Erik Oves kunststykke som tumling

I IT Factory-sagen er Erik Ove som en tumling. Uanset hvad der end sker, rejser han sig op igen, og nu kan vi i BT læse, at han nu vil skrive en bog om sagen. Det er en mægtig konkurrent at få på bogfronten, hvor jeg og adskillige andre allerede er i gang.

Det bliver interessant at høre Erik Oves forklaring på, hvorledes han kørte linen helt ud først med Stein Bagger, så med Asger Jensby. Hvorledes han indledningsvis fik gjort Bagger til offer, derefter på skift Jensby, sig selv og Baggers hustru.

Til sin bog har han sikret sig interviews fra flere ofre for skandalen. BT skriver således:

“På nuværende tidspunkt har Erik Ove ifølge B.T.s oplysninger planlagt mindst tre interviews med centralt placerede personer i det krakkede IT Factory. Flere af dem tidligere bestyrelsesmedlemmer. Interviewene skal bruges i den planlagte bog. “

Gad vide, om Erik Oves dermed også har fået nye kunder i butikken?

Den kendte medierådgiver har flere gang i medierne fortalt familien Danmark, at han ellers har en god næse for at afsløre, når noget lugter. Spørgsmålet er, om han i bogen vil afsløre, hvorfor alt duftede af roser.

Nej, nu gør jeg ham jo uret. Erik Ove havde et tidligt øje for, hvem skurken i virkeligheden var:-) Læs for eksempel denne kommentar fra Erik Ove på min blog. Svaret fra mig og fra Computerworlds chefredaktør står lige efter.

Selv efter skandalen rullede, har medierådgiveren travlt med at fortælle for eksempel Jyllands-Posten og mit fagblad Journalisten om sit helt uændrede syn på mig. Det går især på, at jeg kun havde mistanker, baseret på anonyme rygter. Slet ingen viden – ingen research.

Det er jo ejendommeligt taget i betragtning, at Erik Ove netop på det tre timer lange møde den 29. oktober blandt andet blev bekendt med min research på flere områder. Jeg kunne for eksempel fortælle om  den manglende validitet af “San Francisco Technical University”, som Bagger havde et guldindrammet ph.d.-bevis fra.

Jeg kunne fortælle om min research hos politiet vedrørende Baggers problemer med registreringsafgift på biler, og jeg fortalte om det helt uhørte i, at en amerikansk forhandler/partner (repræsenteret ved svenskeren Mikael Ljungman) end ikke markedsførte IT Factorys produkter på nettet. Et netbaseret produkt, der ikke fremhæves på nettet! No way.

Man kan i øvrigt tage et kig på Erik Oves holdninger i Journalisten via dette link. Han taler blandt andet om “en uforskammet insinuation” fra min side (Journalisten vises som et e-magasin, og det tager lidt tid. Men når forsiden er fremme, sæt så pilen – cursor – i nederste højre hjørne af bladet, og blad til side 20 – anden spalte midt. Klik midt i siden og teksten forstørres).

Den tidligere tv-værts kendte holdning – at man ikke kan tage anonyme henvendelser alvorligt – fremgår af et separat interview med ham (side 21 – artiklen “Fem skud til Erik Ove).

I al fairness skal dog siges, at jeg også har været ude med riven, hvad angår den kommunikationspolitik, som Erik Ove har rådet Stein Bagger med flere til at følge (et par links er døde, da IT Factorys ordinære website er fjernet).

PS: I Ingeniørforeningen har Selskabet for Risikovurdering den 12. januar et arrangement om, hvad der kan læres af IT Factory-sagen ud fra de foreliggende informationer. Blandt deltagerne er professor Morten Samuelsson, Center for Kredit- og Kapitalmarkedsret, CBS, rådgivende skatterevisor Christen Amby og Computerworlds chefredaktør Jan Horsager.

Jeg selv er på programmet ved et fyraftensarrangement i morgen, torsdag, hvor Berlingske har inviteret sine læsere til at høre blandt andet om bloggen som researchværktøj i IT Factory-sagen. (Kan desværre ikke finde link til arrangementet).

20 responses to “Erik Oves kunststykke som tumling

  1. Komiske Ali alias Erik Ove vil næppe få succes med hverken bog eller eventuelt kommende PR-opgaver for andre virksomheder. Han har allerede tjent masser af mønt på IT-Factory, selv om han har udført et uprofessionelt og samtidig beskidt stykke arbejde.

  2. Det virker mildest talt grotesk og utroværdigt, at han vil skrive en bog – hvis han nu kan fortælle noget har han jo mildest talt opført sig forfærdeligt over for Dorte.

  3. Det her har slående i lighed med historien om Pinoccio.

    Dukkemageren Gepetto ønsker sig en rigtig dreng, og feen gør Piniccio levende – men han bliver først en rigtig dreng, hvis/når han holder op med at lyve.

    Bagger er i sandhed en Gepetto, som med sit dukketeater ikke kun havde én Pinoccio men indtil flere (finansdirektør, Jensby, Ernst & Young, Computerworld, KPMG m.fl.).

    Piniccio (Erik Ove) har nu forsøgt at save og høvle sin evigt voksende næse, men som med Pinoccio higer han efter at blive en rigtig dreng. Nu forsøger han sig med sit eget dukketeater, og med sangen “Ingen bånd der binder mig”. Hvis han nu lover at fortælle sandheden, så bliver han ganske vist en rigtig dreng en dag. Feen holder ord.

    Men nogen skulle måske fortælle Erik Ove at Disneys Pinoccio-film, til trods for at det faktisk var/er en rigtig god film, blev en kæmpe flop da den kom ud.

  4. “Men når forsiden er fremme, sæt så pilen – cursor – i nederste højre hjørne af bladet, og blad til side 20 – anden spalte midt”

    Man kan i stedet blot skrive 20 der hvor sidetallet står. Noget nemmere.

  5. EO er jo specialist i damage control, spørgsmålet er vil bare hvilke skader han forsøger at kontrollere her, eller rettere hvis skader.
    EO fremhæver gang på gang at han har kontroleret at tingene hænger sammen som han fremstiller dem, og gang på gang er det blevet afmonteret fordi tingene netop ikke hang sammen.
    Nu er spørgsmåler bare om der mere kød på boghistorien en på de andre historier.
    Måske handler det bare om at få EO udgaven ud, før den ruller i retten.

  6. Erik Ove er jo en ældre herre i et kommunikationslandskab der er under ekstrem hurig forandring. Dengang han blev berømmet for sin metier handlede PR nok mest om at kontrollere budskaber, at sætte en dagsorden, at fastholde en linie osv. Når man sagde man kommunikerede “åbent” betød det, at man ringede tilbage til journalister :-)

    Alt det her med at journalister, researchere og mennesker med ansvar for kommunikation skal kunne forklare sig og argumentere for deres sag i samtale med andre begavede mennesker (tidligere kaldet modtagere eller læsere – i dag vel bedst betegnet som deltagere?) er vel bare lidt for nyt og anderledes for ham?

    Og alene fordi din bog formodentligt også får den moderne, redskabsorienterede, deltagelsesvinkel med – at bloggen er et redskab der kan bruges til noget i opsøgende/afslørende journalistik – og at deltagerne har betydning – bliver den for mig at se langt mere interessant, end alle de andre bøger, der stensikkert kommer på gaden!

    God fornøjelse i morgen – ked af at jeg ikke kan deltage, men du konkurrerer med et arrangement om finanskrisekommunikation i Danske Bank :-)

  7. Erik Ove har hele vejen igennem på TV og i medierne været utroværdig, useriøs og uforskammet. Hans bog vil ikke kaste lys over noget som helst.
    Dorte du havde også fortjent en Cavling pris.

  8. En kommunikationsrådgiver der efterfølgende skriver bog om forløbet vil lægge gift for kommunikationsrådgivning fremover. Rådgivning må være forbundet med diskretion, men måske håber han at tjene lidt hjem til Rungsted-adressen, nu hvor alle seriøse kunder vil vende ham ryggen.

  9. Rygtet går, at Erik Ove skriver bogen sammen med en anden gammel tv-journalist, nemlig Stig Andersen, der har skrevet nogle bøger om markante profiler.

    Old DR-boys netværk, måske, men nogen, der ved om det er sandt?

    Og ja. Det virker på mange måder overraskende ud fra flere forskellige vinkler, at Erik Ove nu også vil gå så langt som til at skrive en bog. Men han bryder jo blot endnu en grænse.

    @Klaus Kristensen. Så lærte jeg det om e-magasiner:-)

    @Michael Mortensen. Tak for link. Ledte forgæves under Berlingske.

    @Trine-Maria Kristensen. Ja, redskabsvinklen er i høj grad med.

  10. Jeg synes da det er et fremeragende initiativ, og han kan om nogen give en førstehåndsberetning samtidig med at Stig Andersen skriver fremragende.

    Glem ikke, at manden bare gjorde sit arbejde, og det var ikke let. Komiske Ali, tjah… måske! Det ville da i øvrigt også være interessant at få Alis førstehåndsberetning om Saddams stalinistiske styre.

  11. Det er da fantastisk, at Erik Ove, som ‘intet vidste’, nu vil skrive en bog med afslørende detaljer! Om hvem? Om Erik Ove?
    Og Stig Andersen. Tja, jeg læste hans bog: ‘Møllers mand’ og mangen til l… er jeg sjældent blevet præsenteret for. Stig Andersen savnede helt tydelig sine researchere fra DR-tiden.
    Jeg tror, at de bliver grundigt til grin.

  12. Nej, nu må I altså være søde ved den stakkels Erik Ove. I kan ikke være bekendt at forfølge denne rare, gamle mand.
    Man blev fx helt rørt, da man i Business på P1 hørte ham gengive begrundelsen for at hyre en tidlige dømt rocker som vagtmand: forbrydere, der har udstået deres straf, må da have en chance. Jamen, det er da CSR af højeste klasse. Det kunne de godt lære noget af i børnehaver og lignende, der nægter at ansætte pædofile, selvom de har udstået deres straf.
    Endelig er det jo heller ikke rart at tabe så mange penge, at man er nødt til en gang imellem at tage linje 5A, når man er vant til at flyve på 1. klasse.
    Det er da bedre, at manden skriver en bog end at hæve kontanthjælp og ligge det offentlige til last.

  13. Det debat-møde på Berlingske igår var noget skidt, Dorte. Jeg blev 1 time og 70 kr fattigere og er ikke længere så sikker på, at ”blogging-journalism” er vejen frem. Jeg er klar over, at du formodentlig ikke er ansvarlig for selve arrangementet, men da du jo er den centrale figur på mødet, falder fiaskoen jo unægtelig tilbage på dig. Lad mig berette hvordan verden tog sig ud fra de bagerste rækker:
    Mødet blev indledt af ordstyreren med en bemærkning om, du skulle skrive en bog, så der ville være visse, ikke nærmere beskrevne, grænser for, hvad du ville svare på. Allerede der burde jeg forlange pengene tilbage. Man kan jo ikke invitere folk ind til at høre om en sag, som man så ikke får noget at vide om alligevel, for man må vente og købe bogen senere.
    Så holdt du og Allan Skovgård hver et lille oplæg,som tildels bestod af en meget løs skitse af blogforløbet og tildels af en meget selvfed gang wow-vi har ikke set hinanden før-ting og en, vi forstår hinanden for vi skriver med hjerteblod-agtig ting.
    Herefter blev ordet frit, dvs. ordstyreren, som muligvis er nærsynet, fordelte spørgsmålene på de første 4 rækker. Svarene var meget lange i spødtet. Spørgsmålene gik i alle retninger, fordi oplæget ikke styrede diskutionen overhovedet. Det var end ikke klart om det var ITF, dynamikken i blogging, ansvarsloven for blogging, eller det var perspektiverne i blogging som kilde til samfundsmæssig gennemsigtighed der var emnet for aftenen. Alle fire emne ville hver for sig være interesante at få belyst, men næsten intet kom frem på dette snik-snak-møde. Hvor var din skarphed henne Dorte? Jeg sad og følte at du gemte på krudtet, fordi du ville have jeg skulle købe din bog senere og så føler jeg mig snydt. Jeg synes du skylder os en ommer!

  14. Charlotte

    Du rører faktisk ved lidt af et problem med Berlingskes møder.

    Min kone og jeg har een gang været til et møde – det var om boliger i udlandet; og jeg må desværre bekræfte dig, det var ikke godt, og professionelt var det slet ikke.

    Nu var selve mødet gratis, men parkeringen (ved rådhuspladsen) var bestemt ikke.

    Så vi kommer ikke igen – selv om min kone da lige nævnte en dag, om vi kunne være interesseret til netop det møde, som du så nu har været til.

  15. @ Charlotte Wilhelmsen. Der var nok for mange emner ind over, den korte tid taget i betragtning.

    Men “bloggen” var central i den forudgående annoncering og i Jens Chr. Hansens indledning.

    Overskriften i annoncen var “Stein Bagger, bloggen og det journalistiske opklaringsarbejde”, og der blev i teksten også nævnt, at jeg og “John Doe”/Bo Svensson (som måtte melde fra, men blev erstattet af Allan Skovmand) ville fortælle “om samarbejdet på bloggen”.

    Selvfølgelig er jeg noget beklemt ved at høre, at dit udbytte blev så småt.

    Umiddelbart mente jeg ellers at fornemme, at stemningen i salen var god, men det kan jo også være ønsketænkning.

    Men hvor meget kan man nå på en times tid, inklusive spørgsmål og svar?

    Afdækningen er sket over flere år, det handlede også om et nyt medies fordele og udfordringer, om Baggers ageren og meget andet. Og spørgsmålene fra salen bevægede sig i mange retninger.

    Du følte dig snydt, skriver du. Og du antyder, at jeg snyder, fordi jeg vil have dig til at købe min bog senere. Der kan jeg ikke sige andet, end at du tager fejl. Så lokumskold udspekuleret er jeg ikke.

    Men dit indlæg er en tankevækker. Jeg vil nok fremtidig sikre en meget stærk afgrænsning af, hvad jeg vil tale om i eget indlæg, og sikre at der er en fornuftig sammenhæng mellem afsat tid og emne. Men så vil jeg også stadig ville være villig til at svare på, hvad folk selv måtte ønske at komme ind over.

    PS: Det eneste, jeg havde anmodet ordstyreren om at sige, var, at der helst ikke måtte citeres fra mødet. Lige nu sidder der journalister/forfattere og arbejder på sandsynligvis 4-5 Bagger-bøger. Om nogle af dem var med i går? Aner det ikke, men ville ikke undre mig.

  16. Erik Ove er nu ikke ene om at sætte fokus på blogs – advokat og ekstern lektor i medieret ved KUA, Michael Christiani Havemann, har i dag et indlæg i Berlingske om blogs og anonyme indlæg med argumenter som Erik Ove også er fremkommet med. http://www.berlingske.dk/article/20090110/kronikker/701100089/0/.ogkvind/

    Jeg opfatter blogs som en guds gave til demokratiet, hvor vi kan få fat i forbrydelser/hensigtsmæssigheder af mange slags kan blive set efter i sømmene inden så hurtigt som muligt.

    Det ligger ligesom i Havemanns argumentation, at der skal ordentlige firmaer og personer til at vurdere tingenes rette sammenhæng, som desværre ikke slår helt til i den verden, vi har fået stablet på benene.

    Nu kigges revisionfirmaet, de øvrige direktører, og bestyrelsesformanden efter i sømmene http://politiken.dk/erhverv/article627431.ece – og det undrer mig altså også, at de mange menige medarbejdere ikke har råbt vagt i gevær, eller måske kan anklages for medvirken.

    Så vidt jeg husker er der også en sag om forsøg på drab med i sagen.

    Mht advokater, så har de altså heller ikke in store tillid, når jeg ser på, hvordan de forvalter embedet: kan en forsvarsadvokat få sin klient frikendt på en procedurefejl, så bruges loven til det!

    Det er ikke sådan, at jeg argumenterer for, at der ikke skal være lov og orden, men jeg kan alene se, at Dorte Toft har gjort et stort og imponerende stykke arbejde – der ligeledes er bygget på fagligt imponerende dyder.

    Jeg håber, at Dorte Toft danner skole for fremtidens blogs – hendes måde at forvalte sit arbejde på, er for mig at se helt i pagt med fagligheden og de tekniske muligheder med internettet anno 2009.

Comments are closed.