Fine herrer med luset moral

Herreløse fonds udgør det store “tag selv bord” for advokater og andre fine folk i fondsbestyrelser og -direktioner. Seneste eksempel er en fondsbestyrelse, der tidoblede egne honorarer, da arbejdsbyrden faldt.

Den historie, som vedrører Arvid Nilssons Fond, kan i dag læses i dagbladet Børsen (kræver abb.) under overskriften “Bestyrelse holder lønfest i stenrig fond”.

Erhvervsstyrelsen har dog nedsat honoraret, så bestyrelsen nu “kun” får det femdobbelte!

Musene på bordet

Moralen kører grassat, når stifteren er død, og fonden bliver, hvad der kaldes herreløs. Man bevilger sig højere honorarer og tildeler måske oveni sig selv, familie og venner store privilegier.

Der er også eksempler på, at man skrider længere og længere væk fra den afdøde stifters intentioner med fonden. Man opfører sig, som om formuen er ens egen, men præget af, at man er kommet gratis til den.

Fra Plum til Grundfos

Berlingske har tidligere dokumenteret, hvorledes en advokat som formand for Enkefru Plums Støttefond fik raget rigeligt til sig, og den godgørende fond endte i konkurs.

Berlingske løftede også for nylig sløret for, hvorledes bestyrelsesformanden for en Grundfos-fond fik tredoblet honoraret, da stifter-sønnen Niels Due Jensen overtog posten.

Når både Børsen og Berlingske har rettet kikkerten mod fonde, får vi nok yderligere nogle delikate afsløringer, men det forbliver blot toppen af isbjerget.

Svær afdækning

Den manglende gennemsigtighed i bestyrelsesarbejde og fonde gør afdækningen særdeles vanskelig, og mediernes interesse rettes typisk mod de helt store.

Hele underskoven af mindre kendte fonde kigges sjældent efter i kortene, selv om “tag selv bordet” også udnyttes der.

Kig for eksempel på, hvad der skete med Stinne og Martinus Sørensens Fond, med Gl. Holtegaard-Breda Fonden og med Brdr. Reebergs Legat (Ludvigsmindesagen).

I alle tre tilfælde handler bestyrelsesformanden usagligt – og blandt andet til fordel for egen familie.

Jeg har desuden hørt om en sag, hvor en bestyrelsesformanden for en fond, hvis formål det er at stille lejligheder til rådighed for trængte kvinder, havde bedre øje for egne behov.

Passive styrelser

Erhvervstyrelsen er tilsynsmyndighed for de erhvervsdrivende fonde, og Civilstyrelsen normalt for de godgørende ej erhvervsdrivende, men begge myndigheder virker overmåde passive. Der skal ekstremer til, før der reageres.

Problemet med opportunisme og luset moral er kendt, og derfor har eksperter i mange år efterlyst skærpede regler.

Brodne kar

Fonde fylder godt i det danske landskab. Tilbage i 2009 blev opgjort, at der er 12.000 fonde med en samlet kapital på godt 400 milliarder kroner.

De brådne kar blandt bestyrelserne er forhåbentlig relativt få, men konsekvenserne af deres handlinger kan være alvorlige. Alligevel sker der ingenting.

Nyt forskningsprojekt

Måske kan et nyt forskningsprojekt vedrørende fonde, anført af CBS-professor Steen Thomsen, gøre en forskel i den tunge ende.

Her gælder de fondsejede virksomheder – de har 300.000 ansatte og en omsætning på over 600 milliarder kroner.

Ind under tæppet

De mindre fonde, de gamle godgørende? Dem, hvor vi ved årsskiftet kan læse annoncer om, at trængende kan søge via advokat det-og-det, og hvor formuen udhules mere af advokathonoraret end af det bevilgede? Dem, hvor bestyrelsen bare fordeler penge eller boliger helt på egen hånd?

Glem dem. Selv om et overordnet regnestykke kunne være på sin plads, hører hver enkel sag til i petitessekategorien.

Bliver der overhovedet rejst opmærksomhed over for misbrug, ender sagen typisk med at blive fejet ind under gulvtæppet, mens musene har frit lejde til at fornøje sig videre.

Men kom endelig med flere eksempler, tak. Måske kan vi sammen tage lidt af fornøjelsen fra musene.

PS: At jeg i overskrift skriver “herrer” skal forstås som herrer m/k. Anløben moral er ikke gen-bestemt:-)

4 responses to “Fine herrer med luset moral

  1. Måske kunne man komme en del af uvæsenet til livs ved at fondsmyndighederne får indført en regel om at alle fonde i årsregnskabet skal redegøre for, hvordan de i det forgangne år har levet op til fundatsen. Altså at fonde, der ejer ejendomme til gavn for f eks ubemidlede enlige mødre, rent faktisk har lejet ud til sådanne mennesker.
    Underskriverne indestår således med deres underskrift på regnskabet for, at de har gjort deres pligt og hvis fondsmyndighederne, som samtidig bør forpligtes til at øge kontrollen, konstaterer uregelmæssigheder, må de pågældende underskrivere vige pladsen.

  2. @Henrik H. God idé. En årlig rapportering om, i hvilken grad man har levet op til fundatsen, burde gøre det lysende klart over tid, hvis fundatsen systematisk ignoreres. Hvad enten det gælder tildeling af midler eller boliger.

    Men… man ryger ind i et andet problem i hvert fald i Civilstyrelsen. Det synes som om der skiftes sagsbehandler på sagerne, som andre skifter underhoser. Det fremmer ikke overblikket, men der er vel tale om en slags føltjeneste, der skal lede til vigtige stillinger.

    Der skal tilsyneladende meget grove forhold til, før Civilstyrelsen vælger at gribe ind. Som jeg har forklaret tidligere, er det ikke nok at vedtægter er misligeholdt i 25 eller at bestyrelsen har tilgodeset sig og sine selv i en grad, der udgør et lovbrud. Men jeg fandt under en googling en sag fra 2011, hvor Civilstyrelsen tog aktion:
    http://www.business.dk/industri/to-mand-eftertrykkeligt-sparket-ud-af-rigmandsfond
    Her er det imidlertid børn af stifteren, der agerer skummelt.

    Berlingske Søndag havde i øvrigt endnu en sag om en fondsbestyrelse, der ikke fungerede, men den synes ikke at være lagt online. Det kommer måske.

  3. Dorthe du har fat i noget som jeg håber du vil forfølge.

    Det er tragisk at se hvordan grådigheden breder sig, og selv om de metoder der benyttes ikke nødvendigvis er ulovlige, så er de moralsk og etisk totalt uacceptable.

    Vi har at gøre med nogle mennesker der misbruger deres position til på det groveste at rage til sig selv, og når man læser Erik Holm udtale følgende:

    “Jeg følte mig lidt pikeret. Først har man arbejdet og brugt en masse timer på at få solgt selskabet til en god pris til gavn for fondens virke fremover, og bagefter bliver man belønnet med at få halveret sit bestyrelseshonorar”

    så bliver man forarget – for der er ikke tale om at EH fik halveret sit bestyrelses honorar, men han kun slap af sted med at 5 doble det i stedet for en 10 dobling.

    Men der er også noget andet vi skal fokusere på, nemlig alle de mere eller mindre offentlige bestyrelser der er kommet her i landet efter at forsyningstjenester mv. i den hellige konkurrences navn er blevet “liberaliseret”, forstået på den måde at kommunal forsyningsvirksomhed i stedet for at være et kommunalt anliggende nu er blevet til et halvoffentligt monopol, uden mulighed for at “kunderne” kan vælge noget andet.

    Og hvad har det så med bestyrelser at gøre – jo før i tiden blev området håndteret i kommunalt regi, men nu er der så blevet tilført en direktion (med deraf følgende overhead), samt der skal være en bestyrelse for selskabet – og hvem sidder i bestyrelsen, ja det gør så de forskellige kommunalpolitikere, der på denne måde får et lille ben at gnave på.

    I og med disse ben fordeles over hele det politiske spektrum, så har man på snild vis sørget for en slags borgfred, som så giver typer som Fabrin endnu mere råderum.

    Så Dorthe, jeg håber virkelig du kan få disse betændte bylder frem i lyset.

  4. Tidligere tilfaldt ødegårde kronen. Det er roden til den engleske kongefamilies rigdom. Sådan en rask lille krig ryddede godt op i lodsejerne.

    Efter Carl d. 12. havde hærget landet, så havde kongen ingen penge (intet nyt her); men p.gr.a. hærgen og plyndren fra svensk side (stadig intet nyt, sådan er svenskere) var der en del ødegårde, som kongen så kunne betale sine håndgangne mænd – herunder Svend Gønge – med.
    Det klarede de små kreditorer – de skal altid betales – ellers laver de ballade, de store kan vente – de skal nok arte sig – for ikke at miste alt.

    Chr. V var så nød til at lade pengegæld (af hvilken Kronen havde masser, da han havde lånt penge af adlen) forælde efter 20 år (gælder stadig).

    Så disse herreløse fonde kunne passende tilfalde Kronen…..

    En anden lære: Man skal altid kun låne så meget at man ikke skal være en del af løsningen, når banken går på røven.
    ;)

Comments are closed.