Robotter til sjov, hjælp og til absolut ingenting

LYON: Man skal se sig for, når man går rundt på Innorobo-messen, der er den første nogensinde i Europa for servicerobotter. Robotterne holder sig ikke fra gangene, og én af dem forsøger tilmed bare at køre op af benene på en, mens en anden opfører sig som en skorpion, hvis man kom for nær.

Det er en salig blanding, der præsenteres her i Lyon. I alt 100 robotter vises frem, og de 30 for første gang i Europa. Der er stort udbud af legetøjsrobotter og udstyr til selv at skabe robotter – Lego er her selvfølgelig også med sin Mindstorm-serie. Hvor har det firma været tidligt ude. Hatten af.

Langt de fleste af de mere avancerede robotter lever dog deres liv i de europæiske universiteters laboratorier og i andre robotforskningscentre. Der ER langt fra drømmende om en nyttig robot til realiteterne. Meget langt.

Men her lidt lynindtryk af nogle få af robotterne, der præsenteres:

Acroban med strikhuen

Robotten Acroban, der ofte bærer en strikket vinterhue, ligner en teknologisk kludedukke, men hvad dens ophavsmænd hidtil har opnået er dybt imponerende. Acroban holder balancen, når den puffes, man kan tage den i hænderne og den følger en.

Det imponerende er, at det IKKE er programmeret til de funktion, men den ekstremt leddeløse robot giver helt naturligt nogle fordele i forhold til de traditionelle humanoid-robotter, der har ret stiv krop. Tjek videoen her.

Dansende Nao

Franske Aldebarans Nao, som også har været på besøg i Odense, er en rigtig showbot. På Innorobo dansede Nao, som den har for “vane” på udstillinger såsom tyske Cebit (video her men skip de første sekunder). Neo taler også, balancerede og sætter sig ned på såre menneskelig vis.

Nao bruges først og fremmest i forskningsøjemed (læring, autistiske børn bl.a.) og undervisningsøjemed, og den er foreløbig solgt i 1300 eksemplarer.

Støvsuger giver baghjul

Hvad der synes at være enighed om på messen er, at amerikanske iRobot blev firmaet, der fik robotter ind i hjemmene. Det startede med støvsugeren Roomba, der mest minder om en curlingsten uden håndtag.

Roomba er efterhånden solgt i 6 millioner eksemplarer, og det vrimler med videoer på youtube med Roomba. Her én, hvor en kat bruger Roomba som i sin krig med vovsen. Støvsugeren har også fået følgeskab af lignende robotter til at vaske gulv, feje gulv, og rense tagrender.

Uha for et skød

En lokal robot, der udgøres af et åbent skød, gav nok allerflest overraskede blikke, men det er såmænd blot en fødselssimulator, uarbejdet i samarbejde mellem et Lyon-hospital og Lyons universitets datalogiafdeling.

Den kødfarvede gummi har form af en gravid kvindes underliv med iboende foster. Den bruges til træning af jordemødre og læger, der blandt andet skal lære at bruge tangen på den mest nænsomme vis, inden en rigtig baby lægger hoved til. Her er en ældre video.

Menneskers behov

Der var INGEN sexrobotter på messen. Til gengæld var der så mennesker, der havde valgt at klæde sig ud som robotter.

Og så var der mænd, mænd, mænd. Faktisk ingen boothbabes i modsætning til på IT-messerne. I dag har en masse teenageknægte og et par -piger også myldret rundt, dels fordi de har deltaget i en robotkonkurrence (selvbyggede på kort tid ud fra samlesæt), dels fordi de er så nysgerrige.

Mon netop robotter kan vække de unges interesse for ingeniør- og it-uddannelser igen?