Pli: 5 årsager til at elske nettet

Den verden, der rummes i de sociale medier, har noget at byde på, der er ved at blive en mangelvare i den fysiske verden, nemlig pli og hjælpsomhed. Også derfor ville jeg ønske at lidt flere sluttede sig til os derude.

Her 5 gode ting ved den del af netverdenen, jeg stortrives i, nemlig bloggens og Twitter’ens (Facebook bruger jeg mindre, men der er bestemt lighedspunkter).

1. På nettet er det ikke bare god skik at kreditere andre, hvor de krediteres bør, det er også normen. Og man spreder glædeligt de gode ideer/tanker. At tage æren for andres ideer – at planke andre –  er bare taberagtigt.

2. På nettet er det god skik at hjælpe selv vildt fremmede, hvis de spørger om noget, man selv ved noget om. Er der nok personer, der følger ens Twitter- eller blog-strøm, spørger man selv yderst sjældent forgæves.

3. På nettet kan man sende prøveballoner op, uden at blive til grin, hvis de fuser efter første kommentar. Og man får ikke blot fat i dem, man normalt lige vender ideerne med, og som nok for ofte vil synes, at ideerne holder.

4. På nettet får man kontakt med mennesker, man måske aldrig ville have mødt, da man ikke færdes i samme kredse fysisk set (grundet aldersforskel, uddannelse, arbejde eller noget fjerde). En del af disse kontakter udvikler sig til rigtig gode bekendtskaber og i visse tilfælde også til genuine venskaber.

5. På nettet får man en anskuelighedsundervisning i, hvor langt man når med at være mere åben over for kritik. Og man lærer selv at dosere sin kritik langt mere forsigtigt, hvilket man gang på gang bliver taknemmelig for. Der er jo sjældent brug for hård lud, mennesker imellem:-)

Sådan kommer du i gang med Twitter

For den, der endnu ikke er på Twitter, har medforfatteren af en bog om Twitter, Natascha Friis Saxberg, samlet 5 gode tip på sin blog. Jeg har også selv blogget og “klummet” lidt om det.

En person ved navn David Bradley, der fører bloggen Sciencetext, har tegnet et enkelt flowchart over, hvordan den, der allerede tweeter, beslutter sig til om han eller hun selv vil følge en ny “follower”.

kvidr.dk kan få et overblik over, hvilke danske personer, der Twittrer inden for hvilke områder, og hvor populære de er. Tjek dine egne interesseområder. Antallet af følgere er normalt en indikation af, hvor interessant det er, men ikke altid. Via disse personer vil du typisk også opdage de bedste udenlandske stemmer.

Genvej til udvalg

En ny ting er, at man i Twitter kan oprette lister over personer, hvis tweets man ønsker et samlet overblik over, hvad enten det gælder for eksempel ens familie eller et emne.

Jeg har ikke haft tid til selv at gå liste-vejen endnu, men kan se, at mit navn foreløbig går igen på knap 30 lister, som andre har oprettet. Disse lister kan man altså også abonnerer på.

Bloggens decimerede verden

Twitter og Facebook har huseret bloglandskabet som en anden orkan og efterladt tomme “huse” overalt. Det viste sig, at mange ikke havde mere på hjerte, end der kunne klares med Twitters 140 karakterer, eller Facebooks  uformelle små beskeder.

Men der er stadig supergode blogs derude, skrevet af kyndige folk, der brænder for et emne. De kan dog være svære at finde.

Man kan søge på ord som “bedste danske blogs” eller lignende, og danskeweblogs.dk rummer et stort udbud, men her er det bloggerne selv, der tilmelder sig, og ikke alle gode har gjort det.

Man kan også gå ind via overskrift.dk, der samler “feeds” fra blogs, twitter og netaviser. Søg på noget af det, der interesserer dig, og tjek kvaliteten af, hvad der dukker frem. Og ligesom med Twitter vil du typisk – via gode danske bloggere, også finde de bedste udenlandske på diverse fagområder.

Men også Twitter-brug er vejen til gode blogs, idet der ofte gives tip om gode blogindlæg og links dertil.

Mere om pli

Det var alt for denne gang, men suppler gerne med flere årsager til at elske nettet, der vel at mærke kan bære overskriften “Pli” eller “Hjælpsomhed”.

Jeg vender selv tilbage med: “Pløre: 5 årsager til at hade nettet”.

Hvilke andre kategorier er der brug for? Måske “Pludren: 5 årsager til at begrænse det”:-)

6 responses to “Pli: 5 årsager til at elske nettet

  1. Hej Dorte.
    Herligt og nyttigt at læse.
    Samt glædes ved dit ligefremme sprog som “At tage æren for andres ideer – at planke andre – er bare taberagtigt.”

    Ser frem til at læse ?Pløre: 5 årsager til at hade nettet? og ?Pludren: 5 årsager til at begrænse det?.

    God wind.
    Jakob

    Jakob Nybo – Managing Partner.
    ActVal ApS – ACTion that creates VALue – Management Consulting Services.
    jakob.nybo@actval.comhttp://www.ActVal.com – mobile: +45 222 17 007.

    ActVal rådgiver topledere og stabschefer i at skabe effektive og forretningsorienterede stabsfunktioner, der bidrager direkte til bundlinjen.

  2. Lidt bidrag om nettet, kategorierne kan man diskutere.

    Vejen fra tanke over tastatur til kontakt er meget kortere på nettet. Jeg skal ikke udelukke, at den for nogen kan være for kort, men det er meget nemmere at kommentere andres tanker/indlæg via nettet end ved snail-mail. Jeg har kun en enkelt gang skrevet uopfordret til en mig ukendt person med et gammeldags brev, men har gjort det en del gange på nettet, både til folk herhjemme og rundt omkring i verden. Ringe til ukendte mennesker uopfordret er for invasivt til min smag, men en mail (med rigtigt navn på afsenderen, og en ordentlig tone) er noget helt andet.

    Så på mange måder bringer nettet folk tættere sammen. Jeg har fx nogen lidt specielle interesser/hobbyer, og deltager i div. fora i bl.a. USA og Frankrig, udover selvfølgelig i Dk, og får og giver hjælp herfra, utænkeligt før midt-90´erne!

    Den mere kritiske side ved nettet er den mulige anonymitet, der hos nogle netbrugere giver en bilist-lignende adfærd, fuck-fingre og ukvemsord, hvilket trods alt er langt sjældnere når man møder folk personligt.

    På Ingeniøren ing.dk, hvor folk ikke er anonyme, er tonen ofte hård og kontant, men ikke perfid/injurierende

  3. Pingback: Medieblogger
  4. Super fed blog – og fuldstændigt skarpt spottet. Jeg er især glad for de første punkter, som er helt rigtige. Med nettet er sandhed, ærlighed og hjælpsomhed kommet på mode! Det er meget, meget stort, synes jeg (men undskyld at det lyder lidt højtideligt). Jeg kan i øvrigt anbefale Don Tapscotts vildt inspirerende bog “Grown Up Digital”, som netop går i dybden med nogle at de samme emner. Det er meget vigtigt at sætte sig ind i, synes jeg.

Comments are closed.