Ambassadører for det gode: Underskriften forpligter!

RobinHood Shopping, KarmaShopping, YouMeShopping: Tre ejendommeligt ens tilbud på godgørenhedens brogede markedsplads.

Der vrimler med gengangere, når det gælder medlemsforretninger med gode tilbud. De samme godgørende foreninger støttes, og der er masser af gengangere blandt kendisser, der stiller deres navn til rådighed som “ambassadører”. Visse er tilmed gengangere fra engodsag.dk, der ville være godgørenhedens Skype, men gik nedenom og hjem.

Garvede folk

Det er ikke kun den vante velmenende garde fra skuespiller- og sportsverdenen, der stiller op. Fra de nye lister over ambassadører kan blandt andet nævnes følgende: Fremtidsforskeren Johan Peter Paludan, professor Vincent Hendricks, Irma-direktøren Alfred Josefsen, tidligere chefredaktør Mikael Lindholm, Euroinvestor direktør Jens Alminde samt Flemming Østergård, Parkens tidligere formand.

Fremtidsforskeren Johan Peter Paludan, professor Vincent Hendricks, Irma-direktøren Alfred Josefsen, tidligere chefredaktør Mikael Lindholm, Euroinvestor direktør Jens Alminde samt Flemming Østergård, Parkens tidligere formand.

Der ses også ambassadører tilknyttet Novo Nordisk, Danfoss, TDC og en lang række andre selskaber.

God smitte

Det bør borge for en blåstempling af format og vel også en vis smitte af godgørenhed ud i de kendte folks store cirkler. Nogen, og heriblandt jeg, vil så mene, at ambassadørposten forpligter til mere en en underskrift.

Der er nemlig andre, der er utrygge ved at sige ja til ambassørposten. Læsere, der selv er blevet tilbudt “æren”, men som har henvendt sig med materialet efter at have læst min reaktion på en lignende tilbud.

Hvem bærer ansvaret?

Mit blogindlæg vedrørte RobinhoodShopping, og jeg kritiserede blandt andet, at man intet fik at vide om, hvem der stod bag konceptet.

Denne gang præsenteres man så for et væld af “ulønnede ildsjæle”, der står bag “foreningen”. Der er imidlertid intet om, hvem der er formand, kasserer m.v. Eller om der ligger et konkret selskab og en adm. dir. bag.

Hvem har ansvaret? For ledelsen, for pengene? Og hvorfor må vi ikke vide, hvem der har registreret domænerne?

Det er ikke nok at skrive “Vi er en NGO. Derved har vi et rent og lækkert image”, som tilfældet er i den udsendte PowerPoint-baserede beskrivelse af Karma-konceptet. Fint med NGO, Karma og ildsjæle. Men ikke nok.

Samme koncept

Konceptet for de 3 godgørende initiativer er det samme. Der er samme afsender af alle brevene, der skal rekruttere ambassadører, nemlig Jonathan Løw. Han er kendt som stifter af prisbelønnede engodsag.dk, der havde 150.000 danske forbrugere i stalden og som ville erobre verden.

Businesscasen er følgende: Firmaer, der gerne vil være godgørende samt sælge deres varer til forbrugere med rabat bruger KarmaShopping (erstatter vist RobinHoodShopping) og YouMeShopping som en slags tilbudsagenter. Agenterne spreder via eget websted, Facebook og måske mail de aktuelle tilbud til de tilmeldte forbrugere.

Agenten modtager en slags kombination af en donation og en provision for hvert salg. Af beløbet går 75 procent videre til godgørende formål, resten bruges til drift m.v.

Mindre i egen lomme

Der er en vigtig forskel i forhold til engodsag.dk, der gik konkurs blot halvandet år efter at have fået 10 mio. i risikovillig kapital. Det trængte selskab havde da netop fået udviklingshuset, der stod for engodsag.dk-softwaren, som ny ejer.

Engodsag videregav lige som de nye “foreninger” 75 procent af provisionen ved køb, men scorede selv alt, der kom ind på anden vis, og det var ikke så lidt.

Firmaer, der ville være med, skulle typisk lægge et engangsbeløb ved kasse 1, plus bidrage med en månedlig sum. Man solgte bannerannoncer på engodsag.dk og der blev satset mere og mere på salg af annoncer til nyhedsbrevene, som blev sendt til forbrugerne.

Mindre til godgørenhed

I 2007 omsatte engodsag.dk for 5,4 mio. kr., og de 1,4 millioner gik videre til godgørende formål. Der blev i april 2008 bebudet en tredobling af omsætningen, men jeg har desværre kun fundet tallet for, hvad der gik til godgørenhed i 2008, og beløbet var faldet til under en million kroner.

Som nævnt gik firmaet konkurs i 2009, halvandet år efter et kapitalindskud på 10 mio. kr.

Lancering i oktober

Ude i det åbne ses lidt om Karma på Facebook, herunder at lanceringen starter i oktober 2011.

Det har ikke været muligt for mig at finde nærmere om YouSeeShopping ud over de bilag (ambassadører, foreninger, forretningskoncept), som er videresendt til mig fra læsere. Det kan undre, at materialet ikke er lagt på nettet.

Men. Konceptet må – uanset navn – røre enhver med et godt hjerte. Det er så op til de mange ambassadører denne gang at sikre, at det – også i længden – bliver hjertet, der er i fokus. Ikke pengepungen.

Volumen koster ikke meget

Og lad os nu sige, at det bliver en stor succes. Så burde de 400 ambassadører måske være fortalere for, at fordelingen 75/25 reguleres til fordel for godgørenhed. Som bekendt er merudgiften ved at skrue op for volumen ret lille i den internetbaserede verden.

2 responses to “Ambassadører for det gode: Underskriften forpligter!

  1. Der er også gang i rekruttering af ildsjæle, kan jeg se på en blog ført af den kommunikationsstuderende Julie B. Skov, der ifølge sit CV selv deltager i frivilligt arbejde.
    Interessant indlæg her: http://goo.gl/mOgew

    (forkortet link, fordi blogsoftwaren kan give layoutproblemer med links, der er bredere end spalten. Men her den originale, splittet op:
    http://juliebskou.dk/2011/07/20/
    youme-shopping-%E2%80%93
    -gammel-gammel-gammel-vin-pa-standardflaske/

  2. Kære læsere af denne blog.

    Hos YMS er vi naturligvis rigtig kede af, at der i denne blog stilles spørgsmålstegn ved vores koncept og ikke mindst ærlighed.

    Vi forstår dog godt, at Dorte Toft er kritisk, da vi desværre ikke har kommunikeret godt nok ud fra foreningens side til at starte med. Derfor opstod der tvivl omkring både navn, konstruktion m.m., hvilket førte til naturlige spekulationer omkring, hvad det hele gik ud på. Så vi forstår godt, at Dorte Toft som kritisk journalist undrede sig over, hvad der “foregik”.

    Vi har imidlertid fra starten af haft ønsket om at gøre en forskel – og ikke for egen vindings skyld!

    Vi er hos YMS en 100% non-profit forening. Alle personerne bag (p.t. 22) er ulønnede, og du kan finde vores navne på YMS’ hjemmeside. Vi har altså ingen økonomiske interesser i dette projekt.

    Vi gør det oprigtigt for at gøre en forskel, og vi har intet at skjule – og vi ønsker ikke at skjule noget. Derfor kan I også på http://www.youmeshopping.dk hente vores vedtægter og etiske værdigrundlag. Når hjemmesiden lanceres til oktober, vil der være 100% åbenhed omkring alt. Således vil vi bl.a. publicere følgende ting:

    – en beskrivelse af de involverede frivillige ildsjæle
    – en præcis beskrivelse af foreningen, herunder vedtægter og værdigrundlag
    – etiske retningslinjer, som lægges åbent ud på hjemmesiden
    – en liste over pressekontakter, så man altid kan få svar på spørgsmål, samt repræsentanter for både virksomheder og hjælpeorganisationer
    – en oversigt over den økonomiske fordeling af midlerne, så man kan følge pengene hele vejen og præcis, hvad de går til
    – økonomiske rapporter og årsregnskaber samt referater fra bestyrelsesmøder, når disse foreligger
    – godkendelse af regnskaber af autoriseret revisor (Deloitte) samt godkendt, eksternt bogholderi.

    Har I spørgsmål allerede nu, må I altid kontakte os på info@youmeshopping.dk, og vi skal svare efter bedste evne. Vi håber på jeres forståelse og beklager de indledende misforståelser og den mangelfulde og til tider dårlige kommunikation!

    (ovenstående skrevet af Jonathan – en af de 22 frivillige i foreningen og vedkommende, som omtales i bloggen og derfor svarer på dette indlæg)

Comments are closed.