Kuppet af den godgørende fond på Frederiksberg

Sagen kort:

  • En advokat, en præst og en vordende konservativ politiker leger kispus med Civilstyrelsen.
  • De udgør bestyrelsen for en godgørende fond, der ejer en superattraktiv Frederiksberg-ejendom, men de ignorerer vedtægterne.
  • De har til gengæld forberedt det helt store kup i det store boliglotteri.
  • Slægten efter fondsstifteren er rasende.

[Læs evt. først “Advarsel: Toft som hyret hånd:-)]

Reeberg-sagaen, kapitel I:

Kan man mon friste med en stor billig og idyllisk beliggende lejlighed? En lejlighed midt i Frederiksbergs hjerte, skråt over for Frederiksberg Have? En, hvor du lige som de øvrige lejere i ejendommen kan nyde din egen lille stump stille baghave?

..som altid i boliglotteriet gælder det om at have de rigtige forbindelser

Mon ikke. Men som altid i boliglotteriet gælder det om at have de rigtige forbindelser. Vil man for eksempel ind i en lige så attraktiv lejlighed direkte på Hellerup Strand, er det bestyrelsesformanden for den trængte fond, der ejer ejendommen, borgmester Erik Fabrin, man bør kende.

Gælder det Frederiksberg-idyllen, der ligger på Allegade 22, og består af en hovedejendom og tre længer, er det også en bestyrelse, man skal være gode venner med. Bestyrelsen for det godgørende fond Brdr. Reebergs Legat.

Plum-fonden

Men godgørende! Der må vel forefindes andre kriterier for en godgørende fond end bare den gode forbindelse. Nej. Ikke nødvendigvis.

Tænk blot på den en gang så rige Plum-fond, der skulle komme venstrefløjen til gode. Som Berlingske Business grundigt har afdækket, gik hovedparten af pengene til bestyrelsesmedlemmers egne projekter, og allermest til formanden, advokat Christian Harlang. Til egne salærer og honorarer.

Plum-fonden måtte erklæres konkurs i maj 2010 på grund af elendige beslutninger og administration.

Underskud på Frederiksberg

Heldigvis har Brdr. Reebergs Legat, som ejer Frederiksberg-ejendommen, ikke lidt samme skæbne. Der køres imidlertid med forunderlige underskud år for år, og
egenkapitalen smuldrer, mens den offentlige 2009-vurdering ligger på godt 50 millioner kroner.

En tidligere ejer, Ludvig Ernst Reeberg, stiftede legatet, som skulle komme visse trængte mennesker til gode. Reeberg, der døde i 1912, ønskede, at der i ejendommen skulle indrettes op til fem friboliger og kontanthjælp blev også nævnt.

Penge var der nok af og især fra frasalg af de jorder, som store dele af Frederiksberg i dag hviler på, ligesom der ville komme lejeindtægter fra andre beboere.

Men ikke én lejlighed i ejendommen er gået til en værdigt trængende siden midten af 80’erne. Ikke en krone bruges til godgørende formål.

Bestyrelsen hytter sig og sine

Legatets bestyrelsesformand siden 1981, boligadvokat Klaus Lunøe, bor i en 115 kvadratmeters lejlighed i den billige hovedbygning – en lejlighed, han tidligere havde udlejet til sin halvsøster. Lunøe flyttede ind den 1. april 2010, men fra en anden bolig i ejendommen.

Lunøes tidligere svoger bor også fint på Ludvigsminde, og formanden har over tid udvist imødekommenhed over for ansatte, advokatkolleger og venner. Det fremgår af et nærmere kig på lejerne, og bekræftes af lejeren med ældst anciennitet, kunsthandler Hans Christian Hornung. Han er vokset op på Ludvigsminde.

Præstens gode gerning ovcr for døtre

I bestyrelsen har siden år 2000 også været en sognepræst ved Frederiksberg Kirke og en landbrugskonsulent, der ved sidste kommunalvalg opstillede i det jyske for de konservative. Sammensætningen med advokat, præst og landbrugskyndig er bestemt i testamentet og reflekterer de godgørende statutter.

Præstens to døtre er betænkt med lejemål, ét af de billige i hovedejendommen og et, der ligger i underkanten af markedslejen.

”Man vil jo være god mod sin familie,” som sognepræsten forklarede lejemålene med på et møde i efteråret 2010 over for medlemmer af Reeberg-slægten.

Eks-minister i billigt lejemål

Også erhvervslejemål forefindes i ejendommen, blandt dem en fodklinik med luksusmassage og en butik, der sælger second hand minkpelse.

Og i hovedbygningens næststørste lejlighed, der er på 174 kvadratmeter, bor en tidligere konservativ toppolitiker med ministerpension til en billig husleje.

Stifterens ignorerede intentioner

Længere væk fra Ludvig Ernst Reebergs intentioner kan det ikke komme. Han døde ligesom en ældre bror barnløs, og ejendommen havde ved hans død været på slægtens hænder i 100 år. En tredje, yngre bror døde mange år forinden efterladende sig en hustru og to døtre.

I efteråret 2009 blev bestyrelsens ageren for meget for barnebarnet til en af de to døtre. Cand.agro. Hans-Henrik Sass, der tidligere har været landbrugsrådgiver i ulande, men som p.t. er gæsteforelæser i Kina, klagede til Civilstyrelsen og hans to søskende, overlæge Anton Sass og cand.psyk. Anna-Maria Sass bakkede siden op. Hans-Henrik Sass og Anna-Maria Sass er blandt en håndfuld Reeberg-slægtninge, der forgæves har søgt en lejebolig i slægtsgården.

Efter godt et års sagsbehandling slog Civilstyrelsen den 5. november 2009 fast, at administrationspraksis i 24 år har været helt i strid med vedtægterne.

Tilladelse til ændring?

Bestyrelsesformand Klaus Lunøe er dog ikke enig. Han oplyser at have fået Justitsministeriets accept af en ændring til erhvervsdrivende fond med udlejning for øje. En accept, der indebærer, at der ikke længere skal stilles friboliger til rådighed.

Men Civilstyrelsen fastslår i sin afgørelse, at advokat Klaus Lunøe ikke har evnet at fremlægge officiel dokumentation derfor. Man finder det ikke bevist, at ændringen er accepteret.

En kort bemærkning i et årligt bestyrelsesreferat er alt, bestyrelsesformanden har at byde på. Intet fra Justitministeriet, fra egne arkiver eller fra Rigsarkivet.

I Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er under “Formål” desuden fortsat registreret, at der skal oprettes friboliger.

Slægtens ubetingede fortrinsret

Statutterne fremgår af den offentliggjorte tekst for legatet (Ministerialtidende 1913 – Teksten begynder lidt nede på første side).: …Trængte landmænd og deres familier kan komme i betragtning til friboligerne. Men: ”Personer, der kan bevise at være af min Slægt, skal uden hensyn til, om de er Landmænd, Enker efter eller Døtre af sådanne, have ubetinget Fortrinsret til at faa Fribolig.

 Trængte landmænd og deres familier kan komme i betragtning til friboligerne. Men: ”Personer, der kan bevise at være af min Slægt, skal uden hensyn til, om de er Landmænd, Enker efter eller Døtre af sådanne, have ubetinget Fortrinsret til at faa Fribolig”.

Altså ubetinget fortrinsret for slægten.

Nedlagde friboliger

Bestyrelsesformanden satte imidlertid allerede i 80’erne en stopper for friboligerne, men efterfølgende har medlemmer af Reeberg-slægten som nævnt forgæves forsøgt at få bolig i slægtsgården som almindelige lejere.

Klaus Lunøe har gentagne gange forklaret stoppet for friboliger med en truende dårlig økonomi, og for godt ensnes år siden fik han ombygget tomme længer til fine lejligheder, der skulle udlejes til markedspriser for at rette op på økonomien. Ifølge årsregnskaberne 1988-2009 har bestyrelsen dog heller ikke ad denne vej evnet at skabe overskud.

Slægten ude i kulden

Klaus Lunøe har desuden i sine afslag over for slægten fastholdt, at slægtsmedlemmer har søgt friboliger, hvorfor de fik nej, selv om ordet ”fribolig” end ikke nævnes i deres ansøgninger.

Formanden har heller ikke rakt hånden ud over for slægten, når ordet ”leje” efterfølgende skæres ud i pap. Der er, og der har ingen ledige lejligheder været, skriver bestyrelsesformanden i et brev til Hans-Henrik Sass. Men af Krak-registreringer over årene fremgår tydeligt, at det ikke er sandt.

Bestyrelsens juratolkning

Bestyrelsen mener ikke, at ”ubetinget fortrinsret” for slægten bør gælde udover for de friboliger, der altså ikke findes.

Bestyrelsen har tilmed pr. skrift argumenteret med, at selv hvis der var en fribolig og en trængt slægtsmedlem, ville svaret være ”Nej”. I brevet, der er underskrevet af Klaus Lunøe, anføres, at det vil være lovstridigt. Der henvises til paragraf 8 i erhvervsfondsloven, som forbyder at lade noget gå i familiemæssig arv udover et vist slægtsmæssigt led (forbud mod familiefidei kommis).

Men Civilstyrelsen har over for denne blog (Bizzen) tidligere skudt lovargumentet ned. Brdr. Reebergs Legat blev oprettet årtier før erhvervsfondsloven blev vedtaget, og loven har ingen bagudrettet gyldighed.

Bestyrelsen som tankelæser

Helt syret blev situationen for slægten, da legatbestyrelsen tilmed pr. skrift hævdede, at (den barnløse) Ludvig Ernst Reeberg kun havde egne direkte efterkommere i tankerne.

Reeberg-slægten betragtes af Civilstyrelsen ikke som part i sagen og har derfor måttet søge aktindsigt for at holde sig orienteret i sagen.

En næse uddeles

I dag er status følgende:

  • Civilstyrelsen finder det ikke bevist, at Justitsministeriet har givet tilladelse til ændringen til erhvervsdrivende fond.
  • Civilstyrelsen tilkendegiver, at legatet i 24 år er administreret i strid med statutterne.
  • Civilstyrelsen uddeler en næse. Det anses som ”stærkt kritisabelt”, at bestyrelsen – hvis økonomien ikke tillader friboliger – så ikke administrerer på en måde, som ligger tættest muligt på statutterne.
  • Endelig skriver Civilstyrelsen, at bestyrelsesformandens eget attraktive lejemål er lovstridigt. Der henvises til Erhvervsfondslovens paragraf 43, som siger, at en bestyrelse ikke må modtage ydelser udover vederlaget.

 Bestyrelsesformandens “overbevisning”

De alvorlige krænkelser får imidlertid ingen konsekvenser. Civilstyrelsen afsætter ikke bestyrelsen, heller ikke blot formanden, der tilmed får lov til at beholde sin billige lejlighed.

Civilstyrelsen begrunder sin langmodighed med, at advokat Klaus Lunøe har handlet ”ud fra den overbevisning, at Justitsministeriet havde meddelt tilladelse til ændring af fondens vedtægt”.

Det er altså nok, at advokaten, der har alt at vinde, selv er overbevist.

Meget lav salgspris

Tilbage er blot, at Civilstyrelsen kræver forslag til ændring af vedtægterne, så de fremover kan overholdes.

Det allerførste i bestyrelsens forslag handler om, at den ønsker bemyndigelse til at kunne sælge Ludvigsminde. Salgssummen skal puttes i en fond til godgørende formål eller i køb af anden ejendom til formålet.

Købsprisen kan blive så lav som 18-20 millioner kroner. Sådan lyder budet i hvert fald fra to ejendomsudviklere, der har tjekket årsregnskaber siden 1988 for slægten. Den lave pris skyldes især, at der konstant køres med underskud. Køber kan slet ikke få forrentet sin investering. Ejendommen er desuden fredet.

Underskuddet har Klaus Lunøe bagatelliseret over for slægten. Der er kun tale om et skattemæssigt underskud, og økonomien er sund, skriver han. Samtidig med, at han altså fortsat pr. skrift – overfor Civilstyrelsen og slægt – har brugt den dårlige økonomi til at begrunde nedlæggelsen af friboliger og fastholde nedlæggelsen.

Det store kup

Det viser sig så, at salgsplanerne ikke er udløst af Civilstyrelsens afgørelse. Tilbage i 2008 sagde Kulturarvsstyrelsen for eksempel nej til bestyrelsens ønske om at kunne opdele hovedbygningen i ejerlejligheder, og forinden havde der været et arkitektfirma ind over.

Men hvilket kup for bestyrelsesformand, hans svoger, præstens døtre og de øvrige lejere, hvis Civilstyrelsen siger “ja” til salget af Ludvigsminde. Loven tilsiger jo, at lejere har forkøbsret på andelsbasis.

En købspris på 18-20 millioner fordelt på 14 lejemål i en idyl i hjertet af Frederiksberg! Sådan vinder man boliglotteriet.

Kovending med fribolig

Der er en række andre forslag til vedtægtsændringer, som kan synes overmodige. Som om, at bestyrelsen blot spiller kispus med Civilstyrelsen og jokker videre på den slægt, der har klaget.

Trods argumentationen om, at der slet ikke er råd til friboliger, foreslår bestyrelsen pludselig, at der oprettes én fribolig. Det er i den mindste lejlighed (46 kvadratmeter iflg. BBR), der er udlejet.

Lejeren er kunsthandler Hans Christian Hornung. Han betaler i øvrigt 600 kroner mere end en af præstens døtre, som har et par kvadratmeter mere.

Vedr. den kommende fribolig oplyser bestyrelsen, at melder sig ingen værdige (trængende, over 50 år, slægtninge/landmænd m.v.) bør den bare lejes ud normalt.

Smart, for så er man sandsynligvis fritaget for at tænke i fribolig de næste 20-30 år.

Dokumentation

Alt, der er beskrevet her, har jeg og slægten dokumentation for. Såfremt nogen ønsker at se dokumentationen (mails, breve m.v.) eller bestrider den, vil jeg uploade den på nettet, så det ligger tilgængeligt for alle.

 Læren

Læren af Plum-fonden, Reeberg-sagen og mange andre må nok være, at det er alt for let for en bestyrelse at hytte sig og sine, når stifteren har udstødt det sidste suk.

Da Plum-fonden gik konkurs, skrev professor Steen Thomsen, CBS, blandt andet følgende i Berlingske om, hvad der er lært:

  • Fondens advokat (eller kolleger fra samme advokatkontor) bør ikke sidde i bestyrelsen
  • Fondens bestyrelsesformand bør i særlig grad være uafhængig af særinteresser, altså eksempelvis ikke være direktør eller have private økonomiske interesse i fondens aktivitet
  • Fonden bør så vidt muligt informere åbent om sine aktiviteter, fordi det herved bliver lettere at opdage misbrug, og fordi åbenhed derfor har en disciplinerende virkning på fondens ledelse
  • Fonden bør ikke uddele til formål, hvori et eller flere bestyrelsesmedlemmer har særinteresser
  • Fonden bør navnlig ikke uddele til bestyrelse, direktion eller disses nærtstående parter. Fonden bør eksempelvis ikke dele ud til bestyrelsesmedlemmernes familier eller til organisationer, som bestyrelsesmedlemmerne er forbundet med arbejdsmæssigt eller økonomisk

Lyder som sund fornuft, ikke? Også andre jurister har udtalt sig i samme retning. Men. Der sker ingenting. Jurister er (lige som andre fagfæller) også kendt for berøringsangst over for sager, hvor andre jurister gør i nælderne.

 Kendt problem

Men jeg hører også, at det er et kendt problem i juridiske kredse, at ingen myndighed rigtig kerer sig om herreløse fonde, og at det udnyttes.

Læren? Nu er vi ikke mange, der er i situationen, hvor vi kan tænkes at overdrage en formue  – om kontanter eller ejendomme – til en fond. Men dem, der overvejer det, bør måske vende skråen først.

Til gengæld er vi en del, der selv på et tidspunkt i livet, har haft glæde af en god forbindelse, så en gennempuritansk holdning ville være hykleri.

Næse nok?

Men hvad synes du om denne sag? Om sandheder, der viser sig at være usande? Om brug af paragraffer, der ikke holder? Om påstande, der ikke kan bevises? Om “tankelæsningen” over 100 år? Om, at Civilstyrelsens jurister er så langmodige over for deres kollega, at han kun får en næse, men beholder sin lejlighed? Om hvad der ligner en helt bevidst afstandtagen fra slægtninge efter Ludvig Ernst Reeberg. Og bevidst fortrinsret for nogen, der intet har med den mand at gøre, som overdrog sin ejendom til legatet?

“Slægten? Jamen, den er der for længst sat en streg over”, som en lejer i Ludvigsminde udtrykte det, da denne blev gjort opmærksom på, at slægten følte sig forurettet.

Men lad mig slutte med en kuriøs detalje. Advokat Klaus Lunøe klager til Civilstyrelsen over, noget der ligner en “hetz” fra Reeberg-slægtens side. Slægten burde i stedet have været taknemmelig for arbejdet, han har lagt i Ludvigsminde, mener han. Bør den?

Læs også:
“Fondskup: Lars Barfoed ind i kuriøs kattepine med K-toner”

Fondskup: Nitter fra Justitsministeren og bestyrelse forsinker.

Civilstyrelsen passiv: Bestyrelse ustraffet for fondskup på 25. år

Og glem ikke at læse kommentarerne.

17 responses to “Kuppet af den godgørende fond på Frederiksberg

  1. Det er jo fuldstændig helt i hegnet. Advokat Klaus Lunøe sidder jo med den totale kontrol over den ejendom!?

    Han er jo i kraft af sin rolle som bestyrelsesformand, den som beslutter om hvordan ejendommen skal vedligeholdes, hvad der betales i husleje, og hvem som skal bo i lejlighederne (altså hvem han vil have som naboer) og under hvilke vilkår kontrakterne skal indgås?

    Sagt med andre ord:
    Han sidder i en ejendom til 50 mio i ejendomsværdi, med reelt fuldstændig samme beføjelser som en ejer, med fuldstændig samme nytteværdi som en ejer – men TOTALT uden risiko af nogen art. Advokaten er blot en lejer af navn – selvom han (næsten) er ejer af gavn.

    Alle andre mennesker som har den konformitet der normalt er forbundet ved at eje en ejendom, har samtidig den økonomiske risiko og de medflg. pligter. De har samtidig risikoen for at kreditorer måtte kaste sig over aktiverne hvis man kom i økonomisk uføre osv, og risikoen hvis ejendommen pludselig kræver uforudset vedligehold eller skatterne stiger.

    Advokaten Lunøe er reelt den eneste som har fået (taget) en fribolig i ejendommen Ludvigs Minde på Frederiksbergs første parket. Jeg går bestemt ikke ind for Jantelov eller misundelse, men kunne man ikke godt have håbet på en større uegennyttighed fra en fondsbestyrelse – af et godgørende legat?

    Det er egentlig ret flot klaret. Som ejendomsmand ville jeg gerne overtage den ejendom, men lad mit gætte; Lejeaftalerne er sikkert så juridisk ugunstige for en potentiel udlejer, at advokaten har lagt gift ud for en (for ham) “fjendtlig overtagelse”. Advokaten har sikkert skabt en juridisk situation hvor kun “klubben” derude reelt kan overtage ejendommen straks når advokaten har kørt Fonden tør for penge. Der spises jo åbenbart egenkapital dag for dag, og Civilstyrelsen er åbenbart ligeglade, så det er spørgsmål om tid…

  2. Det er vel ikke usædvanligt at en advokat benytter sig af den magt, der er ham pålagt. Det er vel heller ikke usædvanlig at en advokat forsøge at stække sine “modstandere” og afprøver lovmæssige grænser. Det er ikke usædvanligt at advokater sjældent anlægger sag mod egen stand. Det er der som regel ingen penge i. Det er ikke usædvanligt at advokatrådet sjældent fratager en advokat retten til at være advokat, men i stedet idømmer lave bøder i forhold til “forbrydelsen”.
    Som kontrolinstans og med retten til at føre retssager har advokater en afgørende betydning i samfundet, som politikere har svært ved at gøre noget ved. Tilliden til en advokat betyder mere end nogle småsager.
    I denne sag kan der reelt kun gøres noget alvorligt, hvis erhvervs- og selskabsstyrelsen får nogle slagkraftige værktøjer og dommerstanden tilskyndes til at tage retssager mod advokater hurtigere og mere effektivt. Det er jo, som regel, i enhver advokats interesse at bruge tid = penge.

  3. Jeg har foreløbig fået 2 reaktioner fra jurister, der IKKE er involveret i den pågældende sag, og som ikke ønsker at stå frem.

    Men jeg har fået tilladelse til at gengive den ene reaktion, der faldt efter læsning af ovenstående blogindlæg samt Civilstyrelsens afgørelse af 5.11.2010:

    CITAT: “Det undrer mig, at man betragter det som en undskyldende omstændighed for en advokat, at han ikke har sin dokumentation i orden. At man antager en advokat til den slags bestyrelsesarbejde må vel være, fordi man regner med, at advokaten har orden i sine papirer. Og et så fundamentalt spørgsmål som, hvad siger min fundats, burde da ligge klippefast. Det fatter jeg ikke, at man kan henføre under god tro.
    Hvis man ville, kunne man overveje at indbringe advokaten for Advokatnævnet med påstand om, at bestyrelsesformanden havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at sikre sig dokumentationen. Det ville han sikkert blive dømt for. Men Civilstyrelsen vil næppe ændre sin opfattelse uden videre.
    CITAT SLUT

    Jeg kan tilføje, at Reeberg-slægten HAR indbragt sagen for Advokatnævnet.

    Og så må jeg tilføje, at kravet om en advokat som bestyrelsesformand er stillet af testatoren, Ludvig Ernst Reeberg. Han udpegede selv den første, og hvem der skulle følge den. Den til enhver tid siddende bestyrelsesformand skulle derefter som noget af det første oplyse, hvilken efterfølger, der skal overtage posten på et tidspunkt.

    Klaus Lunøe fik posten i 1981, blot et år efter kandidatgraden var i hus. Den udpegede advokat ønskede ikke at overtage posten som bestyrelsesformand.

  4. Så gør hun det igen, Dorte Toft… afslører dem, der misbruger magt og position til at opnå det bedste for sig selv og deres egne. Misbruget, i dette tilfælde af en godgørende fond, sker på bekostning af andre og deres rettigheder.
    Men ugerningen maskeres som normalt i den slags situationer af fidel og autoritær optræden.
    “Advokater har jo altid ret”.
    Og den uretfærdige forestilling kommer såmænd til at køre videre på Ludvigsminde, uden at de rette og retmæssige lejere ifølge statutterne kommer i nærheden af de attraktive boliger. Også selvom Civilstyrelsen har kaldt administartionen “stærkt kritisabel”.
    Nok så mange næser åbner ikke døren for de rigtige lejere. Alle statutter og håndgribelige beviser på deres ret skal nok blive snakket ned.
    Værst er det, at Ludvigsminde ikke står alene med det mørke eksempel. Hvem har ikke før hørt om den slags? Eller selv fået en lang næse, når de bjergsomme og ubekymrede har sørget for at skaffe sig forrest, når de gode og bedst beliggende lejligheder skulle have nye beboere?
    Tak fordi du gider gøre opmærksom på endnu et tilfælde, Dorte Toft.
    Men hvem gider gøre noget ved det?

  5. Den sag er jo ganske grotesk.Der ikke noget at sige til at man mister troen på advokaternes evne til at opføre sig ordentlig.Her tænker jeg i særdeleshed på civilstyrelsens folk.
    Kommer til at tænke på en gammel vits: Kan man blive skilt i himlen. Nej, der er jo ingen advokater

  6. Kan man forvente andet fra Civilstyrelsen. De personer der starter sagen får ikke lov til at slutte sagen, de er nemlig på turnus. De sidder max 1 – 2 år på samme pind, før de skal rykke til nyt kontor eller et andet sted i statens institutioner.
    Det er det djøfferne syntes er så dejligt, at de kommer på turnus, så slipper de også for gå for dybt ned i sagerne.
    Da det formentlig er nyuddannet som sidder i disse afdelinger, har de ikke meget erfaring og pondus til at sige stop.
    Det er jo en advokat man sidder over for, så m å han jo have ret, nej han har lært at lyve lige så meget som os andre eller mere til.
    Når civilstyrelsen er så efterladen over for advokater i forbindelse med administration af fonde, er man af den opfattelse, at de bare ikke er deres opgave voksen.
    Bare se med Riskær og hans fond, hvor langt fik han ikke love til at tømme fonden, inden civilstyrelsen følte at gulvet brandte under dem og de måtte gøre noget.

  7. @Lis Knudsen. Jeg erfarer fra slægten, at der faktisk nu er skiftet sagsbehandler på sagen i Civilstyrelsen.

  8. Det er magtfordrejning af formanden og bestyrelsen af værste skuffe. Og det i så mange år. Det er en skandale som bør stoppes straks og formanden og den selvbestaltede bestyrelse skal fratages alle de fordele de har hugget. Og jeg er ikke i tvivl om at formanden også har taget sig fede honorarer for at mele sin egen kage.

  9. TV2Lorry’s udsendelse er her:
    http://www.tv2lorry.dk/video?video_id=47570
    (men jeg ved ikke, hvor længe link er levende).

    @Jens Skau. Bestyrelseshonorarerne er ikke store, men der er vist også kun et årligt måde. Formanden klarer vist resten.

    Om advokatregningerne i regnskabet (i forbindelse med byggesager, ansøgninger, møder m.v.) også stammer fra bestyrelsesformanden selv, kan jeg ikke se.

    Hvad angår økonomien, så er det store spørgsmål nu (hvor Civilstyrelsen har afvist at afsætte bestyrelsesformanden) hvad Civilstyrelsen gør, når Ludvigsmindes egenkapitall bliver negativ.

    Det går ikke godt. Godt nok er lejeindtægten vokset voldsomt grundet de nye lejligheder i længerne, men set i sammenhæng er der bestemt ikke noget at prale af.

    I 1988 (hvor slægtens regnskabsoverblik starter) var lejeindtægten på Ludvigsminde på 325.000 kroner (og der var overskud). Der blev senere indrettet en række nye lejligheder i længerne og i 2009 er huslejeindtægter på 1,3 millioner kroner.

    MEN. Omkostningerne er mere end fulgt med, og der køres derfor med underskud næsten alle år. Klaus Lunøe har desuden over for Civilstyrelsen bebudet store udgifter i endnu to år.

    Gældssætningen er fra 1988 til 2009 steget fra 770.000 kroner til 10,5 millioner. Altså mere end ti-doblet

    Samtidig er egenkapitalen udhulet i samme periode – fra 7,43 mio. til 1,75 millioner . Så hvad sker der, når egenkapitalen er væk.

    Giver Civilstyrelsen så Klaus Lunøe ret til at sælge ejendommen? Den ret ønsker han jo allerede nu, og hvilket indbærer at han og de øvrige lejere på andelsbasis har førsteret til køb.

    Klaus Lunøe har betegnet økonomien som sund i flere sammenhænge. Han fortæller også, at underskud blot er skattetekniske.

    Samtidig – i andre sammenhænge – fortæller han, at økonomien er stram. At der ikke er råd til så meget som én fribolig, selv om netop friboliger står i vedtægterne.

    Men pludselig får han/bestyrelsen råd til at stille fribolig til rådighed, da Civilstyrelsen i november har talt. Det er tilmed ikke den billigste, for i den bor datteren til præsten, der er medlem af bestyrelsen. Det er den næstbilligste, hvor Hans Christian Hornung bor. Han medvirker i øvrigt i TV2Lorrys indslag.

    Jeg har erfaret, at det kom bag på Hornung, at Klaus Lunøe i brev til Civilstyrelsen udnævnte netop hans lejlighed som den kommende fribolig. Hornung har på intet tidspunkt opsagt lejemålet.

  10. Det er vist ikke kun i fagbevægelsen der er pampere. Tak for et sobert og grundigt stykke journalistik, der lader fakta tale for sig selv.

  11. Her er link til TV2Lorrys opfølgende indslag (fra torsdag), hvor medlemmer af retsudvalget udtaler sig kritisk om Ludvigsminde-sagen, og hvor justitsminister Lars Barfoed siger, at han nu vil tage kontakt til Civilstyrelsen for at få en redegørelse:
    http://www.tv2lorry.dk/video?video_id=47633
    (Link dør måske på et tidspunkt)

  12. Efter at ha’ læst en twitter-besked fra dig om denne udsendelse på TV2 Lorry, så jeg den, og jeg er fyldt af forargelse. Fatter ikke at det kan være muligt at dette ikke får konsekenser. Tyve og svindlere hele bundtet.

    Er også så træt af alle disse bank krak og direktører som er ansvarlige og som får millioner i aftrædelse. Samt alle de instanser, som skal kontrollere og koster os millioner at ha’, men som IKKE gør deres arbejde ordentligt. Hvad skal vi så med dem?

    Tror snart ikke på retfærdighed mere i Danmark. Men hvis vi allesammen gør indsigelse og råber op om dette, kan det måske hjælpe lidt.

  13. @Lotte Sass. Nej – jeg glemmer aldrig Ludvigsmindesagen, for det et evigt minde om, hvordan mindre sager ikke tages alvorligt nok, selv om alvoren rent moralsk set kan svare til det, der ses i store sager.
    Men både myndigheder og medier afvejer, hvor kræfterne sættes bedst ind. Hvor mange berøres af sagen? Hvor mange millioner er der i klemme? Er der kendisser involveret? Kan der gå politik i det? Måske er det forståeligt, men jeg kender lige lovlig mange små sager, hvor det er frustrerende for dem, der rammes.

Comments are closed.