Unge VIL være journalister. Gid de ville være noget nyttigere.

Uha. Andelen af mænd, der er blevet optaget på en videregående uddannelse er steget et hel procentpoint, så de nu udgør 45 procent. Gad vide om det noteres i disse tider, hvor medierne svømmer over med rædslen for, at mandekønnet for evigt er tabt på uddannelsesfronten, trådt under fode af de flittige piger. Tallet fremgår af Videnskabsministeriets materiale om køn i relation til årets optag.

Gad også vide, om nogen noterer, at kvindernes i forvejen overmåde begrænsede interesse i naturvidenskab og teknik er faldet? Vi hører jo ikke om andet end jubel over, at totalinteressen er steget, men den tegner mændene sig altså for, og det fremgår også af kønsoversigten. Mandefagene er blevet endnu mere mandefag i en tid, hvor alle snakker om problemet med de stærkt kønsopdelte danske uddannelsesmønster.

Spørgsmålet er også, hvor mange der hæfter sig ved, at godt 1/3 af pladserne på Danmarks Tekniske Universitet faktisk ikke er besat, og at der er masser af ledige pladser på de videregående it-uddannelser generelt set?

Overdøves den beklagelige virkelighed mon af begejstringen over væksten i søgningen? I øvrigt udgør væksten en historieløs succeshistorie. Ingen nævner, at for blot to år siden blev der skrevet dommedagsprofetier grundet et drastisk fald i søgningen til længerevarende uddannelser, mens selvfølgelig spiller også krisens alvor ind.

Blind over for fyringer?

Jeg selv vil også nøjes med disse ord om de tre observationer, for at gå til noget helt andet i hovedtallene for årets optag. Jeg undrer mig nemlig over, hvorfor de unge i den grad stiller sig i kø til journalistuddannelserne.

Ved de unge ikke, at der er fyret og fyret på de danske mediearbejdspladser, så dem, der er tilbage, render frustreret rundt i hamsterhjulet i forsøget på stadig at holde den journalistiske fane højt, hvis ikke de for længst har resigneret?

Hvor populær journalistikken er fremgår af, at det allerhøjeste gennemsnit, der kræves i år for at komme ind på nogetsomhelst studie, gælder en journalistuddannelse på RUC, hvor der skal 10,9 til for at slippe igennem nåleøjet.

Og på den største af journalistuddannelserne – den klassiske i Århus – søgte næsten 1200 ind, men kun godt 250 kom ind. Det viser hovedtal fra den koordinerede tilmelding.

Hvad drømmer de unge mon om? Vel ikke arbejdsløshed.

Revolution? Magtafsløringer? Eller?

Hvis drømmen er om at ændre verden, så er der efterhånden langt mere brug for konkrete handlinger end ord om, hvad der er galt. Vi drukner i ord og viden om problemerne, mens unge vrænger på næsen af de uddannelser, der kunne gøre en stor forskel.

Hvis drømmen er om at afsløre de politiske magthavere og embedsværket, der i forvejen stopfodrer journalister med krævet aktindsigt, så er det drilske spørgsmål, hvem der virkelig har magten i Danmark? Er det politikerne eller er det vælgerne – majoritetens afhængighed af offentlige kasser? Minder den politiske journalistik ikke lige lovlig meget om teateranmelderens job efterhånden – og om gossip-journalistens?

Tv-værtskab hitter

På et tidspunkt viste en undersøgelse blandt journalistspirer, at ganske mange drømte om at blive tv-vært. Også det kan jo bekymre. De unge har tilsyneladende problemer med evnen til at gennemføre noget, der bare minder om en sandsynlighedsberegning.

Måske handler drømmen i stedet om at blive en højtlønnet PR-medarbejder, der holder journalister stangen, men så burde det ikke være journalistuddannelsen, der blev belastet.

Gælder drømmen om at blive informationsmedarbejder, er ringen næsten sluttet. Det er igen sjældent ord, det skorter på, eller bortforklaringer. Snarere konkrete handlinger ud fra, hvad den pågældende organisation er sat i verden for at udføre.

Ekstra Bladet og Politiken

I Ekstra Bladet er der i øvrigt en sigende opgørelse over, hvor unges drømme især støder på grund.

Og i Politiken kan man læse, hvilket uddannelser, der kræver de allerhøjeste karakterer. Listen ser således ud:

  1. 10,9 Journalistik og humanistisk basis, RUC
  2. 10,8 Læge, København
  3. 10,8 International Business, CBS, København
  4. 10,7 Statskundskab, København
  5. 10,7 Journalistik og samfundsfag, RUC

(På journalistuddannelsen i Århus er det ikke karakterer, der afgør adgangen, men optagelsesprøven).

Og nej, jeg kan ikke anbefale nogen ung i dag at tage en journalistuddannelse, medmindre at det er så brændende et ønske, at man går i stykker, hvis man ikke får den uddannelse. Få hellere et stærkt fagligt speciale, og når erfaringer er i hus, så brug det som brækjern til skribentkarrieren. Det vil også gøre godt for evnen til at gennemskue et stadigt mere komplekst samfund.

Det er så svært for de unge nyudklækkede journalister at få de relevante job, og dem, der får dem, kan få svært ved at holde fanen højt, fordi der i disse trængte tider er så meget andet end kvalitet, der også tæller. Og til tider tæller stærkest.

Tilskudsstillinger

Jeg kan heller ikke anbefale den vej, fordi jeg fra familie og bekendte hører så mange sørgelige historier om, hvorledes den nyuddannede aldrig kommer i gang med det, der blev drømt om.

I stedet kostes mange af de unge arbejdsløse journalister rundt i kortvarige informationsjob og lignende med løntilskud i offentlige organisationer.

Fortæl mig, hvad det er, jeg har overset, når jeg ikke fatter, at Danmarks velbegavede ungdom mener, at fremtiden ligger i journalistikken som det primære fag?

17 responses to “Unge VIL være journalister. Gid de ville være noget nyttigere.

  1. Desværre er der alt for få,der vælger en praktisk uddannelse som f.eks. håndværker.

    Jeg må give dig ret i mange af dine synspunkter

  2. Jeg kunne nu ellers godt savne noget af den ånd der burde indeholdes i enhver journalist.
    Du har da selv været et forbillede i forbindelse med Stein Bagger sagen.

    Verden er jo mestendels kompleks, netop pga. al den spin og bedrag nogle journalister udsætter os for.

  3. Der er vel en tendens til, at de unge søger ind på de “luftige” studier frem for de hårde studier som datalogi, økonomi og ingeniørstudierne.

    Ærgeligt. Både for de studerende når de engang bliver færdig og skal gå fra korttidsansættelse til korttidsansættelse (hvis de er heldige) og for Danmark der har brug for unge der kan hjælpe med eksporten.

    Mvh. Svend

  4. B P: Ja men Dorte Tofts arbejde som jounalist/kommentator sker jo netop med udgangspunkt i et speciale, nemlig IT. Tror du hun ville have været i stand til at stille de spørgsmål til IT Factory, hvis hendes eneste uddannelse og erfaringsområde var som journalist?

    Her er jeg helt enig med Dorte Toft. Journalistik er noget der burde ligge på toppen af en anden uddannelse og et indgående kendskab til et fagområde. Jeg gider ikke læse/se alle de ligegyldige artikler/udsendelser som journalister fylder medierne med, hvor det er åbenlyst at disse journalister ikke har nogen viden om de emner, de arbejder med.

  5. Hej Dorte.

    Du har mange fine og gode pointer, men jeg vil nøjes med at tage fat i en enkelt spørgsmål, som du stiller.

    Jo, jeg tror at “unge VIL være [deres drøm]”.

    Har det ikke alle dage været sådan, at unge vælger uddannelse efter drømmen, og så derefter indretter deres liv efter omstændighederne?

    Det er i hvert fald min fornemmelse, men kun en fornemmelse, for jeg har ikke fakta til at underbygge den.

    Jeg tror dog, at svaret på dit spørgsmål om, hvorvidt man er blind over for fyringer, må være ja.

    Vil unge mennesker vælge drømmen fra på bekostning af en spådom om fremtiden, så de i stedet kan vælge en mere sikker vej, som de ikke brænder for?

    Det tror jeg ikke, og jeg vil stille et stort spørgsmålstegn op over for, om de burde.

    Spørgsmålet om, hvad de, der søger ind, vil med journalistuddannelse, er interessant. Det vil jeg ikke gå ind i, men dog pointere, at tallene fra KOT i årene 2007, 2008, 2009 og 2010 fortæller, at der har været henholdsvis 1221, 1103, 1090 og 1188 ansøgere til journalistuddannelsen i Århus.

    Der har været udsving, men tydeligvis ikke noget, der afspejler udviklingen i mediebranchen.

    For mit eget vedkommende må jeg blot konstatere, at jobmarkedet ser noget anderledes ud nu, end da jeg for tre og et halvt år siden begyndte uddannelsen som journalist i Århus.

    Jeg må indrømme, at fremtiden ikke ser specielt lys ud, men hvem ved det med sikkerhed?

    Derfor kan jeg stadig godt forstå, at de unge søger ind på deres drømmeuddannelse, hvad den end må være. Hvis man indretter sit liv efter, hvordan man spår jobmarkedet ser ud om 10-15 år, så risikerer man da at sidde tilbage med en ordentlig gang fortrydelse i bagagen, når man har villa, vovse og ikke råd til at prøve det, man aldrig fik gjort som ung.

  6. Ja, men det må da så også være tydeligt at det mest er piger der begynder på en håbløs journalist-uddannelse – mens drengene er mere tilbøjelige til at læse naturvidenskab.

    Også selv om Martin ovenfor så udgør en undtagelse.

    Kun en skam at grund- og gymnsieskolen i årtier har nedprioriteret matematik og naturvidenskab ved at gøre fagene mindre matematiske, mindre naturvidenskabelige – for at få også pigerne med. Pigerne kommer bare ikke med, og fagene bliver mindre relevante for drengene …

  7. Hvorfor journalist ?

    Er det fordi de interesserer sig for samfundet omkring dem ? Nej !

    Hvorfor så ? Fordi de vil være mediepersoner. Mediepersoner kommer i de kulørte blade. De lever et liv overhalingsbanen. De går til receptioner. Måske ender de som vært i et eller andet ligegyldigt gameshow.

    Godt at adgangskravene er så skrappe. På den vis slipper vi heldigvis for de værste fusere.

    Tak til brave Dorte Toft. Vi savner flere af dit format.

  8. @ Ebbe Frosig. Ja, der har været nogle årtier, hvor alt få for havde lyst til at blive håndværkere. Hvor status alene lå i det boglige. Synd.

    @ Per Erik Rønne. Umiddelbart kan jeg ikke se, at det er pigerne især, der “begynder på en håbløs journalistuddannelse”. Fordelingen er nogenlunde fifty-fifty.
    På den største journalistuddannelse, den i Århus, blev der optaget 148 mænd og 104 kvinder. På de mindre retninger, på RUC og Syddansk Universitet, blev der optaget flest kvinder. Du kan tjekke de konkrete tal her:
    http://www.kot.dk/KOT/statistik_xls.html
    Så vidt jeg lige i skyndingen kan se, så er der optaget i alt 191 mænd på de tre journalistuddannelser og 196 kvinder.

    @Martin Ove Christensen. Drømmen? Jamen mange af os ændrer drømme over tid – både hvad angår drømmepartneren og drømmefaget:-) Så hvorfor tro, at den drøm, der var stærkest, da man var 22, er den man i længden trives bedst med.
    Netop som journalist oplever man gang på gang, at et emne, som man finder kedeligt kan udvikle sig til at blive noget af det mest interessante, når man giver sig tid til / tvinges til at dykke ned i det.
    Anne-Sofie Nielsen (civilingeniør, it), som jeg interviewer i bogen “Lykkelig i Nørdland”, udtrykker det noget i denne retning. “Jeg tror, at de fleste mennesker har flere talenter, så hvorfor ikke vælge at satse på det af talenterne, hvor der er udsigt til, at man får mulighed for at anvende sit fag, når studietiden er afsluttet.”
    Og så til slut den kendte joke om journalistik: “Journalistik kan føre til meget, bare man forlader faget i tide:-)”
    Det er et priviligeret arbejde at få lov til at være med til at skabe indblik og overblik, så jo, jeg elsker journalistikken. Men jeg valgte så at gå freelance for selv i højere grad at kunne arbejde med de sager, som JEG fandt mest væsentlige. Og det er ikke nødvendigvis de samme, som ens arbejdsplads vil prioritere.
    Et sådant valg er imidlertid risikabelt for den med ansvar for flere end sig selv. Mit eget spring skete først, da jeg var 61 (og for længst gældsfri), så det var risikofrit.

  9. @Dorte Toft. Der er ingen tvivl om, at man ændrer drømme over tid. Men er det til at vide, hvilke drømme, man får senere?

    Der er tonsvis af lykkelige folk, som aldrig blev det, de ønskede. I stedet har livet udviklet sig ganske glimrende, og arbejdet behøver absolut ikke at være det, der fylder hos dem.

    Men derfra er der langt til at overbevise en nyudklækket student om, at jobsikkerhed er målet i arbejdslivet. Jeg mener da også, at der i første omgang skal være plads til at se, om drømmen kan bære.

    Når det så er sagt, er det værd at nævne, at der altid foregår en afvejning. Folk går jo ikke i hobevis efter at blive rockstjerne eller astronaut, heldigvis.

    Langt de fleste satser på et af deres mest oplagte og langtidsholdbare talenter, som Anne-Sofie Nielsen i citatet giver udtryk for, at de burde.

    For nogle er det så talenter, der er indeholdt i deres billede af journalistfaget. Men det er da bestemt værd at overveje, om arbejdet som journalist står mål med forestillingen om det. Her gælder det vel om research, så man har en idé om, hvad man går ind i.

    Jeg tror ikke, at joken, du nævner, er en joke for ret mange på studiet. Ikke på den måde forstås, at man efterlader alt det, man har lært. Men at det er en realistisk fremtidsudsigt, at man kommer til at bruge i en stilling, der ikke betegnes journalist.

    Og det tror jeg, er en af grundene til, at mange vælger at søge ind. Der er nemlig stadig den aura af, at “journalistik kan føre til meget”, at det giver én af bred ballast. Om det så er rigtigt, er et interessant spørgsmål, som du så udmærket rejser.

    Som du selv skriver, er det et priviigeret arbejde at få lov til at være med til at skabe overblik og indblik. Det skal man ikke glemme. Det er da den helt store godbid – om det så bliver éns dagligdag i fremtiden er en mere usikker sag.

  10. Kære Dorthe Toft og især journalistbloggerene. Beklager at jeg ser dette flere dage efter, det er skrevet. Min indgangsvinkel
    afspejler min faglige baggrund, som dog også indbefatter 3 års arbejde i et stort mediehus med daglig omgang med mange
    begavede og fagligt yderst kompetente journalister. Nedenstående er skrevet i en anden kontekst, og kan synes noget bramfrit

    “Til Hr. Peter Nedergård, som skriver nogle udmærkede blogindlæg iøvrigt. Må jeg tillade mig at planke noget, jeg lige har
    skrevet andetsteds, men som synes underligt relevant her. Jeg er helt enig i det om Stauning – han er ligegodt et godt fixpunkt.
    Og jeg er specielt enig i betragtningerne omkring privatliv og politisk virke. Men jeg har her over sommeren fået en tiltagende
    kvalmefornemmelse. Jeg har prøvet alt:
    Kamillethe, blåbærsaft, whisky og hjemmefremstillet porsesnaps, men lige meget hjælper det! Selv lange ensomme ture i skoven
    og kolde afvaskninger er forgæves. Jeg er ved at brække mig over fra tidlig morgen til efter midnat at blive
    bombarderet med budskaber om de to ærede medlemmer Fr. Lene Espersen og Fr. Helle Thorning-Schmidts seneste meritter. Sandt
    at sige har jeg aldrig været særligt begejstret for nogen af dem. Men jeg ville aldrig – aldrig nogensinde fornedre
    mig selv til at tale eller skrive om andre mennesker på den måde.
    Men omvendt ville jeg heller aldrig søge et job i mediernes søgelys, hvis jeg selv følte mig så let, at jeg måtte omgive
    mig med spindoktorer, politiske rådgivere, fallerede journalister og lige. Men de er billige for tiden, og de bliver endnu billigere.
    Se blot på optagelsesstatistikkerne til de videregående uddannelser. Halvdelen af blomsten af Danmarks fremtid synes at ville
    være journalister og resten retorikere, kommunikationsgenier, italesættere, trendforskere eller lignende.
    Jeg kan da godt forstå, at mennesker som ham, der er kommet til TV2, Niels Krause Kjær og Fr. Ib og mange – mange flere er begyndt
    at blive bange. De nærmer sig jo alle førtidspensionsalderen. Og godt for det. Det formeligt vælter ind med nye talenter, med langt –
    langt bedre uddannelser. Og lønfremgangen i branchen er jo ikke noget at råbe højt over bare set over de sidste 5 år. Og selv
    om arbejdsløshedsstatikken som dansk journalistforbund udsender altid har været svær at greje, fordi der er så mange free-lancere
    og deltids- og sådan noget, så taler den alligevel sit tydelige sprog. Og hånden på hjertet, uanset om man er mest til den ene
    eller den anden side (sådan rent politisk), så er det jo udbud og efterspørgsel der bestemmer. Når krybben er tom – så bliver
    tonen mere og mere skinger. Og det er denne sommers gylle vel et godt bevis på.
    PS: Hvorfor er alle disse her fortabte ambitioner “forhenværende”. Kender I nogle erhverv eller brancher hvor det i sig selv er den dyd
    at være forhenværende?”

    med venlig hilsen

    PS: En blogger skrev: Ja EU-parlamentet :-).

  11. Jeg er enig i, at det er sørgeligt. En mulig medicin, der også ville løse et andet problem – nemlig journalisternes ofte ufattelige uvidenhed om det de interviewer og skriver om, ville være, at journalistuddannelsen blev gjort til en overbygningsuddannelse, der simpelthen kun kunne tages, når man som minimum havde en bachelor eller endnu bedre en kandidatgrad i et grundfag og så blev man journalist i dette fag og ikke journalist i hvad som helst.
    Dette ville også harmonere med i hvert fald de trykte mediers situation, hvor det er nichebladene med uddybende artikler, der går frem, mens mainstreammediernes oplag dykker

  12. Engang hed det, at vi ikke kunne leve af at klippe hinanden – nu må den korte version være, at vi ikke kan leve af at informere hinanden..

  13. jeg er 23 år. I januar påbegyndte jeg (igen) min HF med tanker på blandt andet journalistik.

    Jeg kan godt forstå den forundren der er fra både Dorte Toft og alle jer andre.

    I er super gode til at nævne mulighederne indenfor nogle noget mere samfunds relevante fag, dog undlader (nogen af jer) at tænke på det moderne samfund og hvad det medfører af problem stillinger i forhold til uddannelses valg.

    Som jeg ser det er der ganske få ting der er i vækst.
    Journalistik og medicin er to fag det vokser fabelagtigt hurtigt.
    Den første går jeg ud fra, er fordi verden bliver mindre og mindre og folks sult efter viden, nyheder og de famøse 15 minutter, vokser og vokser.
    Den anden fordi at der aldrig vil komme krise i Panodil omsætningen eller kræft-forskningen.
    Selvfølgelig er det også for at hjælpe folk, men i privatiseringens højalder, må man nødvendigvis sætte spørgsmålstegn ved folks motiver.

    Al teknologi holdes flere år tilbage i produktionen for at producenterne kan følge med efterspørgelsen (siges det). Det syntes jeg faktisk er et godt eksempel på hvor vi er henne. Ingen har råd til at få pudset huset op (-mureren) men vi har allesammen råd til en fladsærm OG tid til at følge med i alle kanalers sendeflader på èn gang.

    Hvorfor skal jeg blive murer og lide under ressesionen, når jeg kan starte på guld drømmen som praktikant på et ugeblad og stille og roligt udsejle verdens situationens bølgegang? For det er det man tænker på når man skal vælge uddannelse. Man tænker; “hvor står jeg om ti år!?”

    Jeg er sikker på, Dorte, at dine statistikker fra RUC så anderledes ud, da du læste journalistik og at murer-faget var noget mere attraktivt på det tidspunkt.
    Du følger da i øvrigt selv medie hysteriet meget godt med dit medforfatterskab på “bedrag”. Havde du været medforfatter på den bog, hvis Stein Bagger kun var blevet nævnt flygtigt på TV2?

    Når alt er sagt vil jeg give dig tak for indsigten i uddannelses tendenserne. Nu vil jeg undersøge andre muligheder.

    Med venlig hilsen K

  14. @Kristian Stephansen. Jeg ville aldrig have drømt om at at være med til at skrive en bog om Stein Bagger, havde historien ikke vist sig så spektakulær. Den havde alle ingredienser.

    Men jeg kom faktisk heller ikke selv på ideen. Det var Henrik Tüchsen, den garvede erhvervsjournalist, der kontaktede mig med forslaget, og efterfølgende blev jeg ringet op af en halv snes fra forlagsverdenen, der gerne ville have en bog om Bagger.

    Det, der var medvirkende til, at jeg sagde ja, var, at jeg kunne sige, at kun hvis de tog bogen “Lykkelig i nørdland” – om pigernes ekstreme fravalg af it- og ingeniørfag – med i købet, ville jeg skrive. Jeg havde fået flere afslag på Lykkelig-bogen, som jeg fandt og stadig finder mere væsentlig end nogen Bagger-bog, min “egen” inklusive.

    Vedr. det at holde teknologi tilbage i 10 år…. den har jeg ikke hørt før. Men jeg ved, at maskin-stormertendensen i de glade 68-tider medvirkede til, at f.eks. Kontanten (Dankort-automaten) først kom på gaden 10 år efter, softwaren var “fordansket”. Der blev jo spændt ben for både Dankort og teknologi alt i alt.

    I øvrigt. Da jeg tog journalistuddannelsen fandtes kun den i Århus. Om status for håndværkeruddannelser? Nu nævnte du mureren, der er ret konjunkturfølsom, men f.eks. tømreruddannelser er vel mindre. Alle håndværkere har imildertid haft nogle gyldne år, fordi vi har haft alt for få af dem, og fordi folk har haft flere penge. At vi havde for få af dem skyldes desværre, at håndens arbejde på et tidspunkt mistede status, da højtuddannede opinionsdannende besservissere mente, at en boglig viden var bedre. Jeg selv er fuld af beundring for håndværkeren, der virkelig kan sit fag.

    Pøj, pøj med dit valg.

    @Steen Ehlers. Ja, det ville være en lykkelig udvikling, hvis journalister havde en bedre faglig baggrund. Ville heller ikke skade, hvis de havde erhvervserfaring :-)

    @ Henrik Lemvig. Lad mig udvide din klippe-metafor:-) Vi kan ikke leve af at informere, kurere og underholde hinanden.

    @ Christian Richardt Heldigvis er medierne under skarp kritik i disse dage for at gå så meget i selvsving over personsager. Om det så ændrer noget fremover…..Jeg er ikke for optimistisk.

  15. @Steen Ehlers: Den uddannelse findes allerede. Den hedder Cand.Public og lukker blandt andet mig ud om en måned med en bachelor i jura og en overbygning i journalistik. Jeg har i øvrigt allerede fået job :-)

  16. Jeg kan give svaret på, hvad der for mig lå i at få journalistik som mit primære fag – jeg blev uddannet fra skolen i Århus i 2006 og jeg har ikke taget andre uddannelser end den.

    Udover, at jeg kan se, at min tekniske faglighed er stærkere end ikke-uddannede skribenter – altså at strukturere end tekst, vinkle det væsentlige, bygge end spænding op og vælge præcise formuleringer, så budskabet går klart igennem – så har det også givet mig evnen til at give mig i kast med komplicerede problemstillinger, der skal formidles ordentligt til danskerne. Især har det givet mig evnen til ikke at lade mig kue af alle dem, der med venlig, men bestemt patos fortæller mig, at “der er slet ikke nogen historie her” fra deres direktørstole. Den egenskab tror jeg journalistuddannelsen er ene om at lære sine elever.

    Det at være fire år i et journalistisk miljø og at få bekræftet at det er også MIG, der er journalist, det giver en pondus, som jeg har med fra journalistuddannelsen. Med pondus mener jeg en klippefast vished om, at jeg stiller spørgsmål, fordi jeg er repræsentant for mine læsere og de har krav på at få svar, så det nytter ikke, at jeg ikke får dem. Det tror jeg også er unikt for journalistuddannelsen, for den vished er skabt af undervisere, der selv er journalister og som ved, hvad det handler om. Og den er skabt af at være på en skole, hvor al undervisning stopper, fordi Anna Lind er blevet myrdet og det er vigtigt at følge nyhederne lige nu og her. Det kan ikke vente til klokken ringer.

    Selvfølgelig kan man lære at skrive alle steder.

    Men hvis man gerne vil være journalist, så er der kun en vej: Tag en journalistuddannelse. Som den primære.

Comments are closed.