Polsag: Patienten døde. Placer ansvaret rigtigt – denne gang.

Den sidste krampetrækning for politiets stort anlagte it-system Polsag er sket. Patienten døde, 400 millioner kroner er spildt på it, og vel yderligere nogle hundrede millioner undervejs på udebleven effektivisering. Men  skriften har længe stået på væggen.

Et af mange tegn på, at patienten lå på sit yderste, var da politiets mangeårige it-chef, juristen Peter Carpentier, for godt et år siden blev fjernet fra posten og flyttet på sidespor.

For sent

Flytningen burde være sket år før. Både Justitsministeriet og politiet tykt bemandet af jurister, og Carpentier kan meget vel være en inderlig kompetent jurist, men over årene har han gang på gang afsløret, at hans styrke IKKE ligger på den it-strategiske front.

Carpentier har desuden udvist en en resistens mod it-viden, der ikke passede i hans kram. Hans kolleger i ministeriet og etaten har enten været lige så uvidende eller bare ligeglade med “det der EDB”

Lader politifolk i stikken

Da jeg omtalte flytningen her på bloggen, var jeg omkring nogle af problemerne, som har hersket, herunder en skandaløs mangel på effektivisering og et svigt af dem, der er i fronten.

Menige politifolk havde længe fortalt mig, hvor galt det stod til med det gamle Polsas-system, og hvorledes de frygtede, at det nye Polsag var dybt forældet allerede ved leveringen.

Fra it-fronter hørte jeg også, hvorledes en del af det nye system – en stor database – var blevet skrottet for ikke at overskride budgettet endnu mere. Databasen med historiske og aktuelle data skulle ellers gøre det muligt at finde “nålen i høstakken” – man skulle kunne søge på kryds og tværs i data og måske finde det skjulte mønster, der kunne lede til en opklaring.

Ansvar hos politikere og embedsværk

Der ER noget galt i den måde, politikere og embedsværk forvalter deres ansvar for at effektivisere. På trods af, at it-brug nu har så mange årtier på bagen, savnes der stadig grundlæggende viden om dette fagområde både på tinge og i embedsværk.

Den garvede it-ekspert, Poul-Henning Kamp, har hos Ingeniøren, kommenteret begravelsen af Polsag på så enkel (og lidt forenklet vis), at selv alle cand.scient.pol’er, jurister og økonomer i Folketing og embedsværk burde være i stand til at fatte det.

It kan lede til både noget nær mirakler og fuldbyrdede katastrofer, skriver han:

Forskellen på et mirakel og en katastrofe er om man forstår hvad det er IT kan bidrage med, eller om man tror det er en magisk sovs der kan redde et miskmask.

Næste stop SKAT?

Læs hans blogindlæg, hvor han bebuder, at næste skandale vil vi se hos SKAT.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Læs også, hvad den nye rigspolitichef siger til Version2. En fornuftig mand, der også ved selvsyn har konstateret, hvor galt det står til.

Men det vi ser i den artikel, og det, der er standard i det offentlige, når noget går galt, er ivren efter at få placeret aben alene hos it-leverandøren. I dette tilfælde hos CSC.

Det politiske og interne ansvar

Det ville gøre underværker for fremtiden, hvis politikere og embedsværk også fik peget indad.

Vi har set adskillige gange, at it-leverandører udadtil tillægges al skyld, selv når de kun bærer noget af skylden. Men leverandøren bøjer nakken, påtager rollen som syndebuk, ellers er der for evigt lukket af for nye ordrer.

Falsk handlekraft

Vi har set adskillige gange, at der i den offentlige ledelse udvises “handlekraft” ved at fyre it-leverandører og skrotte systemer (måske også nogle, der kunne være reddet). Men vi har ikke set den sande, modige form for handlekraft, nemlig at være villig til også at grave i dybden indadtil og placere ansvaret, så ingen bagefter kan være i tvivl. At der drages konsekvens internt.

Det ville give det nødvendige signal om, at alt ikke kan tørres af på it-leverandøren.

Uden en kompetent kunde, kan intet it-system lykkes.

PS: Hvor mange leverandører er det foreløbig, at SKAT har fyret.

 

 

12 responses to “Polsag: Patienten døde. Placer ansvaret rigtigt – denne gang.

  1. Efter min erfaring er sagsforløbet omvendt.

    En inkompetent ledelse laver dumhed på dumhed. Skal gemme stinker på stinker.
    Det fremmer jo ikke ligefrem overblikket.

    Der er for meget, man ikke kan kommunikere på tværs i organisationen – registreringerne (edb eller papir) kan ikke gøres korrekte – man må redigere lidt i sandheden.
    De kan frem for alt ikke gøres tilgængelige – der må ikke være krydsreferencer.
    Der kommer “skuffesystemer” og private regneark – udviklet ad hoc til helt specifikke sammenhænge.

    Det er så problemet, man står i, når systemarbejdet går i gang:
    Der må ikke være sammenhæng og konsistens i det nye system, fordi er der det, så er der for meget slam der kommer op fra kloakken, de blev smidt i.

    Systemarbejdet er nød til at klarlægge sammenhængene i data; men når man i én sammenhæng siger ét og i en anden siger noget andet – og disse to udsagn så sammenholdes, så går det galt.

    Det er også problemet med delegering af opgaver – det er vanskeligt at løse en opgave, hvis helt nødvendige informationer ikke er tilgængelige. Derfor må “chefen” tage sig af den – personligt – jo mere “chefen” skal tage sig af, jo mindre får folk bestilt.

    Tilsidst får man lavet så eventyrligt et roderi, at man – under krav om resultatforbedringer – vil have et edb-system. Det skal imidlertid IKKE virke, for så kommer inkonsistents for dagen.
    Derfor sætter man Fjottesen i spidsen – så er man da sikker på, at der IKKE sker noget – de første mange år.

    Er der noget, der kan bruge edb, så er det politiarbejde. I alle kriminalserier er det første politiet beder om: LISTER og lister over lister.

    Nu er Politiet nok ikke særlig slemt; men de har deres del af – hvad skal vi sige: Suboptimale afgørelser – det gør ikke noget; bare man er klar over det.
    Problemet med en bommert er såmænd ikke den skade, der er sket; men at man ikke kan røre ved skidtet.

  2. Jeg tror ikke der kan være meget uenighed om hvor talentløst og skandaløst det her er – og der er heller ikke meget uenighed om at sagen bliver den første i en række af lignende sager.

    Jeg vil derfor plædere for en ny approach til fremtidig løsning af sådanne problemer og med et par positive sidegevinster:

    Halvdelen af problemet med offentlig IT er at de ansatte i de offentlige myndigheder er så skrækslagne for at lave fejl, at ethvert IT-system starter med ca. 1 meter RINGBIND mindst (udbudsmaterialet/kravspecifikation). Det er hele problemet i en nøddeskal. INTET godt kommer af den tid det tager at lave og byde på 1 m. ringbind! Der går flere år før første linie kodes, og i den tid er teknologien, muligheder og adfærd allerede ændret.

    Løsning:
    Jeg tænker på Oracle og Larry Ellison som byggede Oracle databasen som et produkt af CIAs ønsker og planer. Det blev til en virksomhed som næppe kræver yderligere præsentation, men som jo startede med 5 gutter på et lille kontor som arbejdede som gale, dag og nat.

    De 221/500 mio kr. som man nu har brændt af på det 1 meter ringbind og talentløse CSCs indere, kunne man have brændt af på 3 små (mindre) danske virksomheder som parallelt kunne arbejde på DERES forslag til et politisystem. Iværksætterydelse, innovation og produkt i én og samme projekt.

    Det er ikke grebet ud i luften, for en lille virksomhed hvor ejerne og udviklerne er de samme personer, der skabes sædvanligvis revolutioner med meget få midler og af meget få personer.

    Jeg har meget lidt respekt for kompleksiteten i at lave et politisystem. Jeg vil vove den påstand at jeg for 2-2,5 mio og 15 af mine russiske udviklere kunne lave en topforcromet prototype på 9 mdr. Den kunne herefter tilrettes og implementeres på 1 år yderligere for en fraktion af budgettet.
    For at være på den sikre side køber staten 3 systemer (ja du læste rigtigt). Af de 3 prototyper, da vælger man én til sidst som man ruller ud nationalt.

    Jeg vil godt vædde et Happy Meal på at de 3 iværksættervirksomheder som “vinder” muligheden for at lave prototype, de vil arbejde så svedet sprøjter for at vinde det endelige system-projekt. Og lur mig om ikke de kan udtænke noget politi-usability som selv ikke politiet havde tænkt på. Bagefter har man skabt arbejdspladser osv. win-win. Så laver vi SKAT bagefter, og systemet til betalingsringen osv osv…

  3. Jeg har mest ondt af den almene politibetjent, der jf. lovpligtige procedurer er nødt til at indtaste stribevis af informationer – som i værste fald går tabt, hvis man gør noget forkert. Alt imens han og resten af befolkningen helst ser ham ude i marken og løse synlige opgaver som befolkningen kan forholde sig til.

    Som en stille protest, kunne nogle betjente der har prøvet at blive lagt i benlås af IT-systemerne, splejse til en gratis tur i en politibil og en T-shirt, som præmie for et godt bud på en løsning:
    Kom med nogle ideer fra betjenten ved skrivebordet, eks. nogle WSDL-filer (motor og kriminalregister) – og kom med nogle praktiske eksempler på hvor noget effektivt software kunne gøre en forskel. Det har noget med integration af data og systemer.

    Et muligt oplæg til en lille uformel kodekonkurrence, der kunne vise CSC at den slags ikke behøves at tage 9 år – og samtidig vise IT fra dets gode side overfor den frustrerede betjent der mister alt sit arbejde han har brugt den sidste time på at taste ind.
    Dette munder selvfølgelig ikke ud i en komplet løsning, men jf. PHK fra ing.dk starter mange gode projekter i det små.

  4. Alle med kendskab til det offentlige ved at det er et veritabelt tag-selv-bord. Problemet er naturligvis, at ingen står til ansvar, fordi de ikke personligt har penge i klemme.

  5. Allans ide er ikke uinteressant, og i fortsættelse af den, så er det der også skal gøres op med hele big-is-beautifull tankesættet.

    Som jeg tidligere har været inde på, så er en meget stor barriere for små virksomheder her i landet SKI systemet og de perverse udbudscirkusser, hvor det altid ender med (de store af) vennerne løber af med ordren.

    Og ordren bliver altid stor for man har den holdning at en lille KISS løsning ikke kan være seriøs, og hvis man f.eks. kommer med et forslag til at løse et problem til ½ million, så bliver man skreget ud af grin, for en “rigtig” løsning skal jo som bekendt koste mindst 5-10 millioner.

    En anden parameter er hele størrelsesbetragningen, hvor man f.eks. i udbud sætter som krav at firmaet jo helst skal være så og så stort, men virkeligheden er at dem der reelt skal løse opgaven ikke er ret mange – man kan så risikere at ende op i at et firma på måske 10 mennesker, der alle arbejder med materien og alle er overmåde kompetente, bliver vraget til fordel for multiselskabet med 1000 ansatte, trods det at der i virkeligheden kun er 3 medarbejdere der bare ved lidt om hvad opgaven går ud på.

    Og nu proppen er blevet taget af, så vil jeg gerne gentage hvad jeg skrev på V2, da jeg snart er ret træt af at se hvordan dette samfund er på vej ned i sølet pga. djØFFERnes inkompetance:

    Vores firma har igennem mange år på vegne af en række kommuner i det Københavnske foretaget håndtering af indberetninger inden for affaldsområdet – ind til og med 2009 modtog vi data fra de forskellige aktører i et opland svarende til ca. en trediedel af landet.

    En del af disse data blev indberettet til et relativt simpelt, men IMO uhyre velfungerende webbaseret system, baseret på Linux, Apache og MySQL, alt sammen kørende på 2 IBM X100 servere, den ene som webserver, den anden, isoleret bag firewall på begge sider, som MySQL server med spejlede diske.

    Dette system kørte 24/7/365 i 3 år kun med et nedbrud som følge af et strømsvigt og efterfølgende dræning af UPS’en.

    Systemet havde rigeligt performance til at kunne håndtere hele landets affaldsindberetninger, men desværre sker der så det at Miljøstyrelsen iværksætter et helt nyt paradigme for hele sektoren, uden på nogen måde at høre efter hvad der er af erfaringer (ikke kun vores men også andre interessenter).

    I forbindelse med at der nu skal laves et landsdækkende system er vi jo selvfølgelig for små til at blive taget seriøst, så i stedet vinder Nitten opgaven, gennem et eller andet hemmeligt og obskurt SKI forløb, hvor ingen reelt må få at vide hvad det beløber sig til, men jeg vil umiddelbart gætte på at prisen ligger 5-10 gange højere end den vi ville have forlangt.

    Og hvad værre er, så har de ingen faglig forstand inden for affaldsområdet, så der er blevet skruet et horribelt monstersystem frem, normaliseret til døde, således at ingen har noget reelt overblik over data.

    Endvidere lavede man ikke pilottest på systemet, men iværksatte det direkte (efter de obligate forsinkelser) med virkning fra 1/4 2010, uden de aktører der skal indberette havde nogen chance for at teste om deres systemer ville fungere op mod det.

    Resultatet af det er at sektoren er fuldstændig smadret, og der tidligst i 2013 (måske) kan komme nogle nogenlunde ædruelige data på området – dvs. 3 års planlægningsmulighed er smidt i kloakken, og det har kostet samfundet en formue.

    Vi havde sagtens kunne håndtere og kvalitetssikre de data der er tale om i mængder på omkring en halv tile en hel million poster om året, uden at skulle køre med åh-så-oppustede systemer, men nu er der gået volumensyge i det, og så går det helt galt.

    Man græmmes.

    Christian Nobel

  6. Det gode ved denne sag er, at der begynder at være en bredere diskussion af de forskellige faktorer til at IT-projekter.

    IT gør ingen forskel af sig selv, men kan muliggøre nye effektive måder at arbejde på. Det at komme op med nye måder at drive professionelt arbejde på og efterfølgende implementere det i store organisationer er bestemt ikke trivielt.

    Hvis vi starter med at se på hvordan nye arbejdsgange designes og teknologi udvikles til at understøtte disse er det en meget kompleks opgave. Opgaven gøres mere indviklet af, at den både den måde vi bedriver arbejde på og det teknologi vi ønsker at anvende er i løbende udvikling. At løse denne opgave kræver professionelt designarbejde af tværfaglige teams, som kender til design, arbejdsgange, brugerinvolvering, usability, organiation, IT-arkitektur, domænet og meget mere. Dette harmonerer rigtig dårligt med traditionel udformning af kravspecifikationsaftaler og skarpe leverandør-kundeforhold, men peger mere på helt nye løbende dialogbaserede samarbejdsformer.

    En relateret udfordring ved traditionel bestilling via kravspecifikation er skiftet fra funktionalitet til brugeroplevelse og design. Kigger man på Nokia’s topmodel før iPhonen kunne man gå på nettet, emaile, den havde kortapplikation og GÆPS, tillod installation af applikationer. Mange af de features de fleste funktioner fra touch-phones i dag var til stede. Samtidig var den gamle Nokia stadigvæk overlegen på batterilevetid, samt den tillod batteriskift. Havde man skulle købe telefoner baseret på kravspecifikation ville de to telefoner sikkert begge opfylde kravene til fulde selvom brugsoplevesen er helt usammenlignelig. I dag forventes mere af IT. Ikke bare at det leverer en bestemt funktionalitet, men at den understøtter vores hensigter på en effektiv, designet og brugervenlig måde.

    Så hvis det vigtigste ikke er at specificere funktionaliteter til at indtaste ”stel-nummer” ved cykeltyverier, men hvis opgaven er at designe og understøtte det at finde stjålne cykler, deres ejermand og tyvene, hvordan beskrives det i kontrakter og udbud? Dette er nok en af de væsentligste spørgsmål ved offentlig indkøb af IT.

    Så opsummeret bør sager som denne føre til spørgsmålet: Har kunden været gode nok til at bestille det rigtige system eller er hele kontrakt- og udbudsprocessen passende i forhold til det man gerne vil opnå? Har leverandøren ageret professionelt og leveret det aftalte? Har projektledelsen været professionel? Er implementeringen foretaget professionelt? Ting er altid mere komplekse end de ser ud og finder man forsimplede løsninger mister man muligheden for at blive klogere.

    Relateret spændende kommentar:
    http://www.version2.dk/blog/laeren-fra-polsag-43322?utm_medium=feed&utm_source=version2.dk&utm_campaign=it_nyheder

  7. Hvor svært kan det være?

    At opbygge et databasesystem, der lever og ånder af menneskelige input/forespørgsler og henter oplysninger fra dels forældede og dels nyere systemer burde være enhver softwareingeniørs ønskedrøm.

    Så nemt kan det være!

    Man kan have en grum mistanke om manglende eller i det mindste mangelfulde kravsspecifikationer til projektet.

    Erik Billum

  8. Der er den anden fundamentale problemstilling:

    Hvad er billigst?

    At få lavet noget efter tilbud eller efter regning.

    Der er i det offentlige en tyrkertro på at alt bliver billigst efter tilbud. Det skyldes mestendels en fejlopfattelse.

    Det kommer nemlig an på opgavens karakter.

    Er der tale om noget som en bro eller andet, hvor man dels kan undersøge sagen dels enkelt kan specificere opgaven, så er det det billigste med tilbud.

    Men er skidtet mere kompliceret end som så – eller har opdragsgiveren ikke noget reelt overblik over, hvad han egentlig skal bruge, så vil tilbudsgivere enten:
    Forlange en pris, der gør projektet uinteressant.
    Eller
    Have så mange forbehold, at leverandørens binding i praksis er ligegyldig.

    En mere gradvis løsning kunne være bedre: I stedet for at integrere 27 forskellige systemer i ét hug, så kunne man være startet med dem to og to.
    Så må man leve med, at indleveringen af hittegods skal foregå med håndkraft en tid endnu.

  9. Mon ikke det er meget sigende for politiet/det offentlige, det problem der blev kendt for vel 4-5 år siden.

    Den gode nyhed var, at borgerne fik mulighed for at indgive politianmeldelser via nettet. Den dårlige var, at intet af, hvad borgeren indtastede, gik direkte videre til politiets system Polsas.

    Politiet havde ingen forbindelse mellem netsystemet og det gamle Polsas, og derfor måtte alle borgernes anmeldelser printes ud og så indtastes igen. ÅR EFTER ÅR EFTER ÅR.

    Politiet valgte at sige “når Polsag kommer, bliver problemet elimineret” og imens blev der dag efter dag spildt tid på dobbeltarbejde, der som bekendt også øger fejlraten.

    Den dygtige organisationen havde i sit netværk efterlyst en kompetent leverandør med speciale i hurtigt at bygge en lille bro mellem inkompatible systemer. Og denne leverandør havde hurtigt kodet det begrænsede system, der skulle til, altså at tage anmeldelsesdata ud fra det netbaserede, at foretage den nødvendige verificering af visse felter og at opdatere Polsag registret med anmeldelsen. Opgaven havde vel kostet 50.000 til 100.000 kroner. En gang for alle.

    Nu! Stadig ingen Polsag. Stadig udprintning indtastning. Politiet i en nøddeskal?

    @ Christian Nobel. Den historie, du beretter, er sigende i al sin grumhed. Har du noget imod, at jeg tager den frem som selvstændigt blogindlæg?

    @ alle. Tak for de mange vinkler på, hvad der kan være galt i både kultur og den anvendte angrebsvinkel. Tak også for nytænkningen, der lægges for dagen, hvad angår, hvorledes man kan satse på de dygtige, selv om de ikke er i et mammutforetagende.

    Det er så ærgerligt at se et Danmark, der sander til, fordi det offentlige mener at “Big is Beautiful” og ikke fatter, at de små innovative skridt er, hvad der kunne have styrket vækst/effektivisering og muligvis eksport.

    Jeg skrev jo fornylig om, hvorledes EU-udbud/SKI tager livet af de små, mens de store (og ofte internationale) privilegeres
    http://bizzen.blogs.business.dk/2012/01/18/eu-duksen-danmark-dodsensfarlig-for-sig-selv-knaekker-vaekst-og-innovation/

Comments are closed.