Robot med ski’ på? Et muntert frikvarter på bakkerne

Jeg har jo et svagt punkt for robotter og potentialet i dem. Her er en robot, der trænes til slalom, men “øjnene” – videokameraet – lever ikke helt op til vores standard. Vær beredt for et lille kluk.

[kml_flashembed movie="http://www.youtube.com/v/AxqQ_gGlaLo" width="425" height="350" wmode="transparent" /]

Foruden videokameraet er robotten også udstyret med sensorer, der hjælper den med at holde balancen og meget andet.

Filmoptagelsen af robotten blev præsenteret på konferencen IEEE/RSJ IROS 2009 i sidste uge. Bag robotten står Bojan Nemec og Leon Lahajnar, Jozef Stefan Institute i Slovenien.

Balanceevne er afgørende

Kun for sjov? Ikke som jeg ser det. Alt det med at lære en robot af fastholde en god balance under forskellige vilkår bliver jo af stor betydning. Noget af den lærdom kan med tiden også anvendes i proteseagtige benskinner til mennesker, der har svært ved at holde balancen selv. En hjælp, der kan give dem helt nye frihedsgrader.

Robotten på ski? Hm. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da jeg endte på løjpen i Alperne med et knæ, der desværre bukkede den forkerte vej. Turen ned med “bananen” med en prof skiløber for og bag var effektiv. Kan man mon forestille sig robotter som hjælpere på løjperne, hvis forholdene er for farlige for mennesker?

Mistet hånd, ny hånd

I forgårs skrev jeg på min anden professionelle blog (en del af projekt “Nærmest lykkelig i nørdland”), om en ung handicappet mand, der får en robothånd MED følesans.  Her står robotforskere i Sverige og Italien bag udviklingen.

Efterhånden bliver det meget lettere at se, hvad robotforskere taler om, når de snakker om fremtidens hjælperobotter, om om “intelligente” proteser.

Automatisk modvilje

Men der er mange autoreaktioner på robotter som noget ubehageligt, noget man skal undgå.

Forleden var det den elskede forfatter Lise Nørgaard, der i BT tog voldsomt afstand fra at skulle vaskes af en robot. Hendes udtalelser kom i forbindelse med, at et plejehjem indfører en japansk vaskerobot, hvor den ældre kan ligge og blive “vasket” af vand, der kommer ind via dyser. Ingeniøren fortalte om robotbadet.

Nu fik jeg desværre ikke set BT-artiklen, så de Nørgaard-citater, der ses andre steder er måske ikke fuldgyldige. Men Lise Nørgaard citeres for at sige, at hun vil vaske sig selv, til hun tager billetten. Hun vil ikke “spules” af en robot.

Valg mellem afmagt og robot

Der er imildertid andre ældre mennesker, der ikke er lige så heldigt lottede førlighedsmæssigt som Lise Nørgaard. Og skulle hun ikke tage billetten i rette tid, så har hun måske også bedre muligheder for at få personlig hjælp end så mange andre.

Jeg vil på ethvert tidspunkt foretrække at blive “spulet” i fred og ro af en god robot, fremfor kun alt for sjældent at kunne få et bad. Jeg ved heller ikke, hvor rart det er at stå med hele sin nøgne, gamle affældige krop og blive skrubbet af en fortravlet person.

Der bliver jo større og større mangel på, hvad der kaldes “varme hænder”, og jeg vil hellere bruge de varme sjæle, der måtte være bag hænderne, til anden støtte.

Ble-skifter

Jeg tror også, at den dag, der opfindes en robot, der kan skifte blev på de ældre på nænsom vis, vil de, der stadig er ved deres fulde fem, fortrække, robotten frem for at sidde i eget tis m.v.  i timevis.

Og hvad vil du helst, når du mister din førlighed?