Nyhedsavisen: Netstjerner gik ind i væggen

Det gjorde altså ingen forskel, at Morten Lund og Morten Wagner kom til Nyhedsavisen med fingeren på de unges puls, stor ekspertise i at starte noget på nettet og muligheden for at udnytte en tilknytning af hundredetusinder af unge på andre netportaler såsom Wagners populære Arto.

Nyhedsavisen fik slukket respiratoren i nat. Ikke blot på print, men også på nettet, hvor jeg umiddelbart havde troet, at der havde været en chance, fordi omkostningsniveauet er et helt andet, når papir og distribution elimineres.

Havde satsningen sket tre år senere, var “papiret” nok lukket ned ved overtagelsen, og hele satsningen lagt på nettet i formater, der passede som fod i hose til mobiler som iPhone og lignende.

Men gad vide, om Morten Lund med denne oplevelse har fået lidt mere respekt for de gamle aviser, som han jo så hyppigt har nedgjort. At drive en avis i Danmark er en lang kamp op ad bakke grundet det lille sprogområde, de dyre journalister (journalistlønninger i DK ligger højt i forhold til sammenlignelige lande),  den svære og dyre distribution (incl. den nødvendige import af avisbude) og fremblomstringen af gratis nyhedsdækning i ind- og ikke mindst udland på nettet.

Da nyheden om de 2 x Mortens satsning på Nyhedsavisen kom ultimo januar gisnede jeg på min blog således om årsagen til deres interesse for at gå ind i den svære avisbranche.

“De to Morten’er, der fra de har været ganske unge har lavet successer ud af hver sin tangent, har nu realiseret lysten til også at “lege” sammen. De har hver især lavet succeser, hvor alle de gamle kæmper overså mulighederne, og nu tager de fat i lidt af den “gamle” verden for at vise, at det kan de sgu’ også.”

Nyhedsavisens fiasko lægger sig oven i hedengangne Dagens. I begge tilfælde ville de unge vise de gamle, hvordan man laver aviser. I begge tilfælde troede “de unge” nærmest på, at penge gror på træerne – tilsyneladende også de unge “kritiske” journalister på de nye aviser.

Mon ikke vi har set den sidste nystartede avis i Danmark efter dette? Jeg vil så bare håbe, at de gamle, overlevende mediehuse finder en ny balance med solide “kalorier” på print.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de mange års magelige velstand i Danmark har gjort sit til, at folk bare ikke gider anstrenge sig for at holde sig ajour med andet end det spektakulære, det ekstreme, ugens stakkels offer for myndighederne, og så lige boligprisernes fald og stigning? Det er et skud fra hoften, og blot baseret på, at OECD-analyser viser, at jo mere velstående et samfund er, jo mindre interesse er der for videnskab og teknologi – altså de “hårde” fag. Men måske kan så forskellige ting slet ikke sammenlignes.

PS: Jeg ser hos Mediawatch, at Morten Wagner nu leder efter ny nyhedsleverandør til avisen.dk, der var Nyhedsavisens onlineavis, og som var hans revir. Han synes at være ret så ligeglad med, hvem det bliver, blot leverancerne begynder inden 24 timer. Fjernere fra en pulicist-sjæl kommer man vel ikke. Det handlede altså blot om klik og annoncer.

11 responses to “Nyhedsavisen: Netstjerner gik ind i væggen

  1. Der er ingen tvivl om at den traditionelle avis har udfordringer forude. Det er egentlig ganske enkelt. Abonnenterne (mig) uddør, så egentlig er regnestykket ret simpelt. Trafik aviser er nok en løsning, da det er for dyrt at bo i byen.
    Hvad jeg undrer mig over er egentlig mediafolk (journalister)! Lige nu skriver I selvtilfredse om at den avis aldrig havde en chance og at det nu gik som forventet. STOR GLÆDE! Jeg synes det er synd, at vi i Danmark er glade for at skrive ud fra en negativt vinkel frem for en positiv. Der findes ingen industrier, der er lette at gå ind i hvad enten de er modne eller ej.
    Selvfølgelig skulle onlinedelen beholdes, da væksten kommer til at blive der. Det er ligesom ret logisk. En avis som Berlingske er vel også abonnement og annoncer?

    Kan vi ikke se verden fra et halvfyldt glas frem for et halvtomt?

  2. Halvfyldt eller halvtomt, er det ikke lige fedt ? Hvis der ikke var så mange “tosser” som rendte og lavede en masse negative ting/handlinger, ville der kun være det positive tilbage, ik !

    Men når nogen render rundt og laver “ged” i den, og snyder ansatte, vinhandlere og andre leverandører, så skal de have “en` på frakken” som man siger, ellers hylder man jo netop det negative. Hylder du måske den nyelige statistik
    som siger, at det kun er hveranden dansker, som vil forhindre en fuld i at tage bilen ?

  3. For det første har jeg aldrig forstået hvorfor de “store” aviser ikke har lavet en light-udgave som gratis-avis, der blot genbruger fra den “rigtige” – det burde kunne gøres med en redaktion på tre mand. Berlingske havde både Dato og Urban, men begge havde, og Urban har, “rigtige” redaktioner. Det giver ikke mening.

    For det andet – i Mediawatch artiklen står der specifikt at Wagner vil have et nyhedsfeed ASAP for at undgå at tabe trafik fra sitet, mens Freeway udvikler det nye koncept. Publicist-sjæl? Hvad ved jeg.. Realistisk .. i høj grad.

  4. Endnu engang et klassisk eksempel på at vi konstant tager ting for givet.

    Vi glemmer at forholde os ydmygt til markedet, og vupti,, markedet husker os med et hårdt uventet slag på det..

    Tiderne med “gratis” penge, fri kredit og let tilgængelig success er ved at være slut for denne gang. Men glæd jer.. den kommer igen..

  5. Kære Bo Rasmussen

    At læse dit indlæg er en ”fornøjelse”, tænk at der i dagens Danmark findes folk der render rundt at tror at når folk har investeret og tabt omkring 100 millioner kroner (Efter nogle islændinge har tabt 500 millioner kroner) på at rede en avis så render de bevidst rundt og snyder folk.

    Hvis man driver forretning så løber man en chance hver gang man giver kredit til en kunde, den risiko indkalkulere de fleste virksomheder i deres priser som en del af avancen – kredit er ikke noget man er tvunget til at give det er noget man vælger at give. Når man er ansat så tager man også en risiko omvendt så er man sikret gennem Lønmodtagernes Garanti Fond og sin A-Kasse.

    Der er ingen der er blevet snydt og der er ingen der har handlet i ond tro i relation til Nyhedsavisen – det burde du vide hvis du bare havde den mindste indsigt i hvordan erhvervslivet fungere og hvis du havde fulgt Nyhedsavisen.

    Formoder at du er offentlig ansat og at du aldrig har været i nærheden af en privat virksomhed – hvis Danmark kun havde folk med din holdning så ville det private erhvervsliv ikke eksistere.Jeg kan fortælle dig t i et dynamisk samfund er det ikke muligt at drive og skabe virksomheder uden at der ryger et par stykker i svinget.

    Et er sikkert og det er at det ikke er folk med din holdning der gør en forskel i vort samfund.

    Hilsen

    Søren

  6. Kære Dorte

    Du har beskrevet en type som Morten Lund så fint tidligere i din artikel om guldgravertyperne og fantasterne indenfor IT

  7. Der er ingen tvivl om, at de gamle medier har sovet i timen. At de har brændt så meget for de klassiske koncepter, der også har været af så stor værdi, at de har været for blinde over for internetudviklingen, den demografiske udvikling, behov hos folk, der har lang transporttid m.v.

    Jeg personligt har ikke jublet over Nyhedsavisens endeligt. Her blev der endelig sat masser af ressourcer ind på at bryde nye veje – på print og på net. Og det står i skærende modsætning til, hvad man så, da de klassiske aviser brød nye veje på nettet. I starten var det alt for meget med venstre hånd, og især begrundet med, at “so ein forbandet Ding müssen wir jo også have” (og det samme med gratisaviser). De er blevet klogere, omend der stadig er alt for meget junk og fællesstof på netaviserne (men Nyhedsavisen gjorde det heller ikke særlig godt på nettet, som jeg ser det).

    @ Troels Graversen. Jeg havde nu ikke Morten Lund i tankerne, da jeg skrev om guldgravere og fantaster. Lund har adskillige gange vist sin værdi for eksempel gennem etableringen af NeoIdeo sammen med to andre dygtige mænd. Det selskab (webbureau/reklamebureau) var så fremsynet, at en stor amerikansk gigant, Leo Burnett, betalte mange millioner for via det danske selskab at få en genvej til styrke på den nye del af markedet.
    At Lund fik lyst til også at prøve kræfter med avisverdenen. Det er der mange, der har gjort det godt på andre områder, der har fået. Det er en overmåde interessant verden, og de fleste af os ville egentlig gerne gøre det meget bedre, end hvad der er mulighed for – især i et lille sprogområde.

  8. Hej Søren Hansen ;-)

    Du kan ikke tage mere fejl, end du gør ang. min beskæftigelse. Jeg er håndværker indenfor faget metal – og jeg har altid arbejdet inden for det private – de sidste 20 år, på – ja rigtig gættet ;-) et trykkeri. Et stort privat trykkeri som lå i Herlev & Odense, havde en omsætning på ca. 1,8 milliard og som gav dundrende underskud. Derfor er det gået på røven, ligesom Nyhedsavisen. At tro på at annoncørerne vil betale så meget for deres annoncer, således at man kan gøre en avis gratis – det er sgu naivt.

    En avis rotation, en kønig Bauer, som kan køre 72 eller 96 sider i et hug, altså en hel avis,
    koster den nette sum af 450 millioner kroner, dertil kommer efterbehandlingsudstyr for alt mellem 25 – 50 millioner kroner.

    Så kommer papiret, trykfarve, et komplet lager i reservedele til trykmaskinen, etc etc.

    Så kommer lønningerne til (bare dem som er på trykmaskinen) trykkerne, elektrikkerne, smede, faktoratet osv. osv.

    Søren !
    Ved du overhovedet hvad de folk tjener i årsløn, hold nu fast, så du ikke falder ned af stolen ! Ingen af dem ligger under 750.000 kr.
    For en trykmaskine går tit i stykker og derfor må alle tage meget overarbejde, for er maskine i udu = ingen avis.

    Så det jeg prøver at sige/skrive her, er at en avis er noget af det dyreste, man kan starte op, hvilket jo også afspejler sig i at en islænding lige smed i omegnen af 800.000 mille, idet at det må formodes, at islændingen stadig ejer 49 % af den lukkede avis, idet at den amerikanske forbindelse, snublede i svinget.

    Det er muligt at jeg ikke er skide smart til at regne den ud, men jeg havde aldrig “smidt” 100 millioner i et hul, der lige havde slugt 500 millioner, uden at sætte mig grundigt ind sammenhængen og det var der lige en eller flere, som glemte her.

    Med venlig hilsen
    Bo Rasmussen.

  9. Kære Bo Rasmussen

    Jeg er sikker på at du aldrig havde smidt så meget som en krone efter Nyhedsavisen – det er nettop der hvor forskellen på dig og Morten Lund er.

    Han tager chancer, satser og forsøger, andre vælger den sikre vej i livet og forbliver lønmodtagere.

    I dette land bør vi være glade for at der er folk der tager chancher, folk der tør gøre en forskel og folk der er villige til at ofre 100 millioner på at nå et mål.

    Uden den slags folk havde vi ikke haft virksomheder som Lego, Grundfos, Danfoss og AP Møller.

    Nogle vælger trygheden andre satser – jeg er en af dem som syntes at det er fedt at der er folk der vil satse i dette land.

    Hilsen

    Søren

  10. Hej Søren Hansen

    Jeg støtter dig i at der skal være iværksættere. Derudover påpeger jeg bare, at når den gode Morten Lund, kaster sig over avis udgivelse, har han gjort regning uden vært, fordi at han ikke har sat sig ind i hvad det er for en verden. Han har sikkert ladet sig dupere af en Jon Asgier, som har en ikke afsluttet retssag kørende om mandatsvig, vistnok. Det kan altsammen læses på Baugur´s hjemmeside. Her ligger alt matriale fra medierne, dengang de bragte historien.

    Derudover kan du her på business læse seneste nyt: NYHEDSAVISEN OVERHALET PÅ KANTEN……..

    Det er sgu sørgelig læsning, men er udemærket dokumentation for min påstand på en af de andre blokke : nemlig at mellemledere, ledere, topledere og direktører, lyver. Hvorfor de gør det ? fordi de bliver betalt for at lyve. Det er en side som også følger erhvervslivet, man skal bare lige huske det.

    Skulle Morten Lund svare dig ærligt idag, ville han, med al sund fornuft ombord, ønske at han aldrig var gået ind i den dødsejler. Det må have været et sandt helvede for ham og det må have taget al nattesøvn fra ham.

    Med venlig hilsen Bo Rasmussen

Comments are closed.