Dropbox: Superværktøj til deling af filer, backup m.v.

Så skete det igen. Et netbaseret værktøj viser sig at være så overbevisende godt i brug, at jeg ægrer mig over ikke for længst at have taget det i brug. Denne gang er det Dropbox – en lagringstjeneste.

Jeg begyndte at bruge Dropbox på fuld kraft i forbindelse med mit bogprojekt, nummer to – bogen “Lykkelig i nørdland”, og så greb det om sig.  Her er lidt beskrivelser af, hvad det gælder, inklusive hvordan man kommer i gang.

Jeg har takket være Dropbox adgang til de samme filer, uanset hvilken af mine to pc’er, jeg arbejder på.  Og det er vel at mærke også på pc’ernes harddiske, ikke kun ude i “skyen”. Hermed beskyttes jeg for bøvlet med at flytte filer, og jeg har altid mindst en sikkerhedskopi (hvis jeg ellers har været online).

Det gode er, at filerne opbevares i samme form, altså Word som Word, Excel som Excel etc. Det er ikke som med Googles kontorpakke på nettet, Google Apps, hvor der sker en konvertering til Googles egne formater (og det er ikke altid problemfrit)

Opdaterer jeg en fil i den særlige Dropbox-mappe på min store bærbare reflekteres det i Dropbox-skyen, og når min rejse-bærbare kommer på nettet, opdateres fra skyen ned på harddiskens Dropbox-mappe. Jeg kan samtidig se historikken ude hos Dropbox.

Når andre skal kunne tage et kig i en fil, går jeg ud i Dropbox-skyen og klikker på “Share” for den pågældende fil eller mappe. Og så anfører jeg personens mailadresse og skriver en lille besked. Modtageren kan derefter logge sig ind, læse og printe indholdet.

Skal modtageren (lad os kalde denne for Bjarne) også kunne redigere, tilføje, ændre og slette i dokumentet, skal han først selv have downloaded en lille stump Dropbox-software (hvorefter Bjarne også har adgang til fuld brug af funktionaliteten for egne filer).

Hvis det f.eks. er et Word-dokument vil jeg kunne se nøjagtigt, hvad og hvor der er rettet, hvis Bjarne havde slået hele korrekturdelen til. Altså lige som når man på traditionel vis har rettet i en andens materiale.

Når man indledningsvis downloader Dropbox, opretter den en særlig Dropbox-mappe (I Windows under Dokumenter).

Alt hvad der skal ind under Dropbox-skyen (til deling, beskyttelse etc.) skal placeres i denne mappe, der efterhånden udvikler sig med en masse undermapper. Det er således sjældent, at jeg efterhånden opretter mapper direkte under “Dokumenter”, nu er det under Dropbox.

Man kan også bare flytte (drag and drop) dokumentet og mapper, man vil have delt, over under Dropbox-mappen.

Tjenesten er gratis for de første 2 gigabytes, og vil man have mere skal man betale. Og det vil jeg gladeligt gøre, når behovet nærmer sig.

    Dropbox kører i øvrigt på Amazons.coms store datacentre, idet tjenesten er baseret for Amazons S3 lagrings-tjeneste.

    Jeg fik adgang til Dropbox via en invitation, da tjenesten blot var i Beta – altså en foreløbig version – men havde hidtil brugt Google Apps som delingsmekanisme, hvorfor jeg tøvede, og det skulle jeg ikke have gjort.

    Sammenligning med Google Apps

    Google Apps var faktisk et avanceret produkt til deling og samarbejde om dokumenter, da det kom frem for en del år siden, men konverteringen, der sker, når man “importerer” et dokument til Googles eget program (tekstbehandler, regneark, præsentation) er ikke altid perfekt, når det gælder formatteringen. Denomvendte konvertering, der skal ske, når man eksportere til en kontorpakke på pc’en, kan også give bøvl med formatering (og med flerlagsregneark).

    Man var også indtil for nylig henvist til at arbejde på Google-dokumenterne online, men off line versionerne er vist kommet på plads (via Google Gears). Korriger mig venligst, hvis det ikke er tilfældet.

    Men selv med offline-versioner er alt ikke perfekt, for Google Apps har kun basisfunktioner, og det hænder for mig jævnligt, at jeg har brug for en anelse mere.

    Reklame?

    Nogle vil måske opfatte dette som direkte reklame, men jeg har absolut intet økonomisk engagement i Dropbox. Tag det blot som gode råd, eller ignorer det.

    Det næste produkt, som jeg sikkert burde have kastet mig over forlængst, er Evernote, der kalder sig et værktøj til at huske alt. Her har jeg i flere år brugt Googles formidable Notebook, men Google har – uforståeligt nok – trukket stikket for nye brugere. Vist en hovsa-løsning, da der skulle demonstreres sparevilje.

    Og hvilket værktøj har du så nærmest taknemmelighed overfor?

    24 responses to “Dropbox: Superværktøj til deling af filer, backup m.v.

    1. Så Live Mesh dog med mulighed for Linux samt mere end 5gb

      Personligt er en kombination af livemesh og homeserver optimalt for mig

    2. @Flemming Riis
      Jeg har testet Dropbox under Windows og Linux. Men det virker også med Mac. Det er rigtigt multiplatform.

      Jeg er Linux bruger og har lavet et produkt selv, med gængse Open Source værktøjer.

      Men for folk som ikke kan eller gider selv er Dropbox genialt.

    3. Jeg bruger selv Dropbox.

      Lagringstjenester findes der dog en del af. Et supplement jeg bruger til Dropbox er – ADrive med 50, ja halvtreds, GB.

      Jeg har brugt ADrive i omtrent et år nu, og har aldrigt haft problemer med tilgængelighed osv.

      ADrive er har en mere simpelt interface, men har dog også udviklet en klient (bruger dog ikke klienten selv).

    4. Jeg er også ivrig (bruger af og) ambassadør for dropbox.

      Selv er jeg pt begejstret for grafikprogrammet Omnigraffle Pro, der dog er et halvdyrt program, men som gi’r en mulighed for at producere vektorbaseret grafik i meget høj kvalitet.

      OGSÅ (som det er tilfældet for mig) selv om man praktisk talt ikke ejer evner som grafiker.

      http://www.omnigroup.com/applications/OmniGraffle/

    5. Jeg bruger også dropbox og er glad for det. Jeg har forsøgt mig med Evernote. Men det har et lignende problem som Google Apps. Du får ikke nødvendigvis det samme ud som du putter ind. Det bliver lagt et specielt evernote-lag over og det kan give problemer ved fx. eksport af filer.

      Har man i øvrigt kun brug for at synce små tekstbidder så er simplenote (simplenoteapp.com) et fantastisk program. Det syncer mellem iphone/ipod touch og skyen (så ens noter er altid tilgængelige online)

    6. Jeg har brugt Dropbox i et års tid nu også uden problemer – synkronisering mellem laptop, sky og stationær pc.
      Dog lidt besværligt, når man skal tilgå filer på en pc, hvor Dropbox klienten ikke kan bruges (Arbejds-pc bag firewall). Her er man nødt til at bruge web-interfacet, som ikke er den hurtigste løsning.
      Jeg er kommet igang med at indscanne papirdokumenter for elektronisk arkivering. De indscannede dokumenter gemmer jeg i Dropbox som PDF-filer.
      For dokumenter, som jeg kan have brug for at læse senere lægger jeg desuden PDF-filen i Evernote (Som du også omtalte).
      Mine erfaringer med Evernote er kun positive. Der er adgang noter via klientprogrammet, hjemmesiden samt en gadget til iGoogle.
      Noter kan oprettes ved at “smide” en tekst-, lyd-, billed- eller PDF-fil i Evernote. Der kan også “klippes” fra alle kilder, du normalt kan copy/paste fra i Windows.

    7. Dorte fantastisk at du har taget de 2 programmer i brug, som jeg selv nok anvender mest i min hverdag. Dropbox, ja den har du jo beskrevet så fornemt. Evernote, bruger jeg til stort set alle former for data opsamling, og er man Mac bruger med Safari og står på en hjemmeside man godt vil husk så gør SHIFT-Evernote ikon på Safari værktøjs linie at tingen kommer perfekt ind. Jeg deler også data med min kone, huskesedler, opskrifter, software licenser, kvitteringer .. en masse andet info som jeg aldrig vidst om jeg skulle gemme i en mappe på Mac’en, email eller. Dernæst er det søgbart, selv tekst i grafik kan man finde bagefter, og har du en Iphone, ja så kan man tilføje data denne vej også, tag et billede af et godt tilbud i avisen, indtal en besked… etc. så alt i alt, er Evernote en fantastisk “container” af mine data jeg ikke lige vidste hvor de skulle være.

      PS. Dropbox har også indleveret deres Iphone app.

    8. ..men hvem er Drew????

      Jeg er så tæt på at følge din opfordring Dorte – og er helt sikker på, at det her er løsningen på mine udfordringer også.
      Problemet er ikke systemet, som jeg er sikker på virker perfekt når duskriver det. Nej problemet er: hvem fanden er ”Drew Houston”? Drew Houston er grundlægger og CEO for Dropbox, og altså manden du overlader alle dine dokumenter. Han lover intet. Brugen af hans site er på egen risiko og løsningen er tilgængelig ”as-is”.

      Nu ser Drew ud som en flink fyr – han er 25 år og omtaler sig selv som ”caffeine-to-code converter”, og det giver maser af respekt i min bog, men jeg vil nu stadig tænke mig om et par gange, før jeg overlader alle mine dokumenter til en vildt fremmed, der ikke vil give mig nogen garanti for at de bliver behandlet fortroligt. Hvad sker der med dem når Drew (eller kapitalfondene bag ham) sælger virksomheden til en stærk kinesisk eller saudiarabisk investor? Hvor sikker er adskillelsen af ”private” foldere og ”shared” foldere egentlig?

      Nej, jeg bilder mig ikke ind at det er en garanti for sikkerhed, at der står Google eller IBM på løsningen, men jeg mener at der ved at være på tide, at vi begynder at stille nogle klare forbrugerkrav til denne type tjenester.

    9. Dropbox er et af de firmaer der har været igennem opstarts firmaet Ycombinator (www.ycombinator.com) Deres forretningsmodel er at de to gange om året tager et batch af entreprenører ind og giver dem $15.000 og tre måneder til at vise hvad de duer til. Firmaet er drevet af garvede hackere og entrepreneurs og er p.t noget af det hotteste på det internationale ssed marked, med flere efterabere. Det er lykkedes for dem at lave flere successfulde exits, b.la. Reddit (www.reddit.com), og de har rigtig mange spændende firmaer på vej såsom loopt, justin.tv, rescuetime og disqus der b.la. driver kommentarerne på et par af de store Danske mediesites.

    10. Hvorfor ikke bare bruge nettet til at komme i forbindelse med sit hjemme LAN og sin NAS? Jeg sad forleden i et IC tog og loggede på min router med mobilt bredbånd. Routeren kan WOL. Tænde og slukke, upload eller download. Køre en applikation. Det er fuldstændig som at sidde derhjemme.

    11. Evernote er helt fantastisk efter min mening. Hver gang jeg lige falder over noget som jeg vil gemme (f.eks Thomas Mejers råd om Simplenote) så klipper jeg det lige i Evernote. Er det fysisk tager jeg et billede med mobilen og mailer det til Evernote, som konverterer teksten på billedet til søgbar tekst (dog naturligvis ikke danske karakterer). Og det bedste er at man sagtens kan klare sig indenfor den gratis månedlige mængde man får. Super, super program!

    12. Axel skriver: Routeren kan WOL.

      Ja min kan også volde problemer ind imellem, endda således at jeg ofte ønkser mig den pokker i….WOL, for nu at anvende din terminologi.

    13. @ Henrik Zangenberg

      Der kom du mig i forkøbet – jeg kan ikke være mere enig. Jeg er meget skeptisk ved at overdrage eller basere noget som helst på gratis tjenester. Stort set alle disse tjenester fraskriver sig et hvert form for ansvar, naturligt nok når det nu er gratis, men alligevel giver det stor opstandelse når en gratis tjeneste lukker, flytter, ændre på betingelser etc.

      Se bare da Google rendte ind i tekniske problemer på deres GRATIS mail – der blev skrevet stolpe op og stolpe ned og Google var ude og beklage, men de kunne med god ret sige I får hvad i betaler for. Jeg er enig i at også de store IT spillere HP, IBM etc kan rende ind i problemer, men hvis man har betalt for en service er det også muligt at stille krav og betingelser.

      Mit råd er lad være at basere noget kritisk på gratis tjenester for de og dine data kan være væk i morgen.

      @ Dorte

      Henriks kommentar om fortrolighed er meget interessant. Hvordan ville du have reageret hvis din bog var blevet lækket via denne tjeneste? Ville du have nogen som helst mulighed for at retsforfølge nogen som helst?

    14. @ Henrik Zangenberg og Michael Nielsen. Der er jo altid en afvejning mellem nytte og risiko, og det er godt, at I slår lidt koldt vand i blodet på alle os, der bare blev begejstrede for den gode hjælp.

      Måske har jeg set forkert på vægten. Måske er jeg bare for tillidsfuld i sådanne sammenhænge.

      Men. Jeg hører jo også om folk, der har mistet 14 dages post på installationer, der fornemme i alle ender og kanter og ikke en luset webtjeneste.

      Jeg hører, at der kan være problemer med at få backups til at fungere selv om der bruges hundedyre produkter.

      Jeg hører, at hackere får snablen ned i 45 millioner kreditkort på computere, sikrede i høved og rov (men man glemte så den trådløse forbindelse i butikkerne).

      Personligt tror jeg på, at et business-koncept, der lækker bare et komma, er tæt på et dødt businesskoncept. Og at ejerne ved det, og derfor passer på.

      Og så kan der komme hackerindbrud – ja. Det kan der så mange steder.

      At jeg ikke er så nervøs, skyldes også, at jeg ikke er “Dan Brown”.

      Når jeg tænker på de afslag, jeg fik fra forlag netop på bogen “Lykkelig i Nørdland” (inden Bagger-sagen gjorde mig lidt kendt) så er det altså ikke hot stuff:-) Udover for os, der brænder for den side af sagen. Desværre. Burde være det for mange flere.

      Hvis Dropbox sælges til nogen, hvor man for alvor kan frygte for sine datas sikkerhed, så vil jeg naturligvis afinstallere tjenesten.

      Hmmmm. Det kan være, at jeg skal have sat en Google Alert på Dropbox-navnet. Men det ville ikke undre mig, om der i givet fald var tale om en solid køber som EMC eller IBM eller HP. De køber sig jo ofte til den unge, påskønnede teknologi.

      Havde man en stor it-afdeling i ryggen, eller er man som nogle af dem, der læser denne blog, selv en dygtig techmand, så kan man klare sig fint uden tjenester som Dropbox. Vi andre?

      Jeg kunne så bruge en USB-nøgle til min bog, så det var ligegyldigt, hvilken pc, jeg sad ved. Men så skal jeg lige huske at have en kopi af indholdet. Jeg kunne så maile krypterede filer frem og tilbage til forlaget. Problemet for mig er, at der i forvejen ikke er timer nok i døgnet.

      At Dropbox er en gratis tjeneste har ikke været med i mine valg. Havde inderligt gerne betalt for brugen helt fra start, og ikke først når jeg overskrider et max-brug.

    15. @ Dorte

      Ser vi spøgelser ved højlys dag? Måske. Er vi for paranoide ? Måske, men husk at bare fordi du ikke er paranoid så skal du ikke tro de ikke er efter dig :-)

      Alle dine synspunkter er da valide, men det er ikke hacker problematikken der er mit ‘problem’ og som du skriver alle kan blive ramt af hackere. Det der er min pointe er ‘gratis’. Jeg har et problem med tjenester der er gratis, for et eller andet skal dem der vedligeholder og udvikler systemet vel leve af. Når der er små reklame indtægter, eller slet ingen indtægter hvis der er tale om et hobby “se hvad jeg kan projekt”, så er det naturligt at spare på udgifterne f.eks i form af back up af systemerne. Det kan ligeledes give problemer når bagmændene ikke længere synes det er sjovt så kan de enten finde en køber eller lukke og slukke hvilket jeg synes jeg har set en del gange.

      Jeg bruger da en del gratis tjenester på nettet, men jeg bruger dem ikke til noget kritisk og jeg sikre mig at jeg har en lokal kopi af data.

    16. Omkring uundværlige værktøjer:
      Til min daglige GTD process er OmniOutliner fra OmniGroup et uundværligt værktøj. Programmet bruger hirakisk strukturerede noter og styrken ligger i at du hurtigt kan omstrukturere noderne i træet. Dette gøres så nemt at det kan komplimentere din tankeprocess istedet for at være en hindring. OmniOutliner integrerer fantastisk med de andre programmer i Omni porteføljen, hvilket alle der bruger en mac
      bør kende. Problematikken i brugen af dette værktøj er den ringe support for at overføre din tekst med bibeholdt formatering til andre
      tekstbehandlingsprogrammer hvorfor jeg også har været på udkig efter andre noteværktøjer.

      Omkring Evernote som noteværktøj:
      Jeg har ikke fået noget godt indtryk af Evernote. Mine kriterier for denne type værktøj er at 1. at det skal være hurtigt 2. det skal være muligt emaile dine noter. Evernote synkroniserer med din online konto og lagger derfor en smule en gang imellem. Formateringen af teksten forsvinder når jeg vil emaile noter og hvis jeg bruger iPhones Evernote klient bliver alt tekst vist bold og underline. Strange.
      Jeg har har været over Yojimbo og Jounler og bruger sidstnævnte på nuværende tidspunkt som note “store”.

    17. Jeg bruger af og til Skydrive (25 GB plads) til at lagre ting som jeg deler med andre i kortere eller længere tid (mest for at undgå at have en maskine kørende derhjemme hele tiden til når jeg eller andre måtte få behov for indholdet): http://skydrive.live.com/

      Og FolderShare (som nu bare hedder Sync) til at synkronisere indhold mellem flere maskiner: http://sync.live.com/

    18. Har brugt DropBox i mange år og ja, det er et fantastisk værktøj … og jeg bruger det stadig til privat backup.

      Jeg har dog også en mindre grafisk virksomhed og her er vi helt vildt glade for Filecamp.com … som i øvrigt er dansk!

      Filecamp er ikke helt gratis men til gengæld kan jeg brande løsningen (+ en masse andet) så mine kunder tror det er en lille app jeg selv har udviklet ;)

      Så det ville jeg også ønske at jeg havde fundet for længe siden.

    Comments are closed.