Nedlæg blogs, der ikke blev til åbenhed og dialog, men blær og blår

De sociale medier udgør stadig en stor udfordring for erhvervslivet og det offentlige. Lige nu høres påstande om, at er man ikke på Facebook, er man lost. I morgen bliver det noget andet, i forgårs var det Second Life og i går var det blogs.

For mange organisationer, der ikke mente det alvorligt, hoppede på blog-trenden, og pinligheden udstilles for offentligheden dag efter dag. Bloguniverserne, der åbenbart blot afspejlede opfattelsen “So ein Ding müssen wir auch haben”, står tilbage som forladte byer.

Politikerblogs

Som eksempel kig blot på Region Midtjyllands brug af blogs. Fem regionspolitikere blogger. Kun én har skrevet noget i 2011, og det var i februar, altså for næsten et år siden. For de resterendes vedkommende blev det sidste skrevet i 2010.

Er der nogen grund til at bibeholde bloguniverset? I min bog er det klogere at vise, at man har lært af fiaskoen, og at man derfor lukker bloguniverset.

Politikerblogs fungerer jo sjældent. De vågner til liv ved valg, og forstummer så igen. Det er ikke at tage borgerne alvorligt.

Skær væk

Men, kære kommunikationsansvarlige. Tak et kig på “jeres blogunivers”? Udstiller det, at I bare ikke har mente det med åbenhed og dialog, eller at I bare ikke evnede at leve op til det ønskede, så luk elendigheden.

Og kære kommunikationsrådgiver. Hvor er dit ansvar i det her, og hvor er kundens? Kan du “gensælge” ved nu at fremhæve Facebook, eller er du afskrevet som endnu en konsulent ude af trit med virkeligheden?

De vellykkede

En vellykket blog kræver blandt andet, at det er et velmotivet, velkommunikerende og modigt menneske, der står bag, samt at man er inde over områder, hvor engagementet hos læserne er til at mærke og tages alvorligt.

Et godt eksempel på, hvad der i mine øjne ligner et vellykket blogunivers, er Nykredits. “Produkterne” egner sig til det, skribenterne tager opgaven – og læserne – alvorligt.

Aktuelt og vedkommende

I det blogunivers er der så, som i alle andre, visse ting, der fænger for alvor, og andre der fænger mindre. Det handler blandt andet om aktualitet, og hvor mange der berøres af det aktuelle.

Tjek for eksemplet indlægget “Kan man friste med et 3,5% lån”, og tjek ikke mindst kommentarfeltet. Her blev der ramt i plet.

Lærdom

Har du eksempler på “forladte byer” eller på velpulserende blogs hos erhvervsliv/organisationer, så bidrag gerne. Også hvis du har set tilfælde, hvor succesen bare blev for stor at håndtere.

Det vil desuden være godt at få lidt kommentarer til, hvordan det går med Facebook-satsninger.

2 responses to “Nedlæg blogs, der ikke blev til åbenhed og dialog, men blær og blår

  1. @Jesper Balslev. Har man mon på Innovationsholdet bevidst satset på, IKKE at anføre datoer for, hvornår indlæg skrives, eller har jeg overset noget? De gange, jeg mødes af fravær af datoer, irriteres jeg altid.

    Så om død…. Men kan se ud som vældig sæt-i-gang-aktivitet, og så niente.

    Tjekkede en anden http://blog.kollektivintelligens.dk/ En gang udråbt til at blive noget helt stort. Sidste indlæg i november 2007.

    Spørgsmålet er, hvornår der skal slukkes og lukkes. Et indhold kan jo have værdi EFTER at alle har mistet interessen eller projektet er afsluttet.

    Bloggen, der hørte til mit “Nærmest lykkelig i nørdland”-projekt, som for længst er afsluttet, holder jeg foreløbig i live – dog med ret sporadiske opdateringer.

Comments are closed.