dyreste danske it-farcer, nemlig den om de elektroniske patientjournaler (EPJ). En af leverandørerne af de mange EPJ-systemer, der ikke kan tale sammen, skal udvikle et system, der sikrer dataudtræk fra alle de anvendte EPJ-systemer.

Det nye system skal sikre, hvad der burde have været sikret fra allerførste stund. Overblik på tværs af aktører og geografi. Overblik over diagnose, behandling og resultat. For det kliniske personale. For patienten.

Nationalt Patientindeks

Systemet, der er navngivet Nationalt Patientindeks, skal også kommunikere med andre centrale systemer i sundhedssektoren og med tiden desuden med de privatpraktiserende lægers registre.

Udviklingen går i gang hos Århus-firmaet Systematic nu, og systemet skal ifølge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse fungere inden udgangen af 2013. Jeg krydser fingre for, at satsningen lykkes, men…

Hovmod og grådighed

Sporene skræmmer. Dertil kommer, at vi for længst havde haft overblikket, hvis amterne og deres rådgivere fra starten havde sat hensynet til patienten øverst, så alle data var tilgængelige også for den næste, der måtte skulle hjælpe patienten.

I stedet fik Danmark som bekendt en snes forskellige EPJ-systemer. Hvert amt vidste selv bedst, og konsulentfirmaer markedsførte nærmest formand Maos ord om at lade de hundrede blomster blomstre, og de hundrede syn konkurrere, så man kunne få det allerbedste.

Synspunktet blev en guldgrube for de involverede konsulenthuse.

Spildte milliarder og store forsinkelser

Tænk, hvor mange milliarder og hvor meget bøvl for læger og patienter, der ville have været sparet, hvis man fra starten var gået ét fælles basissystem. Man ville sandsynligvis allerede været i gang med version 3.0 eller 4.0. Og mon ikke de øvrige væsentlige kilder for helbredsdata også for længst havde været inddraget?

Nu udvikles så en overbygning, der giver kunstigt åndedræft til version 1.0 og 2.0-systemer, udviklet på ældre teknologiplatforme. Systemer, der beviseligt stadig bare æder af lægernes og sygeplejerskernes kostbare tid, uden at det for alvor batter for deres arbejde.

Mellemstation

Det nye system er i øvrigt blot en mellemstation. Ministeriet for Sundhed og forebyggelse forklarer det således:

De data der hentes fra NPI går derefter videre via ”Sundhedsjournalen”, der er et fællesregionalt projekt. Sundhedsjournalen sammenstiller data og giver de sundhedsprofessionelle mulighed for at se data i deres kliniske it-systemer, mens borgerne kan se deres egne data via sundhed.dk.

Firmaet bag Århus-EPJ vandt

IT-selskabet Systematic, der fik ordren i konkurrence med IBM, CSC Scandihealth og Siemens, står i forvejen for det største og dyreste af alle EPJ-systemerne, nemlig det såkaldte Århus EPJ. Det skal med tiden erstatte alle andre EPJ-systemer på hospitaler i Region Midtjylland.

Lokalt kontra standard?

Spørgsmålet er, om man med det nationale patientindeks får bundet Danmark endnu mere til en helt lokale løsninger, så det, man måtte vælge at standardisere på internationalt, er endnu mere uden for rækkevidde.

Noget må vel efterhånden tegne sig som realiseringen af Best Practice internationalt, eller?

Jeg kan ikke gennemskue det, og måske er det danske patientindeks den eneste pragmatisk mulige løsning på en dum situation.

Start forfra, nu, siger IDA

Men skæver man til en ny rapport, som Ingeniørforeningen (IDA) netop har udgivet, så er noget helt andet i fokus. Det vigtigste bidrag til sundhedsvæsenet i 2020 vil ifølge rapporten være at udvikle et fælles landsdækkende EPJ-system, og udviklingen bør igangsættes nu, mener IDA jf. Ingeniøren.

Da Lars Løkke Rasmussen tilbage i 2006 var inde på samme tanke, oprettede han en organisation ved navn Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD) som ramme, men der gik kun kort tid, inden Løkkes drøm led skibbrud. Der var vist for mange, der klagede over udsigt til egne tabte EPJ-investeringer og satte spørgsmål ved, om det nye kunne lykkes.

Blot et par år efter var SDSD røget ud af finansloven. Den udvikling skrev jeg om i en klumme i Berlingske, og i 2010 blev SDSD nedlagt. Det skete efter at regionerne havde givet Staten håndslag på selv at rydde op efter egne (amternes) elendige strategier.

Et indtryk af mange andre “frem til kommoden og tilbaws igen” på EPJ området har været skildret her på bloggen flere gange. Her kan ses et udvalg, men listen standser grundet en fejl desværre ved 2010 (jeg har fejlmeldt det).

Ifølge regeringens beregninger skulle den billigere mad øge travlheden i disse brancher, så der skaffes plads til  6.000 flere ansatte. Netop restaurationsområdet udgør for mange unge mennesker en typisk entre på arbejdsmarkedet.

12 pct. på hoteller og på madvarer

Hotelbranchen var allerede nede på 12 procent for at fremme turismen. Samme niveau  gælder momsen på madvarer for at fremme sundheden.

På bøger er momsen helt nede på 6 procent, hvilket må gøre det en del lettere for svensksproget litteratur at overleve i en stadig mere engelsksproget verden.

Herhjemme? Vi er godt 5 millioner indbyggere mod Sveriges godt 9 millioner, men danskerne skal lægge 25 procent i bogmoms.

Momsen på mad herhjemme er 25 pct. Sundheden påstås bl.a. reguleret gennem den nye fedtafgift, der gør en masse sunde madvarer dyrere.

Dyreste ferieland

Danmark som turistland? Den høje moms på alt, gør Danmark til Europas dyreste ferieland, hvilket koster omsætning på alle hylder.

Start-arbejdspladser til de unge? Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er arbejdsløsheden blandt unge mellem 15 og 29 år fordoblet siden krisen. Jeg aner ikke, hvor mange “unge” arbejdspladser, der ligger i at skrue investeringerne i offentlige anlægsarbejder i vejret for milliarder.

Jeg ved heller ikke, hvorledes Sverige klarer finansieringen af de reducerede momsindtægter, men landet klarer sig (endnu i hvert fald) bedre økonomisk end Danmark.

Fleksible Sverige

Hvorfor er momsområdet tabu at regulere på i Danmark? Hvorfor er fleksibiliteten i det en gang så stive Sverige højere end i Danmark? Har politikerne malet os op i et hjørne?

PS: Den eneste legitimation af emnet i relation til bloggens navn IT & Business, er, at med it-systemer er det ikke svært med differentieret moms:-)

PPS: Sverige viste også tidligt vejen med stort fradrag for håndværkerudgiften (50 procent af den, men kun op til 50.000 SE kr.) for både at få skaffet arbejdspladser og få vendt sort arbejde til hvidt. Herhjemme er det foreløbig blevet til en ordning med fradrag for en tredjedel, men max. 15.000 kroner pr. skattepligtig person i husstanden, hvilket stiller enlige (forsøgere eller ej) dårligere.

Seneste udvikling i sagen var, da Civilstyrelsen for trekvart år siden rykkede legatbestyrelsen for at få det lovede forslag til nye vedtægter, som kan overholdes. Af aktindsigt pr. 1. december 2011 fremgår, at intet er sket. Hvorvidt noget skulle være sket sidenhen er ikke muligt at få oplyst, da Civilstyrelsen ikke har reageret på min henvendelsen.

Hvorfor så tålmodig?

Civilstyrelsen udviser en engels tålmodighed med bestyrelsen, hvilket vel er usædvanligt for en offentlig myndighed. Det skorter ellers ikke på beretninger fra borgere, hvor hammeren er faldet blot ved den mindste krænkelse af en lov eller overskridelse af en tidsfrist.

Men bestyrelsen for legatet spiller fortsat kispus med Civilstyrelsen, selv om problemet er så alvorligt som, at bestyrelsen har ignoreret legatstifterens intentioner om godgørenhed og slægtshensyn. I stedet har bestyrelsen hyttet sig og sine med boliger i den idylliske tidligere landejendom Ludvigsminde lige ved Frederiksberg Have.

Salg forbudt af stifter

Ejendommen udgør legatet, men der er tilmed udsigt til, at ejendommen sælges billigt til de nuværende lejere, inklusive formanden, advokat Klaus Lunøe, flere af hans bekendte samt to døtre af bestyrelsesmedlemmet Søren Sievers, der er sognepræst ved Frederiksberg Kirke. Selvom legatstifteren forbød et salg af slægtsgården.

En klage fra Reeberg-slægten har ikke resulteret i sanktioner. En involvering af den tidligere justitsminister Lars Barfoed fik heller ikke Civilstyrelsens langmodighed over for legatbestyrelsen til at vige. Justitsministeren blev involveret i starten af 2011 grundet en forespørgsel fra Folketingets retsudvalg.

Flere medlemmer af Reeberg-slægten har forgæves forsøgt at få en bolig i slægtsgården. Først jævnfør legatstifterens vedtægter som fribolig, og siden – da bestyrelsesformanden i 80′erne nedlagde de få friboliger begrundet med trængt økonomi – som almindelige lejere. Ludvigsminde består i dag af 14 lejligheder.

Bebudede vedtægtsændring i 1986

Advokat Klaus Lunøe nedfældede allerede i et bestyrelsesreferat i  1986, at han havde foreslået en ændring af det godgørende legats fundatser, “således at fundatserne i det væsentligste ændres til, at legatet ejer og driver ejendommen Allégade 22.”

Advokaten ønskede tilsyneladende, at intentionen om godgørenhed og trængte Reeberg-slægtsmedlemmers ubetingede fortrinsret til boliger skulle sløjfes. I referatet står endvidere: “Formanden ville vende tilbage med alternativt udkast for legatet og ejendommens fremtid ”.

Det skete ikke, inden bestyrelsen mødtes i 1987. Her fremgår af referatet;  “Klaus Lunøe ville inden for den nærmeste fremtid udfærdige udkast til nye fundatsbestemmelser”.

Stadig i strid med vedtægter

I januar 2012 er nye fundatsbestemmelser stadig ikke under behandling i Civilstyrelsen, der har det overordnede ansvar for legaliteten af vedtægtsændringer. Bestyrelsen har ikke honoreret sit løfte.

Det eneste helt konkrete, der er sket, er at Civilstyrelsen i november 2010 har fastslået, at bestyrelsen har tildelt formanden, Klaus Lunøe, en lejlighed i strid med paragraf 43 i erhvervsfondsloven. Men Civilstyrelsen syn på den sag er, at de, der har brudt loven, har været noget i retning af i god tro.

Afgørende dokument mangler

Dokumentet, der skulle gøre dette sandsynligt, er angiveligt en skriftlig tilladelse omkring 1986 til at gøre Ludvigsminde til en almindelig udlejningsejendom. Justitsministeriet skulle have afsendt denne tilladelse til bestyrelsen.

Bestyrelsesformanden, advokat Klaus Lunøe, kan ikke fremvise dette afgørende brev. Det er ifølge ham gået tabt under flytning af kontor. En kopi kan heller ikke findes hverken hos Justitsministeriet eller i Rigsarkivet.

Case for jurastuderende?

Gad vide, om en borger kunne slippe afsted med at være “i god tro” på samme baggrund?

Skulle der være en jurastuderende, der har behov for at beskrive en særpræget fondssag fra det virkelige liv, kan en detaljeret tidslinje for sagen samt alle sagsdokumenter udleveres. Det har jeg fået Reeberg-slægtens accept af.

En journaliststuderende, der vil se nærmere på, i hvilken grad såkaldt herreløse fonds (stifteren er afdød) frejdigt misadministreres er naturligvis også velkommen. At bestyrelser hytter sig og sine er jo en kendt sag (Plum-fonden, Gl. Holtegaard-Breda fonden bl.a.) , men ingen myndighed får strammet op på reglerne, så det kan forhindres. Og når stifterslægten påpeger misadministrationen, er det at tale for døve øren.

Moralen 

Moralen for den rige? Vær godgørende; mens du lever! Ellers kan det ende med, at godgørenheden i stedet blot nydes af jurister og andre, der bestyrer fondene.

Retsfølelsen

Hvordan har din retsfølelse det med den sag? Pyt med lovbrud, advokaten beholder sin liebhaverlejlighed? Pyt med stifterens intentioner, pyt med slægten?

Eller er det skete efterhånden så groft, at Civilbestyrelsen burde indsætte en ny bestyrelse? Måske tilmed en, der ønsker at gøre op med den stadig større gældsætning af en ejendom, der jf. legatstifteren aldrig måtte gældsættes?

Netop en trængt økonomi bruges af bestyrelsen som argumentation for, at den skal have lov til at sælge ejendommen (hvilket sandsynligvis bliver til lejerne, som jo skal have tilbudet først). Jo længere Civilstyrelsen freder bestyrelsen, jo mere gæld.

PS: En kort version af Ludvigsminde-sagen kan ses hos TV2 Lorry (fra 9. februar 2011)

Jeg har selv skrevet om Ludvigsminde flere gang her på bloggen:

26. april 2011. Fondskup: Nitter fra Justitsministeren og bestyrelse forsinker.

11.februar 2011: Fondskup: Lars Barfoed ind i kuriøs kattepine med K-toner

9. februar 2011: “Nu på tv: Kuppet af godgørende fond og den sære jura”

30. januar 2011: “Kuppet af den godgørende fond på Frederiksberg” OBS: Dette blogindlæg udgør starten på den offentlige dækning af sagen og kommer grundigt rundt.

30. januar 2011: “Advarsel: Toft som hyret hånd:-)” OBS: Dette indlæg handler om Klaus Lunøes reaktion på, at jeg udfører en vennetjeneste. Efter nogen pression fra min side, har Klaus Lunøe orienteret lejerne om rette sammenhæng.

Anderledes er det tilsyneladende med brugen af Facebook, Google, Twitter, LinkedIn og mange andre gratis e-tjenester. Herlige redskaber for dig og mig, ikke sandt? En gave til – om  ikke menneskeheden – så dine og mine muligheder for at netværke privat og arbejdsmæssigt, ikke sandt?

Lokumskold business

Let’s face it, som mange allerede har gjort. Nok har de sociale net været et gave i spirende oprør, men den fulde pakke er ikke, hvad den giver sig ud for at være. Forretningsmodellen er lokumskold.

Jo flere oplysninger om dig selv, som e-tjenesten via knapper/tjenester diverse steder får lokket frem, jo flere dollars tjenes der på at sælge disse data til annoncører, rekrutteringsfirmaer med flere. Gad vide om ikke også en efterretningstjeneste eller to har pengepungen frem under falsk flag.

Så mens du nyder at kunne genoplive kontakten med en gammel arbejdskammerat eller kæreste… Mens du nyder, at få nye venner i den virtuelle verden… Mens du nyder at kunne spore, hvad andre gør… så tænk over, hvor mange data om dig selv, du egentlig ønsker skal være en handelsvare.

Privatlivsindstillinger

Når du så har indstillet dine beskyttende “privatlivs-indstillinger” (og det er ikke altid enkelt), vil du alligevel bliver overrasket, fordi pludselig er spillet ændret – igen og igen.

Dette blogindlæg har været længe undervejs, også foranlediget af nogle “Uha-momenter”, hvor hvad der virkede som et relativt enkelt klik pludselig fik helt andre følger, end forventet.

Udløsende er dog et meget læseværdigt blogindlæg om teknologi.

Andreas’ tech-love

Skribenten er Andreas Ramos, et menneske, der krydser mellem teknologi (inklusive søgeoptimering) og filosofi, mellem USA, Tyskland, Danmark og andre lande og sprog.

Ramos har forfattet “Andreas’ Laws of Computering“, og vedrørende privatlivets fred, så start med hans lov nummer 3. Forinden fortæller han, hvorfor det ikke altid er den bedste teknologi, der vinder, og hvorfor der netop på it-området IKKE findes en relevant nummer 2 spiller på markedet. Nummer 1 tager “hele bordet”.

Et spørgsmål om alder?

Men tilbage til privatlivet som handelsvare. Nogen ynder at sige, at det med at have et privatliv, er noget, som kun den gamle generation kerer sig om. For unge er det naturligt at være højlydt delende ud til alle, der gider “høre”, og vi hører, at for fremtidens arbejdsgivere vil nok så mange drukfotos og betroelser på nettet ikke gøre nogen forskel.

De unge bliver klogere, som de unge altid er blevet. På den hårde måde. Kun dumsmarte arbejdsgivere vil trives med en medarbejder, der plaprer ud, som var han eller hun på sandhedsserum. Uanset, hvor imagegivende (moderne) det kan synes på nogle fronter, så ligger der en stor risiko i popularitetens overmod.

Diskretion

Diskretion er og vil altid forblive en nødvendighed. Ellers kan arbejdslivet ikke fungere.

En Facebook-meddelelse eller et Twit med beskeden “Æv, blev kun nummer 2″ fra en flittigt ytrende jobsøgende, man har fulgt gennem hele processen, undrer således ikke mig.

Den pågældende vil blive den evige “nummer 2″ (hvilket jo også er et hyppigt brugt plaster på såret fra afslagsgiveren). Men måske kan han eller hun dog være så heldig, at “ekspertfirma” inden for sociale medier tænder på højlydtheden.

Pris på klogskab

Dermed ikke være sagt, at man skal holde fuldstændig kæft i det sociale rum på nettet. Slet ikke. Men skriv/vis blot, hvad du også ville gøre, hvis du stod i et fysisk rum fyldt af mennesker. Humor og klogskab gør sig i begge rum:-)