• At sætte innovation på skoleskemaet
• Uddannelsesminister Morten Østergaards efterlysning af viden om innovationens DNA m.v.
• Om Rådet for Teknologi og Innovations pulje på 900 millioner kroner til uddeling.
• Om innovation, historisk og aktuelt set
• Om politikeres og mediers medskyld
• Og, sorry, om meget, jeg har skrevet om før, herunder innovationsomsorgsindustrien som større vinder end innovationen

Innovationssnak morgen, middag og aften. Intet nytter, men håbet lever. Lige nu efterlyser uddannelsesminister Morten Østergaard om bud på “kernen i Danmarks innovative DNA”.

Samtidig har Rådet for Teknologi og Innovation 900 millioner kroner på gavekontoen og efterlyser forslag til, hvorledes de skal bruges.

På skolebænken

Uddannelsesministeren udtaler sig i tråd med tidens mantra om, at innovationen styrkes og nye arbejdspladser skabes, hvis de unge undervises i entreprenørskab. Der er allerede postet mange millioner i mantraet, og flere er på vej.

Der er postet endnu større summer i den type innovativt projektsamarbejde, som foreslås i forbindelse med gavepakken på 900 millioner kroner.

Suboptimering i støtteindustrien

Det gælder samarbejde mellem forskere og erhvervsliv. Mellem forskere, erhvervsliv og det offentlige. Og ofte initieret af hoben af institutter, vækst- og innovationscentre, hvis største succes måske er væksten i egne arbejdspladser. Innovation har vi ikke set meget af.

Heller ikke fra de helt små, lovende innovative virksomheder, der er i kuvøse hos hoben af støttecentre. De forbliver typisk nogle småskravl, hvis ikke de dør.

Ingen faktuel måling af effekt

Undskyld tonen, men man kan ikke blive andet end beskæmmet, når man har set så magre faktuelle resultater af så mange penge over så mange år.

Ej heller, når man har hørt og læst så mange skåltaler om, hvor godt det er gået og vil gå også for næste hold. Ganske symptomatisk har ingen ønsket at måle effekten. Ikke engang yderen.

Manglen på sult, på nødvendighed

Personligt tror jeg ikke, det er mangel på viden om entreprenørskab, der har holdt de unge tilbage, ej heller forskerne. Det er i høj grad mangel på ”sult”. Sulten efter at forandre verden, sulten efter at blive rig, sulten efter at sikre egen familie bedre vilkår, end man selv fik.

I dag er det lysten, det handler om, og lyst har også med bekvemmelighed at gøre. Det skal jo være sjovt, ik?

Tidsånd imod

Selvfølgelig hjælper det heller ikke med en tidsånd, hvor en kritisk holdning anses for finere end en konstruktiv, og hvorfor man ligefrem kan skaffe sig mere plads i medierne på at rakke ned end på at bygge op.

Ej heller hjælper det med tidsånd, der dumstædigt fastholder, at Danmark kan overleve på at være kreative, tværfaglige væsener, der bare er bedre til at samarbejde end alle andre.

Lyst og tidsånd! Jovist, der oprettes et utal af sexede kombi-fag, og ingen aner, om det tjener andet end at gøre de unge glade og at sikre øget taxameterindtægt til læreanstalterne.

Nu bebuder regeringen desuden oprettelsen af endnu 10.000 studiepladser. Uden at relatere dem fagligt til nytteværdi. Mønstret, som OECD har advaret mod, fortsætter.

Radikal innovation

Jeg tror, det kan være nyttigt at se på radikal innovation over tid. Den kommer især fra tre fronter: Den dybt specialiserede ekspert, den unge, der hurtigt ser nye muligheder i horisonten, samt den gode ”håndværker”.

Triggeren? I visse tilfælde presserende behov, i andre ønsket om at gøre noget på en smartere måde. Det kan også være, at antennerne simpelthen er så langt fremme, at opfinderen skaber noget, der i sig selv skaber helt nye behov.

De danske trækdyr

Vi kan for eksempel takke ingeniørerne – de dybt specialiserede – for den mikroprocessor, som er hjertet i al teknik i dag. Ingeniørerne har skabt mange virksomheder, lige fra Intel til F.L. Smith og Danfoss, og de gør det stadig.

Men lad os blive i Danmark, hvor en snedker så mulighederne i at gå legetøjsvejen og skabte Lego. Afgørende for Novo Nordisk var en læge, hvis hustru var ramt at diabetes-2. En maskinarbejder, der videreuddannede sig til ingeniør, opfandt en pumpe i mangel på samme i forbindelse med en ordre, og det blev starten af Grundfos.

Coloplast, der i dag har 7.000 ansatte, kan takke en sygeplejerske, hvis søster undergik en stomi-operation, for sin eksistens.

Yngre industrier

I den lidt yngre kategori ses Navision, der blev skabt af tre DTU-studerende. De gjorde undervejs deres studier færdig, mens Microsoft, der opkøbte Navision, blev skabt af en mand, der droppede ud af universitetet.

Bag Facebook står også en drop out, mens det er to hard core dataloger, der byggede Google op, startende mens de begge gik på Stanford. Begge var også “smittet” kraftigt hjemmefra i interessen for datalogi.

Stifteren er verdens største butik på nettet, Amazon.com, havde en bachelor – en kombineret elektroingeniør og datalogi-baggrund – inden han var med til at opbygge handelsnetværk især for finansbranchen.

Eksperterne, de unge vilde, de gode “håndværkere”. De sultne.

Ministerens efterlysning

Hvordan gør giver man mennesker i Danmark sulten tilbage? Undersøgelser viser, at krisen og den deraf følgende stigende arbejdsløshed også blandt akademikerne har fået flere til at forestille sig en fremtid som iværksætter fremfor som i den ellers overmåde populære lønmodtagerrolle.

Udannelsesminister Morten Østergaard skriver selv følgende:

”Første skridt er at finde ind til kernen i Danmarks innovative DNA, så vi ved, hvad vi skal styrke for at finde svaret på globale udfordringer – og hvor vi skal finde de løsninger og job, vi skal leve af i fremtiden. Og så skal vi sikre, at vi har en høj innovationskapacitet i vores uddannelser og ordninger, der giver mest mulig innovation for pengene. Endelig skal vi etablere en model for, hvordan vi griber de rigtige muligheder og skaber løsninger på konkrete samfundsmæssige udfordringer.”

Spol tiden tilbage

O.k. Spol så bare tiden tilbage til den gang, sulten fandtes. Til lang tid før love og regler blev så stramt et korset, at væksten blev hæmmet. Tilbage til den gang, hvor man også lyttede til manden og kvinden ”på gulvet”, i stedet for at kontrollere og detailadministrere dem. Spol tiden tilbage, til den gang dem med højere uddannelse ikke var endt i redebyggeralderen, inden de var færdige. Til den gang, hvor mange først havde en praktisk uddannelse, før de supplerede med en teoretisk.

Reducer omsorgindustrien

Fjern så den omsorgsstat – omsorgsindustrien – der er vokset ud af i den offentlige innovationssatsning gennem årtier.

De sikre vindere på de store millionsatsninger blev omsorgsaktørerne, altså diverse vækst- og innovationscentre og diverse rådgivere. Alle dem, der fortsat hvisker “opskriften på innovation” i ministrenes øre.

I et vist mål vandt forskere også på det, nemlig en klat penge hist og pist til den trængte forskningsindsats, og der blev da også til et institut eller to.

Blandt vinderne var desuden politikerne, der solede sig som de fremsynede.

Pauvert resultat

Taberne? Som nævnt står resultatet innovationsmæssigt og erhvervsmæssigt slet ikke mål med de mange millioner, der gennem årene er postet ind. Og som nævnt er det sigende, at ingen har ønsket eller krævet at få dokumenteret, hvor fattigt resultatet blev.

Det er fortsat de gamle lokomotiver, der er primære for samfundets indtægtsmuligheder. De større virksomheder, der lod sig involvere i innovationsprojekter, fik typisk mindre ud af det, end hvad de selv bidrog med.

Dårlige erfaringer nok

Der er høstet og dokumenteret dårlige erfaringer nok. Man skal bare gange alvoren med mindst fire, for at få det virkelige billede. De mennesker, hvis job det er at afrapportere, ved, at det vil være døden for omsorgsindustrien at kalde en spade for en spade.

Erhvervslivet tier også typisk. Det kan ellers fortælle en og anden historie om beskæftigelsesterapi, projekter uden jordforbindelse samt om nas på andres viden.

Her og nu-løsning

Men o.k. Vi har ingen tidsmaskine, der kan spole tiden og tidsånden tilbage.

Få så korsettet løsnet, og rammebetingelserne på plads. Fjern iværksætterskatten, der holder investorer væk, og lad de unge virksomheder trække de mange års indledende underskud fra, når omsætningen endelig begynder at melde sig.

Saner lov- og regeljunglen, så det ikke bliver en pest at udvide medarbejderskaren, og så der ikke står 15 emsige kontrollanter på nakken af virksomheden.

Halver for eksempel kontrolkorpset, så det kun er absolut ”need”, det handler om, og dermed plads også til at tage en risiko.

Usund forskerstøtte

Brug ikke innovationspuljer til forskerstøtte. Det er ofte et håbløst koncept, der kræver at forskeren skal lave alverdens krumspring for at få sin forskning til at virke hot og for at få erhvervsvirksomheder trukket ind i samarbejde.

Spild ikke forskerens tid. Giv dem de nødvendige penge, så de kan udføre deres arbejde. Hvis altså forskeren ikke faldet i søvn. Så fyr ham eller hende.

Den fremsynede virksomhed vil typisk selv finde frem til de mest relevante forskere og byde dem til dans, som partner eller ansat. Ligesom den virkelighedsnære forsker selv finder ud af, hvilken virksomhed der er den perfekte match.

Udbud og indkøbsaftaler

Og så til den hvide elefant. Med en så stor offentlig sektor som den danske – en så stor indkøbskraft – får det offentlige en langt større rolle for vækst og innovation, end for eksempel i et land som USA.

Det kommer sjældent noget godt ud af at være på støtten, men det gør der ud af begavet efterspørgsel.

Kæmp, kære Morten Østergaard med fæller, til det yderste for at få annulleret den i danske sammenhæng latterligt lave grænse for EU-udbud. Kæmp for, at lokale leverandører igen kan få en chance trods SKI-aftaler og andet, der kun har gavnet de helt store leverandører.

Gødningen til dansk erhvervsliv er i dag blandet med gift.

Jeg har tidligere beskrevet, hvor alvorlige konsekvenser udbudsregler og indkøbsaftaler har for Danmark. Det skete blandt andet i blogindlægget med overskriften “EU-duksen Danmark: Dødsensfarlig for sig selv. Knækker vækst og Innovation”.

Forklaringen på, hvorfor den danske underskov af lovende virksomheder ikke som ventet blev de nye trækdyr for vækst, er enkel. Den ligger i den livskvælende skygge fra udbud og indkøbsaftaler.

Indkøbernes gevinst er ofte tvivlsom, og de lokale erhvervsliv får ikke mulighed for at blive udfordret på innovation. I stedet udsultes det.

Forsøgitissen

Det offentlige bør desuden stoppe med sin helt ustyrlige forsøgslyst. Den hænger igen sammen med projektpuljerne, danske og fra EU, samt de alt for mange vækst- og innovationscentre i kommuner og regioner. Politikernes trang til at sole sig i innovationsskæret, spiller naturligvis også ind.

Opskriften er ellers enkel. Faktisk logik for burhøns. Gentag aldrig et forsøg, der er foretaget i et sammenligneligt land eller område. Og se så at få de vellykkede forsøg omsat til stordrift med det samme. På tværs af kommune- og regionsgrænser, naturligvis.

Skab så virkelyst blandt offentligt ansatte, der langt bedre end deres chefer ved, hvor skoen trykker, og giv dem mulighed for selv at iværksætte med det offentlige som aftager.

Skam få

Til sidst.

Skam få den politiker, der af frygt for ikke at blive genvalgt nakker embedsmanden for at have taget en risiko i det godes tjeneste.

Skam få den presse, der har fremelsket nul-fejlskulturen (nulrisiko-kulturen) i det offentlige og bare venter på næste ”skandale”.

Medierne praler med at være vagthund, men en erkendelse af, at de også agerer som skadedyr ville være på tide. Presset fra medier har resulteret i at feje politikere indfører kontrol på kontrol, registrering på registrering.

Nå, men det var vist det hele, eller har jeg glemt noget?

• For dårlige netforbindelser til telemedicin/genoptræning
• Hvem der skal betale for netforbindelsen
• Forsøg, der aldrig ender med drift
• Forsøg, der har mest med PR at gøre
• Indbyrdes kampe mellem offentlige vækst/innovationscentre

Midt i alle de politiske skåltalerne om, hvor meget bedre det bliver for borgere og økonomi med velfærdsteknologi, lige en række sure realiteter, startende med bredbåndsproblemer.

“Leverandøren af det mobile 3G-bredbånd sagde, at det sagtens kunne klare videosignalerne via en dongle, men det gik slet ikke.”  Sådan lød det for nylig på konferencen Viden, Velfærd, Vækst 2012.

Emnet var assistance til ældre i eget hjem, såsom til genoptræning og sårbehandling,  og blandt andet via 2-vejs videokontakt. Bag arrangementet stod projektet Lev Vel, hvis grundkapital kommer fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, men hvor private aktører og fonde spæder til.

Potentiale på 18.000 ældre

Ifølge it-selskabet KMD, der er blandt aktørerne på området, får 180.000 ældre omsorgshjælp hjemme, og 10 procent af besøgende vil kunne erstattes med fjernassistance.

KMDs eget bud hedder Online Omsorg, som kører på forsøgsbasis. En demo vedrørte blandt andet hjælp til træning/genoptræning  i eget hjem. Den ældre vejledes via en instruktør på skærmen, og instruktøren holder også “øje” med den ældre. Instruktøren kan holde øje med et helt hold samtidig, og holdets medlemmer vil også kunne kontakte hinanden indbyrdes.

Frustration blandt medarbejderne

Vi hørte, at de ældre var meget positive, men fra salen kunne man høre et frustreret udbrud fra en medarbejder i en af de deltagende kommuner. Frustrationen gjaldt utilfredsstillende netforbindelser og andre tekniske problemer, og problemerne fik  medarbejderne til at miste gnisten.

Der er tale om et generelt problem, ikke et specifikt KMD-problem. Det er også en kendt sag, at båndbredden på det mobile net  er såre problematisk.  “Motorvejen” deles af mange, og der er for få master. Lige så kendt er det, at der er steder i Danmark, hvor bredbånd via fastnet (kobberet) rækker som en skrædder i helvede.  Efter sigende så dårligt, at TDC har været nødt til at give stor rabat, hvor det er allerværst.

Telemedicinens fordele

Telemedicin, som er den gængse betegnelse i relation til sygdomsbehandling, rækker fra  hjælp til sårbehandling af diabetes 2-patienten, til f.eks. den såkaldte KOL-kuffert, som blandt andet i Region Syddanmark gives til kronisk lungesyge og med gode resultater. Kufferten rummer medicinsk måleudstyr samt udstyr til videokontakt med sygehuset.

Der er på papiret meget store fordele at hente ved brug af velfærdsteknologi. Det sparer for eksempel hjemmesygeplejersker/hjemmehjælpere for mange kilometer på vejene, ligesom det sparer ældre for timer på vejen, ventetid på hospital og genindlæggelser med deraf følgende risiko for infektioner. At have lægen “lige ved hånden” giver desuden fordele.

Kortlægning nødvendig

Men en nøje kortlægning af, hvor båndbredden er god nok til at klare to-vejs videokommunikationen er nødvendig, hvis man skal slippe for ærgrelser og frustrationer.

Der er ingen grund til at sætte udstyr op, hvis den ældre kun kan nås via en elendig forbindelse, og selv midt i tæt beboede områder kan der være huller.

Godt nok er den hurtigere 4G-mobilteknologi så småt på vej frem, men den skulle vist først være på plads ultimo 2013. Og selvfølgelig vil der være huller i 4G-dækningen også.

Hvem skal betale netforbindelsen?

Der er så andre faktorer, som også bør huskes midt i skåltalerne, og  ikke mindst “Hvem skal nu betale?”.

Skal den ældre pålægges udgiften til den kraftige netforbindelse, ligesom de nu kan pålægges selv at betale for en robotstøvsuger? Eller skal kommunen/regionen, fordi de har udsigt til at spare penge? Det spørgsmål er endnu ikke afklaret.

Modstand mod “not invented here”

Og så er der andre problemer, som plager det offentlige, når det gælder teknologianvendelse på velfærdsfronten (og andre).

• Alt for mange steder standser det ved forsøg – går altså aldrig i drift
• Forsøgene er tit for ambitiøse, også fordi det skaffer PR til politikere og PR og penge til forskere
• Det vellykkede forsøg hindres ofte i at sprede sig, fordi alt for mange kommuner og regioner “vil selv” via egne innovationscentre/vækstcentre eller hvad de ellers hedder.
• Der er eksempler på, at disse centre bekæmper hinanden.

Rådmand Jane Jegind (V) fra Odense var inde en del af disse problematikker i sit oplæg på konferencen forleden. Hun undrede sig blandt andet over, at KOL-kufferten til de kronisk syge lungepatienter ikke blev brugt over hele landet. Resultaterne burde tilsige det. Men der er altså lokale interesser, der tæller mere end patienternes helbred.

Jane Jeginds ligefremhed var et forfriskende break fra skåltalerne. Men hvorfor er hun en undtagelse, ikke reglen?

PS: Jeg deltog på konferencen som havkatten i hyttefadet. Indlægget tog blandt andet udgangspunkt i tre tidligere Bizzen-indlæg:  “Velfærdsteknologi – Næste danske boble?” , “EU-duksen Danmark dødsensfarlig for sig selv. Knækker Vækst og Innovation” og “Iværksætteri: Statslig strategi for de svageste”. 

• Borgerens sikkerhedscenter
• Obligatoriske login-rutiner
• Bedre systemer
• Øget fokus fra universiteterne

Tilføjet 4. maj 2012: Forsvarsminister Nick Hækkerup varsler på forsiden af Berlingske i dag, at risikoen for et netbaseret angreb (cyberkrig) på Danmark er øget. Læs blot denne vinkel med ind, når jeg i det følgende fortæller om, hvorledes NemID-strukturen giver øget sårbarhed i relation til kriminelle.

Det er på høje tid, at regeringen og bankerne tager konsekvensen af, at NemID for den kriminelle verden over udgør en sand honningkrukke. Det er alt andet en rettidig omhu forsat at fokusere allermest på egne fordele (effektivisering) ved NemID-infrastrukturen, når borgeren fortsat er efterladt som en hare fanget i lyskasternes skær.

Borgerne skulle fra dag 1 have været sikret effektiv hjælp, når det lykkes for kriminelle at få snablen i honningkrukken. Og banker og det offentlige burde have været klogere end at lave en infrastruktur, hvor én nøgle, NemID, giver adgang til honningskrukken.

Nyt angreb i gang

Netop nu kører igen et angreb, men Nets (tidligere PBS) beroliger. Kun 10 kunder er ramt.

Sidst – det var i februar – var “kun” 8 kunder i Danske Bank ramt. Den gang havde banken skruet ned for egne varselssystemer, lullet ind i freden som banken oplevede efter lanceringen af NemID. Nu er der skruet op igen for systemer og procedurer, der skal sikre mod bedrag, i alle banker. Resultatet: 10 ramte denne gang! (hvis det er slutresultatet).

Fremskriv røver/soldater-historien, og se hvem der vinder, medmindre at der sker drastiske ændringer af NemID-infrastrukturen.

Borgerens sikkerhedscenter

Folk vil få frastjålet ikke blot deres penge, men også deres identitet, hvilket vil give borgerne yderligere bøvl med at få spolet historien tilbage til, før det skete.

Der burde helt fra starten have været sikret borgerne ét kontaktpunkt, når NemID-sikkerheden blev brudt. Et sted fyldt til randen med den ekspertise, der skal til for at håndtere banker, Riberslignende organisationer, netbutikker og andre steder, hvor borgeren kommer i klemme grundet tabte penge/frastjålet ID.

Den borgerlige regering svigtede sit ansvar, men den nye regering, og ikke mindst Margrethe Vestager, synes lige så prædikende om digitaliseringens velsignelser. Hvorfor skal der “lig på bordet” inden noget, der burde være logik for burhøns, etableres? Altså et sikkerhedscenter, der varetager borgernes tarv.

Dit ansvar

Igen hører vi sangen om, at det bedste du og jeg kan gøre, er at holde pc’en opdateret med antivirus. Som om der ikke findes noget, der hedder zero day angreb, altså helt nye typer ondartet kode, som antivirussen endnu ikke har lært at genkende.

Igen hører vi, at borgere får smittet deres pc via besøg på ganske almindelige websteder, altså ikke som i gamle dage, hvor smitten typisk kom fra websteder forbundet med visse menneskelige svagheder.

Helt almindelige blogs, som blogførere selv får “hostet”, er blevet et af stederne, hvor det lykkes for kriminelle at smide ondartet kode ind, når bloggens ejer ikke har orket at sikre de nødvendige konstante opdateringer af blogsoftwaren.

Fra berømt til berygtet

Danmark er berømmet for at have skabt en effektiv it-infrastruktur, både i det offentlige og i finanssektoren (Dankort) og NemID.

Vi kan så krydse fingre for, at Danmark ikke ender med at blive berygtet for at med netop den effektive infrastruktur at have man skabt de ideelle betingelser for hardcore kriminelle.

NemID er nøglen til stort set alle bankkonti i Danmark og til afgørende offentlige systemer, der som bekendt også kører milliardudbetalinger rundt i systemet.

Næste trin

Næste trin må være, at få et eller flere sikkerhedscentre, hvor borgerne kan henvende sig, op at stå. Lige om hjørnet venter jo også den tvungne digitalisering fra det offentliges side, men selvfølgelig skal bankerne være med til at spytte i kassen.

Øgede offentlige udgifter, øgede bankomkostninger? Mon ikke det vil koste endnu mere, hvis  man stæser rundt med individuel brandslukning, udført at folk, der ikke er eksperter på området?

Obligatorisk standard

NemID-konceptet ser effektivt og smukt ud på papiret, men det holder ikke i længden. Alene det, at der IKKE er en obligatorisk standard for indlogning har lagt en bombe under sikkerheden. Nogle steder afkræves man f.eks. alle tre faktorer (brugernavn, password og nøglekortsnummer) ved indlogning, andre steder nøjes med med de to første faktorer, og så først ved enkelte transaktioner skal der også nøglekortsnummer til.

Hvis ikke folk har på rygraden, at 1-2-3 sådan er det altså altid, vil de heller ikke være på vagt overfor andre mønstre, andre skærmbilleder. Bankers argumentation med “kundevenlighed” er ris til systemets behind, og en af konsekvenserne af den manglende standard har jeg tidligere skrevet om her.

Nets-organisationen DanID, som står bag NemID, beskriver de anvendte mekanismer ved det nuværende angreb her, og meget ligner det foregående.

Nye teknologiske løsninger

Og så min kæphest. Lad borgeren, der ønsker det, få flere NemID’er med vandtætte skotter imellem, f.eks. et til netbanken, et til det offentlige, og et til alle de private virksomheder, som Nets også sælger løsningen til.

Og lad borgeren, der ønsker det, betale for en helt skræddersyet sikker teknologisk løsning, som IKKE er afhængig af den usikre kommode, som en pc er. Jeg er den første kunde.

Hvis universiteterne så også lige kunne skrue op på ekspertise på disse områder, så feltet ikke i samme grad er overladt til “eksperter” fra sikkerhedsleverandører, ville det også gavne. På høje tid. Grrrr.

Dell ville blive tæt på slagtet, hvis it-selskabet gebærdede sig i USA som i Danmark. Hvis f.eks. 8000 deltagere i et Dell-topmøde blev afkrævet et løfte om at sige, ”Shut the fuck up bitch” til deres ægtefæller. Hvis Hillary Clinton og andre kvindelige politikere blev latterliggjort fra scenen, hvis it-branchen blev rost for at holde kvinderne ude, og hvis mænd blev tilskrevet alle opfindelser, mens kvinden alene fik æren for kagerullen.

Men nu er det Danmark. Det var 800 deltagere. Latterliggørelsen var af danske kvindelige politikere. Og det var humor, for i Danmark har vi humor.

Der var da også voldsomt bifald i salen, da Dell i Danmark på sit topmøde i Tivoli i København i tirsdags lod entertaineren Mads Christensen, selvudnævnt blærerøv, præsentere sit velkendte syn på kvinder.

Elektronista

Hvem der ikke fattede morskaben, har ingen humor. Desværre for Dell var der en sådan tilstede, nemlig Christiane Vejlø, kendt for sin Elektronista-blog og –program på Radio 24syv. Den unge kvinde er desuden en populær gæst på tv, når nye gadgets og apps skal kommenteres.

Christiane Vejlø gengav via Twitter ”Hold kæft, kælling” og alt det andet. Ringene bredte sig hurtigt på de sociale medier, næret af en række yngre mænd samt af kvinder, som reagerede kritisk på Dells valg af Mads Christensen.

Entertaineren, der tidligere har ytret sig kontroversielt i flere sammenhænge, var ikke blot hyret for 15 minutters underholdning, men var også dagens moderator for arrangementet, hvor stifteren af Dell, Michael Dell, optrådte foruden repræsentanter for Microsoft og Intel.

Blandt de udskældte kvinder

Christiane Vejlø var ikke eneste deltager på konferencen, der havde svært ved se humoren. For eksempel ytrede en højt placeret kunde, en kvinde, sig dagen efter således på Twitter. ” Bakker op om betragtningerne omkring det meget uheldige set-up med Mads i går. Var selv tilstede som en af de udskældte kvinder.”

Dell var endvidere så uheldig, at en brite, der bor i Danmark, hurtigt bloggede om hændelsen med overskriften ”Dell and Sexism”. Læserne fik blandt andet gengivet Mads Christensens besked: “You are the last bastion in IT, boys. Hiss it through your teeth. Shut your fucking face, bitch”.

Revival for pinlige sager

Og vupti. Op poppede en tidligere omtalt sag om systematisk kønsdiskrimination hos Dell, der udløste en erstatning på 9,1 mio. dollar, og ligeledes et berygtet større Dell-initiativ, hvor pc-giganten henvendte sig til kvinder, nærmest som om deres arbejdsliv ikke betød noget. Der var fokus på at tælle kalorier, lave mad etc.

Ifølge den danske twitter-strøm røg der i de dage en del anseelse for Dell og i hvert fald et par muligheder for salg. Der kom dog enkelte modreaktioner, og en af dem lød således; ”Så slap dog af kællinger”.

Kontant afregning

Den stil kunne desuden ses i kommentarsporet, da Christiane Vejlø senere bloggede om sagen. Efter en start, hvor yngre mænd kritiserede Dell-strategien, også fordi netop it-branchen mangler kvindelige deltagere, kom de mænd til, der havde haft det sjovt på konferencen, og angreb. Her et lille udvalg af ytringerne rettet mod Vejlø: Spejlblank blogger. Skolepigefeministfornærmet. Lille vrede dame. Hold kæft kælling!

Skønmaleri

Mads Christensen havde sit publikums gunst, og flere steder på nettet udtrykte deltagere, at hans budskab i virkeligheden var at rose kvinder, fordi de kan så meget, og at skose mændene for ikke at tage kampen op. Mads Christensen har efterfølgende udlagt det på samme måde.

Morskabsteatret med fokus på sure, dominerende, dumme kællinger, der bare skal sættes på plads, har imidlertid solgt billetter i mange år herhjemme, drevet flittigt af stand up’er, DR, TV2 og de øvrige medier.

Der er publikum til humor med kvindeforagt og -had (misogyni), så hvem kan klandre nogen for at udnytte det.

Frisindede Danmark

Vi har ret til at udtrykke os helt frit i Danmark i ord og billeder, og vi gør det. Om indvandrede og kvinder især. Ikke nogen kvælende politisk korrekthed. De, der protesterer, savner bare humor eller er rent ud snerpede. Hvis de altså ikke blot affærdiges som ubegavede.

Derfor er det helt o.k., når en CBS-professor som Caspar Rose skriver om kællinger. ”Magen til venstreorienteret bitch-pladder”, lød det således i et indlæg i Berlingske om kvoter.

Derfor er det o.k., når filosofiprofessor Vincent Hendricks, Københavns Universitet (KU), lader sig fotografere ved tavlen sammen med barmfagre “skolepiger” som reklame for en godgørende (!) organisation og desuden bruger disse fotos som reklame for filosofistudiet ved KU.

Disse fotos er siden fjernet fra KU’s hans firmas website, Vince Inc., (men lever fortsat på nettet). Nogen var snerpet og klagede. Visse kolleger i udlandet tog det også ilde op. Yderligere en snerpe blev Politiken, der skildrede reaktionerne, og som blev skældt ud i kommentarfeltet under artiklen.

Kvinder uden moral

Der er ingen grænser i Danmark. Selvfølgelig kan vi også vælge en mand ind i Folketinget, der har givet halvdelen af Danmarks befolkning tørt på. I et blogindlæg på damefrokosten.com fortalte Ole Birk Olesen (LA), at kvinder er uden moral, ude af stand til at opbygge og opretholde en levedygtig civilisation og uden tilstrækkelig kontakt med deres hjerne. Blot for at nævne nogle få af punkterne i ”Jeg anklager…. Kvinder”, som damefrokostens læsere i øvrigt stemte ind som årets bedste indlæg.

Ole Birk Olesen, pointerer dog, at der er tale om generaliseringer, og at han – på den private front – oplever, at kvindernes dårlige sider opvejes af mange gode sider. De gode sider ved kvinder har han dog aldrig fundet værd at beskrive et lige så udførligt blogindlæg. Hvorfor mon?

Well, ser man på mediet 180grader.dk, som Ole Birk Olesen stiftede og skrev flittigt på, så har hans holdning til kvinder helt fra starten af været af overvejende negativ karakter, og mediet er blevet et samlingspunkt for ligesindede.

Rå og hjertelig tone

Men den ”rå, men hjertelige tone” tone i det danske hyldes ofte, og ve den arme kvinde, som erklærer, at hun ikke føler den hjertelig. Ren tabersag.

Måske kan tonen give erhvervslivet lidt problemer, men pyt. Når en garvet international headhunter som Inge Berneke i sin vel anmeldte bog ”Kvinde kend din Karriere” skriver, at der i Danmark er et sådant frisprog, hvad angår kvinder, at det ville give problemer i andre lande, får vi jo sorteret de sarte fra.

Ny vindersag?

Måske har Danmark tilmed en ny vindersag i sin nutidige frisindethed. Hvor Storbritannien kan nyde godt af injurieturismen, Luxemborg af tystysturismen, Thailand af prostitutionsturismen, så kan Visit Denmark måske markedsføre misogyni-turismen.

”Trænger du til at svine kvindekønnet til, så tag til Danmark og deltag i den danske humor.” En udskrift fra Dells topmøde skulle sammen med dokumentation for de øvrige nævnte hændelser nok kunne give en overskrift eller to i de store internationale medier som støtte for markedsføringen.

Fyring på stedet

Nicolai Moresco, direktør for Dell i Danmark, har i lighed med Mads Christensen beklaget, at nogen blev stødt, men havde havde arrangementet fundet sted i USA, var der røget hoveder øjeblikkeligt i forsøget på at begrænse skaden.

Nicolai Moresco oplyser, at Dell i Danmark fik spørgsmål fra USA grundet omtalen på nettet. Men arrangementet var lokalt, og ”when in Rome do like the Romans”. Dells danske direktør var inde over de linjer med udsagn som ”den danske kultur” i dag i programmet Elektronista på Radio 24syv (podcast kan høres her), hvor jeg også deltog.

Jeg tror ikke, at nogen af os ønsker, at Danmark skal ende i den kvælende grøft af Political Correctness, som USA roder rundt i, selv om den som bekendt også rummer ilt til mere indirekte angreb på kvindekønnet.

Men den anden grøft? Jeg tror ikke, Danmark står sig ved at forblive i den. Også blandt mænd, og især yngre mænd i erhvervslivet, ses den evige kværnen om sure kællinger, som ubehagelig.

Ventilen, der forebygger

Jeg har så hørt det hævdet, at det blot – ligesom i indvandrerdebatten – er en ”ventil”, der forhindrer værre ting i at ske. Accepteres den præmis bredt, må civilisation og dannelse vist redefineres, for der vil blive åbnet for ventil på ventil.

I Danmark er dummekællinger-retorik stueren, men er det sket i noget andet sammenligneligt land? Mine venner i det norske og det svenske siger nej, om end de påpeger, at kvindehadet bestemt også ytres, men her er det næsten udelukkende på nettet og under anonymitetens dække.

Skyldes situationen, at kvindesagen i lighed med marxismen blev så besk og ekskluderende og sårede så relativt mange netop herhjemme, at pay back time bare bliver ved og ved?

Savner arbejdskraft

På it-området kan kvindeforagtende ytringer, humor eller ej, synes ekstra uheldige, for hver tredje danske it-virksomhed savner ifølge brancheforeningen IT Branchen arbejdskraft og har ofte har efterlyst kvinder. Der var i øvrigt kun 40 kvinder blandt de 800 deltagere.

Det store bifald? Måske er it-folket stolt over at være en af de sidste bastioner for mandehørmen. Måske ramte Mads Christensen mere bulls eye over for det klientel, end noget andet. Klientellet var – så vidt jeg forstår – især fra salgsleddet, men jeg vil tillade mig at tro, at på udviklingssiden er fordommene mindre. Det er i hvert fald min egen erfaring.

Hårde hvidevarer

Min umiddelbare reaktion på, hvad Christiane Vejlø skrev via Twitter var, at der er gået ”hvidevarer” i Dell, foruden altså dansk ”humor” – dansk “satire”.

En gang var Michael Dell en beundret pioner. Ikke som den teknologiske frontløber, men han før end nogen anden realiserede muligheden for at sælge direkte via nettet uden de fordyrende mellemled. Dell blev en frygtindgydende konkurrent for de gamle spillere, for IBM, Compaq, HP, Fujitsu, ICL, Siemens Nixdorff og mange flere.

Nu ser Dell tilsyneladende på sine produkter, som hvidevarefabrikanter ser på deres. De ved, der stort set ingen forskel er, uanset hvilket mærke, der er klistret på, så der skal råbes meget højt og kulørt.

Blot en smutter?

Men mon ikke det bare var en smutter. En smutter, som kun kunne ske i Danmark. Men det er o.k.?

Danmark har optrådt i overskrifter verden over for sin indvandringsfjendske holdning. Spørgsmålet er, om vi også kommer til at score overskrifter som frizonen for misogyni.

PS: Det var i øvrigt en mand, der opfandt kagerullen. Blandt kvindelige opfindere finder vi den danske sygeplejerske Elise Sørensen, som gjorde livet lettere for stomi-opererede verden over. Hendes opfindelse blev grundlaget for den succesrige koncern Coloplast, der har 7.000 ansatte verden over.

Det er payblogging.dk, der står bag påstanden, og man behøver blot at tjekke Bizzen-bloggen for navnet Bloggerwave, for at se, at påstanden er usand.

Endte i ren plat

Bloggerwave er i øvrigt endt som ren plat, hvilket jeg beskrev fornylig.

Men jeg kan bevidne, at jeg og andre har modtaget adskillige tilbud fra anden side om at få penge for at placere tekstreklame på vore blogs.

Skjulte bagmænd

Der er altså intet nyt i konceptet. Payblogging.dk udmærker sig desuden – som mange andre for smarte – ved ikke at fortælle, hvem der står bag.

Paybloggings markedsfører sig således: “Store virksomheder betaler bloggere for at anmelde deres produkter eller omtale dem positivt”.

Koncerner på limpind?

På sin vis burde jeg tilmelde mig til payblogging.dk med det formål at se, hvilke virksomheders marketingafdelinger, der er hoppet på den limpind. Apropos Bloggerwaves historik, hvor store brands kom i klemme.

Man kan næsten kun grine, når man læser de smartes henvendelse til de potentielle firmakunder:

“Vi har et meget ekslusivt klientel og tager kun kunder ind, som vi ved kan levere kvalitet til vores bloggere.”

Bøderne

Man må håbe, at det “eksklusive klientel”, så er klar over, hvem der får bøden, hvis lovgivningen overskrides. Vedr. internettet lyder den således:

“Det følger af § 9, stk. 1 i e-handelsloven (lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel), at al kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, skal udformes og præsenteres, så det tydeligt fremgår, at der er tale om kommerciel kommunikation. Det skal tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Bloggerwave var et to-mands firma i Humlebæk, og firmaet skamred kendte brands som Carlsberg, Danske Spil, Coop og Sony Ericsson. Brugen blev intensiveret, da firmaet trådte ind på det amerikanske børsmarked og pumpede aktieprisen op i hysteriske højder. Senere faldt værdien til langt under 1 cent, og børsfacaden blev solgt til næste fusentast.

Betalte bloggere

Bloggerwave tilbød at skaffe firmaer tekstreklame via et netværk af betalte bloggere. De kendte koncerner var hoppet på et godt tilbud, men typisk blot på forsøgsbasis.

Alligevel får koncernernes marketingansvarlige ikke sat stopper for skamridningen af deres brands. Bloggerwave-aktionærer må tænke sit, når de ender på etabler-dit-eget-millionærdating-site.

Den norske kobling

De røde øren må imidlertid blusse i dobbelt styrke hos marketingafdelingerne hos Falck A/S, Diabetesforeningen og BRF-kredit. De har ladet sig spænde for en vogn, der gør, at deres brands på grum vis forbindes med nordmanden, der på en klippeø myrdede løs.

Konceptet lyder: Download Breikviks manifest, og du kan vinde 50.000 kroner, dog forudsat, at du afleverer dine kontaktinformationer til de fine firmaer og giver dem lov til at kontakte dig.

Den beretning havde radio24syv i går, og BT refererer sagen. Her hedder det løsagtige firma, som marketingafdelingerne troede på, Smart-Response.

Marketing uden kritisk sans

Marketingafdelinger er så forhippet på nettets muligheder, at de har lagt enhver kritisk sans på hylden.

De går efter at score kliks og/eller omtale og dermed branchekendskab. De går efter at score mailadresser og retten til at henvende sig direkte til kunderne. Arbejdet med at spy mails med tilbud ud, overlades typisk til andre smarte firmaer.

Som at vande i bukserne

På overfladen er det billigere og mere effektivt end traditionel annoncering, som marketingafdelingerne derfor også drosler kraftigt ned på. I sidste end kan succesen dog give alvorlige skrammer i brand’ets image. Et firma for hvem målet helliger midlet!

Hvad siger direktionerne til de dubiøse koblinger? Bestyrelserne?

Rettens vej

Hvornår lærer marketingafdelinger at sætte effektivt ind, når en underleverandør misbruger brands, svigter aftaler og tillid? En retssag eller to mod de lige lovlig smarte netfirmaer vil måske få bagmændene til at vare sig. Men kun en smule. Der er simpelthen for let penge at hente på bits og bytes og et gratis internet.

Her kan du slutte læsningen. Men de bloglæsere, der tidligere har kigget på mine omtale af Bloggerwave, kan fortsætte, hvis de vil have slutningen på det firmas historie.

Bloggerwaves bagmænd

At jeg igen tog et tjek på Bloggerwave skyldes netop nyheden om den usmagelige norske kobling i går. Jeg lyttede til Radio24syv, der også havde talt med en noget chokeret repræsentant for BRF.

Bloggerwave involverede andre firmaer i sin stræben efter lette penge, og som nævnt blev deres brands skamredet i forbindelse med entreen på det amerikanske OTC-marked.

Naive investorer

Grådige – eller naive – investorer hoppede på pump-and-dump klassikeren. Andre, der næppe heller har det for godt, er de naive – eller grådige – investorer, der allerede tilbage i 2007 lod sig lokke af bobleagtige løfter før børsentreen.

Vindere er der dog i Bloggerwave-sagen, nemlig en lille håndfuld danskere, der må have grinet hele vejen til banken, og dem vender jeg tilbage til.

Køb! 500 procents vækst!

Vindere er også enkelte andre, der professionelt assisterer gråzone-noteringer. Blandt andet dem, der fik betalt for budskaber som “Køb, køb, køb. 500 procents kursvækst på kort sigt, og det dobbelte på langt sigt”.

Markedsværdien blev blæst op til 65 mio. dollar for et bette firma, der stort set havde det hele i kæften.

Jeg skrev første gang om Bloggerwave i starten af 2010. Showet varede dog ikke længe, og inden længe var kursen nede på under en cent.

I det aktuelle tjek af, hvorledes det var gået Bloggerwave, ender jeg her:

MillionaireMatch.com
Build your own Millionaire dating site
Making money doesn’t get any easier than this

Frustreret blogger

Og jeg ender også på en blog, hvor en frustreret amerikansk blogger, Dean Saliba, beretter om, hvorledes Bloggerwaves danske direktør, Ulrik Svane Thomsen, i forsommeren 2011 via mail orienterede ham om, at selskabet var solgt, men at business ville fortsætte som altid. Hvilket var en løgn.

Dean Saliba har desværre slettet mailen siden, så jeg kan ikke bringe indholdet.

At salget er sket, og at Ulrik Svane Thomsen samt en anden direktør, Jacob Lemmeke, er væk, fremgår af en indberetning til de amerikanske myndigheder.

Så det var slutningen på en påstået succes på nettet. Når alt er malket, købes “firmaet” blot som en billig bagdørsentré på OTC. Moderne plattenslageri.

Svane & Lauritsen

De glade danskere er foruden Bloggerwaves Ulrik Svane Thomsen og Jacob Lemmeke, også Svanes bror, finansmanden Jesper Svane Thomsen, sammen med partneren René Lauritsen via deres respektive investeringsselskaber registreret på Britisk Virgin Island (Svaneco og Sapiens Alliance).

Jesper Svane Thomsen og René Lauritsen fremskaffede kapital til Bloggerwave (og andre selskaber, heriblandt Masterseek og Bark Group), fra investorer i ind og udland.

De to ejede også det OTC-noterede selskab, som blev Bloggerwave adgangsbillet til det amerikanske børsmarked.

Begge har siden oplyst, at de trækker sig fra venturemarkedet. Forinden havde to Berlingske journalister og jeg gravet i, hvor stor en andel af pengene hentet til forskellige selskaber, der gik i egne lommer.

Links til dækningen i Berlingske og her på bloggen fremgår i bunden af dette blogindlæg.

Citrix er herhjemme mest kendt for sin dominerende position inden for virtualisering på Windows-platformen og for sin fjernadgang til servere og pc’er. I 2011 lå Citrix’ omsætning på 12,5 milliarder kroner.

Flot Sunstone-exit

Men det er ikke blot Podios nøglepersoner, der har grund til at fejre dagen. Venturekapitalselskabet Sunstone, der blandt andre har ATP Vækstfonden, Industriens Pension og Sampension i ryggen i en Podio-investering, har fået en længe tiltrængt flot exit. Sunstones investering på 22 millioner kroner blev foretaget så sent som for 15 måneder siden.

Podio står bag en samarbejdsplatform, der er mere end det. Der er faktisk virksomheder, der bygger hele deres forretnings-it på platformen, og det på relativ enkel vis med drag and drop og med andres apps.

Ville selv

Af samme årsag har det danske selskab været omsværmet, selv om den officielle lancering fandt sted så sent som for et år siden i San Francisco. Men allerede da var der kunder på som følge af beta-perioden.

Podio valgte imidlertid at sige nej til bejlerne for i stedet selv at hente penge fra Sunstone.

“Men nu var tilbudet så godt, at vi bare måtte slå til,” fortæller serieiværksætteren Thomas Madsen-Mygdal, der foruden selv at have investeret i Podio i januar 2009 også er aktiv bestyrelsesformand.

En ny og endnu større kapitalrunde havde været nødvendig, hvis Podio selv skulle have løftet den videre satsning ud i verden.

Skift af navn og revir

Selskabet blev faktisk stiftet under navnet Hoist tilbage i 2007 af Jon Froda og Anders Pollas og lidt senere kom Kasper Hulthin til. Navneskiftet til Podio skyldtes, at domænet Hoist.com var optaget.

Selskabet startede også et lidt andet sted, end hvor det er endt i dag, nemlig med software i relation til blogs og såkaldte Wiki’s. Men så blev der sadlet om.

Ahlers scorer for anden gang

Blandt investorerne, der nu får en exit, er også Ulrik Jensen, som kom ind tidligt, og Podios administrerende direktør siden august 2010, Tommy Ahlers. Han har i forvejen selv scoret stort ved en tidligere exit med sit mobilselskab Zyb.

Jeg må så blankt erkende, at Podio-gutternes exit kom langt hurtigere, end jeg havde forestillet mig. Det fremgår også af første gang, jeg skrev om selskabet. Det var under overskriften Danske Podio udfordrer Google, Microsoft, Yammer m.fl.”.

Det blogindlæg, der også går nærmere ind på Podios produkt, blev forfattet for halvandet år siden, netop som Podio forlod kælderen for at flytte op på en 4. sal. Læs endelig kommentarsporet med for at se, hvilken tvivl og tiltro, der var blandt læserne.

40.000 kunder

Podios software bruges foreløbig af 40.000 virksomheder i 150 lande, og blandt de mest kendte internationale kunder er Twitter og BMW. Herhjemme ses blandt andre Økonomistyrelsen, FDB og Årstiderne i kundekredsen.

Som normen i den netbaserede verden er, har Podio også åbnet døren gratis for mange virksomheder, og firmaet har endnu ikke nået en break even. Årsregnskabet for 2011, der netop er indleveret, viser en bruttoavance på et par millioner kroner. Af årsregnskabet kan også ses, at det meget aktive lanceringsår har tæret godt på Sunstone-investeringen.

Berlingske kan fortælle, at Podio-teamet forbliver i Danmark, og at Tommy Ahlers bliver VP of social collaboration i Citrix.

Citrix spiller en meget stor rolle i, hvad der kaldes enterprise-verdenen, altså koncerners it-infrastruktur, og det er globalt set.

Ikke den værste for Podio at ride på ryggen af videre ud i verden:-)

Citrix’ planer

Citrix skriver selv i sin pressemeddelelse følgende om Podios rolle, også som bindeled mellem alle Citrix’ egne tilbud:

It is a natural extension of the Citrix collaboration business, providing today’s mobile and distributed workforce an easy, secure and social way to come together and work as teams. Podio will be part of the GoTo cloud services portfolio”.

Tilføjelse kl. 16. Techcrunch har i sin omtale noget, jeg også burde have, så voila:

Podio has also integrated with other workflow and storage tools in the enterprise including, Box, Campaign Monitor, Dropbox, Evernote, FreshBooks, Google Apps, Google Docs, Google Alerts, Instapaper and Zendesk.

Mens Stein Bagger og hans medskyldige, Mikael Ljungman, sidder i Villa Gitterly, fortsætter Ljungmans mangeårige makker, svenskeren Carl Freer, som en ukuelig batteri-kanin, hvor han end får pengene fra. Succeser med egne firmaer har det knebet alvorligt med.

Carl Freer var sammen med Ljungman stifter af selskabet MediaPower, som IT Factory indgik partnerskab med. Det var efter ønske fra Stein Baggers, og han holdt tilmed sin tekniske direktør Carsten Sjørup helt væk fra sagen (hvilket fremgår af bogen “Bedrag” fra Gyldendal Business).

Carl Freer står på det seneste bag et filmwebsted med det fængende navn, FilmFunds. Via et opkøb er firmaet også i stand til at tilbyde software, der laver 2D-film om til 3D-film.

MediaPower-teknologi

Freer går desuden et skridt videre med den marketingteknologi, som IT Factory indgik partnerskab om med MediaPower.

Den nye app er også en såkaldt mobil-søgemaskine, og der kan søges via f.eks. foto fra reklame video, tale, QR-kode, hvilket bringer forbrugeren til webshoppen for produktet. Før var det still-reklamer, men softwaren fungerede ganske elendigt, da jeg testede det.

Firmaet Logovision har Freer har stiftet sammen med blandt andre en anden gammel kending fra IT Factory-dagene, Rich Jenkins.

GetFugu og millionerne

Long gone er MediaPower, der skiftede ham efter IT Factory-skandalen til GetFugu. Carl Freer tilegnede sig personligt patenterne i en deal, der vakte røre i aktionærfora på nettet.

Navnet GetFugu vil nogen huske fra den gang, hvor Boris Frederiksen, kurator for IT Factorys konkursbo, rejste til USA for at spore det manglende trecifrede millionbeløb. Gisninger lød på, at de var røget i GetFugu.

Boris Frederiksen var da optimistisk, men pengene er fortsat væk.

Retssag aflyst

Carl Freer har i øvrigt rystet endnu en udfordring af skulderen. Der var anlagt en meget stor sag mod ham, hvor han blev anklaget for at have svindlet. Den blev først smidt ud af en retsinstans, men blev taget ind af en anden.

Nu meddeler Carl Freer på sin nye blog, at alt er endt i fryd og gammen, og at sagsøgerne var ført bag lyset, og det bekræftes af en af de involverede.

Den truende advokat

Kontaktpersonen for den nyhed, der også er formidlet bredt via en pressemeddelelse, også en gammel kending, ikke blot fra IT Factory-tiden, men også fra Freers tidligere Gizmondo-skandale, som tidskriftet Wired har skildret så spændende som nærmest en krimi.

Den gamle kending er juristen James Huntermay. Ham havde jeg “fornøjelsen” af at bliver truet med alverdens ulykker af, hvis jeg gengav noget fra hans mail. Det skete, da jeg kradsede dybere i succes-overfladen og i den forbindelse også forsøgte at stille Huntermay nogle spørgsmål.

Også Computerworld, som jeg jo arbejdede sammen med om Bagger-sagen i sidste fase, erindrer ham garanteret.

Freer går direkte

Men sjovt, at Carl Freer nu meddeler sig via egen blog. Tidligere var det typisk via bloggen, The Nordic Link, tilhørende en i USA-bosat svensker.

Logovisions nye app, Serge, har dog også evnet at tiltrække sig opmærksomhed.

I TechCrunch

Techmediet TechCrunch bringer således en artikel om Serge-app’en.

I kommentarfeltet roses produktet højlydt, så måske er det lykkedes for Freer denne gang, hvor han har nye partnere. Han evnede dog også tidligere, hvor softwaren vitterligt haltede slemt, at få begejstrede kommentarfelter hist og pist.

TechCrunch nævner i øvrigt slet ikke Carl Freer. Lidt weird.

Til slut. Om jeg fatter, hvordan Carl Freer kan finansiere sine businesseventyr. Hvad er dit bud?

Tidligere kørte de tre byggemarkeder på et lille C5-system (Damgaard), tilpasset specielt til byggemarkeder af EDB-Gruppen. Hvor galt det gik efter skiftet til “Rolls Royce-modellen”, kunne jeg læse om i SamsøPosten.

Lokalavisen bragte et referat af redegørelsen, som lederen af DLG’s XL-Byg i Ballen, Kenneth Andersen, for nylig gav på byggemarkedets generalforsamling i Tranebjerg.

Kraftigt fald i omsætningen

Ifølge Kenneth Andersen, har det nye SAP-system kostet byggemarkederne et omsætningsfald på 20 procent og et dårligt serviceniveau. Presset på personalet har desuden medført, at sygefraværet er højt.

Kenneth Andersen fortalte også, at et forsoningsmøde med 20 lokale håndværkere er gennemført i håb om at få genetableret tilliden.

Kafkask

Jeg har jo et bette fristed på Samsø, og vi, der har handlet jævnligt hos XL-Byg i Ballen, overraskes ikke over omsætningsfaldet.

Situationen efter SAP-systemet fortrængte det gamle, var til tider helt Kafkask. For eksempel blev der sat en stopper for visse ting, der tidligere kunne klares her og nu lokalt i byggemarkedet.

Nu er der centraliseret, og det forsinker og øger risiko for fejl. Visse processer, også banale, SKAL omkring DLG’s hovedkontor på Axelborg i København. Det betyder blandt andet, at arbejdsgangen fra tilbud til ordre, inklusive rekvisition af manglende varer, er hakket i stykket. Frustrerende både for os kunder og ekspedienter.

Manuelt arbejdet øget

Det har også været forunderligt at erfare, hvorledes et nyt it-system har øget mængden af manuelt arbejde og dobbeltarbejde. Normalt går det omvendt.

Det øgede sygefravær? Arbejdet med musen blev mangedoblet, så museskader florerer, men der er vist også personer, der er gået ned med flaget.

Undercover boss

De høje herrer på Axelborg burde måske have kastet sig ud i en “undercover boss”-session i tide. Så havde de på egen krop og i eget sinde oplevet, hvorfor tillid ryger og sygefravær øges. Oplevet, hvad der sker, når it-systemet en modstander i stedet for en støtte.

Gad vide, hvem der traf beslutningen om at pådutte byggemarkeder et engros-system? Mon ikke argumentationen var noget med bedre overblik på hovedkontoret?

Straffet på pengepungen

Nu har Axelborg – og dermed de 28.000 landmænd, der ejer DLG – så mærket fejlsatsningen på pengekassen.

Selvfølgelig har finanskrisen også sat sine spor, men ifølge lederen af XL-Byg i Ballen skyldes 75 procent af omsætningsfaldet lokalt alene it-systemet.

Den triste historie fremgår dog slet ikke af DLG’s pressemeddelelse om årsregnskabet. Det er nemlig gået pænt frem på andre områder.

De fleste unge har nået redebygger-alderen, når de forlader universitetet, og man kan blive helt overrasket, når man ind imellem møder et gammelt menneske, der fortæller, at han eller hun skam var færdige i 24-25 års alderen.

Efter ungdomsoprøret

Videnskabsministeriet har desværre kun tal for kandidatalder tilbage fra 1973, altså efter ungdomsoprøret slog igennem, men af dem fremgår, at dimittend-alder på tværs af alle studieretninger er skredet fra 27 år i 1973 til 28 år i 2010.

2010-tallet repræsenterer tilmed et lille fald (0,2) i forhold til 2009, men kandidatalderen toppede i 2004 på 28,5, altså 1,5 år mere end i 1973.

Skredet betyder, at der er ét år mindre på arbejdsmarkedet i den ene ende af, hvor samfundets øgede investering i uddannelse skal give udbytte.

Humaniora topper

Gennemsnitsalder både i 1973 og 2010 repræsenterer dog store udsving afhængig af studieretning.

Ældst er kandidater fra humaniora. I 1973 var de 28,3 år, da de forlod universitetet for sidste gang. I 2010 var de 29,6 år, altså et skred på 1,3 år.

Humaniora slår desuden rekorden for lange studier i hele perioden. Rekorden faldt i 1992 og var på 31,2 år, altså næsten tre år længere end i 1973.

Længere normeret

Næstældste kandidater er dem fra sundhedsvidenskabelig retning, men deres uddannelse bryder også normen på de 5 år.

Dyrlægestudiet er normeret til 5,5 år, og lægestudiet til 6 år. De sundhedsvidenskabelige kandidater er gennemsnitligt færdige i en alder af 28,1. Det er halvandet år tidligere en de humaniora-studerende trods den længere studietid.

Naturvidenskabsstuderende er færdige som 28-årige, og samfundsvidenskabelige kandidater er gennemsnitligt 27,7 år.

Ingeniører yngst

Ingeniørerne har altid været de yngste kandidater, når de er færdige. Fra en gennemsnitlig alder på 25,7 til i 2010 til 26,2. Det er altså 1,8 år yngre end den gennemsnitlige kandidatalder på tværs af alle retninger.

Ingeniører er i øvrigt også dem med højest erhvervsfrekvens, altså mindst ledighed, bortset fra læger.

Normskred

Der er også sket et normskred i perioden. Den normale studietid lyder ifølge Videnskabsministeriet som følger:

“Hovedreglen er, at alle danske universitetsuddannelser er opbygget efter den såkaldte 3+2 model; dvs. i alt fem år med 180 ECTS bachelor og 120 ECTS kandidat. 60 ECTS = et fuldstidsårsværk. Enkelte undtagelser er bl.a. dyrlæge og medicin, hvor kandidatuddannelserne er hhv. 2,5 år (150 ECTS) og 3 år (180 ECTS)”.

SU gives imidlertid i dag for normeret studietid + 1 år.

Der kan være mange årsager til normskredet, herunder en langt bredere rekruttering til de længerevarende uddannelser end for 4-5 årtier siden og ligeså styrkelsen af det sociale sikkerhedsnet i samme periode.

Ældre inden start

At alderen skrider er der også mange forklaringer på. Efterskole er blevet populær og sabbatår, så de unge er ældre, inden de sætter deres ben på universiteterne.

Det spiller imidlertid også ind, at omkring 30 procent af de studerende fortryder deres indledende valg af studieretning og skifter til andet undervejs.

Den enkelte kontra samfundet

Set fra kandidatens egne øjne kan udviklingen virke ret så normal. Men set med samfundsøjne er det gået den gale vej, og her tæller ikke blot de færre år på arbejdsmarkedet og de øgede udgifter til uddannelse og uddannelsesstøtte.

Risikovilje falder

Problemet er også som tidligere nævnt, at kandidaterne typisk er tæt på redebygger-alderen, når de omsider er færdige. Det er på tide at stifte familie, også fordi kvinderne rammes af det “biologiske ur”, og så falder risikoviljen – for begge køn.

Husker jeg rigtigt, så er den ikke høj i forvejen. Der var på et tidspunkt en undersøgelse blandt universitetsstuderende, og en skræmmende høj andel af dem havde kun lønmodtager-drømme.

Iværksætterlysten blandt dem lå i bund, så hvem bygger fremtidens vækstvirksomheder?

Iværksætterlysten blandt kandidater skulle dog være i bedring, men vist først og fremmest forårsaget af den høje arbejdsløshed blandt dimittender.

Resumé

I Uddannelsestjek I stillede jeg spørgsmålstegn ved, om det tjener landet, at endnu flere tager en længerevarende videregående uddannelse (LVU).

Og i ovenstående tjek, nr. II, stilles spørgsmålstegn ved, om LVU’ernes højere alder er en styrkelse eller det modsatte.

I en artikel i Politiken (print, ej på nettet) i går belyste jeg risikoen for ledighed ud fra uddannelsesretningen. Humaniora er år efter år karakteriseret af den højeste ledighed. Humaniora tiltrækker allerflest studerende, og har altså udløst flest taxameterkroner til universiteterne.

Hvorfor er der egentlig så lidt lyst til at debattere disse ting? Er flertallet af meningsdannere måske lidt for syltet ind i problemstillingerne?