En headhunters erfaringer: Ny bog retter op på forplumret debat om kvinders karriere

Debatten om kvinder i direktioner og bestyrelse føres herhjemme på et for spinkelt grundlag, men det retter en ny bog, skrevet af headhunteren Inge Berneke, en del op på. Hendes bog “Kvinde kend din karriere” er en lise at læse ovenpå den ophidsede debat i medierne fra både kvinders og mænds side om den skæve kønsfordeling i toppen.

Debatten rækker lige fra, at kvoteres en kvinde ind, sker det på bekostning af en dygtig mand, til at mændene ansætter nogen, der ligner dem selv, altså hvor kønnet er en kvalifikation i sig selv.

Bogen, der giver vigtig næring til debatten, er emnet for min klumme i dagens Berlingske Business, og overskriften er “Opgiv kvinderne”. I klummen trækker jeg de ting, der passer i mit kram, hårdt op. Bogen selv er imidlertid velafbalanceret og venlig, men på samme tid skarp og modig.

Erfaren kvinde

Inge Berneke har selv en cand.scient.pol plus en MBA fra Insead i baggagen samt en del år i erhvervslivet, inden hun blev headhunter hos Egon Zehnder International, der
markerer sig kraftigt ved rekruttering til toppositioner.

Hun bekræfter uden tøven, at der er der mænd, der ansætter efter Rip, Rap og Rup-princippet, ligesom der er forstokkede hanner, der spænder ben. Berneke møder imidlertid også mange klienter, der vitterligt efterspørger kvalificerede kvinder til topstillinger. Klienter, der ikke vil gå glip af talent, blot på grund af køn. Folk, der har erfaret, at diversitet er godt for bundlinjen.

Færre kvalificerede i Danmark

Problemet er, at når klienten ønsker rekruttering af en kvinde på højt plan netop til Danmark, så bliver opgaven vanskeligere end i sammenlignelige lande, herunder de øvrige nordiske lande. Inge Berneke påpeger, at der simpelthen er færre kvalificerede kvinder med erfaringer på de områder, der efterspørges.

I Danmark uddanner kvinder, der gerne vil arbejde i erhvervslivet, sig især inden for områder, der typisk bruges i stabsfunktioner, såsom HR, kommunikation og jura. De uddanner sig ikke med henblik på funktioner med bundlinjeansvar, men det er, hvad der er allerstørst efterspørgsel efter (Skarpe finansdirektører er der dog også et godt marked for).

Solidt branchekendskab står desuden højt i kurs. Tiden, hvor man hævede, at den dygtige leder kunne lede en hvilken som helst virksomhed uanset branche, er passé, fortæller headhunteren, men tilføjer, at der stadig er en del ledere, som det ikke er gået op for.

Work-life-balance

Men tilbage til kvinderne. Berneke beskriver det faktum, at danske kvinder i meget, meget høj grad har valgt at arbejde på deltid. Det gælder ifølge hende 40 procent af kvinderne på det private erhvervsmarked, mens tallet er helt oppe på 50 procent i det offentlige.  Deltiden vælges typisk, når der kommer børn til.

Det er ønsket om den såkaldte work-life-balance, der spiller ind, og den bekymring møder hun også, når hun ringer med til en kvinde om en mulig toppost. Ofte bruger kvinden megen tid indledningsvis til argumentere imod et skifte lige nu ud fra familieperspektivet.

Udsivning

Inge Berneke har over tid mødt mange lovende danske kvinder, der var godt på vej op af karrierestigen og MED bundlinjeansvar, men en stor del tager en exit sidenhen. Nogle til deltid, andre etablerer sig med småbutikker, som coaches og konsulenter.

Begrundelserne er mange, men Berneke fortæller også, at jo højere end kvinde når, jo mere skiller hun sig ud, og jo mere skal hun kunne spille spillet. At kræve, at spillereglerne skal ændres i Danmark, så ledelse bliver på kvindernes præmisser, holder ikke rigtig i en verden med global konkurrence. Og de gamle spilleregler er ikke opstået ved et tilfælde.

Grov tone på arbejdspladsen

Men hun påpeger også, at tonen på danske arbejdspladser er overmåde fri, friere end for eksempel i Sverige. Meget af det, som danske kvinder skal stå mål til, ville i flere andre lande måske ende som en konkret sag om det brede begreb sexual harrasment.

Den konstatering, som nok skal blive hilst med “tag en tudekiks”, giver mig et deja vue. Der har været en stor undersøgelse af, hvorfor kvindelige fysikere forsvinder ud af universitetsverdenen. Kvinder i fem nationer blev interviewet. De danske kvinder nævner ikke problemet med at få arbejdsliv og arbejde til at hænge sammen, som det største problem. Derimod nævnes omgangstonen, krænkelser med køn som udgangspunkt. Hvem skulle have troet det i åh-så-ligestillede Danmark?

Familie OG arbejde

Berneke, der selv er mor, mener, at det ikke enten eller, hvad angår familie og arbejde. Det er ikke enten en topstilling, hvor familien forsømmes, eller et job, hvor der rigeligt er plads til, at den største interesse ligger andetsteds. Men der skal blandt andet tilkøbes hjælp, og prioriteres skarpt.

Varm anbefaling, de damer og herrer

Jeg kan kun anbefale bogen som en god vejviser for den kvinde, der virkelig vil karrieren, samt som en opklarende hjælp for de mange kvinder, der har meldt sig interesserede i at få bestyrelsesposter, men som venter forgæves på tilbud.

Bogen bør dog ikke kun have relevans for kvinder.  Der er faktisk også mange guldkorn at finde for manden, der er på vej, om selve spillet og om headhunterens arbejde.

Man kunne måske  have ønsket sig, at forfatteren gik lidt mere hårdt til, hvad kvinderne egentlig tillader sig at forvente og kræve i forhold til, hvad de vil yde. På den anden side ville det nok virke blokerende. Men hun peger på, at mange kvinder gør sig afhængige af, at skaffedyret forbliver der.

Genkendelig praksis

Bogen reflekterer den virkelighed, jeg kunne studere i mine godt 20 år i den del af erhvervslivet, der ikke udgøres af mediearbejdspladser. I disse år færdedes jeg også i længere tid på de bonede gulve gennem deltagelse i både direktions- og bestyrelsesmøder, selv om jeg var i stabsfunktion.

Indblikket i økonomi, ledelse og de persontyper, som typisk findes på de højeste poster, er kommet mig til stor nytte som journalist. Mange andre, der ytrer sig højlydt i diskussionen om kvinder i toppen synes kun at have egne erfaringer fra den ret så fladhierarkiske medieverdenen eller fra universitetsverdenen, og det er nu en gang verdener for sig selv. Men selv på konsulentfronten fornemmer jeg, at det kan knibe med indblikket.

“Kvinder stormer frem”

Men er Inge Berneke bagud for sin tid? I dag vil vi blive præsenteret for tal, der dokumenterer, at hver tredje ny leder er kvinde, og for at kvinder nu sidder på 25 procent af alle lederposter. De blev dog lækket af organisationen Lederne, og kunne ses i en artikel i Jyllands-Posten.

Tallene viser ikke, om det også gælder i topstillinger, eller kun mellemlederniveauet, og det er jo på vej mod toppen, at udsivningen sker. Tallene viser heller ikke, om væksten er størst i den offentlige sektor, der jo har en stor overvægt af kvindelige ansatte, eller den private sektor, men måske hører vi mere i dag.

Afslutningsvis, igen. Uddannelse matters, hvis man har lyst til at få suset på toppen og være med til at sikre en dansk virksomheds succes. Men ikke hvilken som helst uddannelse.

Og stamina tæller. Opgiv ikke så let, og spring ikke, blot fordi græsset synes friskere i en anden branche.

PS: Kommentarfelter om dette emne udvikler sig typisk i en kvindeforagtende retning, og ordet er også frit. Jeg vil blot henstille, at den, der vil tilkendegive sin ringe agt, er mand m/k nok til at gøre det under sit rigtige navn. Det sker desværre alt for sjældent.

PPS: Jeg afslutter min klumme med en gedigen provokation, nemlig et forslag om at få flere mænd ind på studierne via kvoter. Men måske kan man blot sænke adgangskravene for mænd, ligesom man har gjort på dyrlægestudiet.

Provokationen fremlægges af hensyn til dansk erhvervslivs chance for overlevelse. Det var også blandt bevæggrundene for, at jeg gennem projektet “Nærmest lykkelig i nørdland” forsøgte at motivere kvinder til at tage de “hårde” uddannelser. De har meget at bidrage med.

12 responses to “En headhunters erfaringer: Ny bog retter op på forplumret debat om kvinders karriere

  1. Interessant! Både klumme og blog…

    Men hvordan får man så overbevist de udsivende kvinder og de u-uddannende mænd om at de skal ændre stil?

    Og det er da beskæmmende at der er så udbredt accept af at man opfører sig sexistisk.
    Jeg læst noget om, at man i forsvaret har erfaringer med at fordelingen mellem kønnene skal være sådan, at det mindst repræsenterede køn udgør 30%. På den måde opnår man fuld udnyttelse af begge køns kompetencer, lige som tilstedeværelsen af det andet køn ikke længere udgør noget særligt (og så man lærer at tænke før man kommer med slibrige bemærkninger)
    Men naturligvis skal der være plads til lidt spøg og måske en halv-dårlig pick-up-line til julefrokosten…

  2. Tak for anmeldelsen, som virker berigende i debatten.

    Jeg tror faktisk at mange mænds modstand mod kvoter hænger sammen med noget andet end kvindefjendskhed.
    Det hænger sammen med en ideologisk modstand mod at staten styrer hvad individer skal beskæftige sig med.
    Derfor er mange liberale imod kvoter.

    Præmissen i din anmeldelse er – imellem linjerne – at det er bedre at gøre karriere i det private erhvervsliv, og finere at have med “bundlinjen” at gøre.
    Men jeg tror simpelthen ikke, at alle mennesker er enige med dig i det.
    Det er IKKE attraktivt for alle, at gå efter den form for succes.
    Og jeg tror at mange af de kvinder der fx vælger konsulentvejen – gør det fordi de ikke kan holde direktionsgangene og virksomhederne ud.
    Det gælder også mænd.

  3. Hej

    Tankevækkende hvor få kommentarer der er til denne artikel!!
    Er emnet tabu?

    Nå vi nu alle ved at kvinderne er på fremmarch i de videregående uddannelser og “tager” både uddannelse og jobs fra mændene i fremtiden bør der vel være en større fokus på hvad vi mænd så kan?

    Normalt er der rigtig mange mænd der kommenterer Dorte, hvorfor ikke denne gang?

    Min kommentar:
    Det er måske fordi kvinder bevidst/ubevidst undgår job, der i deres natur kan medføre lange arbejdstider uden for hjemmet.
    Jeg er helt enig omkring det faktum at kvindelige ledere kan være fantastiske og få tingene til at virke. Jeg er også overbevist om, at kvinder i de kommende årtier vil sætte sig på topposter pga af bedre uddannelse og personligt drive.
    Ting tager tid og da uddannelserne ofte er lange, vil konsekvensen af en større andel kvindelige studerende komme senere, end vi måske forventer.
    Det bliver dog først rigtigt sjovt den dag vi evner at bruge alle vore kvaliteter (både mænd og kvinder) til sammen at skabe den nødvendige udvikling for vores samfund, herunder også gå ind på de “usexede” uddannelser.

  4. Jeg synes, at det er et stort problem at arbejdsgiverne betragter det som et stort problem at have børn idag. Jeg er en af de kvinder som utroligt gerne vil have en karriere og er ikke bange for noget, og har også været international salgs- og marketing direktør i et lille firma, har været markedsudviklingschef og boet i Asien i 3 år. Nu hvor jeg har et barn er der dog ingen der vil ansætte mig, da de spørger indtil hvornår kommer nummer 2, og du kan jo ikke rejse så meget når du har et lille barn. Selvom at min mand jo også er der og hellere end gerne vil passe barnet. Så synes jeg at døren bliver smækket i hver gang – nogle gode råd?

  5. “Stamina” = “udholdenhed”. Der er ikke nogen grund til at læse danske medier, hvis de ikke faktisk skriver på dansk.

  6. Glimrende blog og klumme. Helt enig – specielt med, at det ikke er nok bare at have en kandidat grad. Der er stor forskel på om man har den i datalogi, økonomi eller litteratur historie.

    @ Pernille Andersen: Jeg kan godt forstå din fustration – men jeg kan også se det fra den anden side af skrivebordet.

    Hvis man søger en ny chef (eller anden nøglemedarbejder) så gør man det jo fordi man har et behov for personen – og hvis pågældende person tager 1 års barsel efter at have været ansat i ét års tid.. ja så er man jo tilbage ved udgangspunktet.

    /Svend

  7. @Gunnar Langemark: Jeg mener ikke det er færd at hævde at “Præmissen i .. anmeldelse[n] er … at det er bedre at gøre karriere i det private erhvervsliv”. Det har været en rød tråd gennem Dorte Tofts mange blogs over de seneste år at Danmark har brug for alle talenterne. Hvis man antager, at talent er ligeligt fordelt mellem kønnene, og et køn er voldsomt underrepræsenteret i et fag, følger det umiddelbart, at der er talenter, der ikke bliver udnyttet. Og dét er et problem uanset faget. Men indenfor visse fag er der mangel på talenter, og der gør det særlig ondt. Fx topledelse. Fx naturvidenskabelige og tekniske områder.

  8. @ Anders Fajstrup. Ja selvfølgelig skal der være plads for en joke og en halvdårlig pick up-line:-) Også fra begge køn.

    @Gunnar Langemark. Endnu en gang forsøger du at lægge mig meninger til, jeg ikke har.

    @Ole Mortensen. Nu er det ikke så mange kommentarer, jeg får (i sammenligning med f.eks. bloggere, der skriver om politik, muslimer m.v.).

    Men jeg tror, at mænd bare ikke er interesserede i hele debatten pro et kontra kvinder, kvoter m.v. Det er vel ikke noget, der optager dem meget i deres hverdag, omend der er en mindre gruppe mænd, som det optager overmåde meget.

    Det bliver interessant at se udviklingen. Hvorfor kvinder viger tilbage fra topposter er en kompleks ting og Inge Bernekes bog rummer nogle svar.

    Skal man virkelig provokere – som jeg kan forfalde til – kan man tro, at kvinder vil ha’ ret til alt det, som blåstrømper og rødstrømper kæmpede for – men at de også har lyst til det liv, som kun overklassekvinder kunne leve i gamle dage. Et vist engagement – som sidebeskæftigelse.

    @Pernille Andersen. Det er jo en usædvanlig – og imponerende baggrund, du byder på, og der burde være bud efter dig.

    Jeg aner dog ikke, hvad du kan gøre. Men måske skal du skal “groft” udnytte de chefer, der har set dig lave et rigtigt godt stykke arbejde og som kender dig. Som ved, at du trives ved arbejde, og at det ikke blot er midlet til at få penge. Brug dem som referencer, der kan ringes til. Og måske de selv kan have øjnene ude på dine vegne.

    Men du har måske brugt dem, og måske betaler du i virkeligheden for andre, a pro pos @Svend Rost.

    Jeg selv har som chef oplevet, at en nyansat ganske kort tid efter ansættelse skulle have fri i lang tid på grund af en adoption. Hun havde intet nævnt om det i ansættelsessamtalen, og det skal man heller ikke, men i en lille afdeling er det hårdt for ALLE, når en person, der omsider skal dække et hul, forsvinder hurtigt igen – især når det gælder et svært stofområde.

    En mindre arbejdsplads, jeg kender, fik også ansat en topkvalificeret kvinde. Mindre end et år efter gik hun på 1 års barsel. Igen var arbejdsområdet et, hvor man ikke bare kan udskifte 1 med 1.

    En anden og større arbejdsplads, som jeg kender, havde for en del år siden et fornemt længerevarende omskolingskursus for ledige akademikere. Det var vist stort set alle, der blev tilbudt fast job bagefter, men 1 år efter var næsten samtlige kvinder gået på barsel. “Omsider en fast stilling, så nu kan vi få vores barn!”

    Og yes. Børn er velkomne og – for at udtrykke det som mange gør – nødvendige. Men Folketingets vedtagelse af et 1-års barselsorlov gør, at især mange mindre virksomheder bliver bange for, om de kan klare tomrummet. Måske har Folketinget haft opfattelsen, at man bare kan sætte vikarer ind, men verdenen er jo mere end “blot” folkeskoler.

    Held og lykke med den videre jagt. Du er garanteret allerede opmærksom på firmaer, hvor netop din ekspertise måtte være en mangelvare, selv om de måske ikke har fattet det selv:-) Klø på. Der er intet at tabe.

    @Kristian Jensen. Tak.

  9. “@Gunnar Langemark. Endnu en gang forsøger du at lægge mig meninger til, jeg ikke har.”

    Er det det med præmissen mellem linjerne?

    Den synes jeg er ret tydelig. Alene det at man beskæftiger sig så meget med disse bestyrelsesposter – er jo en demonstration af værdierne.
    Men jeg ved da godt, at du har en anden dagsorden også.
    Du må undskylde, hvis du synes jeg læser det helt forkert.

  10. Susanne Hoeck, WOW Executive Network, har forsøgt at lægge denne lange kommentar på bloggen, men forgæves. Jeg ved ikke om længden kan udgøre et problem, men jeg er logget ind som blogfører, og det gik:-)

    Kære Dorte
    Tak for din svada – endelig et velkvalificeret input til, hvordan vi får vendt den pinagtige debat om ligestilling, kvoter og køn til en debat om ansvar.

    Jeg er en af dem, der har brugt 15 år af mit faglige virke som journalist til at profilere de veluddannede kvinder via en sværm af medier og professionelle netværk. Og jeg har været tæt på at kaste håndklædet i ringen, da statistikkerne ikke tilnærmelsesvis flytter sig i samme hast, som kvinderne bliver sprøjtet ud fra de højere læreranstalter med imponerende beviser på deres vidensniveau og kompetencer. For Dorte, du har så evigt ret i, at flertallet af disse kvinder efterfølgende vælger en retning, der ikke fører til de tunge poster på direktionsgangene og derfor heller ikke til de eftertragtede bestyrelsesposter.

    I mit allerførste job for 15 år siden, havde jeg en (kvindelig) chef, som gav mig en opgave, der indebar, at jeg skulle håndtere et millionbudget. Ung og kæk svarede jeg som tak til udfordringen: Det må være det, som hedder frihed under ansvar. Hvortil hun svarede: Nej. Det hedder frihed OG ansvar. For der blev ikke kun forventet, at jeg løste den sjove del af opgaven, der krævede min kreative tilgang til kommunikation, men også, at jeg tog ansvar for, at der blev skabt en god forretning.

    Og det er her, det går galt blandt mange danske kvinder. De vil gerne bidrage med deres kompetencer, men ikke påtage sig ansvaret for, at der kommer kroner i kassen. De forstår ikke, at der er kontant afregning ved kasse 1, hvis indtjeningen ikke følger med de gode intentioner om at skabe værdi. Og det gælder lige fra den private husholdning til virksomhedens bundlinje.

    I sidste uge deltog jeg i Global Meeting for Economic and Society i Deauville i Frankrig, en årlig event, der spås at udvikle sig til det europæiske svar på Davos. Arrangøren af det globale årsmøde er Women?s Forum, som ikke er en kønspolitisk strikkeklub, men et højt anerkendt magtforum i det europæiske erhvervsliv, hvilket deltagerlisten også vidnede om.

    Jeg var inviteret som en del af den nordiske VIP delegation, der skulle berette om, hvor godt det går i de skandinaviske lande, med udgangpunkt i, at en høj procentdel af kvinderne er aktive på arbejdsmarkedet. Aktive ja, men uden ansvar for, at hjulene drejer rundt i det rette tempo.

    I Deauville fik jeg indblik i, hvilke udfordringer, kvinderne i andre lande kæmper med, og det blev tydeligt, at danske kvinder har en kæmpe frihed. En frihed til at vælge uddannelse, og en frihed til at vælge fra, hvis ikke vi lige synes, at vi vil udnytte vores kompetencer til fulde. For det koster os ikke en krone at shoppe fra den ene (dyre) uddannelse til den anden. Vi skal ikke til gøre os fortjente til et scholarship eller kæmpe for at blive optaget på den bedste uddannelsesinstitution.

    Det gik op for mig, at ambitionsniveau ofte er lige frem proportionalt med den indsats, der skal til for at få den høje uddannelse.

    Efter tre intensive dage i Deauville, med internationale CEOs, politikere og andre magthavere på podiet, var konklusionen, at det handler om, at alle er nødt til at tage ansvar. Den aktuelle udfordring er den skrantende verdensøkonomi, og særligt den franske finansminister, Christine Legardes ord gjorde indtryk: Det handler om at alle kvalificerede ressourcer skal i sving og tage medansvar for at få vendt skuden. Derfor må pensionsalderen sættes op, skatterne sættes ned og kvinderne bruge deres dyre uddannelser, hvor de giver størst afkast.

    Så hermed en endnu en svada, men også en appel om, at du Dorte, og andre, der har taletid, stadig gider gøre en indsats for at få flere af de eksisterende uudnyttede kompetencer og kvalifikationer til at gøre reel nytte.

    Det friske pust fra Deauville fik mig til at beslutte, at give den endnu en skalle. At tro på, at det nytter at skabe relevante foraer for kvinder, hvor de kan skabe de nødvendige relationer, som fungerer som trappetrin til toppen. At give dem den nødvendige viden om erhvervslivets strukturer, som de ikke kan læse sig til i de tykke bøger. At blive ved med at synliggøre dem, der påtager sig ansvar, så der bliver skabt en fødekæde af rollemodeller, som kan vise vejen for alle de kloge kvinder, som både kan og vil.

  11. Headhuntere suk……..

    Jeg tror gerne, at de ikke kan finde de kvalificerede kvinder, for de leder de forkerte steder. Det er ikke fordi, de ikke er der.

    At komme i en head-hunters søgelys, eller bare blive udvalgt til et jobinterview af en rekrutteringskonsulent til et interessant job, kræver, at man har en meget lækker profil.

    Man skal have været ansat de rigtige lækre steder, have uddannelsen fra en lækker uddannelsesinstiution, have en lækker ægtefælle, lækre børn, bo et lækkert sted og have den helt rigtige lækre omgangskreds.

    Jo større virksomheder, jo større budgetter, og de rekrutteringsvirksomheder der vil ind der, kommer det ved udelukkende at præsentere lækre kandidater for virksomheden. Jeg tror, at headhunterne bliver ved med at kontakte de samme lækre og forkælede kvinder. De skulle se sig lidt mere omkring.

    For det er ikke altid, at man som kvinde kan komme ind i de lækre virksomheder. Men man kan jo lære lige så meget – måske mere – hvis man har måttet sloges og arbejde hårdt for at opnå gode resultater i virksomheder med problemer. Men der er man allerede røget under radaren.

    For en god ordens skyld. Det gælder også for mænd, der ikke har så lækker en profil. Det er min holdning, at brugen af rekrutteringskonsulenter kommer til at virke konserverende og indskrænkende, når det gælder ledersammensætningen i danske virksomheder. Virksomhederne virker mere åbne overfor kandidater, der er knapt så lækre, når de selv står for rekrutteringen.

    Nu er arbejder jeg selv indenfor et mediumhårdt fagområde. Typisk mandefag når man kommer op i de ledende stillinger, der kræver en højere uddannelse. Men det fortryder jeg egentligt, for som kvinde er jeg ikke genkendelig og det er næsten umuligt at komme i betragtning til de interessante jobs, selvom jeg kan sætte et stort kryds udfor samtlige listede krav.

    Der er ingen tvivl om, at jeg ville have haft meget mere interessante jobs og en langt højere livsløn, hvis jeg havde valgt enten at arbejde i det offentlige, eller havde valgt kvindefag som HR og Kommunikation. Fagområder hvor jeg heller ikke er uden evner, og hvor jeg formentligt kunne have gjort det rigtig godt.

    Så jeg vil faktisk råde ambitiøse kvinder til at vælge kvindefag. For der går I ikke til spilde, men bliver set og får mulighed for at få de gode jobs.

Comments are closed.